Ugens billede

14. januar 2013

Bjergtinder får ALMA til at se lille ud

Ved første øjekast viser dette billede det bjergrige sceneri på Chajnantor-højsletten i Chile med sne og is spredt ud over det golde terræn. De primære bjergtinder fra højre mod venstre er Cerro Chajnantor, Cerro Toco, Juriques og den markante kegleformede vulkan Licancabur (se potw1240) – ganske imponerende! Billedets virkelige stjerner er imidlertid de bittesmå, kun netop synlige strukturer lige midt i billedet – mulige at opfatte, hvis du ser rigtig godt efter.

Disse strukturer, der er forsvindende små i forhold til deres bjergnaboer, er antenner, som udgør det store radioteleskop Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA). Selvom det ser småt ud på dette billede, er det opbygget af en samling af store antenner med diametre på 12 og 7 meter. Når det er færdigbygget, vil det der være i alt 66 antenner spredt ud over højsletten med afstande på op til 16 kilometer. Konstruktionen af ALMA forventes at blive afsluttet i 2013, men teleskopet er gået i gang med en indledende fase af tidlige videnskabelige observationer og har allerede leveret fantastiske resultater (se fx eso1239). Siden dette billede blev taget, er mange flere antenner blevet opstillet på højsletten.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links


7. januar 2013

Hvirvlende stjernespor over Yepun

Dette billede viser et af enhedsteleskoperne i ESOs Very Large Telescope (VLT) under klare stjernespor, der omkranser himlens sydpol – et punkt på himlen, som ligger i det sydlige stjernebillede Octans (Oktanten). Disse spor er buer af lys, der viser stjernernes observerede bevægelse hen over himlen, mens Jorden langsomt roterer. For at fange disse stjernespor blev der lavet mange optagelser over tid, som derefter blev kombineret til det endelige resultat med cirkelrunde spor.

Teleskopet i forgrunden, der er badet i månelys, er bare et af fire enhedsteleskoper (Unit Telescope: UT), der udgør VLT på Paranal i Chile. Efter indvielsen af Paranal i 1999 blev hvert enhedsteleskop navngivet i den indfødte Mapuche-stammes sprog. Enhedsteleskopernes navne – Antu, Kueyen, Melipal og Yepun – repræsenterer fire fremtrædende og smukke himmelfænomener: henholdsvis Solen, Månen, stjernebilledet Sydkorset og Venus. Enhedsteleskopet på dette billede er Yepun, der også er kendt som UT4.

Billedet er taget af Farid Char, der er en af ESOs fotoambassadører. Char arbejder på ESOs La Silla-Paranal-observatorium og er medlem af et testhold til European Extremely Large Telescope (E-ELT) – et nyt jordbaseret teleskop, der bliver det største optiske/nærinfrarøde teleskop i verden, når det er færdigbygget i starten af 2020erne.

Links


31. december 2012

Hvirvlende sydlige stjernespor over ALMA

Babak Tafreshi, der er en af ESOs fotoambassadører, har fanget Atacama Large Millimeter/submillimeter Arrays (ALMAs) antenner under den sydlige himmel i endnu et åndeløst smukt billede.

De dramatiske hvirvler af stjerner på himlen minder lidt om van Goghs maleri Stjernenatten eller – for science fiction fans – måske om udsynet fra et rumskib, der er ved at træde ind i hyperrummet. I virkeligheden viser de Jordens rotation afsløret af fotografiets lange eksponeringstid. På den sydlige halvkugle ser stjernerne ud til at bevæge sig i cirkler om himlens sydpol, mens Jorden drejer rundt. Himlens sydpol ligger i det uanseelige stjernebillede Octans (Oktanten) mellem det mere berømte stjernebillede Sydkorset og de Magellanske Skyer. Med en tilstrækkelig lang eksponeringstid trækker stjernerne cirkulære spor, mens Jorden roterer.

Billedet er taget på Chajnantor-højsletten, der ligger i en højde på 5000 meter i de chilenske Andesbjerge. Det er hjemstedet for ALMA-teleskopet hvis antenner kan ses i forgrunden. ALMA er det kraftigste teleskop til at studere det kolde Univers – molekylær gas og støv samt eftergløden fra Big Bang. Når ALMA er færdigbygget i 2013 vil det have 54 af disse antenner, der er 12 meter i diameter samt 12 7 meter-antenner. Tidlige videnskabelige observationer med det delvist færdigbyggede teleskop begyndte dog allerede i 2011. Selvom det endnu ikke er færdigbygget, leverer teleskopet allerede enestående resultater, der udkonkurrerer alle andre teleskoper af dets slags. Nogle af antennerne er udtydelige på billedet, fordi teleskopet var i brug under optagelsen og derfor bevægede sig.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links


24. december 2012

Ensomme ALMA

Dette panoramabillede af Chajnantor-højsletten, der er taget tæt ved toppen af Cerro Chico, viser hjemstedet for Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA). Det er lykkedes for Babak Tafreshi, der er en af ESOs fotoambassadører, at fange den følelse af ensomhed, som kan opleves på ALMAs hjemsted 5000 meter over havniveau i de chilenske Andesbjerge. Lys og skygge maler landskabet og fremhæver terrænets overjordiske udseende. I forgrunden på billedet ligner en klynge af ALMA-antenner mærkelige robotagtige besøgende på højsletten. Når teleskopet er færdigbygget i 2013 vil der i alt være 66 sådanne antenner, der arbejder sammen.

