Babak Tafreshi, der er en af ESOs fotoambassadører, har fanget Atacama Large Millimeter/submillimeter Arrays (ALMAs) antenner under den sydlige himmel i endnu et åndeløst smukt billede.

De dramatiske hvirvler af stjerner på himlen minder lidt om van Goghs maleri Stjernenatten eller – for science fiction fans – måske om udsynet fra et rumskib, der er ved at træde ind i hyperrummet. I virkeligheden viser de Jordens rotation afsløret af fotografiets lange eksponeringstid. På den sydlige halvkugle ser stjernerne ud til at bevæge sig i cirkler om himlens sydpol, mens Jorden drejer rundt. Himlens sydpol ligger i det uanseelige stjernebillede Octans (Oktanten) mellem det mere berømte stjernebillede Sydkorset og de Magellanske Skyer. Med en tilstrækkelig lang eksponeringstid trækker stjernerne cirkulære spor, mens Jorden roterer.

Billedet er taget på Chajnantor-højsletten, der ligger i en højde på 5000 meter i de chilenske Andesbjerge. Det er hjemstedet for ALMA-teleskopet hvis antenner kan ses i forgrunden. ALMA er det kraftigste teleskop til at studere det kolde Univers – molekylær gas og støv samt eftergløden fra Big Bang. Når ALMA er færdigbygget i 2013 vil det have 54 af disse antenner, der er 12 meter i diameter samt 12 7 meter-antenner. Tidlige videnskabelige observationer med det delvist færdigbyggede teleskop begyndte dog allerede i 2011. Selvom det endnu ikke er færdigbygget, leverer teleskopet allerede enestående resultater, der udkonkurrerer alle andre teleskoper af dets slags. Nogle af antennerne er udtydelige på billedet, fordi teleskopet var i brug under optagelsen og derfor bevægede sig.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links

• Mere om ALMA hos ESO
• Joint ALMA Observatory
• ESOs fotoambassadører

Dette panoramabillede af Chajnantor-højsletten, der er taget tæt ved toppen af Cerro Chico, viser hjemstedet for Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA). Det er lykkedes for Babak Tafreshi, der er en af ESOs fotoambassadører, at fange den følelse af ensomhed, som kan opleves på ALMAs hjemsted 5000 meter over havniveau i de chilenske Andesbjerge. Lys og skygge maler landskabet og fremhæver terrænets overjordiske udseende. I forgrunden på billedet ligner en klynge af ALMA-antenner mærkelige robotagtige besøgende på højsletten. Når teleskopet er færdigbygget i 2013 vil der i alt være 66 sådanne antenner, der arbejder sammen.

ALMA revolutionerer allerede astronomernes undersøgelser af Universet ved millimeter- og submillimeter-bølgelængder. Selvom alle antenner ikke er på plads, er ALMA allerede kraftigere end noget andet teleskop, der arbejder ved disse bølgelængder. Det giver astronomerne en hidtil uset evne til at studere det kolde Univers – molekylær gas og støv samt eftergløden fra Big Bang. ALMA studerer byggestenene til stjerner, planetsystemer, galakser og selve livet. Ved at give forskere detaljerede billeder af stjerner og planeter, der fødes i gasskyer tæt ved Solsystemet, og ved at registrere galakser, som dannes ved kanten af det synlige Univers, vil ALMA gøre det muligt for astronomerne at tage fat på nogle af mest grundlæggende spørgsmål om vores kosmiske oprindelse.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links

• Mere om ALMA hos ESO
• Joint ALMA Observatory
• ESOs fotoambassadører

Babak Tafreshi, der er en af ESOs fotoambassadører, har taget endnu et enestående panoramabillede af ESOs Paranal-observatorium.

I forgrunden ses Atacama-ørkenens dramatiske bjerglandskab. Til venstre, på den højeste bjergtop, ligger ESO Very Large Telescope (VLT) og foran det på en lidt lavere bjergtop ses VISTA-teleskopet (Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy).

I baggrunden maler solopgangen Paranals himmel med en smuk palet af pastelfarver. Et hav af skyer over Stillehavet, der kun ligger 12 kilometer fra Paranal, strækker sig ud over horisonten.

Over horisonten, hvor skyhavet møder himlen, ses et mørkt bånd. Dette mørke bånd er Jordens skygge, der kastes af vores planet ud på dens atmosfære. Dette fænomen kan sommetider ses omkring solnedgang og solopgang, hvis himlen er klar og der er frit udsyn til horisonten. Over Jordens skygge ses en lyserød glød, der er kendt som Venus’ bælte. Denne glød skabes af lys fra Solen, der er ved at stå op (som i dette tilfælde) eller gå ned, som spredes af Jordens atmosfære.

Links

• ESOs fotoambassadører

Selvom dette billede som udgangspunkt kan ligne abstrakt moderne kunst, så er det faktisk resultatet af en langtidseksponering af nattehimlen over Chajnantor-højsletten i de chilenske Andesbjerge. Mens Jorden roterer mod endnu en dag, bliver Mælkevejens stjerner over ørkenen trukket ud til farverige spor. Imens får det højteknologiske teleskop i forgrunden næsten en drømmeagtig karakter.

Dette tryllebindende billede er taget 5000 meter over havniveau på Chajnantor-højsletten, der er hjemsted for teleskopet Atacama Pathfinder Experiment (APEX), som ses her. APEX er et teleskop med en diameter på 12 meter, der samler lys med bølgelængder i millimeter- og submillimeter-området. Astronomer bruger APEX til at studere en bred vifte af forskellige objekter fra kolde skyer af gas og kosmisk støv, hvor nye stjerner bliver født, til nogle af de tidligste og fjerneste galakser i Universet.

APEX er stifinder for Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), der er et revolutionerende teleskop som ESO i samarbejde med internationale partnere bygger og driver, ligeledes på Chajnantor-højsletten. Når ALMA er færdigbygget i 2013, vil det bestå af 54 antenner med en diameter på 12 meter og yderligere 12 antenner på syv meter i diameter. De to teleskoper supplerer hinanden: Takket være sit større synsfelt kan APEX finde mange mål over store områder af himlen, som ALMA så kan studere i stor detalje med sin langt større opløsningsevne (evnen til at skelne detaljer). APEX og ALMA er begge vigtige værktøjer for astronomerne til at lære mere om, hvordan Universet virker, herunder dannelsen af de stjerner, der trækker spor på himlen på dette billede.

Billedet er taget af ESOs fotoambassadør Babak Tafreshi. Han er også grundlægger af The World At Night, et projekt, der vil skabe og udstille en samling af fantastiske billeder og tidsforkortede videoer af verdens smukkeste og historiske steder set mod en natlig baggrund af stjerner, planeter og astronomiske begivenheder.

APEX er et samarbejdsprojekt mellem Max-Planck Institut für Radioastronomie (MPIfR), Onsala Space Observatory (OSO) og ESO. Driften af APEX på Chajnantor varetages af ESO. ALMA er en international astronomifacilitet og et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. ESO er den europæiske parter i ALMA-projektet.

Links

• Mere om APEX hos ESO
• ESOs fotoambassadører

ESO fylder 50 i år og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla- og Paranal-observatorierne, ESOs kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

Very Large Telescope (VLT) er ESOs flagskib på Cerro Paranal i Chile, og består af fire gigantiske enhedsteleskoper (UT: Unit Telescope), der hver har et lyssamlende spejl på 8,2 meter i diameter. Dertil kommer fire bevægelige 1,8 meter hjælpeteleskoper. Denne måneds fotografier viser et enhedsteleskop under opførelse og et andet som det ser ud i dag.

Det indledende arbejde på bygningen til det første enhedsteleskop (UT1) kan ses på det historiske billede, der blev taget i slutningen af oktober 1995. Betonfundamentet var færdigt og den nedre, stationære del af bygningens metalstruktur var blevet fastgjort til det. De første stykker af den roterende del af teleskopets bygning var også på plads – begyndelsen på den brede spalte som teleskopet skulle observere igennem og den tunge horisontale struktur, der skulle understøtte skydedørene, kan ses i retning mod kameraet. Dette enhedsteleskop så sit første lys den 25. maj 1998 (se eso9820).

Ved indvielsen af Paranal i 1999 (se eso9921) fik hvert UT et navn på de indfødtes (Mapuche-stammen) sprog. Navnene – Antu, Kueyen, Melipal og Yepun på UT 1 til 4 i nævnte rækkefølge – repræsenterer fire fremtrædende og smukke objekter på himlen: Solen, Månen, stjernebilledet Sydkorset og Venus [1].

Det nutidige billede er af UT4, Yepun, som så sit første lys i september 2000 (se eso0028). Men det repræsenterer lige så godt som sin søster UT1, hele det færdigbyggede VLT, da alle fire UTer blev designet til at være identiske. De adskiller sig kun ved de sæt af instrumenter, der er til rådighed på hver, hvilket giver astronomer en bredere vifte af redskaber til at studere universet. Den gule rammelignende struktur foran Yepun er M1s løfteplatform, som kan bevæges mellem UTerne og bruges, når deres gigantiske 8,2 meter primærspejle i perioder fjernes og får ny belægning.

I årene siden det historiske billede blev taget, har det første UT fået et navn – Antu – og en familie, i takt med at de andre teleskoper har sluttet sig til på bjergtoppen. I dag er VLT verdens mest avancerede astronomiske teleskop til synligt lys, og Antu, Yepun og de andre teleskoper på Paranal har spillet en vigtig rolle i at gøre ESO til verdens mest produktive jordbaserede observatorium!

Noter

 [1] Yepun blev oversat til ”Sirius” på tidspunktet for Paranals indvielse (se eso9921), men efterfølgende undersøgelser har vist at den korrekte oversættelse er ”Venus”.

Links

• Det historiske billede
• Det nutidige billede
• Sammenligning af det historiske og nutidige billede
• Mere om ESOs Very Large Telescope

I århundreder har filosoffer og videnskabsfolk spekuleret over muligheden for beboelige planeter uden for Solsystemet. I dag er denne idé mere end spekulation: mange hundrede exoplaneter er blevet opdaget i det seneste par årtier af astronomer over hele verden. Forskellige teknikker bruges til at lede efter nye verdener. I dette usædvanlige billede er teleskoper, der bruger to af disse metoder blevet fanget i samme skud: ESOs 3,6 meter-teleskop med HARPS-spektrografen og CoRoT-rumteleskopet. Billedet er taget af astronomen Alexandre Santerne, der selv studerer exoplaneter.

