Ugens billede

5. november 2012

At bygge Paranal Residencia – fra turbulens til fred og ro

ESO fylder 50 i år og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla- og Paranal-observatorierne, ESOs kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

På denne måneds fotografier, taget på ESOs Paranal-observatorium i Atacama-ørkenen, sammenlignes en travl byggeplads, som den så ud i november 1999, med slutresultatet i dag: observatoriets beboelsesbygning, der er kendt som Paranal Residencia. Forstil dig ændringerne fra dengang til nu: larmen fra hamre og bor og støjen af traktorer og kraner er forsvundet til fordel for en fredfyldt bygning i ørkenen, der er i harmoni med sine omgivelser. Bygget med naturlige materialer og farver og placeret i en eksisterende lavning i jorden, får det færdige byggeri til at gå i ét med landskabet.

Residencia er bygget som et fristed for astronomer og andre ansatte, der arbejder i et de hårdest tænkelige landskaber, hvor ekstrem tørhed, intens ultraviolet stråling fra Solen, stærke vinde og stor højde er en del af hverdagen. Entreprenørerne, der byggede Residencia og som også arbejdede under disse barske forhold, skabte en højt værdsat oase i ørkenen, hvor observatoriets personale kan gå i ly for de tørre omgivelser. Den færdige bygning er en hyldest til alt deres hårde arbejde. Den prisbelønnede bygning, Residencia, har over 100 værelser samt en række fællesrum, herunder en kantine, lounge, svømmebassin, fitnesscenter og bibliotek. Der er en spektakulær udsigt fra den venstre facade ud over ørkenen i retning mod Stillehavet og solnedgangen.

En anden ting kan ses på begge fotografier: bag Residencia, 2600 meter over havniveau på toppen af Cerro Paranal står ESOs Very Large Telescope (VLT). Det er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til synligt lys og det er grunden til, at Residencia og alle de, der er indenfor dens mure, overhovedet er der.

Links


29. oktober 2012

Et sted til at afsløre det kolde univers’ mysterier

Dette smukke panoramabillede taget af Babak Tafreshi, en af ESOs fotoambassadører, viser de sidste solstråler, der bader Chajnantor-højsletten i Chiles Atacama-region. Denne højslette er hjemsted for teleskopet Atacama Pathfinder Experiment (APEX), der kan ses i venstre side af panoramaet. Fra dette afsides liggende sted på Jorden, 5000 meter over havets overflade, studerer APEX det ”kolde univers”.

APEX er et teleskop med en diameter på 12 meter, der observerer lys med millimeter og submillimeter bølgelængder. Astronomer, der observerer med APEX, kan se fænomener, som er usynlige ved kortere bølgelængder. Teleskopet giver dem mulighed for at studere molekyleskyer, der er tætte områder af gas og kosmisk støv, hvor nye stjerner bliver født. Når de ses i synligt lys er skyerne mørke og indhyllede i støv, men ved de længere bølgelængder gløder de klart. Astronomerne bruger denne glød til at studere de kemiske og fysiske forhold i skyerne. Dette bølgelængdeområde er også ideelt til at studere nogle af de tidligste og fjerneste galakser i universet.

Siden det blev taget i brug i 2005, har APEX produceret mange vigtige videnskabelige resultater. For eksempel har APEX samarbejdet med ESOs Very Large Telescope for at se materiale blive flået fra hinanden af det sorte hul i midten af Mælkevejen (eso0841). Dette resultat er et af ESOs top 10 videnskabelige resultater.

Klynger af hvide isspidser kan ses på jorden omkring APEX. Isspidserne, der kaldes penitentes på spansk, er et forunderligt naturfænomen, som findes i højtliggende områder – typisk højere end 4000 meter over havet. De er tynde pigge af hærdet sne eller is med skarpe kanter, der peger mod Solen. De kan blive fra få centimeter til flere meter høje.

APEX er et samarbejde mellem Max Planck Institut für Radioastronomie (MPIfR), Onsala Space Observatory (OSO) og ESO. Det er ESO, der står for driften af APEX på Chajnantor.

