Ugens billede 2013

25. februar 2013

Kometen og laseren

Gerhard Hüdepohl, en af ESOs foto-ambassadører fangede dette spektakulære billede af ESOs Very Large Telescope (VLT), mens den nye laser til VLT blev testet den 14. februar 2013. Den vil blive brugt som en vital del af Laser Guide Star Facility (LGSF), der vil gøre det muligt for astronomerne at korrigere for de fleste af de forstyrrelser, der skabes af den konstante bevægelse af atmosfæren, og skabe meget skarpere billeder.  Alligevel er det svært, ikke at se det som en futuristisk laserkanon, der bliver rettet mod en fjern indtrængende fjende fra rummet.

Ud over det fantastiske syn af Mælkevejen der ses over teleskopet, er der en anden egenskab der gør dette billede endnu mere specielt. Til højre for midten af billedet, lige under den lille Magellanske sky og næsten gemt iblandt en myriade af stjerner på den mørke chilenske himmel, er der en lille grøn prik med en svag hale, der strækker sig imod venstre. Dette er den nyligt opdagede komet Lemmon, der er lysere end forventet, og der i øjeblikket bevæger dig over den sydlige himmel.


18. februar 2013

Supertyndt spejl afprøves ved ESO

Dette enestående deformerbare tynde spejl er blevet leveret til ESO i Garching, Tyskland og ses her under afprøvning. Det er 1120 millimeter på tværs, men kun 2 millimeter tykt, hvilket gør det meget tyndere end de fleste glasvinduer. Spejlet er meget tyndt for at være fleksibelt nok til at kunne ændre formen af den reflekterende overflade når magnetiske kræfter påvirker det. Når det er i brug, vil spejlets overflade hele tiden blive ændret en lille smule for at korrigere for den udtværende effekt fra Jordens atmosfære og derved skabe meget skarpere billeder.

Det nye deformerbare sekundærspejl (Deformable Secondary Mirror: DSM) vil erstatte det nuværende sekundærspejl i et af VLTs fire enhedsteleskoper. Hele sekundærspejlets konstruktion omfatter en samling af 1170 aktuatorer, der påfører en kraft på 1170 magneter, som er limet på bagsiden af det tynde spejl. Avanceret, specialbygget elektronik styrer hvordan det tynde spejl opfører sig. Den reflekterende overflade kan deformeres op til tusind gange hvert sekund ved aktuatorernes påvirkning.

Det komplette DSM-system blev leveret til ESO af de italienske firmaer Microgate og ADS i december 2012 og markerer afslutningen på otte års vedvarende udviklingsarbejde og produktion. Det er det største deformerbare spejl, der nogen sinde er fremstillet til astronomi-formål og er det sidste i en lang række af sådanne spejle. Disse firmaers store erfaring ses i form af systemets store ydeevne og dets driftsikkerhed. Efter planen skal det installeres på VLT i begyndelsen af 2015.

Det tynde spejl (ann12015) blev fremstillet af det franske firma REOSC. Det er en plade af keramisk materiale er blevet poleret til en meget nøjagtig form. Produktionsprocessen begyndte med et stykke Zerodur-keramik, leveret af Schott Glass (Tyskland), der var mere end 70 millimeter tykt. Størstedelen af materialet blev slebet væk for at skabe det endelige tynde spejl, der forsigtigt skal støttes hele tiden, da det er ekstremt skrøbeligt.

 

Links


11. februar 2013

Et maleri af laser og lys

På en klar nat i Bayern var ESO-medarbejdere med ved optagelserne af en ESOcast-episode med fokus på ESOs nye kompakte laser-guidestjerne-enhed, der her kan ses i aktion på Allgäu Public Observatory i Ottobeuren, Tyskland. Ved at bruge lyset fra deres mobiltelefoner udnyttede medarbejderne fotografiets lange eksponeringstid til at tegne bogstaverne ”ESO” i lys, mens de stod foran observatoriet. Lige til venstre for den lodrette laserstråle kan Mælkevejen ses. Lige over horisonten over observatoriet ses i det fjerne de prikkede spor fra flyvemaskiner. Laseren har en kraftfuld stråle på 20 watt, og for at beskytte piloter og passagerer blev der under nattens observationer lavet en flyveforbudszone rundt om observatoriet af Deutsche Flugsicherung (ansvarlige for kontrollen af flytrafik i Tyskland).

Laser-guidestjerner er kunstige stjerner, der skabes i Jordens atmosfære med en laserstråle. Laseren får natriumatomer i et lag 90 kilometer oppe i atmosfæren til at lyse og skaber derved en kunstig stjerne på himlen, der kan observeres med et teleskop. Ved at bruge målinger af den kunstige stjerne kan instrumenter med adaptiv optik korrigere for atmosfærens slørende effekt  i observationerne.