ALMA revolutionerer allerede astronomernes undersøgelser af Universet ved millimeter- og submillimeter-bølgelængder. Selvom alle antenner ikke er på plads, er ALMA allerede kraftigere end noget andet teleskop, der arbejder ved disse bølgelængder. Det giver astronomerne en hidtil uset evne til at studere det kolde Univers – molekylær gas og støv samt eftergløden fra Big Bang. ALMA studerer byggestenene til stjerner, planetsystemer, galakser og selve livet. Ved at give forskere detaljerede billeder af stjerner og planeter, der fødes i gasskyer tæt ved Solsystemet, og ved at registrere galakser, som dannes ved kanten af det synlige Univers, vil ALMA gøre det muligt for astronomerne at tage fat på nogle af mest grundlæggende spørgsmål om vores kosmiske oprindelse.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links


17. december 2012

Paranal og Jordens skygge

Babak Tafreshi, der er en af ESOs fotoambassadører, har taget endnu et enestående panoramabillede af ESOs Paranal-observatorium.

I forgrunden ses Atacama-ørkenens dramatiske bjerglandskab. Til venstre, på den højeste bjergtop, ligger ESO Very Large Telescope (VLT) og foran det på en lidt lavere bjergtop ses VISTA-teleskopet (Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy).

I baggrunden maler solopgangen Paranals himmel med en smuk palet af pastelfarver. Et hav af skyer over Stillehavet, der kun ligger 12 kilometer fra Paranal, strækker sig ud over horisonten.

Over horisonten, hvor skyhavet møder himlen, ses et mørkt bånd. Dette mørke bånd er Jordens skygge, der kastes af vores planet ud på dens atmosfære. Dette fænomen kan sommetider ses omkring solnedgang og solopgang, hvis himlen er klar og der er frit udsyn til horisonten. Over Jordens skygge ses en lyserød glød, der er kendt som Venus’ bælte. Denne glød skabes af lys fra Solen, der er ved at stå op (som i dette tilfælde) eller gå ned, som spredes af Jordens atmosfære.

Links


10. december 2012

Stjernespor på himlen

Selvom dette billede som udgangspunkt kan ligne abstrakt moderne kunst, så er det faktisk resultatet af en langtidseksponering af nattehimlen over Chajnantor-højsletten i de chilenske Andesbjerge. Mens Jorden roterer mod endnu en dag, bliver Mælkevejens stjerner over ørkenen trukket ud til farverige spor. Imens får det højteknologiske teleskop i forgrunden næsten en drømmeagtig karakter.

Dette tryllebindende billede er taget 5000 meter over havniveau på Chajnantor-højsletten, der er hjemsted for teleskopet Atacama Pathfinder Experiment (APEX), som ses her. APEX er et teleskop med en diameter på 12 meter, der samler lys med bølgelængder i millimeter- og submillimeter-området. Astronomer bruger APEX til at studere en bred vifte af forskellige objekter fra kolde skyer af gas og kosmisk støv, hvor nye stjerner bliver født, til nogle af de tidligste og fjerneste galakser i Universet.

APEX er stifinder for Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), der er et revolutionerende teleskop som ESO i samarbejde med internationale partnere bygger og driver, ligeledes på Chajnantor-højsletten. Når ALMA er færdigbygget i 2013, vil det bestå af 54 antenner med en diameter på 12 meter og yderligere 12 antenner på syv meter i diameter. De to teleskoper supplerer hinanden: Takket være sit større synsfelt kan APEX finde mange mål over store områder af himlen, som ALMA så kan studere i stor detalje med sin langt større opløsningsevne (evnen til at skelne detaljer). APEX og ALMA er begge vigtige værktøjer for astronomerne til at lære mere om, hvordan Universet virker, herunder dannelsen af de stjerner, der trækker spor på himlen på dette billede.

Billedet er taget af ESOs fotoambassadør Babak Tafreshi. Han er også grundlægger af The World At Night, et projekt, der vil skabe og udstille en samling af fantastiske billeder og tidsforkortede videoer af verdens smukkeste og historiske steder set mod en natlig baggrund af stjerner, planeter og astronomiske begivenheder.

APEX er et samarbejdsprojekt mellem Max-Planck Institut für Radioastronomie (MPIfR), Onsala Space Observatory (OSO) og ESO. Driften af APEX på Chajnantor varetages af ESO. ALMA er en international astronomifacilitet og et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. ESO er den europæiske parter i ALMA-projektet.