APEX’ 12 meter-parabol er baseret på en prototype-antenne til et andet observatorium på Chajnantor ved navn Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA). Når ALMA er færdigbygget i 2013, vil det bestå af 54 antenner med en diameter på 12 meter og tolv 7 meter-antenner. ESO er den europæiske partner i denne internationale astronomi-facilitet, der er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile.

Links


22. oktober 2012

At bygge VISTA, verdens største kortlægningsteleskop

ESO fylder 50 i år og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla- og Paranal-observatorierne, ESOs kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

Siden december 2009 har Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy (VISTA) kortlagt den sydlige himmel fra ESOs Paranal-observatorium i Chile. Vores før-og-nu-billede i denne måned viser VISTA-teleskopet under opførelsen og nu.

Det historiske billede, der er taget hen mod slutningen af 2004, viser teleskopets bygning under opførelse. Skelettet af teleskop-bygningen ses på det runde fundament, omgivet af et midlertidigt bur af stilladser. VISTAs hjemsted er på en bjergtop, der ligger omkring 1500 meter nordøst for Cerro Paranal, som er hjemsted for ESOs Very Large Telescope. Denne bjergtop blev sænket med fem meter til en højde på 2518 meter og skabte derved en 4000 kvadratmeter stor platform til det nødvendige byggearbejde.

Det nutidige billede viser det færdige VISTA-teleskop. Teleskopets bygning er 20 meter i diameter og beskytter teleskopet mod det omgivende miljø. To skydedøre danner den spalte som teleskopet observerer igennem, og en vindskærm kan anvendes til at lukke en del af spalten, når det er nødvendigt. Yderligere døre i bygningen giver ventilation til regulering af luftstrømmen i løbet af natten. En ekstra bygning, der støder op til teleskop-bygningen, er synlig i forgrunden og indeholder vedligeholdelsesudstyr samt en coating-facilitet, der bruges til at lægge den tynde reflekterende belægning af sølv på teleskopets spejle.

VISTA arbejder ved nærinfrarøde bølgelængder med et tre ton kamera på 67 megapixels. VISTAs store spejl, store synsfelt og meget følsomme infrarøde sensorer gør det til verdens største kortlægningsteleskop.

VISTA blev udtænkt og udviklet af et konsortium af 18 universiteter i Storbritannien, ledet af Queen Mary, University of London og blev et bidrag til ESO, som en del af den britiske tiltrædelsesaftale.  Science and Technology Facilities Council‘s UK Astronomy Technology Centre (STFC, UK ATC) stod for projektledelsen af teleskopets design og konstruktion.

Links


15. oktober 2012

Fra kosmisk reservehjul til æterisk blomst

IC 5148 er en smuk planetarisk tåge, der ligger omkring 3000 lysår væk i stjernebilledet Grus (Tranen). Tågen har en diameter på et par lysår, og den vokser stadig med over 50 kilometer i sekundet – en af de hurtigst voksende planetariske tåger, vi kender. Navnet ”planetarisk tåge” opstod i det 19. århundrede, hvor disse objekter for første gang blev observeret. Set gennem de små teleskoper, der var til rådighed på det tidspunkt, lignede de lidt kæmpeplaneter. Men planetariske tågers sande natur er helt anderledes.

Det handler om stjerner, der er lige så tunge eller nogle få gange tungere end vores stjerne, Solen. Når en sådan stjerne nærmer sig afslutningen af sit liv, slynger den sine yderste lag af gas ud i rummet. De ekspanderende lag af gas oplyses af den varme tilbageværende kerne af stjernen i midten og danner den planetariske tåge, som oftest har en smuk glødende form.

Når den observeres med et mindre amatørteleskop, ses netop denne planetariske tåge som en ring af materiale med stjernen – som vil køle ned og blive til en hvid dværg – skinnende i midten af et centralt hulrum. Dette udseende har fået astronomer til at give IC 5148 navnet Reservehjulstågen.

ESO Faint Object Spectrograph and Camera (EFOSC2) på New Technology Telescope på La Silla-observatoriet giver en noget mere elegant gengivelse af dette objekt.  Her ligner tågen mere end æterisk blomst med lagdelte kronblade end et reservehjul.


