Ugens billede

1. april 2013

Stjerner kredser over Residencia på Cerro Paranal

Dette billede af ESOs fotoambassadør Farid Char, af den sydlige nattehimmel over Recidencia ”hotellet” på ESOs Paranal-observatorium i Chile, viser et smuk stjernefyldt og dynamisk billede af himlen.

For at lave de hvirvlende stjernespor måtte Farid bruge en 30 minutters eksponeringstid for at afsløre den observerede bevægelse af stjernerne, der skyldes Jordens rotation. I midten er det tilsyneladende stillestående punkt af den sydlige himmels pol. Til venstre og i toppen af billedet er de langstrakte udviskede Store og Lille Magellanske Skyer, Mælkevejens nabogalakser. 

Den mørke glaskuppel under de kredsende stjerner er en del af Residencia bygningens tag. Denne enestående delvist underjordiske konstruktion har været i brug siden 2002 af forskere og ingeniører der arbejder på observatoriet. I løbet af dagen, tillader den 35 meter brede kuppel, at naturligt dagslys strømmer ind i bygningen.

På observatoriet, beliggende på et bjerg i en højde på 2600 meter i den golde Atacamaørken, kommer de fantastiske astronomiske egenskaber ikke gratis. Mennekser her, står over for intenst sollys i løbet af dagen, meget lav luftfugtighed, og den store højde kan give åndenød. For at hjælpe dem med at slappe af, og rehydrere efter lange vagter på bjergtoppen, findes der er kunstig oase i Residencia, med en lille have, en svømmepøl der tilfører fugt til luften, en opholdsstue, en spisestue og andre fritidsfaciliteter. Der kan bo over 100 mennesker i bygningen.

 

Links


25. marts 2013

Den fortabte galakse

Dette billede viser galaksen NGC 4535 i stjernebilledet Virgo (Jomfruen), på en smuk baggrund af mange fjerne svage galakser. Dens næsten cirkulære udseende viser at vi observerer det næsten direkte ovenfra. I galaksens centrum, er der en veldefineret bjælkestruktur, med støvbaner der bøjer skarpt før spiralarmene afbrækkes fra bjælken ende. Den blålige farve på spiralarmene tyder på tilstedeværelsen af et stort antal unge stjerner. I centrum, er det dog ældre og koldere stjerner der giver udbulingen i midten sit gullige udseende. 

Dette billede i synligt lys, blev lavet med FORS1 instrumentet på ESOs 8,2-meter Very Large Telescope. Galaksen kan også ses igennem mindre amatør-teleskoper, og blev først observeret af William Herschel i 1785. Når den ses igennem et mindre teleskoper, ser NGC har en diset, spøgelsesagtig fremtoning, der inspirerede den fremtrædende amatør astronom Leland S. Copeland til at kalde den for ”den fortabte galakse” i 1950’erne.

NGC 4535 er en af de største galakser i Virgohoben, er tung galaksehob med op til 2000 galakser, omkring 50 millioner lysår borte. Selvom Virgohobens diameter ikke er meget større end den Lokale gruppes – galaksehoben som Mælkevejen hører til – den indeholder næsten 50 gange flere galakser.


18. marts 2013

Lysfangst

Forskningsteleskoper har de bedste kameraer, der sammen med store spejle der er nødvendige for store indsamligsarealer, gør det muligt for astronomerne at se svagt lys fra dybe himmelobjekter. Dog kan man også fremstille smukke billeder uden store teleskoper og med mere beskedne kameraer. 

Astrofotografer bruger mere konventionelle kameraer til at tage billeder af astronomiske objekter, og ofte på en større målestok end observationerne gjort med et stort teleskop. Nogen gange medtager de landskabet i deres værker, og fremstiller smukke postkort af Universet set fra Jorden.

For eksempel viser ugens billede 3,58-meter New Technology Telescope (NTT), der ligger på ESOs La Sille-observatorium, der står med en baggrund af den stjerneklare sydlige himmel. Mælkevejen – vores galakse – ses tydeligt som en diset stribe tværs over himlen. Mørke områder inden i Mælkevejen, er områder hvor lyset fra baggrundsstjernerne blokeres af interstellart støv. Desuden ses den Store Magellanske Sky til højre for teleskopet som en tåget klump på himlen. Denne nærliggende irregulære galakse er et iøjnefaldende objekt på den sydlige himmel. Den kredser om Mælkevejen, og det tyder på at den er blevet meget forvredet grundet dens interaktion med vores egen galakse.

Dette billede blev taget af Håkon Dahle, der også er en dygtig astronom. Han indsendte dette billede til Your ESO Pictures Flickr group. Flickr-gruppen bliver regelmæssigt gennemset og de bedste billeder bliver vist i vores populære Ugens billede serie, eller i vores billedarkiv.