Links


3. december 2012

Fra Antu til Yepun – at bygge VLT

ESO fylder 50 i år og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla- og Paranal-observatorierne, ESOs kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

Very Large Telescope (VLT) er ESOs flagskib på Cerro Paranal i Chile, og består af fire gigantiske enhedsteleskoper (UT: Unit Telescope), der hver har et lyssamlende spejl på 8,2 meter i diameter. Dertil kommer fire bevægelige 1,8 meter hjælpeteleskoper. Denne måneds fotografier viser et enhedsteleskop under opførelse og et andet som det ser ud i dag.

Det indledende arbejde på bygningen til det første enhedsteleskop (UT1) kan ses på det historiske billede, der blev taget i slutningen af oktober 1995. Betonfundamentet var færdigt og den nedre, stationære del af bygningens metalstruktur var blevet fastgjort til det. De første stykker af den roterende del af teleskopets bygning var også på plads – begyndelsen på den brede spalte som teleskopet skulle observere igennem og den tunge horisontale struktur, der skulle understøtte skydedørene, kan ses i retning mod kameraet. Dette enhedsteleskop så sit første lys den 25. maj 1998 (se eso9820).

Ved indvielsen af Paranal i 1999 (se eso9921) fik hvert UT et navn på de indfødtes (Mapuche-stammen) sprog. Navnene – Antu, Kueyen, Melipal og Yepun på UT 1 til 4 i nævnte rækkefølge – repræsenterer fire fremtrædende og smukke objekter på himlen: Solen, Månen, stjernebilledet Sydkorset og Venus [1].

Det nutidige billede er af UT4, Yepun, som så sit første lys i september 2000 (se eso0028). Men det repræsenterer lige så godt som sin søster UT1, hele det færdigbyggede VLT, da alle fire UTer blev designet til at være identiske. De adskiller sig kun ved de sæt af instrumenter, der er til rådighed på hver, hvilket giver astronomer en bredere vifte af redskaber til at studere universet. Den gule rammelignende struktur foran Yepun er M1s løfteplatform, som kan bevæges mellem UTerne og bruges, når deres gigantiske 8,2 meter primærspejle i perioder fjernes og får ny belægning.

I årene siden det historiske billede blev taget, har det første UT fået et navn – Antu – og en familie, i takt med at de andre teleskoper har sluttet sig til på bjergtoppen. I dag er VLT verdens mest avancerede astronomiske teleskop til synligt lys, og Antu, Yepun og de andre teleskoper på Paranal har spillet en vigtig rolle i at gøre ESO til verdens mest produktive jordbaserede observatorium!

Noter

 [1] Yepun blev oversat til ”Sirius” på tidspunktet for Paranals indvielse (se eso9921), men efterfølgende undersøgelser har vist at den korrekte oversættelse er ”Venus”.

Links


26. november 2012

To planet-jægere fanget på La Silla

I århundreder har filosoffer og videnskabsfolk spekuleret over muligheden for beboelige planeter uden for Solsystemet. I dag er denne idé mere end spekulation: mange hundrede exoplaneter er blevet opdaget i det seneste par årtier af astronomer over hele verden. Forskellige teknikker bruges til at lede efter nye verdener. I dette usædvanlige billede er teleskoper, der bruger to af disse metoder blevet fanget i samme skud: ESOs 3,6 meter-teleskop med HARPS-spektrografen og CoRoT-rumteleskopet. Billedet er taget af astronomen Alexandre Santerne, der selv studerer exoplaneter.

HARPS-spektrografen (High Accuracy Radial velocity Planetary Search), der er et instrument på ESOs 3,6 meter-teleskop, er verdens førende exoplanet-jæger. Teleskopets åbne kuppel ses i venstre side af dette billede bag den kantede bygning, der huser New Technology Telescope. HARPS finder exoplaneter ved at registrere små ændringer i en stjernes bevægelse, når den rokker en smule frem og tilbage pga. tyngdepåvirkningen fra en planet i kredsløb om stjernen. Denne teknik til at finde exoplaneter kaldes for radialhastighedsmetoden.

Det svage lysspor højt på himlen i denne 20 sekunders optagelse er ikke et meteor, men rumteleskopet CoRoT (Convection Rotation and planetary Transits). CoRoT leder efter planeter ved at se efter et fald i en stjernes lysstyrke, når en planet passerer ind foran den – passagemetoden. Rumteleskopets placering over Jordens atmosfære forbedrer nøjagtigheden af observationerne, fordi stjernerne ikke blinker. Potentielle planeter, der findes med passagemetoden, bekræftes med andre teknikker som radialhastighedsmetoden. Netop den nat, hvor dette billede blev taget, blev HARPS brugt til at følge op på exoplanet-kandidater fundet af CoRoT!

I november 2012 fik CoRoT desværre et computerproblem. Selvom satellitten stadig fungerer, kan den ikke modtage data fra sit teleskop (se nyheden på CoRoTs websted eller denne nyhedsartikel i Nature). CoRoT-holdet har dog ikke givet op og arbejder på at genoplive systemerne. Uanset om det lykkes at få CoRoT på banen igen eller ej, så er missionen allerede en stor succes! Satellitten har virket i dobbelt så lang tid som oprindeligt planlagt og var det første rumfartøj til at opdage en exoplanet med passagemetoden. CoRoT har ydet mange vigtige bidrag til både eftersøgningen af exoplaneter og undersøgelsen af stjerners indre inden for området asteroseismologi.