HARPS-spektrografen (High Accuracy Radial velocity Planetary Search), der er et instrument på ESOs 3,6 meter-teleskop, er verdens førende exoplanet-jæger. Teleskopets åbne kuppel ses i venstre side af dette billede bag den kantede bygning, der huser New Technology Telescope. HARPS finder exoplaneter ved at registrere små ændringer i en stjernes bevægelse, når den rokker en smule frem og tilbage pga. tyngdepåvirkningen fra en planet i kredsløb om stjernen. Denne teknik til at finde exoplaneter kaldes for radialhastighedsmetoden.

Det svage lysspor højt på himlen i denne 20 sekunders optagelse er ikke et meteor, men rumteleskopet CoRoT (Convection Rotation and planetary Transits). CoRoT leder efter planeter ved at se efter et fald i en stjernes lysstyrke, når en planet passerer ind foran den – passagemetoden. Rumteleskopets placering over Jordens atmosfære forbedrer nøjagtigheden af observationerne, fordi stjernerne ikke blinker. Potentielle planeter, der findes med passagemetoden, bekræftes med andre teknikker som radialhastighedsmetoden. Netop den nat, hvor dette billede blev taget, blev HARPS brugt til at følge op på exoplanet-kandidater fundet af CoRoT!

I november 2012 fik CoRoT desværre et computerproblem. Selvom satellitten stadig fungerer, kan den ikke modtage data fra sit teleskop (se nyheden på CoRoTs websted eller denne nyhedsartikel i Nature). CoRoT-holdet har dog ikke givet op og arbejder på at genoplive systemerne. Uanset om det lykkes at få CoRoT på banen igen eller ej, så er missionen allerede en stor succes! Satellitten har virket i dobbelt så lang tid som oprindeligt planlagt og var det første rumfartøj til at opdage en exoplanet med passagemetoden. CoRoT har ydet mange vigtige bidrag til både eftersøgningen af exoplaneter og undersøgelsen af stjerners indre inden for området asteroseismologi.

Eftersøgningen af exoplaneter hjælper os med at forstå vores eget planetsystem og kan være det første skridt på vejen mod at finde liv uden for Jorden. HARPS og CoRoT er bare to af de mange spændende instrumenter, der er udviklet til at hjælpe astronomerne med denne eftersøgning.

Alexandre indsendte dette billede til Flickr-gruppen” Your ESO Pictures”. Denne Flickr-gruppe bliver jævnligt gennemgået og de bedste billeder bliver udvalgt til at komme med i vores populære serie ”Ugens billede” eller i vores galleri. I 2012, som del af fejringen af ESOs 50 års jubilæum, vil vi også gerne have historiske billeder med relation til ESO. Efter han indsendte dette billede er Alexandre også blevet en af ESOs fotoambassadører.  

Links

• Dette billede med forklarende tekst på Alexandre Santernes Flickr-billedstrøm
• Alexandre Santernes Flickr-billedstrøm
• Flickr-gruppen ”Your ESO Pictures”
• Annonceringen af ”Your ESO Pictures”
• ESOs fotoambassadører

Atacama Pathfinder Experiment (APAX) teleskopet – fanget på dette dramatiske billede taget af ESOs fotoambassadører Babak Tafreshi – er et af de redskaber, der bruges af ESO til at studere universet i andet end synligt lys. Det er placeret på Chajnantor-højsletten i en højde af 5000 meter.

Klynger af hvide isspidser kan ses i forgrunden af billedet. Isspidserne (”penitentes” på spansk) er et forunderligt naturfænomen, der findes i højtliggende områder, typisk mere end 4000 meter over havets overflade. De er tynde pigge af hærdet sne eller is med deres spidser pegende mod Solen, kan være alt fra et par centimeter i højden og op til flere meter.

APEX er et 12 meter teleskop, der observerer lys ved millimeter og submillimeter bølgelængder. Astronomer, der observerer med APEX, kan se fænomener, der er usynlige ved kortere bølgelængder. Teleskopet giver dem bl.a. mulighed for at studere molekyleskyer, der er tætte områder af gas og kosmisk støv, hvor nye stjerner bliver født. Disse skyer er mørke og skjult af støv i synligt og infrarødt lys, men gløder klart ved disse forholdsvis lange bølgelængder. Astronomer bruger denne glød  til at studere de kemiske og fysiske forhold i skyerne. Dette bølgelængdeområde er også ideelt til at studere nogle af de tidligste og fjerneste galakser i universet.

På nattehimlen over og til venstre for APEX ses henholdsvis den Lille og Store Magellanske Sky som svage lyspletter. De er nabogalakser til vores egen galakse, Mælkevejen. Selve Mælkevejen ses som et diset bånd tværs over himlen, mest tydeligt over APEX’ kontrolbygning til højre. Mørke pletter i båndet er områder, hvor lyset fra fjerne stjerner er blokeret af interstellart støv. Skjult bag disse mørke støvbånd er Mælkevejens centrum i en afstand på ca. 27.000 lysår. Teleskoper som APEX er afgørende redskaber for astronomerne for at kunne se gennem støvet og studere vores galakses centrum i detaljer.

APEX er et samarbejde mellem Max-Planck-Institut für Radioastronomie (MPIfR), Onsala Space Observatory (OSO) og ESO. Driften af APEX på Chajnantor varetages af ESO.

Links

• Mere om APEX hos ESO
• ESOs fotoambassadører

ESOs fotoambassadør Babak Tafreshi har taget et enestående billede af himlen over ESOs Paranal-observatorium med et skatkammer af fjerne objekter.

Det mest iøjnefaldende af disse er Carina-tågen, der gløder intenst rødt i midten af billedet. Carina-tågen ligger i stjernebilledet Carina (Kølen) omkring 7500 lysår fra Jorden. Denne sky af glødende gas og støv er den klareste stjernetåge på himlen og indeholder flere af de klareste og tungeste stjerner, vi kender, i Mælkevejen, såsom Eta Carinae. Carina-tågen er et perfekt sted for astronomer til at afsløre mysterierne om tunge stjerners voldsomme fødsel og død. For smukke nyere billeder af Carina-tågen fra ESO se eso1208, eso1145 og eso1031.

Under Carina-tågen ser vi Ønskebrønd-hoben (NGC 3532). Denne åbne hob af unge stjerner har fået sit navn, fordi den gennem et teleskop ligner en håndfuld sølvmønter, der stråler på bunden af en ønskebrønd. Længere til højre, finder vi stjernetågen Lambda Centauri (IC 2944), der er en sky af glødende brint og nyfødte stjerner, som undertiden også kaldes Den Løbende Kylling. Det skyldes den fuglelignende form, som nogle mennesker ser i dens mest lysstærke område (se eso1135). Over denne tåge og lidt til venstre finder vi de Sydlige Plejader (IC 2632), en åben hob af stjerner, der ligner den mere velkendte nordlige navnebror.

I forgrunden ser vi tre af de fire hjælpeteleskoper (Auxillary Telescope: AT) på Very Large Telescope Interferometer (VLTI). Med VLTI kan ATerne – eller VLTs 8,2 meter enhedsteleskoper – bruges sammen som et enkelt kæmpestort teleskop, der kan se finere detaljer end det ville være muligt med de enkelte teleskoper. VLTI har været brugt til en bred vifte af forskning, herunder studiet af skiver omkring unge stjerner samt aktive galaksekerner, der er blandt de mest energirige og mystiske fænomener i universet.

Links

• ESOs fotoambassadører

ESO fylder 50 i år og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla- og Paranal-observatorierne, ESOs kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

På denne måneds fotografier, taget på ESOs Paranal-observatorium i Atacama-ørkenen, sammenlignes en travl byggeplads, som den så ud i november 1999, med slutresultatet i dag: observatoriets beboelsesbygning, der er kendt som Paranal Residencia. Forstil dig ændringerne fra dengang til nu: larmen fra hamre og bor og støjen af traktorer og kraner er forsvundet til fordel for en fredfyldt bygning i ørkenen, der er i harmoni med sine omgivelser. Bygget med naturlige materialer og farver og placeret i en eksisterende lavning i jorden, får det færdige byggeri til at gå i ét med landskabet.

Residencia er bygget som et fristed for astronomer og andre ansatte, der arbejder i et de hårdest tænkelige landskaber, hvor ekstrem tørhed, intens ultraviolet stråling fra Solen, stærke vinde og stor højde er en del af hverdagen. Entreprenørerne, der byggede Residencia og som også arbejdede under disse barske forhold, skabte en højt værdsat oase i ørkenen, hvor observatoriets personale kan gå i ly for de tørre omgivelser. Den færdige bygning er en hyldest til alt deres hårde arbejde. Den prisbelønnede bygning, Residencia, har over 100 værelser samt en række fællesrum, herunder en kantine, lounge, svømmebassin, fitnesscenter og bibliotek. Der er en spektakulær udsigt fra den venstre facade ud over ørkenen i retning mod Stillehavet og solnedgangen.

En anden ting kan ses på begge fotografier: bag Residencia, 2600 meter over havniveau på toppen af Cerro Paranal står ESOs Very Large Telescope (VLT). Det er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til synligt lys og det er grunden til, at Residencia og alle de, der er indenfor dens mure, overhovedet er der.

Links

• Det historiske billede
• Det nutidige billede
• Sammenligning af det historiske og nutidige billede
• Mere om konstruktionen af Residencia i en pressemeddelelse fra 1999
• Pressemeddelelse i forbindelse med åbningen af Residencia i 2002

Dette smukke panoramabillede taget af Babak Tafreshi, en af ESOs fotoambassadører, viser de sidste solstråler, der bader Chajnantor-højsletten i Chiles Atacama-region. Denne højslette er hjemsted for teleskopet Atacama Pathfinder Experiment (APEX), der kan ses i venstre side af panoramaet. Fra dette afsides liggende sted på Jorden, 5000 meter over havets overflade, studerer APEX det ”kolde univers”.

APEX er et teleskop med en diameter på 12 meter, der observerer lys med millimeter og submillimeter bølgelængder. Astronomer, der observerer med APEX, kan se fænomener, som er usynlige ved kortere bølgelængder. Teleskopet giver dem mulighed for at studere molekyleskyer, der er tætte områder af gas og kosmisk støv, hvor nye stjerner bliver født. Når de ses i synligt lys er skyerne mørke og indhyllede i støv, men ved de længere bølgelængder gløder de klart. Astronomerne bruger denne glød til at studere de kemiske og fysiske forhold i skyerne. Dette bølgelængdeområde er også ideelt til at studere nogle af de tidligste og fjerneste galakser i universet.