 

Links


11. marts 2013

Kometer og stjerneskud danser over Paranal

Dette imponerende billede blev taget af Gabriel Brammer, en af ESOs fotoambassadører, og viser et syn af Paranal-observatoriet ved solnedgang, sammen med to kometer der i øjeblikket laver striber over den sydlige himmel. Tæt på horisonten, på den højre side af billedet, ser man halen af kometen C/2011 L4 (PAN-STARRS), den kraftigste af de to, der hovedsageligt blive skabt af støv der reflekterer sollyset. I midten af billedet, lige over den højre bjergskråning af Paranal bjerget, kan den grønlige koma – en tåge der omkredser kernen – af kometen C/2012 F6 (Lemmon) fornemmes, efterfulgt af en svagere hale. Den grønne farve er et resultat af sollysets ionisation af gasserne i komaen. Du bliver måske snydt til at tro, at der er en tredje synlig komet på dette billede, men det klare objekt der suser imellem kometerne Lemmon og Pan-STARRS er en heldigt skud af et stjerneskud, der brænder op i atmosfæren på lige det rigtige tidspunkt på det rigtige sted.


25. februar 2013

Kometen og laseren

Gerhard Hüdepohl, en af ESOs foto-ambassadører fangede dette spektakulære billede af ESOs Very Large Telescope (VLT), mens den nye laser til VLT blev testet den 14. februar 2013. Den vil blive brugt som en vital del af Laser Guide Star Facility (LGSF), der vil gøre det muligt for astronomerne at korrigere for de fleste af de forstyrrelser, der skabes af den konstante bevægelse af atmosfæren, og skabe meget skarpere billeder.  Alligevel er det svært, ikke at se det som en futuristisk laserkanon, der bliver rettet mod en fjern indtrængende fjende fra rummet.

Ud over det fantastiske syn af Mælkevejen der ses over teleskopet, er der en anden egenskab der gør dette billede endnu mere specielt. Til højre for midten af billedet, lige under den lille Magellanske sky og næsten gemt iblandt en myriade af stjerner på den mørke chilenske himmel, er der en lille grøn prik med en svag hale, der strækker sig imod venstre. Dette er den nyligt opdagede komet Lemmon, der er lysere end forventet, og der i øjeblikket bevæger dig over den sydlige himmel.


18. februar 2013

Supertyndt spejl afprøves ved ESO

Dette enestående deformerbare tynde spejl er blevet leveret til ESO i Garching, Tyskland og ses her under afprøvning. Det er 1120 millimeter på tværs, men kun 2 millimeter tykt, hvilket gør det meget tyndere end de fleste glasvinduer. Spejlet er meget tyndt for at være fleksibelt nok til at kunne ændre formen af den reflekterende overflade når magnetiske kræfter påvirker det. Når det er i brug, vil spejlets overflade hele tiden blive ændret en lille smule for at korrigere for den udtværende effekt fra Jordens atmosfære og derved skabe meget skarpere billeder.

Det nye deformerbare sekundærspejl (Deformable Secondary Mirror: DSM) vil erstatte det nuværende sekundærspejl i et af VLTs fire enhedsteleskoper. Hele sekundærspejlets konstruktion omfatter en samling af 1170 aktuatorer, der påfører en kraft på 1170 magneter, som er limet på bagsiden af det tynde spejl. Avanceret, specialbygget elektronik styrer hvordan det tynde spejl opfører sig. Den reflekterende overflade kan deformeres op til tusind gange hvert sekund ved aktuatorernes påvirkning.

Det komplette DSM-system blev leveret til ESO af de italienske firmaer Microgate og ADS i december 2012 og markerer afslutningen på otte års vedvarende udviklingsarbejde og produktion. Det er det største deformerbare spejl, der nogen sinde er fremstillet til astronomi-formål og er det sidste i en lang række af sådanne spejle. Disse firmaers store erfaring ses i form af systemets store ydeevne og dets driftsikkerhed. Efter planen skal det installeres på VLT i begyndelsen af 2015.

Det tynde spejl (ann12015) blev fremstillet af det franske firma REOSC. Det er en plade af keramisk materiale er blevet poleret til en meget nøjagtig form. Produktionsprocessen begyndte med et stykke Zerodur-keramik, leveret af Schott Glass (Tyskland), der var mere end 70 millimeter tykt. Størstedelen af materialet blev slebet væk for at skabe det endelige tynde spejl, der forsigtigt skal støttes hele tiden, da det er ekstremt skrøbeligt.