8. oktober 2012

VISTA før solnedgang

ESOs Paranal-observatorium – beliggende i Chiles Atacama-region – er mest kendt for Very Large Telescope (VLT), ESOs flagskib. Men i løbet af de seneste par år, er stedet også blevet hjem for to topmoderne kortlægningsteleskoper. Disse nye medlemmer af Paranal-familien er designet til at afbilde store områder af himlen hurtigt og dybt.

Et af dem, det 4,1 meter store Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy (VISTA), er placeret på en nærliggende bjergtop ikke langt fra Paranal-toppen. Det ses på dette smukke billede taget fra Paranal af ESOs fotoambassadør Babak Tafreshi. VISTA er verdens største kortlægningsteleskop og det har været i drift siden december 2009.

I det nederste højre hjørne af billedet ses VISTA-bygningen foran en tilsyneladende endeløs bjergkæde, der strækker sig ud i horisonten. Mens solnedgangen nærmer sig, kaster bjergene stadig længere skygger, der langsomt dækker de brunlige nuancer, som farver det storslåede landskab omkring Paranal. Snart vil Solen forsvinde under horisonten og alle teleskoper på Paranal vil starte endnu en nat med observationer.

VISTA er et vidvinkel-teleskop, der er designet til at kortlægge den sydlige himmel i infrarødt lys med høj følsomhed, så astronomer har mulighed for at opdage ekstremt svage objekter. Målet med disse kortlægninger er at skabe store kataloger over himmellegemer til statistiske undersøgelser og til at identificere nye mål, som kan studeres nærmere med VLT.

 

Links 


1. oktober 2012

Ikoniske, koniske Licancabur våger over Chajnantor

Dette imponerende panoramabillede viser Chajnantor-højsletten – hjemstedet for Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) – med den majestætiske Licancabur-vulkan i baggrunden. Licancabur våger over en frossen skov af isspidser (”penitentes” på spansk og ”penitents” på engelsk) i forgrunden. Isspidserne er et forunderligt naturfænomen, der findes i højtliggende områder. De er tynde pigge hærdet sne eller is med skarpe kanter, der peger mod Solen. Du kan læse mere om isspidserne i et tidligere Ugens Billede (potw1221).

Licancabur-vulkanen, der er 5920 meter høj, er den mest ikoniske vulkan i området San Pedro de Atacama i Chile. Dens koniske form gør den let at genkende selv meget langt væk. Den ligger på den sydligste del af grænsen mellem Chile og Bolivia. Vulkanen rummer en af de højest liggende kratersøer i sin tinde. Denne sø har tiltrukket sig biologers interesse, som er interesserede i at studere, hvordan mikroskopiske organismer kan overleve i den på trods af det barske miljø med ultraviolet stråling, den tynde atmosfære og lave temperaturer. Overlevelsesstrategierne for mikroskopisk liv i Licancabur-søen kan måske give os indsigt i muligheden for fortidigt liv på Mars.

Billedet er taget af Babak Tafreshi, en af ESOs fotoambassadører, tæt på det sted, hvor ALMA er placeret.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Oberservatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

 

Links


24. september 2012

En hård arbejdsnat venter

Solnedgang er typisk et tegn på at endnu en arbejdsdag er slut. Byens lys tændes langsomt efterhånden som folk vender hjem, ivrige efter at nyde aftenen og en god nats søvn. Men det gælder ikke for astronomer, der arbejder på et observatorium som ESOs Paranal-observatorium i Chile. Observationerne starter så snart Solen er forsvundet under horisonten. Alt skal derfor være klar før solnedgang.

Dette panoramabillede viser ESOs Very Large Telescope (VLT) mod det smukke tusmørke på Cerro Paranal. VLT-bygningerne er markante på billedet med teleskoperne klargjort til en nat med studier af universet. VLT er verdens mest kraftfulde og avancerede optiske teleskop. Det består af fire enhedsteleskoper med primærspejle på 8,2 meter i diameter og fire flytbare 1,8 meter hjælpeteleskoper (ATS), som kan ses i venstre hjørne af billedet.