Siden det blev taget i brug i 2005, har APEX produceret mange vigtige videnskabelige resultater. For eksempel har APEX samarbejdet med ESOs Very Large Telescope for at se materiale blive flået fra hinanden af det sorte hul i midten af Mælkevejen (eso0841). Dette resultat er et af ESOs top 10 videnskabelige resultater.

Klynger af hvide isspidser kan ses på jorden omkring APEX. Isspidserne, der kaldes penitentes på spansk, er et forunderligt naturfænomen, som findes i højtliggende områder – typisk højere end 4000 meter over havet. De er tynde pigge af hærdet sne eller is med skarpe kanter, der peger mod Solen. De kan blive fra få centimeter til flere meter høje.

APEX er et samarbejde mellem Max Planck Institut für Radioastronomie (MPIfR), Onsala Space Observatory (OSO) og ESO. Det er ESO, der står for driften af APEX på Chajnantor.

APEX’ 12 meter-parabol er baseret på en prototype-antenne til et andet observatorium på Chajnantor ved navn Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA). Når ALMA er færdigbygget i 2013, vil det bestå af 54 antenner med en diameter på 12 meter og tolv 7 meter-antenner. ESO er den europæiske partner i denne internationale astronomi-facilitet, der er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile.

Links

• Mere om APEX hos ESO
• ESOs fotoambassadører

ESO fylder 50 i år og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla- og Paranal-observatorierne, ESOs kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

Siden december 2009 har Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy (VISTA) kortlagt den sydlige himmel fra ESOs Paranal-observatorium i Chile. Vores før-og-nu-billede i denne måned viser VISTA-teleskopet under opførelsen og nu.

Det historiske billede, der er taget hen mod slutningen af 2004, viser teleskopets bygning under opførelse. Skelettet af teleskop-bygningen ses på det runde fundament, omgivet af et midlertidigt bur af stilladser. VISTAs hjemsted er på en bjergtop, der ligger omkring 1500 meter nordøst for Cerro Paranal, som er hjemsted for ESOs Very Large Telescope. Denne bjergtop blev sænket med fem meter til en højde på 2518 meter og skabte derved en 4000 kvadratmeter stor platform til det nødvendige byggearbejde.

Det nutidige billede viser det færdige VISTA-teleskop. Teleskopets bygning er 20 meter i diameter og beskytter teleskopet mod det omgivende miljø. To skydedøre danner den spalte som teleskopet observerer igennem, og en vindskærm kan anvendes til at lukke en del af spalten, når det er nødvendigt. Yderligere døre i bygningen giver ventilation til regulering af luftstrømmen i løbet af natten. En ekstra bygning, der støder op til teleskop-bygningen, er synlig i forgrunden og indeholder vedligeholdelsesudstyr samt en coating-facilitet, der bruges til at lægge den tynde reflekterende belægning af sølv på teleskopets spejle.

VISTA arbejder ved nærinfrarøde bølgelængder med et tre ton kamera på 67 megapixels. VISTAs store spejl, store synsfelt og meget følsomme infrarøde sensorer gør det til verdens største kortlægningsteleskop.

VISTA blev udtænkt og udviklet af et konsortium af 18 universiteter i Storbritannien, ledet af Queen Mary, University of London og blev et bidrag til ESO, som en del af den britiske tiltrædelsesaftale.  Science and Technology Facilities Council‘s UK Astronomy Technology Centre (STFC, UK ATC) stod for projektledelsen af teleskopets design og konstruktion.

Links

• Det historiske billede
• Det nutidige billede
• Sammenligning af det historiske og nutidige billede
• Mere om VISTA

IC 5148 er en smuk planetarisk tåge, der ligger omkring 3000 lysår væk i stjernebilledet Grus (Tranen). Tågen har en diameter på et par lysår, og den vokser stadig med over 50 kilometer i sekundet – en af de hurtigst voksende planetariske tåger, vi kender. Navnet ”planetarisk tåge” opstod i det 19. århundrede, hvor disse objekter for første gang blev observeret. Set gennem de små teleskoper, der var til rådighed på det tidspunkt, lignede de lidt kæmpeplaneter. Men planetariske tågers sande natur er helt anderledes.

Det handler om stjerner, der er lige så tunge eller nogle få gange tungere end vores stjerne, Solen. Når en sådan stjerne nærmer sig afslutningen af sit liv, slynger den sine yderste lag af gas ud i rummet. De ekspanderende lag af gas oplyses af den varme tilbageværende kerne af stjernen i midten og danner den planetariske tåge, som oftest har en smuk glødende form.

Når den observeres med et mindre amatørteleskop, ses netop denne planetariske tåge som en ring af materiale med stjernen – som vil køle ned og blive til en hvid dværg – skinnende i midten af et centralt hulrum. Dette udseende har fået astronomer til at give IC 5148 navnet Reservehjulstågen.

ESO Faint Object Spectrograph and Camera (EFOSC2) på New Technology Telescope på La Silla-observatoriet giver en noget mere elegant gengivelse af dette objekt.  Her ligner tågen mere end æterisk blomst med lagdelte kronblade end et reservehjul.

ESOs Paranal-observatorium – beliggende i Chiles Atacama-region – er mest kendt for Very Large Telescope (VLT), ESOs flagskib. Men i løbet af de seneste par år, er stedet også blevet hjem for to topmoderne kortlægningsteleskoper. Disse nye medlemmer af Paranal-familien er designet til at afbilde store områder af himlen hurtigt og dybt.

Et af dem, det 4,1 meter store Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy (VISTA), er placeret på en nærliggende bjergtop ikke langt fra Paranal-toppen. Det ses på dette smukke billede taget fra Paranal af ESOs fotoambassadør Babak Tafreshi. VISTA er verdens største kortlægningsteleskop og det har været i drift siden december 2009.

I det nederste højre hjørne af billedet ses VISTA-bygningen foran en tilsyneladende endeløs bjergkæde, der strækker sig ud i horisonten. Mens solnedgangen nærmer sig, kaster bjergene stadig længere skygger, der langsomt dækker de brunlige nuancer, som farver det storslåede landskab omkring Paranal. Snart vil Solen forsvinde under horisonten og alle teleskoper på Paranal vil starte endnu en nat med observationer.

VISTA er et vidvinkel-teleskop, der er designet til at kortlægge den sydlige himmel i infrarødt lys med høj følsomhed, så astronomer har mulighed for at opdage ekstremt svage objekter. Målet med disse kortlægninger er at skabe store kataloger over himmellegemer til statistiske undersøgelser og til at identificere nye mål, som kan studeres nærmere med VLT.

Links 

• Mere om Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy (VISTA)
• ESOs fotoambassadører

Dette imponerende panoramabillede viser Chajnantor-højsletten – hjemstedet for Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) – med den majestætiske Licancabur-vulkan i baggrunden. Licancabur våger over en frossen skov af isspidser (”penitentes” på spansk og ”penitents” på engelsk) i forgrunden. Isspidserne er et forunderligt naturfænomen, der findes i højtliggende områder. De er tynde pigge hærdet sne eller is med skarpe kanter, der peger mod Solen. Du kan læse mere om isspidserne i et tidligere Ugens Billede (potw1221).

Licancabur-vulkanen, der er 5920 meter høj, er den mest ikoniske vulkan i området San Pedro de Atacama i Chile. Dens koniske form gør den let at genkende selv meget langt væk. Den ligger på den sydligste del af grænsen mellem Chile og Bolivia. Vulkanen rummer en af de højest liggende kratersøer i sin tinde. Denne sø har tiltrukket sig biologers interesse, som er interesserede i at studere, hvordan mikroskopiske organismer kan overleve i den på trods af det barske miljø med ultraviolet stråling, den tynde atmosfære og lave temperaturer. Overlevelsesstrategierne for mikroskopisk liv i Licancabur-søen kan måske give os indsigt i muligheden for fortidigt liv på Mars.

Billedet er taget af Babak Tafreshi, en af ESOs fotoambassadører, tæt på det sted, hvor ALMA er placeret.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Oberservatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links

• Mere om ALMA hos ESO
• Joint ALMA Observatory
• ESOs fotoambassadører

Solnedgang er typisk et tegn på at endnu en arbejdsdag er slut. Byens lys tændes langsomt efterhånden som folk vender hjem, ivrige efter at nyde aftenen og en god nats søvn. Men det gælder ikke for astronomer, der arbejder på et observatorium som ESOs Paranal-observatorium i Chile. Observationerne starter så snart Solen er forsvundet under horisonten. Alt skal derfor være klar før solnedgang.

Dette panoramabillede viser ESOs Very Large Telescope (VLT) mod det smukke tusmørke på Cerro Paranal. VLT-bygningerne er markante på billedet med teleskoperne klargjort til en nat med studier af universet. VLT er verdens mest kraftfulde og avancerede optiske teleskop. Det består af fire enhedsteleskoper med primærspejle på 8,2 meter i diameter og fire flytbare 1,8 meter hjælpeteleskoper (ATS), som kan ses i venstre hjørne af billedet.

Teleskoperne kan også arbejde sammen som et enkelt kæmpeteleskop, ESOs Very Large Telescope Interferometer (VLTI), der gør det muligt for astronomer at observere i størst mulig detalje. Denne konfiguration anvendes kun i et begrænset antal nætter pr. år. For det meste anvendes de 8,2 meter enhedsteleskoper individuelt.

I løbet af de seneste 13 år har VLT haft en enorm betydning for den observerende astronomi. Med VLT har det europæiske astronomiske forskningsmiljø oplevet en ny epoke af opdagelser, herunder særligt observationer af stjerner i kredsløb om Mælkevejens centrale sorte hul og det første billede af en exoplanet som to af de øverste tre på listen over ESOs top 10 astronomiske opdagelser.

VLTs fire enhedsteleskoper er opkaldt efter himmellegemer i Mapuche-sproget, som er det ældgamle modersmål for de indfødte i Chile og Argentina. Fra venstre mod højre ses Antu (UT1, Solen), Kueyen (UT2, Månen), Melipal (UT3, Sydkorset) og Yepun (UT4, Venus).

Dette billede er taget af ESOs fotoambassadør Babak Tafreshi.

En krystalklar stjernehimmel er altid et smukt syn. Men hvis du er på Chajnantor-højsletten i 5000 meters højde i de chilenske Andesbjerge, et af de bedste steder i verden til at lave astronomiske observationer, kan det meget vel være en oplevelse for livet.

Dette panoramabillede af Chajnantor viser antennerne, der er den del af Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), med en åndeløst smuk stjernehimmel som baggrund.