 

Links


11. februar 2013

Et maleri af laser og lys

På en klar nat i Bayern var ESO-medarbejdere med ved optagelserne af en ESOcast-episode med fokus på ESOs nye kompakte laser-guidestjerne-enhed, der her kan ses i aktion på Allgäu Public Observatory i Ottobeuren, Tyskland. Ved at bruge lyset fra deres mobiltelefoner udnyttede medarbejderne fotografiets lange eksponeringstid til at tegne bogstaverne ”ESO” i lys, mens de stod foran observatoriet. Lige til venstre for den lodrette laserstråle kan Mælkevejen ses. Lige over horisonten over observatoriet ses i det fjerne de prikkede spor fra flyvemaskiner. Laseren har en kraftfuld stråle på 20 watt, og for at beskytte piloter og passagerer blev der under nattens observationer lavet en flyveforbudszone rundt om observatoriet af Deutsche Flugsicherung (ansvarlige for kontrollen af flytrafik i Tyskland).

Laser-guidestjerner er kunstige stjerner, der skabes i Jordens atmosfære med en laserstråle. Laseren får natriumatomer i et lag 90 kilometer oppe i atmosfæren til at lyse og skaber derved en kunstig stjerne på himlen, der kan observeres med et teleskop. Ved at bruge målinger af den kunstige stjerne kan instrumenter med adaptiv optik korrigere for atmosfærens slørende effekt  i observationerne.

ESOs nyskabende koncept bruger en kraftig laser, hvis stråle udsendes med et lille teleskop bygget sammen til én enkelt modulenhed, der kan monteres direkte på et stort teleskop. Konceptet, der er patenteret og licenseret af ESO, vil blive brugt til at give Very Large Telescope (VLT) fire lignende laserenheder. Det vil også spille en nøglerolle i de enheder, det nye European Extremely Large Telescope (E-ELT) i fremtiden skal udstyres med.

Da optagelserne blev lavet, var enheden ved at blive afprøvet , før den blev sendt til ESOs Paranal-observatorium i Chile, hjemsted for VLT.

 

Links


4. februar 2013

Solnedgang over Paranal-observatoriet

Babak Tafreshi, en af ESOs fotoambassadører, har taget dette smukke billede af ESOs Paranal-observatorium badet i lyset fra solnedgangen. Den smukke klare himmel sladrer om de enestående atmosfæriske forhold her; en af de vægtige grunde til, at ESO valgte Paranal som hjemsted for flagskibsfaciliteten Very Large Telescope (VLT).

VLT – der kan ses på Cerro Paranal, som er den højeste bjergtop på dette billede med en højde på 2600 meter – er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til synligt lys. Det består af fire enhedsteleskoper, der hver har et primærspejl med en diameter på 8,2 meter, samt fire 1,8 meter hjælpeteleskoper. VLT arbejder ved synlige og infrarøde bølgelængder, og blandt de banebrydende observationer, der er udført med VLT, er det første direkte billede af en exoplanet (se eso0515) og observationer af stjerner, der kredser om Mælkevejens centrale sorte hul (se eso0846 og eso1151).

VLT Survey Telescope (VST) ligger også på Cerro Paranal. Dets mindre bygning kan lige akkurat ses på bjergtoppen foran en af de større bygninger med et af VLT-enhedsteleskoperne . VST er det nyeste teleskop på Paranal med de første billeder offentliggjort i 2011 (se eso1119). Primærspejlet med en diameter på 2,6 meter gør dette teleskop til det største i verden, der er designet til at kortlægge himlen i synligt lys.

Et andet kortlægningsteleskop på Paranal-observatoriet er VISTA, Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy, der kan ses på en anden bjergtop foran Cerro Paranal. VISTA er verdens største kortlægningsteleskop med et 4,1 meter spejl og arbejder ved nærinfrarøde bølgelængder. Teleskopet blev taget i brug i 2009 (se eso0949).

Links


28. januar 2013

En intergalaktisk sværvægter

Dette dybe billede viser det, der kaldes en superhob af galakser – en kæmpe gruppe af galaksehobe, der er klumpet sammen. Denne hob, der er kendt som Abell 901/902, indeholder tre separate primære hobe og et antal filamenter af galakser, der er typiske for denne type superstrukturer. En galaksehob, Abell 901a, kan ses over og lige til højre for den fremtrædende røde stjerne i forgrunden nær midten af billedet. En anden hob, Abell 901b, ligger til højre for Abell 901a og en smule længere nede. Endelig ligger hoben Abell 902 direkte under den røde stjerne mod bunden af billedet.

Superhoben Abell 901/902 ligger lidt over to milliarder lysår fra Jorden og består af hundredevis af galakser i et område der er omkring 16 millioner lysår på tværs. Til sammenligning er den Lokale Gruppe – der indeholder vores egen galakse, Mælkevejen blandt flere end 50 andre galakser – kun rundt regnet 10 millioner lysår på tværs.