Eftersøgningen af exoplaneter hjælper os med at forstå vores eget planetsystem og kan være det første skridt på vejen mod at finde liv uden for Jorden. HARPS og CoRoT er bare to af de mange spændende instrumenter, der er udviklet til at hjælpe astronomerne med denne eftersøgning.

Alexandre indsendte dette billede til Flickr-gruppen” Your ESO Pictures”. Denne Flickr-gruppe bliver jævnligt gennemgået og de bedste billeder bliver udvalgt til at komme med i vores populære serie ”Ugens billede” eller i vores galleri. I 2012, som del af fejringen af ESOs 50 års jubilæum, vil vi også gerne have historiske billeder med relation til ESO. Efter han indsendte dette billede er Alexandre også blevet en af ESOs fotoambassadører.  

Links


19. november 2012

APEX’ iskolde ledsagere

Atacama Pathfinder Experiment (APAX) teleskopet – fanget på dette dramatiske billede taget af ESOs fotoambassadører Babak Tafreshi – er et af de redskaber, der bruges af ESO til at studere universet i andet end synligt lys. Det er placeret på Chajnantor-højsletten i en højde af 5000 meter.

Klynger af hvide isspidser kan ses i forgrunden af billedet. Isspidserne (”penitentes” på spansk) er et forunderligt naturfænomen, der findes i højtliggende områder, typisk mere end 4000 meter over havets overflade. De er tynde pigge af hærdet sne eller is med deres spidser pegende mod Solen, kan være alt fra et par centimeter i højden og op til flere meter.

APEX er et 12 meter teleskop, der observerer lys ved millimeter og submillimeter bølgelængder. Astronomer, der observerer med APEX, kan se fænomener, der er usynlige ved kortere bølgelængder. Teleskopet giver dem bl.a. mulighed for at studere molekyleskyer, der er tætte områder af gas og kosmisk støv, hvor nye stjerner bliver født. Disse skyer er mørke og skjult af støv i synligt og infrarødt lys, men gløder klart ved disse forholdsvis lange bølgelængder. Astronomer bruger denne glød  til at studere de kemiske og fysiske forhold i skyerne. Dette bølgelængdeområde er også ideelt til at studere nogle af de tidligste og fjerneste galakser i universet.

På nattehimlen over og til venstre for APEX ses henholdsvis den Lille og Store Magellanske Sky som svage lyspletter. De er nabogalakser til vores egen galakse, Mælkevejen. Selve Mælkevejen ses som et diset bånd tværs over himlen, mest tydeligt over APEX’ kontrolbygning til højre. Mørke pletter i båndet er områder, hvor lyset fra fjerne stjerner er blokeret af interstellart støv. Skjult bag disse mørke støvbånd er Mælkevejens centrum i en afstand på ca. 27.000 lysår. Teleskoper som APEX er afgørende redskaber for astronomerne for at kunne se gennem støvet og studere vores galakses centrum i detaljer.

APEX er et samarbejde mellem Max-Planck-Institut für Radioastronomie (MPIfR), Onsala Space Observatory (OSO) og ESO. Driften af APEX på Chajnantor varetages af ESO.

Links


12. november 2012

Et billede, mange historier

ESOs fotoambassadør Babak Tafreshi har taget et enestående billede af himlen over ESOs Paranal-observatorium med et skatkammer af fjerne objekter.

Det mest iøjnefaldende af disse er Carina-tågen, der gløder intenst rødt i midten af billedet. Carina-tågen ligger i stjernebilledet Carina (Kølen) omkring 7500 lysår fra Jorden. Denne sky af glødende gas og støv er den klareste stjernetåge på himlen og indeholder flere af de klareste og tungeste stjerner, vi kender, i Mælkevejen, såsom Eta Carinae. Carina-tågen er et perfekt sted for astronomer til at afsløre mysterierne om tunge stjerners voldsomme fødsel og død. For smukke nyere billeder af Carina-tågen fra ESO se eso1208, eso1145 og eso1031.

Under Carina-tågen ser vi Ønskebrønd-hoben (NGC 3532). Denne åbne hob af unge stjerner har fået sit navn, fordi den gennem et teleskop ligner en håndfuld sølvmønter, der stråler på bunden af en ønskebrønd. Længere til højre, finder vi stjernetågen Lambda Centauri (IC 2944), der er en sky af glødende brint og nyfødte stjerner, som undertiden også kaldes Den Løbende Kylling. Det skyldes den fuglelignende form, som nogle mennesker ser i dens mest lysstærke område (se eso1135). Over denne tåge og lidt til venstre finder vi de Sydlige Plejader (IC 2632), en åben hob af stjerner, der ligner den mere velkendte nordlige navnebror.