I forgrunden ses nogle af ALMAs antenner, der arbejder sammen. Højsletten fremstår buet, fordi billedet er optaget med et vidvinkelobjektiv. ALMA er det kraftigste teleskop i verden til at studere universet ved submillimeter og millimeter bølgelængder. Opbygningen af ALMA bliver afsluttet i 2013, hvor i alt 66 af disse højpræcisions-antenner vil være i drift på stedet. I øjeblikket er teleskopet i den indledende fase af de tidlige videnskabelige observationer. Selvom teleskopet endnu ikke er helt færdigbygget, leverer det allerede enestående resultater, der overgår alle andre submillimeter-teleskoper.

På himlen over teleskopet skinner utallige stjerner som fjerne juveler. To andre velkendte himmellegemer ses også. For det første er billedet kronet af Månen. For det andet, til dels overstrålet af månelyset, kan Mælkevejen skimtes som en tåget stribe hen over himlen. Mørke områder i Mælkevejens bånd er områder, hvor lyset fra baggrundsstjerner blokeres af interstellart støv.

Dette fotografi er taget af ESO fotoambassadør Babak Tafreshi. Babak er ophavsmand og leder af The World At Night, et internationalt projekt, der sigter mod at producere og udstille enestående fotografier og tidsforkortede videoer af verdens seværdigheder med de smukkeste astronomiske vidundere i baggrunden.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Oberservatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Link

• Mere om ALMA hos ESO
• Joint ALMA Observatory
• ESO fotoambassadører

ESO fylder 50 i år og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla og Paranal-observatorierne, ESOs kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

Denne måned viser vi en del af ESO, der føles næsten tidløs. Efter en lang interkontinental flyvning til Santiago eller nattevagterne under observationer ved teleskoperne, hvad kunne så være bedre end et behageligt hvilested hvor man kan hvile og samle kræfter før næste del af rejsen? Fra organisationens tidligste år har ESOs gæstehus i Santiago leveret netop det til gæsterne til observatoriets lokaliteter i Chile. Vores før-og-nu billede i denne måned viser gæstehusets lounge i 1996 og i dag.

Gæstehuset er en stor villa i en stille del af den chilenske hovedstad. Det er kendt blandt ESOs medarbejdere og besøgende astronomer som et velkomment og indbydende stop på den lange rejse mellem Europa og de fjerntliggende observatorier. Næsten alle europæiske astronomer, der besøger La Silla, Paranal eller Chajnantor kommer forbi gæstehuset. Her kan de samle kræfter efter rejsen, tale med andre astronomer forberede deres observationer og – for førstegangsbesøgende – se den sydlige stjernehimmel for første gang.

Det blev besluttet allerede i 1964, med ESOs aktiviteter i Santiago i vækst, at købe et bosted i byen, så ESO ikke var afhængigt af hoteller. Anskaffelsen af gæstehuset var afsluttet i marts 1965 og det blev oprindeligt brugt som både administrationskontor og værested for gæster. I 1970erne flyttede ESO-kontorerne imidlertid til den nye bygning i Vitacura, nogle få kilometer væk. Det gjorde det muligt udelukkende at bruge gæstehuset som en komfortabel ramme for rejsetrætte astronomer og andre medarbejdere.

Som det kan ses i disse to billeder, har gæstehuset ikke forandret sig meget gennem årene. Nu er der trådløst internet og en mere moderne kaffemaskine er stillet op, men gæstehuset er stadig et afslappet og fredeligt åndehul. Det er det perfekte sted til at slappe af og forberede sig til hårde, men også spændende nætter med observationer og måske den næste store opdagelse.

Links

• Det historiske billede
• Det nutidige billede
• Sammenligning af det historiske og nutidige billede

Dette farverige billede viser det stjernedannende område LHA 120-N44 [1] i den Store Magellanske Sky, en af Mælkevejens små satellitgalakser. Billedet er en kombination af en optagelse i synligt lys fra MPG/ESO 2,2 meter-teleskopet på ESOs La Silla-observatorium i Chile med optagelser i infrarødt lys og røntgenstråling fra rumbaserede observatorier.

I midten af dette meget rige område med gas, støv og unge stjerner ligger stjernehoben NGC 1929. Dens tunge stjerner producerer intens stråling, udkaster materiale ved høj hastighed som stjernevinde og raser gennem deres korte, men strålende liv for at eksplodere som supernovaer. Vindene og supernova-chokbølger har skabt et stort hulrum, en såkaldt superboble, i den omkringliggende gas.

Observationer med NASAs Chandra-røntgenobservatorium (her vist med blå farver) afslører varme områder skabt af disse vinde og chokbølger, mens infrarøde data fra NASAs Spitzer-rumteleskop (vist med røde farver) viser, hvor der findes støv og koldere gas. Billedet i synligt lys fra MPG/ESO 2,2 meter-teleskopet (i gule farver) fuldender billedet og viser de varme unge stjerner samt de glødende skyer af gas og støv, der omgiver dem.

Kombinationen af disse forskellige optagelser af dette dramatiske område har gjort det muligt for astronomerne at løse et mysterium: hvorfor udsender N44 og andre, lignende superbobler så kraftig røntgenstråling? Svaret ser ud til at være, at der er to yderligere kilder til kraftig røntgenstråling: supernova-chokbølger, der rammer boblernes vægge og varmt materiale, som fordamper fra væggene. Denne røntgenstråling fra kanten af superboblen ses tydeligt på billedet.

Links

• NASAs Chandra-røntgenobservatorium
• NASAs Spitzer-rumteleskop

Noter

[1] Betegnelsen for dette objekt viser, at det er indeholdt i kataloget over stjerner og tåger med H-alfa-stråling i de Magellanske Skyer, der blev samlet og udgivet i 1956 af den amerikanske astronom-astronaut Karl Henize (1926-1993). Bogstavet „N“ angiver, at det er en tåge (nebula). Objektet kaldes ofte blot for N44.

Forestil dig, at du lige har set en smuk solnedgang fra toppen af Cerro Paranal. Mens Atacama-ørkenen lydløst glider ind i natten, åbner ESOs Very Large Telescope (VLT) sine kraftfulde øjne mod universet. Med dette spektakulære 360 graders panorama, kan du forestille dig den udsigt, du ville have, hvis du stod der, nær den sydlige kant af VLT-platformen.

I forgrunden åbner det fjerde af VLTs hjælpeteleskoper (AT4) sig. Til venstre for det er Solen allerede gået ned over Stillehavet – dækket af skyer under højden på Paranal, som altid. Hen over resten af platformen ses de tre andre hjælpeteleskoper foran de store bygninger, der huser de fire 8,2 meter enhedsteleskoper. Endelig ses også Residencia og andre basecamp-faciliteter lidt væk nær billedets højre kant.

Mens natten falder på, så forestil dig, at du er indhyllet i en dyb stilhed, knapt forstyrret af vinden eller af disse gigantiske maskiners glidende bevægelser. Det er svært at forstå, at der foregår intens aktivitet i VLTs kontrolbygning, som ligger på bjergskråningen lige under platformens niveau i retning af den nedgående Sol. Der starter astronomer og teleskopoperatører nattens første observationer.

Links

• Dette panorama og andre, kan ses som en del af en fantastisk virtuel rundtur på Paranal og Armazones her: http://www.eso.org/public/outreach/products/virtualtours/armazones.html
• Flere ESO virtuelle rundture er tilgængelige her: http://www.eso.org/public/outreach/products/virtualtours/

En kraftig laserstråle fra ESOs Very Large Telescope (VLT) stryger over nattehimlen i den chilenske Atacama-ørken på dette fantastiske billede taget af Julien Girard. Jordens rotation under den 30 minutter lange eksponering – og laserens bevægelse som kompensation for dette – er skyld i, at det ser ud som om strålen spreder sig ud. Det er også grunden til, at stjernerne er strakt ud til krumme spor, der afslører subtile forskelle i deres farver.

Laseren bruges til at skabe en lysplet – en kunstig stjerne – ved at få natriumatomer 90 kilometer oppe i Jordens atmosfære til at gløde. Målinger af denne såkaldte guidestjerne bruges til at korrigere for atmosfærens forstyrrende effekt under astronomiske observationer – en teknik, der er kendt som adaptiv optik. Selvom tilstrækkeligt klare naturlige stjerner også bruges til adaptiv optik, så kan en laser-guidestjerne placeres, hvor det er nødvendigt. Det betyder, at adaptiv optik kan anvendes til objekter på en større del af himlen.

De fire store bygninger omkring VLTs 8,2 meter enhedsteleskoper er synlige på billedet, mens det mindre VLT Survey Telescope (VST) ses i baggrunden. Julien er ESO-astronom i Chile, der arbejder på VLT. På den nat dette billedet blev taget, hjalp han med observationer på enhedsteleskopet yderst til højre, og benyttede lejligheden til at sætte sit kamera på et fast stativ, før han vendte tilbage til kontrolbygningen, for at lave observationerne.

Teleskopbygningernes bevægelser under den lange eksponering ses også som et slør, mens svage spor af lys, lavet af folk, der går henover platformen mellem teleskoperne, også kan ses. 

Julien tilføjede dette billede til Your ESO Pictures Flickr group. Flickr-gruppen udvælger regelmæssigt de bedste billeder, som bliver præsenteret i vores populære serie med ugens billede eller i vores galleri. I 2012, som en del af ESOs 50 års jubilæumsår, byder vi også dine historiske ESO-relaterede billeder velkomne.

Links

• Dette billede på Flickr med kommentarer på Julien Girards Flickr-billedstrøm
• Julien Girards Flickr-billedstrøm
• ”Your ESO Pictures” Flickr-gruppe
• ”Your ESO Pictures”-annoncering

Orion, jægeren, står vagt over antennerne på Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), og lyser højt på den chilenske nattehimmel. Med sin karakteristiske timeglasform og de tre klare stjerner i Orions bælte i midten, er dette stjernebillede let genkendeligt. Dette billede, der er taget fra den sydlige halvkugle, viser Orions sværd over bæltet. Sværdet er hjemsted for et af de mest fantastiske objekter på himlen – Oriontågen – der ses som den midterste ”stjerne” i sværdet. Dens slørede tåge kan ses med det blotte øje under gode forhold.

De tre ALMA-antenner, der ses på dette billede, udgør kun en lille del af hele ALMA-anlægget, som i alt har 66 antenner. ALMA kombinerer signalerne fra sine antenner, som står adskilt med en afstand på op til 16 kilometer, for at danne et enkelt kæmpestort teleskop ved hjælp af en teknik kaldet interferometri. Selvom at byggeriet ikke forventes at være færdigt før i 2013, begyndte de første videnskabelige observationer med en del af antennerne allerede i slutningen af 2011.