Dette billede er taget med kameraret Wide Field Imager (WFI) på MPG/ESO 2,2 meter-teleskopet, der står på La Silla-observatoriet i Chile. Ved at bruge data fra WFI og fra NASA/ESAs Rumteleskopet Hubble, var astronomer i 2008 i stand til præcist at kortlægge fordelingen af mørkt stof i superhoben og viste, at hobene og de individuelle galakser, der udgør superstrukturen, ligger i store klumper af mørkt stof. For at gøre dette kiggede astronomerne på, hvordan lyset fra 60.000 fjerne galakser, der ligger bag superhoben, bliver forvrænget af tyngdekraften fra det mørke stof, og afslørede derved dets fordeling. De fire primære klumper af mørkt stof i Abell 901/902 menes at være omkring 10 billioner gange tungere end Solen.

Observationerne, som er vist her, er en del af COMBO-17-undersøgelsen, der er en kortlægning af himlen, foretaget med WFI-kameraret gennem 17 forskellige optiske filtre. COMBO-17-projektet har indtil nu fundet over 25.000 galakser.

Links


21. januar 2013

APEX under Månen

Endnu en stjerneklar nat på Chajnantor-højsletten i de chilenske Andesbjerge. Månen i første kvarter lyser klart på dette billede og overstråler de omkringliggende objekter på himlen. Men for radioteleskoper som APEX (Atacama Pathfinder Experiment), der ses her, er Månens lys ikke et problem for at lave observationer. Faktisk kan dette teleskop endda bruges om dagen, når bare det ikke bliver rettet mod Solen. Det er fordi Solen ikke lyser særlig klart ved radiobølgelængder og fordi disse bølgelængder ikke gør himlen lys på samme måde som almindeligt synligt lys.

APEX er et teleskop med en diameter på 12 meter, der observerer lys ved millimeter- og submillimeter-bølgelængder. Astronomer, der observerer med APEX, kan se fænomener, som er usynlige ved kortere bølgelængder som infrarødt eller synligt lys. For eksempel kan APEX se gennem tætte interstellare skyer af gas og kosmisk støv og afsløre områder, hvor dannelsen af nye stjerner er i gang. Disse områder gløder kraftigt ved disse bølgelængder, men kan være helt tildækkede og mørke set i synligt og infrarødt lys. Nogle af de tidligste og mest fjerntliggende galakser er også fremragende mål for APEX. På grund af Universets udvidelse over mange milliarder år er deres lys blevet rødforskudt til millimeter- og submillimeter-området som APEX observerer i.

APEX er et samarbejde mellem Max Planck Institute for Radio Astronomy (MPIfR), Onsala Space Observatory (OSO) og ESO. Driften af APEX på Chajnantor varetages af ESO.

Dette slående billede er taget af Babak Tafreshi, der er en af ESOs fotoambassadører. Det er del af et større panorama, der også kan fås med en anden beskæring.

Links


14. januar 2013

Bjergtinder får ALMA til at se lille ud

Ved første øjekast viser dette billede det bjergrige sceneri på Chajnantor-højsletten i Chile med sne og is spredt ud over det golde terræn. De primære bjergtinder fra højre mod venstre er Cerro Chajnantor, Cerro Toco, Juriques og den markante kegleformede vulkan Licancabur (se potw1240) – ganske imponerende! Billedets virkelige stjerner er imidlertid de bittesmå, kun netop synlige strukturer lige midt i billedet – mulige at opfatte, hvis du ser rigtig godt efter.

Disse strukturer, der er forsvindende små i forhold til deres bjergnaboer, er antenner, som udgør det store radioteleskop Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA). Selvom det ser småt ud på dette billede, er det opbygget af en samling af store antenner med diametre på 12 og 7 meter. Når det er færdigbygget, vil det der være i alt 66 antenner spredt ud over højsletten med afstande på op til 16 kilometer. Konstruktionen af ALMA forventes at blive afsluttet i 2013, men teleskopet er gået i gang med en indledende fase af tidlige videnskabelige observationer og har allerede leveret fantastiske resultater (se fx eso1239). Siden dette billede blev taget, er mange flere antenner blevet opstillet på højsletten.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links


7. januar 2013

Hvirvlende stjernespor over Yepun

Dette billede viser et af enhedsteleskoperne i ESOs Very Large Telescope (VLT) under klare stjernespor, der omkranser himlens sydpol – et punkt på himlen, som ligger i det sydlige stjernebillede Octans (Oktanten). Disse spor er buer af lys, der viser stjernernes observerede bevægelse hen over himlen, mens Jorden langsomt roterer. For at fange disse stjernespor blev der lavet mange optagelser over tid, som derefter blev kombineret til det endelige resultat med cirkelrunde spor.