I forgrunden ser vi tre af de fire hjælpeteleskoper (Auxillary Telescope: AT) på Very Large Telescope Interferometer (VLTI). Med VLTI kan ATerne – eller VLTs 8,2 meter enhedsteleskoper – bruges sammen som et enkelt kæmpestort teleskop, der kan se finere detaljer end det ville være muligt med de enkelte teleskoper. VLTI har været brugt til en bred vifte af forskning, herunder studiet af skiver omkring unge stjerner samt aktive galaksekerner, der er blandt de mest energirige og mystiske fænomener i universet.

Links


5. november 2012

At bygge Paranal Residencia – fra turbulens til fred og ro

ESO fylder 50 i år og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla- og Paranal-observatorierne, ESOs kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

På denne måneds fotografier, taget på ESOs Paranal-observatorium i Atacama-ørkenen, sammenlignes en travl byggeplads, som den så ud i november 1999, med slutresultatet i dag: observatoriets beboelsesbygning, der er kendt som Paranal Residencia. Forstil dig ændringerne fra dengang til nu: larmen fra hamre og bor og støjen af traktorer og kraner er forsvundet til fordel for en fredfyldt bygning i ørkenen, der er i harmoni med sine omgivelser. Bygget med naturlige materialer og farver og placeret i en eksisterende lavning i jorden, får det færdige byggeri til at gå i ét med landskabet.

Residencia er bygget som et fristed for astronomer og andre ansatte, der arbejder i et de hårdest tænkelige landskaber, hvor ekstrem tørhed, intens ultraviolet stråling fra Solen, stærke vinde og stor højde er en del af hverdagen. Entreprenørerne, der byggede Residencia og som også arbejdede under disse barske forhold, skabte en højt værdsat oase i ørkenen, hvor observatoriets personale kan gå i ly for de tørre omgivelser. Den færdige bygning er en hyldest til alt deres hårde arbejde. Den prisbelønnede bygning, Residencia, har over 100 værelser samt en række fællesrum, herunder en kantine, lounge, svømmebassin, fitnesscenter og bibliotek. Der er en spektakulær udsigt fra den venstre facade ud over ørkenen i retning mod Stillehavet og solnedgangen.

En anden ting kan ses på begge fotografier: bag Residencia, 2600 meter over havniveau på toppen af Cerro Paranal står ESOs Very Large Telescope (VLT). Det er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til synligt lys og det er grunden til, at Residencia og alle de, der er indenfor dens mure, overhovedet er der.

Links


29. oktober 2012

Et sted til at afsløre det kolde univers’ mysterier

Dette smukke panoramabillede taget af Babak Tafreshi, en af ESOs fotoambassadører, viser de sidste solstråler, der bader Chajnantor-højsletten i Chiles Atacama-region. Denne højslette er hjemsted for teleskopet Atacama Pathfinder Experiment (APEX), der kan ses i venstre side af panoramaet. Fra dette afsides liggende sted på Jorden, 5000 meter over havets overflade, studerer APEX det ”kolde univers”.

APEX er et teleskop med en diameter på 12 meter, der observerer lys med millimeter og submillimeter bølgelængder. Astronomer, der observerer med APEX, kan se fænomener, som er usynlige ved kortere bølgelængder. Teleskopet giver dem mulighed for at studere molekyleskyer, der er tætte områder af gas og kosmisk støv, hvor nye stjerner bliver født. Når de ses i synligt lys er skyerne mørke og indhyllede i støv, men ved de længere bølgelængder gløder de klart. Astronomerne bruger denne glød til at studere de kemiske og fysiske forhold i skyerne. Dette bølgelængdeområde er også ideelt til at studere nogle af de tidligste og fjerneste galakser i universet.

Siden det blev taget i brug i 2005, har APEX produceret mange vigtige videnskabelige resultater. For eksempel har APEX samarbejdet med ESOs Very Large Telescope for at se materiale blive flået fra hinanden af det sorte hul i midten af Mælkevejen (eso0841). Dette resultat er et af ESOs top 10 videnskabelige resultater.

Klynger af hvide isspidser kan ses på jorden omkring APEX. Isspidserne, der kaldes penitentes på spansk, er et forunderligt naturfænomen, som findes i højtliggende områder – typisk højere end 4000 meter over havet. De er tynde pigge af hærdet sne eller is med skarpe kanter, der peger mod Solen. De kan blive fra få centimeter til flere meter høje.

APEX er et samarbejde mellem Max Planck Institut für Radioastronomie (MPIfR), Onsala Space Observatory (OSO) og ESO. Det er ESO, der står for driften af APEX på Chajnantor.

APEX’ 12 meter-parabol er baseret på en prototype-antenne til et andet observatorium på Chajnantor ved navn Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA). Når ALMA er færdigbygget i 2013, vil det bestå af 54 antenner med en diameter på 12 meter og tolv 7 meter-antenner. ESO er den europæiske partner i denne internationale astronomi-facilitet, der er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile.

Links


22. oktober 2012

At bygge VISTA, verdens største kortlægningsteleskop

ESO fylder 50 i år og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla- og Paranal-observatorierne, ESOs kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

Siden december 2009 har Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy (VISTA) kortlagt den sydlige himmel fra ESOs Paranal-observatorium i Chile. Vores før-og-nu-billede i denne måned viser VISTA-teleskopet under opførelsen og nu.