I 5000 meters højde på Chajnantor-højsletten i de chilenske Andesbjerge, i et af de tørreste områder i verden, er ALMA garanteret fremragende observationsforhold. Et højtliggende og tørt sted som Chajnantor er nødvendigt, fordi vanddamp og ilt i Jordens atmosfære absorberer meget lys ved de millimeter- og submillimeter-bølgelængder, som ALMA er designet til at observere.

På dette billede blev antennerne afprøvet ved ALMAs Operations Support Facility, der er placeret ved en lidt lavere højde på 2900 meter. Når antennerne er afprøvet og fuldt udstyret, bliver de transporteret op til Chajnantor-højsletten for at begynde deres arbejde.

Dette billede blev taget af Adrian Russell, som har tilføjet fotografiet til Your ESO Pictures Flickr group. Flickr-gruppen udvælger regelmæssigt de bedste billeder, som bliver præsenteret i vores populære serie med ugens billede eller i vores galleri. I 2012, som en del af ESOs 50 års jubilæumsår, byder vi også dine historiske ESO-relaterede billeder velkomne.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Oberservatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links

• Adrian Russells Flickr-billedstrøm
• Dette billede på Flickr
• ”Your ESO Pictures” Flickr-gruppe
• ”Your ESO Pictures”-annoncering
• Mere om ALMA hos ESO
• Joint ALMA Observatory

ESO fylder 50 i år og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla og Paranal-observatorierne, ESO’s kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

Disse to billeder viser indgangen til Paranal-observatoriet i det nordlige Chile. Billederne er taget mod toppen af Cerro Paranal, som det så ud i 1987 og ser ud i dag.

Cerro Paranal-området blev udpeget som et muligt sted for det fremtidige Very Large Telescope (VLT) i 1983 af et hold, der bl.a. inkluderede ESO’s tidligere generaldirektør Lodewijk Woltjer (se Messenger, nr. 64, pp 5-8 for mere information). I 1987 blev en grusvej til toppen bygget og der blev etableret en permanent station til overvågning af forholdene. Det historiske billede viser området på det tidspunkt.

Resultaterne fra undersøgelserne af stedet var særdeles gode – forholdene var klart bedre end både ESO’s La Silla-observatorium og de andre steder, der var under overvejelse. Det førte til beslutningen om at bygge VLT på Paranal, der blev taget af ESO Rådet i december 1990 (se eso9015).

Meget har ændret sig på Paranal i de 25 år, der er gået, siden det historiske fotografi blev taget. Toppen af bjerget blev jævnet med jorden, en vej af høj kvalitet blev etableret og selvfølgelig blev observatoriets teleskoper bygget. Det færdige og fuldt ud operationelle observatorium kan ses på fotografiet fra i dag. På toppen står der nu de fire 8,2 meter VLT-teleskoper, sammen med de fire små 1,8 meter hjælpeteleskoper, der anvendes til interferometri, samt det 2,6 meter store VLT Survey Telescope. Ved porten er der blev rejst mange bygninger, som udgør observatoriets basecamp. For at se udsigten den modsatte vej fra toppen og ned over basecamp se det tidligere Picture of the Week potw1230.

Links

• Det historiske billede
• Det nutidige billede
• Sammenligning af det historiske og nutidige billede

På Jorden hænger pupper sammen med nyt liv. Der er også ”pupper” i rummet, men i stedet for at beskytte laver mens de omformer sig til natsværmere, er de fødesteder for nye stjerner.

Den røde sky på billedet, der er taget med EFOSC2-instrumentet på ESOs New Technology Telescope, er et perfekt eksempel på et af disse stjernedannende områder. På billedet ses en sky kaldet RCW 88, der ligger omkring titusind lysår væk og som er omkring ni lysår bred. Den er ikke lavet af silke som en natsværmers puppe, men af glødende brintgas, der omgiver de nyligt dannede stjerner. De nye stjerner dannes af skyer af denne brintgas, der falder sammen pga. deres egen tyngdekraft. Nogle af de mere udviklede stjerner, der allerede lyser klart, kan endda skimtes gennem skyen.

Disse unge stjerner er meget energirige og udsender store mængder ultraviolet stråling, der flår elektroner væk fra brintatomerne i skyen og efterlader de positivt ladede kerner – protoner. Når elektronerne indfanges af protonerne igen, kan de udsende H-alfa-lys, der har en karakteristisk rød glød.

Den letteste måde for astronomer til at finde disse stjernedannende områder er at observere himlen gennem et H-alfa-filter. Et dedikeret H-alfa-filter var et af de fire filtre, der blev brugt til at lave dette billede.

Set fra et udsigtspunkt ved ESO Very Large Telescope på Cerro Paranal i den chilenske Atacama-ørken strækker observatoriets basecamp sig ud under os. Paranal Residencia, et fristed for de, der arbejder på bjerget, ses nær midten af billedet med kuplen på sit tag. Til venstre for Residencia på den anden side af vejen ses basecamps sportshal og til venstre for det ligger Mirror Maintenance Building (MMB), hvor de enorme VLT-spejle med jævne mellemrum renses og får ny belægning. Bag MMB ligger observatoriets kraftværk og længere til venstre er bygningen med det mekaniske værksted. I forgrunden snor Star Track sig op ad bjergsiden – en vandresti fra Residencia til bjergtoppen.

Solen var gået ned omkring et kvarter før dette billede blev taget, hvilket efterlod basecamp badet i et smukt orange lys. Dette tusmørke skaber bløde skygger, der giver det bakkede landskab stor dybde. På Paranal kan et sådant syn kun opleves i de såkaldte ”gyldne timer” før solopgang eller efter solnedgang. I dagtimerne er det direkte sollys årsag til en voldsom kontrast.

Dette panoramafoto er lavet af ESO fotoambassadør Gerhard Hüdepohl.

Links

• ESO fotoambassadører

Billedet viser en af de europæiske antenner til Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), der bliver flyttet ved projektets Operations Support Facility. Antennen har en diameter på 12 meter. Siden dette billede blev taget, er denne antenne og andre magen til blevet taget i brug, idet ALMA har startet videnskabelige observationer med et delvist færdiggjort system (se eso1137). For nylig, nærmere bestemt den 12. juli, lukkede ansøgningsrunden for den næste fase af ALMA-observationer. Mere end 1100 ansøgninger fra astronomer over hele verden blev modtaget.

ALMA laver sine observationer fra Chajnantor-højsletten i en højde på 5000 meter. Når ALMA er færdigbygget vil det bestå af 66 højpræcisions-antenner med diametre på 12 og 7 meter. Antennerne kan spredes over afstande på op til 16 km og kan arbejde sammen som ét stort teleskop ved bølgelængder på 0,32 til 3,6 millimeter. Mere end halvdelen af de 66 antenner er allerede på Chajnantor (se ann12035). Femogtyve ALMA-antenner leveres af ESO gennem en kontrakt med det europæiske AEM-konsortium. Yderligere 25 antenner leveres af Nordamerika og 16 af Østasien.

Antennerne, der hver vejer omkring 100 ton, samles og afprøves ved Operations Support Facility, som ligger højt i Chiles Atacama-region ved en højde på 2900 meter. De flyttes herfra til Chajnantor-højsletten 5000 meter over havniveau ved hjælp af to særligt designede ALMA-antenne-transportere – enorme køretøjer, der kører på 28 dæk, er 10 meter brede, 20 meter lange, seks meter høje, vejer 130 ton og har samme kraft som to formel 1-motorer. Den ene af transporterne, der er blevet døbt Otto, er i brug på dette billede, der blev taget, da den første europæiske antenne blev afleveret til observatoriet i april 2011.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Oberservatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Dette nye billede af Kattepote-tågen er en kombination af optagelser fra MPG/ESO 2,2 meter teleskopet og fra de dygtige amatørastronomer Robert Gendler og Ryan M. Hannahoe. Tågens karakteristiske form dannes af rødlige svulmende skyer af glødende gas mod en mærk himmel, der er spækket med stjerner.

Billedet blev lavet ved at kombinere eksisterende observationer fra 2,2 meter teleskopet på La Silla-observatoriet i Chile (se ESO’s fotopressemeddelelse eso1003) med billeder med i alt 60 timers eksponeringstid lavet med et 0,4 meter teleskop af Gendler og Hannahoe.

Opløsningen af de eksisterende observationer fra 2,2 meter MPG/ESO teleskopet blev kombineret (ved at anvende deres ”luminans” eller lysstyrke) med farveinformationen fra Gendler og Hannahoes observationer til en smuk kombination af data fra amatør- og professionelle teleskoper. For eksempel bringer den ekstra farveinformation en svag blå tåge frem i det centrale område, som ikke ses i det oprindelige ESO-billede, mens ESO’s data bidrager med de finere detaljer. Resultatet er et billede, der er meget mere end summen af sine enkeltdele.

Kattepote-tågen med det velvalgte navn (også kendt som NGC 6334) ligger i stjernebilledet Scorpius (Skorpionen). Selvom den ser ud til at være tæt på Mælkevejens centrum på himlen, ligger den forholdsvis tæt på Jorden i en afstand af ca. 5500 lysår. Den er omkring 50 lysår på tværs og er et af de mest aktive stjernedannende områder i vores galakse. Den indeholder tunge, unge, klare blå stjerner, der er dannet i de seneste par millioner år. Den er formentlig vært for titusinder af stjerner i alt, hvoraf nogle er synlige, mens andre stadig er skjult i skyerne af gas og støv.

Links 

• Robert Gendlers hjemmeside

ESO fylder 50 i år, og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla og Paranal-observatorierne, ESO’s kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

Siden februar 2002 (se eso0205) har Paranal Residencia huset dem, der arbejder i skiftehold på ESO’s flagskibs-observatorium. Paranal i Chiles Atacama-ørkenen er hjemsted for ESO’s Very Large Telescope (VLT). Denne måneds før-og-nu billeder – begge taget af ESO’s fotoambassadør Gerhard Hüdepohl – giver os et unikt indblik i hvordan denne oase i ørkenen er blevet bygget.

Det historiske billede viser Residencia under opførelse i slutningen af 2000. Bygningen blev tegnet af det tyske arkitektfirma Auer+Weber og er baseret på en underjordisk L-form. Byggematerialerne har samme farve som ørkenen, så de bedre går i ét med landskabet, og den delvist afsluttede centrale del af Residencia minder om et amfiteater med stentrapper op mod den skyfrie himmel.