Teleskopet i forgrunden, der er badet i månelys, er bare et af fire enhedsteleskoper (Unit Telescope: UT), der udgør VLT på Paranal i Chile. Efter indvielsen af Paranal i 1999 blev hvert enhedsteleskop navngivet i den indfødte Mapuche-stammes sprog. Enhedsteleskopernes navne – Antu, Kueyen, Melipal og Yepun – repræsenterer fire fremtrædende og smukke himmelfænomener: henholdsvis Solen, Månen, stjernebilledet Sydkorset og Venus. Enhedsteleskopet på dette billede er Yepun, der også er kendt som UT4.

Billedet er taget af Farid Char, der er en af ESOs fotoambassadører. Char arbejder på ESOs La Silla-Paranal-observatorium og er medlem af et testhold til European Extremely Large Telescope (E-ELT) – et nyt jordbaseret teleskop, der bliver det største optiske/nærinfrarøde teleskop i verden, når det er færdigbygget i starten af 2020erne.

Links


31. december 2012

Hvirvlende sydlige stjernespor over ALMA

Babak Tafreshi, der er en af ESOs fotoambassadører, har fanget Atacama Large Millimeter/submillimeter Arrays (ALMAs) antenner under den sydlige himmel i endnu et åndeløst smukt billede.

De dramatiske hvirvler af stjerner på himlen minder lidt om van Goghs maleri Stjernenatten eller – for science fiction fans – måske om udsynet fra et rumskib, der er ved at træde ind i hyperrummet. I virkeligheden viser de Jordens rotation afsløret af fotografiets lange eksponeringstid. På den sydlige halvkugle ser stjernerne ud til at bevæge sig i cirkler om himlens sydpol, mens Jorden drejer rundt. Himlens sydpol ligger i det uanseelige stjernebillede Octans (Oktanten) mellem det mere berømte stjernebillede Sydkorset og de Magellanske Skyer. Med en tilstrækkelig lang eksponeringstid trækker stjernerne cirkulære spor, mens Jorden roterer.

Billedet er taget på Chajnantor-højsletten, der ligger i en højde på 5000 meter i de chilenske Andesbjerge. Det er hjemstedet for ALMA-teleskopet hvis antenner kan ses i forgrunden. ALMA er det kraftigste teleskop til at studere det kolde Univers – molekylær gas og støv samt eftergløden fra Big Bang. Når ALMA er færdigbygget i 2013 vil det have 54 af disse antenner, der er 12 meter i diameter samt 12 7 meter-antenner. Tidlige videnskabelige observationer med det delvist færdigbyggede teleskop begyndte dog allerede i 2011. Selvom det endnu ikke er færdigbygget, leverer teleskopet allerede enestående resultater, der udkonkurrerer alle andre teleskoper af dets slags. Nogle af antennerne er udtydelige på billedet, fordi teleskopet var i brug under optagelsen og derfor bevægede sig.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links


24. december 2012

Ensomme ALMA

Dette panoramabillede af Chajnantor-højsletten, der er taget tæt ved toppen af Cerro Chico, viser hjemstedet for Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA). Det er lykkedes for Babak Tafreshi, der er en af ESOs fotoambassadører, at fange den følelse af ensomhed, som kan opleves på ALMAs hjemsted 5000 meter over havniveau i de chilenske Andesbjerge. Lys og skygge maler landskabet og fremhæver terrænets overjordiske udseende. I forgrunden på billedet ligner en klynge af ALMA-antenner mærkelige robotagtige besøgende på højsletten. Når teleskopet er færdigbygget i 2013 vil der i alt være 66 sådanne antenner, der arbejder sammen.

ALMA revolutionerer allerede astronomernes undersøgelser af Universet ved millimeter- og submillimeter-bølgelængder. Selvom alle antenner ikke er på plads, er ALMA allerede kraftigere end noget andet teleskop, der arbejder ved disse bølgelængder. Det giver astronomerne en hidtil uset evne til at studere det kolde Univers – molekylær gas og støv samt eftergløden fra Big Bang. ALMA studerer byggestenene til stjerner, planetsystemer, galakser og selve livet. Ved at give forskere detaljerede billeder af stjerner og planeter, der fødes i gasskyer tæt ved Solsystemet, og ved at registrere galakser, som dannes ved kanten af det synlige Univers, vil ALMA gøre det muligt for astronomerne at tage fat på nogle af mest grundlæggende spørgsmål om vores kosmiske oprindelse.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links


17. december 2012

Paranal og Jordens skygge

Babak Tafreshi, der er en af ESOs fotoambassadører, har taget endnu et enestående panoramabillede af ESOs Paranal-observatorium.