Det historiske billede, der er taget hen mod slutningen af 2004, viser teleskopets bygning under opførelse. Skelettet af teleskop-bygningen ses på det runde fundament, omgivet af et midlertidigt bur af stilladser. VISTAs hjemsted er på en bjergtop, der ligger omkring 1500 meter nordøst for Cerro Paranal, som er hjemsted for ESOs Very Large Telescope. Denne bjergtop blev sænket med fem meter til en højde på 2518 meter og skabte derved en 4000 kvadratmeter stor platform til det nødvendige byggearbejde.

Det nutidige billede viser det færdige VISTA-teleskop. Teleskopets bygning er 20 meter i diameter og beskytter teleskopet mod det omgivende miljø. To skydedøre danner den spalte som teleskopet observerer igennem, og en vindskærm kan anvendes til at lukke en del af spalten, når det er nødvendigt. Yderligere døre i bygningen giver ventilation til regulering af luftstrømmen i løbet af natten. En ekstra bygning, der støder op til teleskop-bygningen, er synlig i forgrunden og indeholder vedligeholdelsesudstyr samt en coating-facilitet, der bruges til at lægge den tynde reflekterende belægning af sølv på teleskopets spejle.

VISTA arbejder ved nærinfrarøde bølgelængder med et tre ton kamera på 67 megapixels. VISTAs store spejl, store synsfelt og meget følsomme infrarøde sensorer gør det til verdens største kortlægningsteleskop.

VISTA blev udtænkt og udviklet af et konsortium af 18 universiteter i Storbritannien, ledet af Queen Mary, University of London og blev et bidrag til ESO, som en del af den britiske tiltrædelsesaftale.  Science and Technology Facilities Council‘s UK Astronomy Technology Centre (STFC, UK ATC) stod for projektledelsen af teleskopets design og konstruktion.

Links


15. oktober 2012

Fra kosmisk reservehjul til æterisk blomst

IC 5148 er en smuk planetarisk tåge, der ligger omkring 3000 lysår væk i stjernebilledet Grus (Tranen). Tågen har en diameter på et par lysår, og den vokser stadig med over 50 kilometer i sekundet – en af de hurtigst voksende planetariske tåger, vi kender. Navnet ”planetarisk tåge” opstod i det 19. århundrede, hvor disse objekter for første gang blev observeret. Set gennem de små teleskoper, der var til rådighed på det tidspunkt, lignede de lidt kæmpeplaneter. Men planetariske tågers sande natur er helt anderledes.

Det handler om stjerner, der er lige så tunge eller nogle få gange tungere end vores stjerne, Solen. Når en sådan stjerne nærmer sig afslutningen af sit liv, slynger den sine yderste lag af gas ud i rummet. De ekspanderende lag af gas oplyses af den varme tilbageværende kerne af stjernen i midten og danner den planetariske tåge, som oftest har en smuk glødende form.

Når den observeres med et mindre amatørteleskop, ses netop denne planetariske tåge som en ring af materiale med stjernen – som vil køle ned og blive til en hvid dværg – skinnende i midten af et centralt hulrum. Dette udseende har fået astronomer til at give IC 5148 navnet Reservehjulstågen.

ESO Faint Object Spectrograph and Camera (EFOSC2) på New Technology Telescope på La Silla-observatoriet giver en noget mere elegant gengivelse af dette objekt.  Her ligner tågen mere end æterisk blomst med lagdelte kronblade end et reservehjul.


8. oktober 2012

VISTA før solnedgang

ESOs Paranal-observatorium – beliggende i Chiles Atacama-region – er mest kendt for Very Large Telescope (VLT), ESOs flagskib. Men i løbet af de seneste par år, er stedet også blevet hjem for to topmoderne kortlægningsteleskoper. Disse nye medlemmer af Paranal-familien er designet til at afbilde store områder af himlen hurtigt og dybt.

Et af dem, det 4,1 meter store Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy (VISTA), er placeret på en nærliggende bjergtop ikke langt fra Paranal-toppen. Det ses på dette smukke billede taget fra Paranal af ESOs fotoambassadør Babak Tafreshi. VISTA er verdens største kortlægningsteleskop og det har været i drift siden december 2009.

I det nederste højre hjørne af billedet ses VISTA-bygningen foran en tilsyneladende endeløs bjergkæde, der strækker sig ud i horisonten. Mens solnedgangen nærmer sig, kaster bjergene stadig længere skygger, der langsomt dækker de brunlige nuancer, som farver det storslåede landskab omkring Paranal. Snart vil Solen forsvinde under horisonten og alle teleskoper på Paranal vil starte endnu en nat med observationer.

VISTA er et vidvinkel-teleskop, der er designet til at kortlægge den sydlige himmel i infrarødt lys med høj følsomhed, så astronomer har mulighed for at opdage ekstremt svage objekter. Målet med disse kortlægninger er at skabe store kataloger over himmellegemer til statistiske undersøgelser og til at identificere nye mål, som kan studeres nærmere med VLT.