I dag ser Residencia helt anderledes ud! På trods af den underjordiske placering, skaber bygningens karakteristiske design et interiør, der giver en følelse af åbent rum. Den centrale hal er beskyttet af en 35 meter bred glaskuppel, der gør det muligt for dagslys at komme ind i bygningen. Det sterile amfiteater fra 2000 er genopstået som en frodig tropisk have med en pool for enden. Både haven og poolen er designet til at øge luftfugtigheden indendørs, så personalet kan få et pusterum fra de ekstremt tørre forhold udenfor, på et af de tørreste steder på Jorden.

Takket være Residencias unikke design har dets berømmelse også spredt sig udenfor det astronomiske samfund. For eksempel blev nøglescener i James Bond filmen ”Quantum of Solace” indspillet her i 2008, hvor Residencia spillede rollen som hotellet ”Perla de las Dunas” [1]. I 2009 blev Residencia valgt til én af årtiets ”Top 10 bygninger” af den britiske avis Guardian (se ann0940), og i 2012 var Paranal-observatoriet inklusiv Residencia med i Land Rovers reklamekampagne ”Perfect Places” (se ann12008).

Noter

[1] For mere information om James Bond på Cerro Paranal se eso0807, eso0838 og http://www.eso.org/public/outreach/bond/BondatParanal.html

Links

• Det historiske billede
• Det nutidige billede
• Sammenligning af det historiske og nutidige billede
• ESO’s fotoambassadører

En kold mørk nat på Mars midt i en gold ørken. En smal vej oplyst af kunstigt lys snor sig op til en ensom menneskelig forpost på toppen af et gammelt bjerg. Det er i hvert fald hvad en science fiction fan kan få ud af dette næsten overjordiske billede.

I virkeligheden viser billedet ESO’s Paranal-observatorium her på Jorden, der er hjemsted for Very Large Telescope (VLT). Ikke desto mindre er det nemt at forstille sig, at et sådant syn en gang i fremtiden vil kunne ses på Mars, måske i slutningen af århundredet. Det er grunden til, at Julien Girard, som har taget billedet, kalder det ”Mars 2099”.

I en højde på 2600 meter i Chiles Atacama-ørken ligger ESO’s Paranal-observatorium i et af de tørreste og mest øde områder på Jorden. Faktisk er landskabet så marslignende, at det europæiske rumagentur (ESA) og NASA tester deres Mars-robotter i dette område. For eksempel testede et ESA-hold for nylig den selvstyrende Seeker-robot som beskrevet i ann12048.

Billedet er taget i skumringen mod sydvest i retning af VLT fra kortlægningsteleskopet VISTA, der står på en nærtliggende bjergtop. Mod vest ligger Stillehavet kun omkring 12 kilometer fra Paranal. Mælkevejen med den sydlige himmels umiskendelige mærke – stjernerne i Sydkorset – stiger op over Paranal-toppen.

På Paranal kan himlen være så klar og mørk, når der er måneløse nætter, at lyset fra Mælkevejen alene er nok til at kaste skygger. Det er grunden til at ESO valgte stedet til VLT, og derfor at observatoriet har nogle af de bedste observationsforhold i verden.

Julien Girard er en ESO-astronom fra Chile, der arbejder på VLT. Han sendte dette billede til Your ESO Pictures Flickr group. Flickr-gruppen gennemgås regelmæssigt og de bedste billeder udvælges til at blive præsenteret i vores populære serie Picture of the Week, eller i vores galleri. I 2012, som en del af ESO’s 50 års jubilæumsår, byder vi også dine ESO-relaterede historiske billeder velkommen.

Links

• ESO-meddelelse, ”Self-steering Mars Rover tested at ESO’s Paranal Observatory”
• STFC-pressemeddelelse, “Revolutionary navigation system for future Mars rovers”
• Dette billede med forklarende tekst på Julien Girards Flickr billeder
• Julien Girards Flickr billedstrøm
• ”Your ESO Pictures” Flickr group
• ”Your ESO Pictures”-annoncering 

En af astronomernes største fjender er Jordens atmosfære, der får objekter på himlen til at se utydelige ud, når de observeres med jordbaserede teleskoper. For at modvirke dette anvender astronomer en teknik kaldet adaptiv optik, hvor computerstyrede, deformerbare spejle justeres hundredvis af gange i sekundet for at korrigere for atmosfærens forstyrrende virkning.

Dette spektakulære billede viser Yepun [1], der sender en kraftig gul laser op i himlen. Yepun er det fjerde 8,2 meter enhedsteleskop på ESO’s Very Large Telescope (VLT). Laserstrålen skaber en glødende plet – en kunstig stjerne – i Jordens atmosfære ved at påvirke et lag af natriumatomer i en højde på 90 km. Dette system kaldet Laser Guide Star (LGS) er en del af VLTs adaptive optik. Det lys, der kommer tilbage fra den kunstige stjerne, bruges som en reference til at styre de deformerbare spejle og derved fjerne effekten af de atmosfæriske forstyrrelser. Det gør det muligt at lave astronomiske billeder, der er næsten lige så skarpe som hvis teleskopet var i rummet.

Yepuns laser er dog ikke det eneste, der gløder klart på himlen. Den Store og den Lille Magellanske Sky kan ses henholdsvis til venstre og til højre for laserstrålen. Disse nærtliggende, irregulære dværggalakser er iøjnefaldende objekter på den sydlige stjernehimmel og kan let ses med det blotte øje. Den tydelige klare stjerne til venstre for den Store Magellanske Sky er Canopus, den klareste stjerne i stjernebilledet Carina (Kølen), mens stjernen i øverste højre del af billedet er Achernar, den klareste stjerne i stjernebilledet Eridanus (Floden).

Dette billede er taget af Babak Tafreshi, en af ESO’s fotoambassadører.

Noter

[1] VLTs fire enhedsteleskoper er opkaldt efter objekter på himlen i det indfødte Mapuche-sprog, Mapudungun. Enhedsteleskoperne (Unit Telescope, UT) hedder: Antu (UT1, Solen), Kueyen (UT2, Månen), Melipal (UT3, Sydkorset) og Yepun (UT4, Venus).

Links

• ESO’s fotoambassadører

Mange astronomiske billeder viser imponerende syn på himlen og dette er ingen undtagelse. Der er dog noget udsædvanligt over dette panorama. Bag ESO’s Very Large Telescope (VLT) ses to strømme af stjerner, der ligner brusende vandfald eller måske røgsøjler, der stiger op mod himlen. Det er fordi dette panorama viser hele himmelkuglen fra zenit til horisonten og samtlige 360 grader rundt. De to strømme er faktisk ét og samme bånd: vores galakse, Mælkevejen, der strækker sig over himlen fra horisont til horisont. Der hvor båndet går hen over vores hoveder, bliver det bredt ud langs hele den øverste kant af panoramaet. Det er på grund af den forvrængning, der er nødvendig for at klemme hele himmelkuglen ind i et fladt, rektangulært billede.

For at forstå dette billede skal du forestille dig, at den yderste venstre kant er sat sammen med den yderste højre kant og laver en løkke omkring dig og at den øverste kant er samlet i et enkelt punkt lige over dit hoved. Således rummer det hele himmelkuglen over dig. 

I venstre side af billedet ses silhuetten af observatoriets vindpose på dens pæl over bygningen. Til venstre for vindposen ses en af Mælkevejens nabogalakser, den Lille Magellanske Sky, som en lysstærk klat. Til højre, i Mælkevejens bånd, ses Carina-tågens rødlige glød. Over den ses den mørke tåge Kulsækken ved siden af Sydkorset og højere endnu ses de to klare stjerner Alpha og Beta Centauri. De fire høje bygninger huser VLT’s 8,2 meter enhedsteleskoper. Mellem de to enhedsteleskoper til højre ses VLT Survey Telescopes mindre bygning. Til højre i billedet gløder planeten Venus lige over horisonten. 

Dette panorama, der ikke bare viser VLT på bjerget Cerro Paranal, men også den smukke himmel som observatoriet studerer, er lavet af ESO’s fotoambassadør Serge Brunier. På samme måde som VLT’s enestående teknologi øger vores viden om universet, har Serge anvendt de mest avancerede fotografiske teknikker for at fange hele himmelkuglen på ét billede – meget mere end vores øjne kan se på én gang.

Links: 

• ESO’s fotoambassadører
• Se flere imponerende panoramaer i ESO’s virtuelle rundture

ESO’s fotoambassadør Babak Tafreshi har taget dette fantastiske billede af antennerne i Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) med den prægtige Mælkevej som baggrund. Himlens rigdom på dette billede vidner om de uovertrufne astronomiske forhold på den 5000 meter høje Chajnantor-højslette i Chiles Atacama-region.

På billedet ses stjernebilledet Carina (Kølen) og Vela (Sejlet). Mælkevejens mørke tjavsede støvskyer strækker sig fra øverst i billedet lidt til venstre for midten til bunden af billedet lidt til højre for midten. Den klare orange stjerne i øverst lidt til venstre for midten er Suhail i Vela, mens den tilsvarende orange stjerne øverst i midten er Avior i Carina. Tæt på disse stjerner ses tre klare blå stjerner, der danner et ”L”. De to til venstre hører til Vela, mens den til højre hører til Carina. Og præcis i midten af billedet under disse stjerner ses den lyserøde glød fra Carina-tågen (eso1208).

ESO, der er den europæiske partner i ALMA, bidrager med 25 af de 66 antenner, som vil udgøre hele teleskopet. De to antenner tættest på kameraet, hvor den opmærksomme iagttager kan ane mærkerne ”DA-43” og ”DA-41”, er eksempler på disse europæiske antenner. Hele ALMA-anlægget vil være færdigbygget i 2013, men teleskopet udfører allerede videnskabelige observationer med en del af antennerne.

Babak Tafreshi er manden bag The World At Night. Det er et projekt, der vil skabe og udstille en samling af fantastiske billeder og tidsforkortede videoer af verdens smukkeste og historiske steder set mod en natlig baggrund af stjerner, planeter og astronomiske begivenheder.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Oberservatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Babak Tafreshi, en af ESO’s fotoambassadører, har fanget et interessant fænomen på Chajnantor-højsletten, hjemsted for Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA).

Disse bizarre is- og sneformationer kaldes for isspidser (”penitentes” på spansk og ”penitents” på engelsk). De er badet i lyset fra Månen, der ses til højre i billedet. Til venstre, højere oppe på himlen, kan den Store og Lille Magellanske Sky anes, mens Carina-tågens rødlige glød ses tæt på horisonten yderst til venstre.