ESOs nyskabende koncept bruger en kraftig laser, hvis stråle udsendes med et lille teleskop bygget sammen til én enkelt modulenhed, der kan monteres direkte på et stort teleskop. Konceptet, der er patenteret og licenseret af ESO, vil blive brugt til at give Very Large Telescope (VLT) fire lignende laserenheder. Det vil også spille en nøglerolle i de enheder, det nye European Extremely Large Telescope (E-ELT) i fremtiden skal udstyres med.

Da optagelserne blev lavet, var enheden ved at blive afprøvet , før den blev sendt til ESOs Paranal-observatorium i Chile, hjemsted for VLT.

 

Links


4. februar 2013

Solnedgang over Paranal-observatoriet

Babak Tafreshi, en af ESOs fotoambassadører, har taget dette smukke billede af ESOs Paranal-observatorium badet i lyset fra solnedgangen. Den smukke klare himmel sladrer om de enestående atmosfæriske forhold her; en af de vægtige grunde til, at ESO valgte Paranal som hjemsted for flagskibsfaciliteten Very Large Telescope (VLT).

VLT – der kan ses på Cerro Paranal, som er den højeste bjergtop på dette billede med en højde på 2600 meter – er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til synligt lys. Det består af fire enhedsteleskoper, der hver har et primærspejl med en diameter på 8,2 meter, samt fire 1,8 meter hjælpeteleskoper. VLT arbejder ved synlige og infrarøde bølgelængder, og blandt de banebrydende observationer, der er udført med VLT, er det første direkte billede af en exoplanet (se eso0515) og observationer af stjerner, der kredser om Mælkevejens centrale sorte hul (se eso0846 og eso1151).

VLT Survey Telescope (VST) ligger også på Cerro Paranal. Dets mindre bygning kan lige akkurat ses på bjergtoppen foran en af de større bygninger med et af VLT-enhedsteleskoperne . VST er det nyeste teleskop på Paranal med de første billeder offentliggjort i 2011 (se eso1119). Primærspejlet med en diameter på 2,6 meter gør dette teleskop til det største i verden, der er designet til at kortlægge himlen i synligt lys.

Et andet kortlægningsteleskop på Paranal-observatoriet er VISTA, Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy, der kan ses på en anden bjergtop foran Cerro Paranal. VISTA er verdens største kortlægningsteleskop med et 4,1 meter spejl og arbejder ved nærinfrarøde bølgelængder. Teleskopet blev taget i brug i 2009 (se eso0949).

Links


28. januar 2013

En intergalaktisk sværvægter

Dette dybe billede viser det, der kaldes en superhob af galakser – en kæmpe gruppe af galaksehobe, der er klumpet sammen. Denne hob, der er kendt som Abell 901/902, indeholder tre separate primære hobe og et antal filamenter af galakser, der er typiske for denne type superstrukturer. En galaksehob, Abell 901a, kan ses over og lige til højre for den fremtrædende røde stjerne i forgrunden nær midten af billedet. En anden hob, Abell 901b, ligger til højre for Abell 901a og en smule længere nede. Endelig ligger hoben Abell 902 direkte under den røde stjerne mod bunden af billedet.

Superhoben Abell 901/902 ligger lidt over to milliarder lysår fra Jorden og består af hundredevis af galakser i et område der er omkring 16 millioner lysår på tværs. Til sammenligning er den Lokale Gruppe – der indeholder vores egen galakse, Mælkevejen blandt flere end 50 andre galakser – kun rundt regnet 10 millioner lysår på tværs.

Dette billede er taget med kameraret Wide Field Imager (WFI) på MPG/ESO 2,2 meter-teleskopet, der står på La Silla-observatoriet i Chile. Ved at bruge data fra WFI og fra NASA/ESAs Rumteleskopet Hubble, var astronomer i 2008 i stand til præcist at kortlægge fordelingen af mørkt stof i superhoben og viste, at hobene og de individuelle galakser, der udgør superstrukturen, ligger i store klumper af mørkt stof. For at gøre dette kiggede astronomerne på, hvordan lyset fra 60.000 fjerne galakser, der ligger bag superhoben, bliver forvrænget af tyngdekraften fra det mørke stof, og afslørede derved dets fordeling. De fire primære klumper af mørkt stof i Abell 901/902 menes at være omkring 10 billioner gange tungere end Solen.

Observationerne, som er vist her, er en del af COMBO-17-undersøgelsen, der er en kortlægning af himlen, foretaget med WFI-kameraret gennem 17 forskellige optiske filtre. COMBO-17-projektet har indtil nu fundet over 25.000 galakser.