I forgrunden ses Atacama-ørkenens dramatiske bjerglandskab. Til venstre, på den højeste bjergtop, ligger ESO Very Large Telescope (VLT) og foran det på en lidt lavere bjergtop ses VISTA-teleskopet (Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy).

I baggrunden maler solopgangen Paranals himmel med en smuk palet af pastelfarver. Et hav af skyer over Stillehavet, der kun ligger 12 kilometer fra Paranal, strækker sig ud over horisonten.

Over horisonten, hvor skyhavet møder himlen, ses et mørkt bånd. Dette mørke bånd er Jordens skygge, der kastes af vores planet ud på dens atmosfære. Dette fænomen kan sommetider ses omkring solnedgang og solopgang, hvis himlen er klar og der er frit udsyn til horisonten. Over Jordens skygge ses en lyserød glød, der er kendt som Venus’ bælte. Denne glød skabes af lys fra Solen, der er ved at stå op (som i dette tilfælde) eller gå ned, som spredes af Jordens atmosfære.

Links


10. december 2012

Stjernespor på himlen

Selvom dette billede som udgangspunkt kan ligne abstrakt moderne kunst, så er det faktisk resultatet af en langtidseksponering af nattehimlen over Chajnantor-højsletten i de chilenske Andesbjerge. Mens Jorden roterer mod endnu en dag, bliver Mælkevejens stjerner over ørkenen trukket ud til farverige spor. Imens får det højteknologiske teleskop i forgrunden næsten en drømmeagtig karakter.

Dette tryllebindende billede er taget 5000 meter over havniveau på Chajnantor-højsletten, der er hjemsted for teleskopet Atacama Pathfinder Experiment (APEX), som ses her. APEX er et teleskop med en diameter på 12 meter, der samler lys med bølgelængder i millimeter- og submillimeter-området. Astronomer bruger APEX til at studere en bred vifte af forskellige objekter fra kolde skyer af gas og kosmisk støv, hvor nye stjerner bliver født, til nogle af de tidligste og fjerneste galakser i Universet.

APEX er stifinder for Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), der er et revolutionerende teleskop som ESO i samarbejde med internationale partnere bygger og driver, ligeledes på Chajnantor-højsletten. Når ALMA er færdigbygget i 2013, vil det bestå af 54 antenner med en diameter på 12 meter og yderligere 12 antenner på syv meter i diameter. De to teleskoper supplerer hinanden: Takket være sit større synsfelt kan APEX finde mange mål over store områder af himlen, som ALMA så kan studere i stor detalje med sin langt større opløsningsevne (evnen til at skelne detaljer). APEX og ALMA er begge vigtige værktøjer for astronomerne til at lære mere om, hvordan Universet virker, herunder dannelsen af de stjerner, der trækker spor på himlen på dette billede.

Billedet er taget af ESOs fotoambassadør Babak Tafreshi. Han er også grundlægger af The World At Night, et projekt, der vil skabe og udstille en samling af fantastiske billeder og tidsforkortede videoer af verdens smukkeste og historiske steder set mod en natlig baggrund af stjerner, planeter og astronomiske begivenheder.

APEX er et samarbejdsprojekt mellem Max-Planck Institut für Radioastronomie (MPIfR), Onsala Space Observatory (OSO) og ESO. Driften af APEX på Chajnantor varetages af ESO. ALMA er en international astronomifacilitet og et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. ESO er den europæiske parter i ALMA-projektet.

Links


3. december 2012

Fra Antu til Yepun – at bygge VLT

ESO fylder 50 i år og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla- og Paranal-observatorierne, ESOs kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

Very Large Telescope (VLT) er ESOs flagskib på Cerro Paranal i Chile, og består af fire gigantiske enhedsteleskoper (UT: Unit Telescope), der hver har et lyssamlende spejl på 8,2 meter i diameter. Dertil kommer fire bevægelige 1,8 meter hjælpeteleskoper. Denne måneds fotografier viser et enhedsteleskop under opførelse og et andet som det ser ud i dag.

Det indledende arbejde på bygningen til det første enhedsteleskop (UT1) kan ses på det historiske billede, der blev taget i slutningen af oktober 1995. Betonfundamentet var færdigt og den nedre, stationære del af bygningens metalstruktur var blevet fastgjort til det. De første stykker af den roterende del af teleskopets bygning var også på plads – begyndelsen på den brede spalte som teleskopet skulle observere igennem og den tunge horisontale struktur, der skulle understøtte skydedørene, kan ses i retning mod kameraet. Dette enhedsteleskop så sit første lys den 25. maj 1998 (se eso9820).

Ved indvielsen af Paranal i 1999 (se eso9921) fik hvert UT et navn på de indfødtes (Mapuche-stammen) sprog. Navnene – Antu, Kueyen, Melipal og Yepun på UT 1 til 4 i nævnte rækkefølge – repræsenterer fire fremtrædende og smukke objekter på himlen: Solen, Månen, stjernebilledet Sydkorset og Venus [1].