Teleskoperne kan også arbejde sammen som et enkelt kæmpeteleskop, ESOs Very Large Telescope Interferometer (VLTI), der gør det muligt for astronomer at observere i størst mulig detalje. Denne konfiguration anvendes kun i et begrænset antal nætter pr. år. For det meste anvendes de 8,2 meter enhedsteleskoper individuelt.

I løbet af de seneste 13 år har VLT haft en enorm betydning for den observerende astronomi. Med VLT har det europæiske astronomiske forskningsmiljø oplevet en ny epoke af opdagelser, herunder særligt observationer af stjerner i kredsløb om Mælkevejens centrale sorte hul og det første billede af en exoplanet som to af de øverste tre på listen over ESOs top 10 astronomiske opdagelser.

VLTs fire enhedsteleskoper er opkaldt efter himmellegemer i Mapuche-sproget, som er det ældgamle modersmål for de indfødte i Chile og Argentina. Fra venstre mod højre ses Antu (UT1, Solen), Kueyen (UT2, Månen), Melipal (UT3, Sydkorset) og Yepun (UT4, Venus).

Dette billede er taget af ESOs fotoambassadør Babak Tafreshi.


17. september 2012

ALMA og en stjerneklar nat – et smukt syn

En krystalklar stjernehimmel er altid et smukt syn. Men hvis du er på Chajnantor-højsletten i 5000 meters højde i de chilenske Andesbjerge, et af de bedste steder i verden til at lave astronomiske observationer, kan det meget vel være en oplevelse for livet.

Dette panoramabillede af Chajnantor viser antennerne, der er den del af Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), med en åndeløst smuk stjernehimmel som baggrund.

I forgrunden ses nogle af ALMAs antenner, der arbejder sammen. Højsletten fremstår buet, fordi billedet er optaget med et vidvinkelobjektiv. ALMA er det kraftigste teleskop i verden til at studere universet ved submillimeter og millimeter bølgelængder. Opbygningen af ALMA bliver afsluttet i 2013, hvor i alt 66 af disse højpræcisions-antenner vil være i drift på stedet. I øjeblikket er teleskopet i den indledende fase af de tidlige videnskabelige observationer. Selvom teleskopet endnu ikke er helt færdigbygget, leverer det allerede enestående resultater, der overgår alle andre submillimeter-teleskoper.

På himlen over teleskopet skinner utallige stjerner som fjerne juveler. To andre velkendte himmellegemer ses også. For det første er billedet kronet af Månen. For det andet, til dels overstrålet af månelyset, kan Mælkevejen skimtes som en tåget stribe hen over himlen. Mørke områder i Mælkevejens bånd er områder, hvor lyset fra baggrundsstjerner blokeres af interstellart støv.

Dette fotografi er taget af ESO fotoambassadør Babak Tafreshi. Babak er ophavsmand og leder af The World At Night, et internationalt projekt, der sigter mod at producere og udstille enestående fotografier og tidsforkortede videoer af verdens seværdigheder med de smukkeste astronomiske vidundere i baggrunden.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Oberservatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

 

Link


10. september 2012

Et tidløst åndehul i Santiago – ESO gæstehuset, før og nu

ESO fylder 50 i år og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla og Paranal-observatorierne, ESOs kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

Denne måned viser vi en del af ESO, der føles næsten tidløs. Efter en lang interkontinental flyvning til Santiago eller nattevagterne under observationer ved teleskoperne, hvad kunne så være bedre end et behageligt hvilested hvor man kan hvile og samle kræfter før næste del af rejsen? Fra organisationens tidligste år har ESOs gæstehus i Santiago leveret netop det til gæsterne til observatoriets lokaliteter i Chile. Vores før-og-nu billede i denne måned viser gæstehusets lounge i 1996 og i dag.

Gæstehuset er en stor villa i en stille del af den chilenske hovedstad. Det er kendt blandt ESOs medarbejdere og besøgende astronomer som et velkomment og indbydende stop på den lange rejse mellem Europa og de fjerntliggende observatorier. Næsten alle europæiske astronomer, der besøger La Silla, Paranal eller Chajnantor kommer forbi gæstehuset. Her kan de samle kræfter efter rejsen, tale med andre astronomer forberede deres observationer og – for førstegangsbesøgende – se den sydlige stjernehimmel for første gang.