Isspidserne er naturlige vidundere, der ses i højtliggende områder, såsom her i de chilenske Andesbjerge, typisk mere end 4000 meter over havets overflade. De er tynde pigge og knivskær af hærdet sne eller is, der ofte dannes i klynger med deres spidser pegende mod Solen. De kan være alt fra et par centimeter i højden, der ligner lavt græs, og helt op til fem meter, der giver fornemmelsen af en isskov midt i ørkenen.

De nøjagtige detaljer om den mekanisme, der danner isspidserne, er stadig ikke fuldt ud forstået. I mange år troede befolkningen i Andesbjergene, at isspidserne var et resultat af de kraftige vinde, der blæser her. Men de kraftige vinde har kun en begrænset rolle i udformningen af disse istinder. Det antages nu, at de er produktet af en kombination af fysiske fænomener.

Processen begynder med sollys, der skinner på sneoverfladen. På grund af de meget tørre forhold i disse ørkenområder, sublimerer isen snare end at smelte – den går fra fast form til gasform uden at smelte og blive til flydende vand først. Fordybninger i sneen fanger reflekteret lys, hvilket medfører mere sublimering og større fordybninger. I disse fordybninger kan øget temperatur og fugtighed føre til smeltning. Denne positive feedback accelererer væksten af isspidsernes karakteristiske struktur.

Disse isstatuer er opkaldt efter spidse hatte, der bærers af et broderskab kaldet nazarenos, der deltager i påskeoptog over hele verden. Det er ikke svært at forestille sig dem som en gruppe ismunke, der samles i måneskinnet.

Billedet blev taget fra vejkanten på vej op mod ALMA. Observatoriet, der startede de første videnskabelige observationer den 30. september 2011, vil i sidste ende bestå af 66 højpræcisions-antenner, der kan virke samlet som et enkelt kæmpestort teleskop.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Oberservatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links

• Mere om ALMA
• Mere om isspidser (Penitentes)
• ESO’s fotoambassadører

Dette billede viser et af enhedsteleskoperne (UT4) på ESO’s Very Large Telescope (VLT), da det for nyligt kortvarigt blev holdt fanget af ESO’s ingeniører. Det var omgivet af et midlertidigt bur af stilladser, som et led i forberedelserne til det nye Adaptive Optics Facility (AOF). Projektet vil konvertere UT4 til et fuldt adaptivt teleskop. AOF vil korrigere for den forstyrrende effekt af Jordens atmosfære og vil gøre det muligt at lave meget skarpere billeder med HAWK-I og MUSE-instrumenterne.

Mange nye komponenter bliver tilføjet til UT4, som en del af AOF. Blandt disse er det deformerbare sekundærspejl (DSM): et tyndskal-spejl med en diameter på 1,1 meter, men som kun er 2 millimeter tykt. Spejlet er tyndt nok til let at blive deformeret af mere end tusind aktuatorer i op til tusind gange i sekundet, for at modvirke atmosfærens forstyrrelser. DSM er det største adaptive spejl produceret til dato (ann12015). Et andet vigtigt element er four Laser Guide Stars Facility (4LGSF) – fire særlige teleskoper, der skyder laserstråler højt op i atmosfæren og skaber kunstige stjerner [1] (ann12012). Endelig vil adaptiv optik modulerne GRAAL og GALACSI sørge for at analysere lyset, der kommer tilbage fra laser-guidestjernerne.

Dette billede viser en ESO-ingeniør, der fører tilsyn med arbejdet, som udføres på UT4. For at give fuld adgang til teleskopet er primærspejlet midlertidigt blevet fjernet. Kabler og rør er også blevet fjernet og nye er blevet installeret. Monteringsbeslag er blevet tilføjet som forberedelse til installationen af 4LGSF’s elektroniske kabinetter og teleskoper.

Noter

[1] Laserstrålerne stimulerer et lag af natriumatomer i atmosfæren i en højde af 90 kilometer, hvilket får dem til at gløde som kunstige stjerner.

ESO fylder 50 i år, og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla og Paranal-observatorierne, ESO’s kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

Disse to billeder er taget på toppen af La Silla, der er et 2400 meter højt bjerg i udkanten af den chilenske Atacama-ørken. La Silla var ESO’s første observatorium. Det historiske billede er taget i 1975 og viser nogle af de lastbiler og andet udstyr, der blev anvendt til konstruktionen af kuplen på ESO’s 3,6 meter teleskop, som var i gang bag fotografen. Til venstre er stedets vandtanke.

På det nutidige billede ses tre nye teleskoper, der indbyrdes ser meget forskellige ud. Til højre for vandtanken er ESO’s New Technology Telescope (NTT), som så det første lys den 23. marts 1989. Dette 3,58 meter teleskop var det første nogensinde med et computerstyret hovedspejl, der kan justere sin form under observationer for at optimere billedkvaliteten. Den ottekantede bygning, som huser NTT, er et andet teknologisk gennembrud. Den er ventileret med et system af klapper, der gør luftstrømmen jævn henover spejlet, reducerer turbulens og giver skarpere billeder.

Til højre for NTT er det schweiziske 1,2 meter Leonhard Euler-teleskop, der står i en mere traditionel kuppelformet bygning. Det drives af observatoriet i Genève ved Université de Genève i Schweiz, og indfangede sit første lys den 12. april 1998. Teleskopet bruges til at søge efter exoplaneter på den sydlige himmel; den første opdagelse var en planet i kredsløb om stjernen Gliese 86 (se eso9855). Teleskopet observerer også variable stjerner, gammaglimt og aktive galaksekerner.

 I forgrunden til højre er en bygning med tilnavnet Sarcofago (sarkofag). Den huser TAROT  (Télescope à Action Rapide pour les Objets Transitoires eller Rapid Action Telescope for Transient Objects) startede sit arbejde på La Silla den 15. September 2006. Dette hurtigt-bevægende, men forholdsvis lille 25 centimeter robotteleskop reagerer meget hurtigt på alarmeringer fra satellitter om gammaglimt og udpeger positionen af disse dramatiske, men flygtige begivenheder. Ved at observere disse kosmiske eksplosioner kan astronomerne studere dannelsen af sorte huller og udviklingen af stjerner i det tidlige univers. TAROT drives af et konsortium ledet af Michel Boër fra Observatoire de Haute Provence i Frankrig.

NTT drives af ESO, mens Leonhard Euler teleskopet og TAROT hører til gruppen af nationale og projekt-teleskoper, der er på La Silla. Selv i dag, over 40 år efter indvielsen, er La Silla stadig i front indenfor astronomi.

Links

• Det historiske billede
• Det nutidige billede
• Sammenligning af det historiske og nutidige billede
• Mere om La Silla
• Pressemeddelelse i anledning af 40 års jubilæet for La Sillas indvielse i 2009
• ESO’s tidslinje

Den overjordiske skønhed af Chiles Atacama-ørken, der er hjemsted for ESO’s Very Large Telescope (VLT), strækker sig mod horisonten på dette panoramabillede. På Cerro Paranal, der er den højeste bjergtop i midten af billedet, ses de fire gigantiske VLT-enhedsteleskoper, som hver har et spejl med en diameter på 8,2 meter. På bjergtoppen til venstre for Cerro Paranal står VISTA-kortlægningsteleskopet. Dette 4,1 meter teleskop kortlægger store dele af himlen og søger efter interessante mål, som VLT og andre teleskoper på Jorden og i rummet så kan studere i stor detalje.

Dette område byder på nogle af de bedste observationsforhold, der findes på vores planet. Til højre i dette 360 graders panorama er Solen ved at gå ned over Stillehavet, så der kastes lange skygger ind over bjerglandskabet. Til venstre skinner Månen på himlen. Snart vil nattens observationer begynde.

Dette fantastiske panorama er taget af Serge Brunier, der er en af ESO’s fotoambassadører. Det er ét af mange imponerende billeder, hvor han fanger ESO’s observatorier, deres smukke lokaliteter og den pragtfulde himmel over dem.

Links

• ESO’s fotoambassadører

ESO’s fotoambassadør Stéphane Guisard har optaget dette forbløffende panoramabillede af ALMA, Atacama Large Millimeter/submillimeter Array i de chilenske Andesbjerge. Den 5000 meter høje og ekstremt tørre Chajnantor-højslette skaber de perfekte forhold for dette banebrydende teleskop, der studerer universet i lys med millimeter- og submillimeter-bølgelængde.

Flere store antenner dominerer midten af billedet. Når ALMA står færdigt, vil det have i alt 54 af disse paraboler, der er 12 meter i diameter. Over anlægget ses Mælkevejens bue som en strålende baggrund. Da panoramaet blev taget, stod Månen tæt på Mælkevejens centrum på himlen, og dens lys badede antennerne i en spøgelsesagtig glød. Den Store og Lille Magellanske Sky, der er Mælkevejens største satellitgalakser, ses som to lysende pletter på himlen til venstre. Et særligt klart stjerneskud ses nær den Lille Magellanske Sky.

Til højre ses nogle af ALMAs mindre 7 meter antenner. Tolv af disse antenner vil blive anvendt til at danne Atacama Compact Array. Længere til højre skinner lysene fra anlæggets teknikbygning. Og bag denne bygning lurer Cerro Chajnantors mørke bjergtop.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Oberservatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links

• ESO’s fotoambassadører
• Mere om ALMA hos ESO
• Joint ALMA Observatory

Atacama Pathfinder Experiment (APEX) teleskopet kigger mod himlen en måneoplyst nat på Chajnantor, et af de højeste og tørreste observationssteder i verden. Astronomiske skatte fylder himlen over teleskopet, et bevis på de enestående forhold, der er på dette sted i Chiles Atacama-region.

Til venstre skinner stjernerne, der udgør halen af stjernebilledet Scorpius (Skorpionen). Skorpionens ”brod” udgøres af de to klare stjerner, der er særligt tæt på hinanden. Liggende henover himlen, som et bånd af svage glødende skyer, ses Mælkevejens bånd.

Mellem Scorpius og det næste stjernebilledet til højre, Sagittarius (Skytten), der toner frem over APEX’ parabol, ses tydeligt en glitrende stjernehob. Det er den åbne hob Messier 7, der også er kendt som Ptolemæus’ hob. Under Messier 7 og lidt til højre ses Sommerfugle-hoben, Messier 6. Længere til højre, lige over kanten af APEX’ parabol, ses en lyssvag sky, der ligner en lys tågeklat. Det er den berømte Lagunetåge (se eso0936 for et nærbillede).