Det nutidige billede er af UT4, Yepun, som så sit første lys i september 2000 (se eso0028). Men det repræsenterer lige så godt som sin søster UT1, hele det færdigbyggede VLT, da alle fire UTer blev designet til at være identiske. De adskiller sig kun ved de sæt af instrumenter, der er til rådighed på hver, hvilket giver astronomer en bredere vifte af redskaber til at studere universet. Den gule rammelignende struktur foran Yepun er M1s løfteplatform, som kan bevæges mellem UTerne og bruges, når deres gigantiske 8,2 meter primærspejle i perioder fjernes og får ny belægning.

I årene siden det historiske billede blev taget, har det første UT fået et navn – Antu – og en familie, i takt med at de andre teleskoper har sluttet sig til på bjergtoppen. I dag er VLT verdens mest avancerede astronomiske teleskop til synligt lys, og Antu, Yepun og de andre teleskoper på Paranal har spillet en vigtig rolle i at gøre ESO til verdens mest produktive jordbaserede observatorium!

Noter

 [1] Yepun blev oversat til ”Sirius” på tidspunktet for Paranals indvielse (se eso9921), men efterfølgende undersøgelser har vist at den korrekte oversættelse er ”Venus”.

Links


26. november 2012

To planet-jægere fanget på La Silla

I århundreder har filosoffer og videnskabsfolk spekuleret over muligheden for beboelige planeter uden for Solsystemet. I dag er denne idé mere end spekulation: mange hundrede exoplaneter er blevet opdaget i det seneste par årtier af astronomer over hele verden. Forskellige teknikker bruges til at lede efter nye verdener. I dette usædvanlige billede er teleskoper, der bruger to af disse metoder blevet fanget i samme skud: ESOs 3,6 meter-teleskop med HARPS-spektrografen og CoRoT-rumteleskopet. Billedet er taget af astronomen Alexandre Santerne, der selv studerer exoplaneter.

HARPS-spektrografen (High Accuracy Radial velocity Planetary Search), der er et instrument på ESOs 3,6 meter-teleskop, er verdens førende exoplanet-jæger. Teleskopets åbne kuppel ses i venstre side af dette billede bag den kantede bygning, der huser New Technology Telescope. HARPS finder exoplaneter ved at registrere små ændringer i en stjernes bevægelse, når den rokker en smule frem og tilbage pga. tyngdepåvirkningen fra en planet i kredsløb om stjernen. Denne teknik til at finde exoplaneter kaldes for radialhastighedsmetoden.

Det svage lysspor højt på himlen i denne 20 sekunders optagelse er ikke et meteor, men rumteleskopet CoRoT (Convection Rotation and planetary Transits). CoRoT leder efter planeter ved at se efter et fald i en stjernes lysstyrke, når en planet passerer ind foran den – passagemetoden. Rumteleskopets placering over Jordens atmosfære forbedrer nøjagtigheden af observationerne, fordi stjernerne ikke blinker. Potentielle planeter, der findes med passagemetoden, bekræftes med andre teknikker som radialhastighedsmetoden. Netop den nat, hvor dette billede blev taget, blev HARPS brugt til at følge op på exoplanet-kandidater fundet af CoRoT!

I november 2012 fik CoRoT desværre et computerproblem. Selvom satellitten stadig fungerer, kan den ikke modtage data fra sit teleskop (se nyheden på CoRoTs websted eller denne nyhedsartikel i Nature). CoRoT-holdet har dog ikke givet op og arbejder på at genoplive systemerne. Uanset om det lykkes at få CoRoT på banen igen eller ej, så er missionen allerede en stor succes! Satellitten har virket i dobbelt så lang tid som oprindeligt planlagt og var det første rumfartøj til at opdage en exoplanet med passagemetoden. CoRoT har ydet mange vigtige bidrag til både eftersøgningen af exoplaneter og undersøgelsen af stjerners indre inden for området asteroseismologi.

Eftersøgningen af exoplaneter hjælper os med at forstå vores eget planetsystem og kan være det første skridt på vejen mod at finde liv uden for Jorden. HARPS og CoRoT er bare to af de mange spændende instrumenter, der er udviklet til at hjælpe astronomerne med denne eftersøgning.

Alexandre indsendte dette billede til Flickr-gruppen” Your ESO Pictures”. Denne Flickr-gruppe bliver jævnligt gennemgået og de bedste billeder bliver udvalgt til at komme med i vores populære serie ”Ugens billede” eller i vores galleri. I 2012, som del af fejringen af ESOs 50 års jubilæum, vil vi også gerne have historiske billeder med relation til ESO. Efter han indsendte dette billede er Alexandre også blevet en af ESOs fotoambassadører.  