Links


21. januar 2013

APEX under Månen

Endnu en stjerneklar nat på Chajnantor-højsletten i de chilenske Andesbjerge. Månen i første kvarter lyser klart på dette billede og overstråler de omkringliggende objekter på himlen. Men for radioteleskoper som APEX (Atacama Pathfinder Experiment), der ses her, er Månens lys ikke et problem for at lave observationer. Faktisk kan dette teleskop endda bruges om dagen, når bare det ikke bliver rettet mod Solen. Det er fordi Solen ikke lyser særlig klart ved radiobølgelængder og fordi disse bølgelængder ikke gør himlen lys på samme måde som almindeligt synligt lys.

APEX er et teleskop med en diameter på 12 meter, der observerer lys ved millimeter- og submillimeter-bølgelængder. Astronomer, der observerer med APEX, kan se fænomener, som er usynlige ved kortere bølgelængder som infrarødt eller synligt lys. For eksempel kan APEX se gennem tætte interstellare skyer af gas og kosmisk støv og afsløre områder, hvor dannelsen af nye stjerner er i gang. Disse områder gløder kraftigt ved disse bølgelængder, men kan være helt tildækkede og mørke set i synligt og infrarødt lys. Nogle af de tidligste og mest fjerntliggende galakser er også fremragende mål for APEX. På grund af Universets udvidelse over mange milliarder år er deres lys blevet rødforskudt til millimeter- og submillimeter-området som APEX observerer i.

APEX er et samarbejde mellem Max Planck Institute for Radio Astronomy (MPIfR), Onsala Space Observatory (OSO) og ESO. Driften af APEX på Chajnantor varetages af ESO.

Dette slående billede er taget af Babak Tafreshi, der er en af ESOs fotoambassadører. Det er del af et større panorama, der også kan fås med en anden beskæring.

Links


14. januar 2013

Bjergtinder får ALMA til at se lille ud

Ved første øjekast viser dette billede det bjergrige sceneri på Chajnantor-højsletten i Chile med sne og is spredt ud over det golde terræn. De primære bjergtinder fra højre mod venstre er Cerro Chajnantor, Cerro Toco, Juriques og den markante kegleformede vulkan Licancabur (se potw1240) – ganske imponerende! Billedets virkelige stjerner er imidlertid de bittesmå, kun netop synlige strukturer lige midt i billedet – mulige at opfatte, hvis du ser rigtig godt efter.

Disse strukturer, der er forsvindende små i forhold til deres bjergnaboer, er antenner, som udgør det store radioteleskop Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA). Selvom det ser småt ud på dette billede, er det opbygget af en samling af store antenner med diametre på 12 og 7 meter. Når det er færdigbygget, vil det der være i alt 66 antenner spredt ud over højsletten med afstande på op til 16 kilometer. Konstruktionen af ALMA forventes at blive afsluttet i 2013, men teleskopet er gået i gang med en indledende fase af tidlige videnskabelige observationer og har allerede leveret fantastiske resultater (se fx eso1239). Siden dette billede blev taget, er mange flere antenner blevet opstillet på højsletten.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links


7. januar 2013

Hvirvlende stjernespor over Yepun

Dette billede viser et af enhedsteleskoperne i ESOs Very Large Telescope (VLT) under klare stjernespor, der omkranser himlens sydpol – et punkt på himlen, som ligger i det sydlige stjernebillede Octans (Oktanten). Disse spor er buer af lys, der viser stjernernes observerede bevægelse hen over himlen, mens Jorden langsomt roterer. For at fange disse stjernespor blev der lavet mange optagelser over tid, som derefter blev kombineret til det endelige resultat med cirkelrunde spor.

Teleskopet i forgrunden, der er badet i månelys, er bare et af fire enhedsteleskoper (Unit Telescope: UT), der udgør VLT på Paranal i Chile. Efter indvielsen af Paranal i 1999 blev hvert enhedsteleskop navngivet i den indfødte Mapuche-stammes sprog. Enhedsteleskopernes navne – Antu, Kueyen, Melipal og Yepun – repræsenterer fire fremtrædende og smukke himmelfænomener: henholdsvis Solen, Månen, stjernebilledet Sydkorset og Venus. Enhedsteleskopet på dette billede er Yepun, der også er kendt som UT4.

Billedet er taget af Farid Char, der er en af ESOs fotoambassadører. Char arbejder på ESOs La Silla-Paranal-observatorium og er medlem af et testhold til European Extremely Large Telescope (E-ELT) – et nyt jordbaseret teleskop, der bliver det største optiske/nærinfrarøde teleskop i verden, når det er færdigbygget i starten af 2020erne.

Links


« Forrige 1 | 2 | 3  
Resultater: 41-48 ud af 48
Bookmark and Share

Se også...