Det blev besluttet allerede i 1964, med ESOs aktiviteter i Santiago i vækst, at købe et bosted i byen, så ESO ikke var afhængigt af hoteller. Anskaffelsen af gæstehuset var afsluttet i marts 1965 og det blev oprindeligt brugt som både administrationskontor og værested for gæster. I 1970erne flyttede ESO-kontorerne imidlertid til den nye bygning i Vitacura, nogle få kilometer væk. Det gjorde det muligt udelukkende at bruge gæstehuset som en komfortabel ramme for rejsetrætte astronomer og andre medarbejdere.

Som det kan ses i disse to billeder, har gæstehuset ikke forandret sig meget gennem årene. Nu er der trådløst internet og en mere moderne kaffemaskine er stillet op, men gæstehuset er stadig et afslappet og fredeligt åndehul. Det er det perfekte sted til at slappe af og forberede sig til hårde, men også spændende nætter med observationer og måske den næste store opdagelse.

 

Links


3. september 2012

En overraskende superboble

Dette farverige billede viser det stjernedannende område LHA 120-N44 [1] i den Store Magellanske Sky, en af Mælkevejens små satellitgalakser. Billedet er en kombination af en optagelse i synligt lys fra MPG/ESO 2,2 meter-teleskopet på ESOs La Silla-observatorium i Chile med optagelser i infrarødt lys og røntgenstråling fra rumbaserede observatorier.

I midten af dette meget rige område med gas, støv og unge stjerner ligger stjernehoben NGC 1929. Dens tunge stjerner producerer intens stråling, udkaster materiale ved høj hastighed som stjernevinde og raser gennem deres korte, men strålende liv for at eksplodere som supernovaer. Vindene og supernova-chokbølger har skabt et stort hulrum, en såkaldt superboble, i den omkringliggende gas.

Observationer med NASAs Chandra-røntgenobservatorium (her vist med blå farver) afslører varme områder skabt af disse vinde og chokbølger, mens infrarøde data fra NASAs Spitzer-rumteleskop (vist med røde farver) viser, hvor der findes støv og koldere gas. Billedet i synligt lys fra MPG/ESO 2,2 meter-teleskopet (i gule farver) fuldender billedet og viser de varme unge stjerner samt de glødende skyer af gas og støv, der omgiver dem.

Kombinationen af disse forskellige optagelser af dette dramatiske område har gjort det muligt for astronomerne at løse et mysterium: hvorfor udsender N44 og andre, lignende superbobler så kraftig røntgenstråling? Svaret ser ud til at være, at der er to yderligere kilder til kraftig røntgenstråling: supernova-chokbølger, der rammer boblernes vægge og varmt materiale, som fordamper fra væggene. Denne røntgenstråling fra kanten af superboblen ses tydeligt på billedet.

Links

Noter

[1] Betegnelsen for dette objekt viser, at det er indeholdt i kataloget over stjerner og tåger med H-alfa-stråling i de Magellanske Skyer, der blev samlet og udgivet i 1956 af den amerikanske astronom-astronaut Karl Henize (1926-1993). Bogstavet „N“ angiver, at det er en tåge (nebula). Objektet kaldes ofte blot for N44.


27. august 2012

Natten kommer til Paranal

Forestil dig, at du lige har set en smuk solnedgang fra toppen af Cerro Paranal. Mens Atacama-ørkenen lydløst glider ind i natten, åbner ESOs Very Large Telescope (VLT) sine kraftfulde øjne mod universet. Med dette spektakulære 360 graders panorama, kan du forestille dig den udsigt, du ville have, hvis du stod der, nær den sydlige kant af VLT-platformen.

I forgrunden åbner det fjerde af VLTs hjælpeteleskoper (AT4) sig. Til venstre for det er Solen allerede gået ned over Stillehavet – dækket af skyer under højden på Paranal, som altid. Hen over resten af platformen ses de tre andre hjælpeteleskoper foran de store bygninger, der huser de fire 8,2 meter enhedsteleskoper. Endelig ses også Residencia og andre basecamp-faciliteter lidt væk nær billedets højre kant.