Links


19. november 2012

APEX’ iskolde ledsagere

Atacama Pathfinder Experiment (APAX) teleskopet – fanget på dette dramatiske billede taget af ESOs fotoambassadører Babak Tafreshi – er et af de redskaber, der bruges af ESO til at studere universet i andet end synligt lys. Det er placeret på Chajnantor-højsletten i en højde af 5000 meter.

Klynger af hvide isspidser kan ses i forgrunden af billedet. Isspidserne (”penitentes” på spansk) er et forunderligt naturfænomen, der findes i højtliggende områder, typisk mere end 4000 meter over havets overflade. De er tynde pigge af hærdet sne eller is med deres spidser pegende mod Solen, kan være alt fra et par centimeter i højden og op til flere meter.

APEX er et 12 meter teleskop, der observerer lys ved millimeter og submillimeter bølgelængder. Astronomer, der observerer med APEX, kan se fænomener, der er usynlige ved kortere bølgelængder. Teleskopet giver dem bl.a. mulighed for at studere molekyleskyer, der er tætte områder af gas og kosmisk støv, hvor nye stjerner bliver født. Disse skyer er mørke og skjult af støv i synligt og infrarødt lys, men gløder klart ved disse forholdsvis lange bølgelængder. Astronomer bruger denne glød  til at studere de kemiske og fysiske forhold i skyerne. Dette bølgelængdeområde er også ideelt til at studere nogle af de tidligste og fjerneste galakser i universet.

På nattehimlen over og til venstre for APEX ses henholdsvis den Lille og Store Magellanske Sky som svage lyspletter. De er nabogalakser til vores egen galakse, Mælkevejen. Selve Mælkevejen ses som et diset bånd tværs over himlen, mest tydeligt over APEX’ kontrolbygning til højre. Mørke pletter i båndet er områder, hvor lyset fra fjerne stjerner er blokeret af interstellart støv. Skjult bag disse mørke støvbånd er Mælkevejens centrum i en afstand på ca. 27.000 lysår. Teleskoper som APEX er afgørende redskaber for astronomerne for at kunne se gennem støvet og studere vores galakses centrum i detaljer.

APEX er et samarbejde mellem Max-Planck-Institut für Radioastronomie (MPIfR), Onsala Space Observatory (OSO) og ESO. Driften af APEX på Chajnantor varetages af ESO.

Links


12. november 2012

Et billede, mange historier

ESOs fotoambassadør Babak Tafreshi har taget et enestående billede af himlen over ESOs Paranal-observatorium med et skatkammer af fjerne objekter.

Det mest iøjnefaldende af disse er Carina-tågen, der gløder intenst rødt i midten af billedet. Carina-tågen ligger i stjernebilledet Carina (Kølen) omkring 7500 lysår fra Jorden. Denne sky af glødende gas og støv er den klareste stjernetåge på himlen og indeholder flere af de klareste og tungeste stjerner, vi kender, i Mælkevejen, såsom Eta Carinae. Carina-tågen er et perfekt sted for astronomer til at afsløre mysterierne om tunge stjerners voldsomme fødsel og død. For smukke nyere billeder af Carina-tågen fra ESO se eso1208, eso1145 og eso1031.

Under Carina-tågen ser vi Ønskebrønd-hoben (NGC 3532). Denne åbne hob af unge stjerner har fået sit navn, fordi den gennem et teleskop ligner en håndfuld sølvmønter, der stråler på bunden af en ønskebrønd. Længere til højre, finder vi stjernetågen Lambda Centauri (IC 2944), der er en sky af glødende brint og nyfødte stjerner, som undertiden også kaldes Den Løbende Kylling. Det skyldes den fuglelignende form, som nogle mennesker ser i dens mest lysstærke område (se eso1135). Over denne tåge og lidt til venstre finder vi de Sydlige Plejader (IC 2632), en åben hob af stjerner, der ligner den mere velkendte nordlige navnebror.

I forgrunden ser vi tre af de fire hjælpeteleskoper (Auxillary Telescope: AT) på Very Large Telescope Interferometer (VLTI). Med VLTI kan ATerne – eller VLTs 8,2 meter enhedsteleskoper – bruges sammen som et enkelt kæmpestort teleskop, der kan se finere detaljer end det ville være muligt med de enkelte teleskoper. VLTI har været brugt til en bred vifte af forskning, herunder studiet af skiver omkring unge stjerner samt aktive galaksekerner, der er blandt de mest energirige og mystiske fænomener i universet.

Links


« Forrige 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 Næste »
Resultater: 61-80 ud af 114
Bookmark and Share

Se også...