Med en primær parabol på 12 meter er APEX det største enkelt-parabol submillimeter-bølgelængde teleskop, der er i drift på den sydlige halvkugle. Som teleskopets navn antyder, baner det vejen for det største submillimeter-observatorium i verden, Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), som vil stå færdigt i 2013 (eso1137). APEX vil dele pladsen på den 5000 meter høje Chajnantor-højslette i Chile med ALMAs 66 antenner. APEX-teleskopet er baseret på en prototype-antenne konstrueret til ALMA-projektet, og det vil finde mange objekter, som ALMA vil være i stand til at studere i stor detalje.

ESO’s fotoambassadør Babak Tafreshi tog dette panoramabillede med et teleobjektiv. Babak er også grundlægger af The World At Night, et projekt, der vil skabe og udstille en samling af fantastiske billeder og tidsforkortede videoer af verdens smukkeste og historiske steder set mod en natlig baggrund af stjerner, planeter og astronomiske begivenheder.

Mere information

APEX er et samarbejde mellem Max-Planck Institut für Radioastronomie (MPIfR), Onsala Space Observatory (OSO) og ESO. Driften af teleskopet er overdraget til ESO.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Oberservatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links

• Information om APEX
• ESO’s fotoambassadører

Selvom Cerro Chico når en højde på hele 5300 meter over havet, er det kun et lille bjerg i landskabet på den majestætiske højslette i Andesbjergene. Faktisk betyder navnet på spansk ganske enkelt ”lille bjerg”. Fordi det ligger på Chajnantor-højsletten, udgør toppen af Cerro Chico imidlertid et fremragende og forholdsvis lettilgængeligt udsigtspunkt, hvor dette storslåede syn kan nydes.

Midten af dette 360 graders panoramabillede ser mod nordøst, hvor de største vulkaner – de fleste af dem over 5500 meter – kan ses. I midten er selve Cerro Chajnantor. Til højre på højsletten ses Atacama Pathfinder Experiment (APEX) teleskopet med Cerro Chascon bagved. Længere til højre, mod sydøst, ses næsten hele Chajnantor-højsletten. Ud over APEX-teleskopet ses tre Atacama Large Millimeter/submillimeter (ALMA) antenner. Mange flere er blevet tilføjet siden dette panorama blev optaget.

Til venstre for Cerro Chajnantor ses Cerro Toco. Længere til venstre, mod nordvest, ses Licancabur-vulkanens markante kegleform.

På Chajnantor-højsletten i 5000 meters højde er luften så tynd og tør, at det virker som om dine lunger aldrig bliver fyldt. Takket være disse ekstreme forhold kan millimeter- og submillimeter-strålingen, der kommer fra universet, passere gennem den rest af Jordens atmosfære, som er over stedet, og kan blive opfanget fra overfladen med tilstrækkeligt følsomme teleskoper som ALMA og APEX.

APEX er et samarbejde mellem Max Planck Institute for Radio Astronomy (MPIfR), Onsala Space Observatory og ESO. ESO står for driften af teleskopet.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktion og drift af ALMA ledes for Europa af ESO, for Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og for Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse samt styring af opførelsen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links

• Dette panorama og andre kan ses som del af en storslået virtuel rundtur på Chajnantor
• Flere virtuelle ESO-rundture

ESO fylder 50 i år, og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla og Paranal observatorierne, ESO’s kontorer i Santiago de Chile og hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

Dette historiske billede blev taget omkring 1970 fra dormitorierne på La Silla, der ligger lavere på bjerget end teleskopkuplerne. Dormitorierne er der, hvor astronomerne sover. Billedet ser op mod det højeste punkt på bjerget til venstre. Den metalliske struktur, der er synlig nær toppen, er ikke et teleskop, men en vandtank. Den hvide kuppel i midten af billedet er ESO’s 1 meter Schmidt-teleskop, der startede sit arbejde i februar 1972. Langt til højre i billedet er ESO’s 1 meter teleskop, kun lige synligt over højderyggen, og til venstre kan man se toppen af Grand Prisme Objectif-teleskopet.

På det nutidige billede, er dormitorie-bygningen der stadig, men flere er blevet bygget gennem tiden. De mest markante ændringer er synlige omkring toppe af La Silla til venstre. På det højeste punkt står ESO’s 3,6 meter teleskop, som startede drift i november 1976 og stadig er i brug i dag. 3,6 meteren er hjemsted for HARPS, den førende exoplanet-jæger (se eso1134 og eso1214 for nylige resultater). 3,6 meteren var fra starten planlagt af ESO til at krone La Silla-observatoriet som det største teleskop, og var en stor teknisk bedrift for sin tid. Den mindre kuppel, som ses foran 3,6 meteren, er 1,4 meter Coudé Auxiliary Telescope, der supplerer sin større nabo.

Til højre for 3,6 meteren er 3,58 meter New Technology Telescope (NTT), der genkendes på det kantede, metalliske udseende af dets bygning. NTT, som startede drift i marts 1989, var det første teleskop i verden, der brugte et computerstyret spejl. Det blev brugt som forløber for Very Large Telescope og testede mange nye teknologier, der senere blev anvendt i teleskopet.

Andre nyheder i det nutidige billede er værkstedsbygningen under vandtanken, og Differential Image Motion Monitor (DIMM), der bruges til at måle mængden af uro i atmosfæren (såkaldt seeing). DIMM er placeret på pæle mellem værkstedet og ESO’s 1 meter Schmidt-teleskop.

Selv i dag er La Silla fortsat et meget aktivt observatorium, hvor der gøres vigtige opdagelser. Både NTT og 3,6 meter teleskopet har leveret data, der bidrog til opdagelsen af den accelererende udvidelse af universet – en opdagelse, som i 2011 gav Nobelprisen i fysik.

Links

• Det historiske billede
• Det nutidige billede
• Sammenligningsbillede af det historiske og nutidige billede
• Mere om La Silla
• Pressemeddelelse i forbindelse med 40-års jubilæet, i 2009, for La Sillas oprettelse 
• ESO tidslinie

Den franske fotograf Serge Brunier – en af ESO’s fotoambassadører – har skabt dette sammenhængende 360-graders panorama af Chajnantor-plateauet i Atacama-ørkenen, hvor Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) er under opførelse.

Panoramaprojektionen har forvrænget ALMA-antennernes form en smule, men det giver stadig en fornemmelse af, hvordan det ville være at stå midt i dette imponerende nye observatorium. Panoramaet viser også Chajnantor-plateauets fuldstændige isolation; i en højde af 5000 meter er der næsten ingen former i landskabet bortset fra nogle få bjerg- og bakketoppe.

Selvom det er udfordrende at konstruere et så ambitiøst teleskopprojekt i et afsidesliggende og barskt miljø, er den højde beliggenhed perfekt til submillimeter-astronomi. Det skyldes, at vanddamp i atmosfæren normalt absorberer denne form for stråling, men på højtliggende steder såsom Chajnantor, er luften meget tørrere.

ALMA lavede sine første videnskabelige observationer den 30. september 2011 med en mindre gruppe af antenner. Når observatoriet er færdigt, vil det imponerende syn af halvtreds 12 meter antenner – samt et mindre anlæg af fire 12 meter og tolv 7 meter antenner, kaldet Atacama Compact Array (ACA) – gøre det isolerede landskab lidt mindre tomt. I mellemtiden dokumenterer fotografier som dette udviklingen af en ny teleskopfacilitet i verdensklasse.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktion og drift af ALMA ledes for Europa af ESO , for Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og for Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse samt styring af opførelsen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links

• ESO’s Fotoambassadører
• For mere information om ALMA på ESO
• Joint ALMA Observatory hjemmeside

Very Large Telescope har fanget endnu et medlem af Leo I-galaksegruppen i stjernebilledet Leo (Løven). Galaksen Messier 95 ses direkte ind mod dens skive af stjerner, gas og støv og fremviser derfor meget tydeligt sin spiralstruktur. Spiralarmene danner en næsten perfekt cirkel rundt om galaksens centrum, før de spredes ud og skaber en mankelignende effekt, som enhver løve ville være stolt af.

Et andet, men måske endnu mere slående træk ved Messier 95, er dens flammende gyldne kerne. Den indeholder en stjernedannende ring, som er næsten 2000 lysår på tværs, og her foregår en stor del af galaksens stjernedannelse. Dette fænomen forekommer oftest i bjælkespiralgalakser som Messier 95 og vores eget hjem, Mælkevejen. I Leo I-gruppen står Messier 95 i skyggen af sin bror Messier 96 (se potw1143). Messier 96 er faktisk det mest lysstærke medlem af gruppen og – som ”den stolte leder” – ligger den også navn til Leo I’s alternative navn: M 96-gruppen. Ikke desto mindre er Messier 95 også et spektakulært motiv.

Seneste nyt! Rent tilfældigt er Messier 95 netop nu vært for en sandsynlig supernova, som først blev opdaget den 17. marts 2012. Læs om detaljerne for opdagelsen her. Derudover er både supernova og galakse i øjeblikket meget tæt på den klare planet Mars, der for tiden står blandt Løvens stjerner. 

Kuplerne på ESO’s Very Large Telescope står på toppen af Cerro Paranal og bader sig i sollyset på endnu en herlig skyfri dag. Men noget er anderledes på dette billede: et fint lag af sne har lagt sig henover ørkenlandskabet. Det er ikke noget man ser hver dag, faktisk tværtimod, da Atacama-ørkenen næsten ingen nedbør får.

Adskillige faktorer bidrager til de tørre forhold i Atacama. Andesbjergene blokerer for regn fra øst, og den chilenske kyststrækning fra vest. Den kolde Humboldt-strøm ud for kysten i Stillehavet skaber et kystnært inversionslag af koldt luft, som forhindrer regnskyer i at udvikle sig. Et højtryksområde i den sydøstlige del af Stillehavet skaber cirkulerende vinde, der danner en anticyclon, som også hjælper med at holde klimaet i Atacama tørt. Takket være alle disse faktorer, er området bredt anerkendt som det tørreste sted på Jorden!

På Paranal er nedbørsniveauet normalt kun nogle få millimeter om året med en luftfugtighed, der ofte falder under 10 % og temperaturer på mellem 8 til 25 grader Celsius. De tørre forhold i Atacama-ørkenen er en væsentlig grund til, at ESO valgte stedet og at Cerro Paranal huser Very Large Telescope. Selvom at det meget lejlighedsvise snefald midlertidig ødelægger de tørre forhold, skaber det i det mindste et usædvanligt syn af sjælden skønhed.

Dette billede blevet taget af ESO’s fotoambassadør Stéphane Guisard den 1. august 2011.

Links

• ESO’s fotoambassadører