Mens natten falder på, så forestil dig, at du er indhyllet i en dyb stilhed, knapt forstyrret af vinden eller af disse gigantiske maskiners glidende bevægelser. Det er svært at forstå, at der foregår intens aktivitet i VLTs kontrolbygning, som ligger på bjergskråningen lige under platformens niveau i retning af den nedgående Sol. Der starter astronomer og teleskopoperatører nattens første observationer.

Links


20. august 2012

Laser-guidestjerne fejer henover stjernehimlen

En kraftig laserstråle fra ESOs Very Large Telescope (VLT) stryger over nattehimlen i den chilenske Atacama-ørken på dette fantastiske billede taget af Julien Girard. Jordens rotation under den 30 minutter lange eksponering – og laserens bevægelse som kompensation for dette – er skyld i, at det ser ud som om strålen spreder sig ud. Det er også grunden til, at stjernerne er strakt ud til krumme spor, der afslører subtile forskelle i deres farver.

Laseren bruges til at skabe en lysplet – en kunstig stjerne – ved at få natriumatomer 90 kilometer oppe i Jordens atmosfære til at gløde. Målinger af denne såkaldte guidestjerne bruges til at korrigere for atmosfærens forstyrrende effekt under astronomiske observationer – en teknik, der er kendt som adaptiv optik. Selvom tilstrækkeligt klare naturlige stjerner også bruges til adaptiv optik, så kan en laser-guidestjerne placeres, hvor det er nødvendigt. Det betyder, at adaptiv optik kan anvendes til objekter på en større del af himlen.

De fire store bygninger omkring VLTs 8,2 meter enhedsteleskoper er synlige på billedet, mens det mindre VLT Survey Telescope (VST) ses i baggrunden. Julien er ESO-astronom i Chile, der arbejder på VLT. På den nat dette billedet blev taget, hjalp han med observationer på enhedsteleskopet yderst til højre, og benyttede lejligheden til at sætte sit kamera på et fast stativ, før han vendte tilbage til kontrolbygningen, for at lave observationerne.

Teleskopbygningernes bevægelser under den lange eksponering ses også som et slør, mens svage spor af lys, lavet af folk, der går henover platformen mellem teleskoperne, også kan ses. 

Julien tilføjede dette billede til Your ESO Pictures Flickr group. Flickr-gruppen udvælger regelmæssigt de bedste billeder, som bliver præsenteret i vores populære serie med ugens billede eller i vores galleri. I 2012, som en del af ESOs 50 års jubilæumsår, byder vi også dine historiske ESO-relaterede billeder velkomne.

 

Links

 


13. august 2012

Orion våger over ALMA

Orion, jægeren, står vagt over antennerne på Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), og lyser højt på den chilenske nattehimmel. Med sin karakteristiske timeglasform og de tre klare stjerner i Orions bælte i midten, er dette stjernebillede let genkendeligt. Dette billede, der er taget fra den sydlige halvkugle, viser Orions sværd over bæltet. Sværdet er hjemsted for et af de mest fantastiske objekter på himlen – Oriontågen – der ses som den midterste ”stjerne” i sværdet. Dens slørede tåge kan ses med det blotte øje under gode forhold.

De tre ALMA-antenner, der ses på dette billede, udgør kun en lille del af hele ALMA-anlægget, som i alt har 66 antenner. ALMA kombinerer signalerne fra sine antenner, som står adskilt med en afstand på op til 16 kilometer, for at danne et enkelt kæmpestort teleskop ved hjælp af en teknik kaldet interferometri. Selvom at byggeriet ikke forventes at være færdigt før i 2013, begyndte de første videnskabelige observationer med en del af antennerne allerede i slutningen af 2011.

I 5000 meters højde på Chajnantor-højsletten i de chilenske Andesbjerge, i et af de tørreste områder i verden, er ALMA garanteret fremragende observationsforhold. Et højtliggende og tørt sted som Chajnantor er nødvendigt, fordi vanddamp og ilt i Jordens atmosfære absorberer meget lys ved de millimeter- og submillimeter-bølgelængder, som ALMA er designet til at observere.

På dette billede blev antennerne afprøvet ved ALMAs Operations Support Facility, der er placeret ved en lidt lavere højde på 2900 meter. Når antennerne er afprøvet og fuldt udstyret, bliver de transporteret op til Chajnantor-højsletten for at begynde deres arbejde.