 

Links 


1. oktober 2012

Ikoniske, koniske Licancabur våger over Chajnantor

Dette imponerende panoramabillede viser Chajnantor-højsletten – hjemstedet for Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) – med den majestætiske Licancabur-vulkan i baggrunden. Licancabur våger over en frossen skov af isspidser (”penitentes” på spansk og ”penitents” på engelsk) i forgrunden. Isspidserne er et forunderligt naturfænomen, der findes i højtliggende områder. De er tynde pigge hærdet sne eller is med skarpe kanter, der peger mod Solen. Du kan læse mere om isspidserne i et tidligere Ugens Billede (potw1221).

Licancabur-vulkanen, der er 5920 meter høj, er den mest ikoniske vulkan i området San Pedro de Atacama i Chile. Dens koniske form gør den let at genkende selv meget langt væk. Den ligger på den sydligste del af grænsen mellem Chile og Bolivia. Vulkanen rummer en af de højest liggende kratersøer i sin tinde. Denne sø har tiltrukket sig biologers interesse, som er interesserede i at studere, hvordan mikroskopiske organismer kan overleve i den på trods af det barske miljø med ultraviolet stråling, den tynde atmosfære og lave temperaturer. Overlevelsesstrategierne for mikroskopisk liv i Licancabur-søen kan måske give os indsigt i muligheden for fortidigt liv på Mars.

Billedet er taget af Babak Tafreshi, en af ESOs fotoambassadører, tæt på det sted, hvor ALMA er placeret.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Oberservatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

 

Links


24. september 2012

En hård arbejdsnat venter

Solnedgang er typisk et tegn på at endnu en arbejdsdag er slut. Byens lys tændes langsomt efterhånden som folk vender hjem, ivrige efter at nyde aftenen og en god nats søvn. Men det gælder ikke for astronomer, der arbejder på et observatorium som ESOs Paranal-observatorium i Chile. Observationerne starter så snart Solen er forsvundet under horisonten. Alt skal derfor være klar før solnedgang.

Dette panoramabillede viser ESOs Very Large Telescope (VLT) mod det smukke tusmørke på Cerro Paranal. VLT-bygningerne er markante på billedet med teleskoperne klargjort til en nat med studier af universet. VLT er verdens mest kraftfulde og avancerede optiske teleskop. Det består af fire enhedsteleskoper med primærspejle på 8,2 meter i diameter og fire flytbare 1,8 meter hjælpeteleskoper (ATS), som kan ses i venstre hjørne af billedet.

Teleskoperne kan også arbejde sammen som et enkelt kæmpeteleskop, ESOs Very Large Telescope Interferometer (VLTI), der gør det muligt for astronomer at observere i størst mulig detalje. Denne konfiguration anvendes kun i et begrænset antal nætter pr. år. For det meste anvendes de 8,2 meter enhedsteleskoper individuelt.

I løbet af de seneste 13 år har VLT haft en enorm betydning for den observerende astronomi. Med VLT har det europæiske astronomiske forskningsmiljø oplevet en ny epoke af opdagelser, herunder særligt observationer af stjerner i kredsløb om Mælkevejens centrale sorte hul og det første billede af en exoplanet som to af de øverste tre på listen over ESOs top 10 astronomiske opdagelser.

VLTs fire enhedsteleskoper er opkaldt efter himmellegemer i Mapuche-sproget, som er det ældgamle modersmål for de indfødte i Chile og Argentina. Fra venstre mod højre ses Antu (UT1, Solen), Kueyen (UT2, Månen), Melipal (UT3, Sydkorset) og Yepun (UT4, Venus).

Dette billede er taget af ESOs fotoambassadør Babak Tafreshi.


17. september 2012

ALMA og en stjerneklar nat – et smukt syn

En krystalklar stjernehimmel er altid et smukt syn. Men hvis du er på Chajnantor-højsletten i 5000 meters højde i de chilenske Andesbjerge, et af de bedste steder i verden til at lave astronomiske observationer, kan det meget vel være en oplevelse for livet.

Dette panoramabillede af Chajnantor viser antennerne, der er den del af Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), med en åndeløst smuk stjernehimmel som baggrund.

I forgrunden ses nogle af ALMAs antenner, der arbejder sammen. Højsletten fremstår buet, fordi billedet er optaget med et vidvinkelobjektiv. ALMA er det kraftigste teleskop i verden til at studere universet ved submillimeter og millimeter bølgelængder. Opbygningen af ALMA bliver afsluttet i 2013, hvor i alt 66 af disse højpræcisions-antenner vil være i drift på stedet. I øjeblikket er teleskopet i den indledende fase af de tidlige videnskabelige observationer. Selvom teleskopet endnu ikke er helt færdigbygget, leverer det allerede enestående resultater, der overgår alle andre submillimeter-teleskoper.

På himlen over teleskopet skinner utallige stjerner som fjerne juveler. To andre velkendte himmellegemer ses også. For det første er billedet kronet af Månen. For det andet, til dels overstrålet af månelyset, kan Mælkevejen skimtes som en tåget stribe hen over himlen. Mørke områder i Mælkevejens bånd er områder, hvor lyset fra baggrundsstjerner blokeres af interstellart støv.

Dette fotografi er taget af ESO fotoambassadør Babak Tafreshi. Babak er ophavsmand og leder af The World At Night, et internationalt projekt, der sigter mod at producere og udstille enestående fotografier og tidsforkortede videoer af verdens seværdigheder med de smukkeste astronomiske vidundere i baggrunden.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Oberservatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

 

Link


10. september 2012

Et tidløst åndehul i Santiago – ESO gæstehuset, før og nu

ESO fylder 50 i år og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla og Paranal-observatorierne, ESOs kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

Denne måned viser vi en del af ESO, der føles næsten tidløs. Efter en lang interkontinental flyvning til Santiago eller nattevagterne under observationer ved teleskoperne, hvad kunne så være bedre end et behageligt hvilested hvor man kan hvile og samle kræfter før næste del af rejsen? Fra organisationens tidligste år har ESOs gæstehus i Santiago leveret netop det til gæsterne til observatoriets lokaliteter i Chile. Vores før-og-nu billede i denne måned viser gæstehusets lounge i 1996 og i dag.

Gæstehuset er en stor villa i en stille del af den chilenske hovedstad. Det er kendt blandt ESOs medarbejdere og besøgende astronomer som et velkomment og indbydende stop på den lange rejse mellem Europa og de fjerntliggende observatorier. Næsten alle europæiske astronomer, der besøger La Silla, Paranal eller Chajnantor kommer forbi gæstehuset. Her kan de samle kræfter efter rejsen, tale med andre astronomer forberede deres observationer og – for førstegangsbesøgende – se den sydlige stjernehimmel for første gang.

Det blev besluttet allerede i 1964, med ESOs aktiviteter i Santiago i vækst, at købe et bosted i byen, så ESO ikke var afhængigt af hoteller. Anskaffelsen af gæstehuset var afsluttet i marts 1965 og det blev oprindeligt brugt som både administrationskontor og værested for gæster. I 1970erne flyttede ESO-kontorerne imidlertid til den nye bygning i Vitacura, nogle få kilometer væk. Det gjorde det muligt udelukkende at bruge gæstehuset som en komfortabel ramme for rejsetrætte astronomer og andre medarbejdere.

Som det kan ses i disse to billeder, har gæstehuset ikke forandret sig meget gennem årene. Nu er der trådløst internet og en mere moderne kaffemaskine er stillet op, men gæstehuset er stadig et afslappet og fredeligt åndehul. Det er det perfekte sted til at slappe af og forberede sig til hårde, men også spændende nætter med observationer og måske den næste store opdagelse.

 

Links


3. september 2012

En overraskende superboble

Dette farverige billede viser det stjernedannende område LHA 120-N44 [1] i den Store Magellanske Sky, en af Mælkevejens små satellitgalakser. Billedet er en kombination af en optagelse i synligt lys fra MPG/ESO 2,2 meter-teleskopet på ESOs La Silla-observatorium i Chile med optagelser i infrarødt lys og røntgenstråling fra rumbaserede observatorier.

I midten af dette meget rige område med gas, støv og unge stjerner ligger stjernehoben NGC 1929. Dens tunge stjerner producerer intens stråling, udkaster materiale ved høj hastighed som stjernevinde og raser gennem deres korte, men strålende liv for at eksplodere som supernovaer. Vindene og supernova-chokbølger har skabt et stort hulrum, en såkaldt superboble, i den omkringliggende gas.

Observationer med NASAs Chandra-røntgenobservatorium (her vist med blå farver) afslører varme områder skabt af disse vinde og chokbølger, mens infrarøde data fra NASAs Spitzer-rumteleskop (vist med røde farver) viser, hvor der findes støv og koldere gas. Billedet i synligt lys fra MPG/ESO 2,2 meter-teleskopet (i gule farver) fuldender billedet og viser de varme unge stjerner samt de glødende skyer af gas og støv, der omgiver dem.

Kombinationen af disse forskellige optagelser af dette dramatiske område har gjort det muligt for astronomerne at løse et mysterium: hvorfor udsender N44 og andre, lignende superbobler så kraftig røntgenstråling? Svaret ser ud til at være, at der er to yderligere kilder til kraftig røntgenstråling: supernova-chokbølger, der rammer boblernes vægge og varmt materiale, som fordamper fra væggene. Denne røntgenstråling fra kanten af superboblen ses tydeligt på billedet.

Links

Noter

[1] Betegnelsen for dette objekt viser, at det er indeholdt i kataloget over stjerner og tåger med H-alfa-stråling i de Magellanske Skyer, der blev samlet og udgivet i 1956 af den amerikanske astronom-astronaut Karl Henize (1926-1993). Bogstavet „N“ angiver, at det er en tåge (nebula). Objektet kaldes ofte blot for N44.


« Forrige 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 Næste »
Resultater: 81-100 ud af 124
Bookmark and Share

Se også...