Dette billede blev taget af Adrian Russell, som har tilføjet fotografiet til Your ESO Pictures Flickr group. Flickr-gruppen udvælger regelmæssigt de bedste billeder, som bliver præsenteret i vores populære serie med ugens billede eller i vores galleri. I 2012, som en del af ESOs 50 års jubilæumsår, byder vi også dine historiske ESO-relaterede billeder velkomne.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Oberservatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

 

Links


6. august 2012

Fra en grusvej til verdens førende observatorium

ESO fylder 50 i år og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla og Paranal-observatorierne, ESO’s kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

Disse to billeder viser indgangen til Paranal-observatoriet i det nordlige Chile. Billederne er taget mod toppen af Cerro Paranal, som det så ud i 1987 og ser ud i dag.

Cerro Paranal-området blev udpeget som et muligt sted for det fremtidige Very Large Telescope (VLT) i 1983 af et hold, der bl.a. inkluderede ESO’s tidligere generaldirektør Lodewijk Woltjer (se Messenger, nr. 64, pp 5-8 for mere information). I 1987 blev en grusvej til toppen bygget og der blev etableret en permanent station til overvågning af forholdene. Det historiske billede viser området på det tidspunkt.

Resultaterne fra undersøgelserne af stedet var særdeles gode – forholdene var klart bedre end både ESO’s La Silla-observatorium og de andre steder, der var under overvejelse. Det førte til beslutningen om at bygge VLT på Paranal, der blev taget af ESO Rådet i december 1990 (se eso9015).

Meget har ændret sig på Paranal i de 25 år, der er gået, siden det historiske fotografi blev taget. Toppen af bjerget blev jævnet med jorden, en vej af høj kvalitet blev etableret og selvfølgelig blev observatoriets teleskoper bygget. Det færdige og fuldt ud operationelle observatorium kan ses på fotografiet fra i dag. På toppen står der nu de fire 8,2 meter VLT-teleskoper, sammen med de fire små 1,8 meter hjælpeteleskoper, der anvendes til interferometri, samt det 2,6 meter store VLT Survey Telescope. Ved porten er der blev rejst mange bygninger, som udgør observatoriets basecamp. For at se udsigten den modsatte vej fra toppen og ned over basecamp se det tidligere Picture of the Week potw1230.

 

Links


30. juli 2012

Rød puppe huser unge stjerner

På Jorden hænger pupper sammen med nyt liv. Der er også ”pupper” i rummet, men i stedet for at beskytte laver mens de omformer sig til natsværmere, er de fødesteder for nye stjerner.

Den røde sky på billedet, der er taget med EFOSC2-instrumentet på ESOs New Technology Telescope, er et perfekt eksempel på et af disse stjernedannende områder. På billedet ses en sky kaldet RCW 88, der ligger omkring titusind lysår væk og som er omkring ni lysår bred. Den er ikke lavet af silke som en natsværmers puppe, men af glødende brintgas, der omgiver de nyligt dannede stjerner. De nye stjerner dannes af skyer af denne brintgas, der falder sammen pga. deres egen tyngdekraft. Nogle af de mere udviklede stjerner, der allerede lyser klart, kan endda skimtes gennem skyen.

Disse unge stjerner er meget energirige og udsender store mængder ultraviolet stråling, der flår elektroner væk fra brintatomerne i skyen og efterlader de positivt ladede kerner – protoner. Når elektronerne indfanges af protonerne igen, kan de udsende H-alfa-lys, der har en karakteristisk rød glød.

Den letteste måde for astronomer til at finde disse stjernedannende områder er at observere himlen gennem et H-alfa-filter. Et dedikeret H-alfa-filter var et af de fire filtre, der blev brugt til at lave dette billede.


23. juli 2012

Paranal-basecamp set oppefra

Set fra et udsigtspunkt ved ESO Very Large Telescope på Cerro Paranal i den chilenske Atacama-ørken strækker observatoriets basecamp sig ud under os. Paranal Residencia, et fristed for de, der arbejder på bjerget, ses nær midten af billedet med kuplen på sit tag. Til venstre for Residencia på den anden side af vejen ses basecamps sportshal og til venstre for det ligger Mirror Maintenance Building (MMB), hvor de enorme VLT-spejle med jævne mellemrum renses og får ny belægning. Bag MMB ligger observatoriets kraftværk og længere til venstre er bygningen med det mekaniske værksted. I forgrunden snor Star Track sig op ad bjergsiden – en vandresti fra Residencia til bjergtoppen.

Solen var gået ned omkring et kvarter før dette billede blev taget, hvilket efterlod basecamp badet i et smukt orange lys. Dette tusmørke skaber bløde skygger, der giver det bakkede landskab stor dybde. På Paranal kan et sådant syn kun opleves i de såkaldte ”gyldne timer” før solopgang eller efter solnedgang. I dagtimerne er det direkte sollys årsag til en voldsom kontrast.

Dette panoramafoto er lavet af ESO fotoambassadør Gerhard Hüdepohl.

 

Links


16. juli 2012

En ALMA antenne på farten

Billedet viser en af de europæiske antenner til Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), der bliver flyttet ved projektets Operations Support Facility. Antennen har en diameter på 12 meter. Siden dette billede blev taget, er denne antenne og andre magen til blevet taget i brug, idet ALMA har startet videnskabelige observationer med et delvist færdiggjort system (se eso1137). For nylig, nærmere bestemt den 12. juli, lukkede ansøgningsrunden for den næste fase af ALMA-observationer. Mere end 1100 ansøgninger fra astronomer over hele verden blev modtaget.

ALMA laver sine observationer fra Chajnantor-højsletten i en højde på 5000 meter. Når ALMA er færdigbygget vil det bestå af 66 højpræcisions-antenner med diametre på 12 og 7 meter. Antennerne kan spredes over afstande på op til 16 km og kan arbejde sammen som ét stort teleskop ved bølgelængder på 0,32 til 3,6 millimeter. Mere end halvdelen af de 66 antenner er allerede på Chajnantor (se ann12035). Femogtyve ALMA-antenner leveres af ESO gennem en kontrakt med det europæiske AEM-konsortium. Yderligere 25 antenner leveres af Nordamerika og 16 af Østasien.

Antennerne, der hver vejer omkring 100 ton, samles og afprøves ved Operations Support Facility, som ligger højt i Chiles Atacama-region ved en højde på 2900 meter. De flyttes herfra til Chajnantor-højsletten 5000 meter over havniveau ved hjælp af to særligt designede ALMA-antenne-transportere – enorme køretøjer, der kører på 28 dæk, er 10 meter brede, 20 meter lange, seks meter høje, vejer 130 ton og har samme kraft som to formel 1-motorer. Den ene af transporterne, der er blevet døbt Otto, er i brug på dette billede, der blev taget, da den første europæiske antenne blev afleveret til observatoriet i april 2011.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Oberservatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.


9. juli 2012

Kattepoten er genskabt

Dette nye billede af Kattepote-tågen er en kombination af optagelser fra MPG/ESO 2,2 meter teleskopet og fra de dygtige amatørastronomer Robert Gendler og Ryan M. Hannahoe. Tågens karakteristiske form dannes af rødlige svulmende skyer af glødende gas mod en mærk himmel, der er spækket med stjerner.

Billedet blev lavet ved at kombinere eksisterende observationer fra 2,2 meter teleskopet på La Silla-observatoriet i Chile (se ESO’s fotopressemeddelelse eso1003) med billeder med i alt 60 timers eksponeringstid lavet med et 0,4 meter teleskop af Gendler og Hannahoe.

Opløsningen af de eksisterende observationer fra 2,2 meter MPG/ESO teleskopet blev kombineret (ved at anvende deres ”luminans” eller lysstyrke) med farveinformationen fra Gendler og Hannahoes observationer til en smuk kombination af data fra amatør- og professionelle teleskoper. For eksempel bringer den ekstra farveinformation en svag blå tåge frem i det centrale område, som ikke ses i det oprindelige ESO-billede, mens ESO’s data bidrager med de finere detaljer. Resultatet er et billede, der er meget mere end summen af sine enkeltdele.

Kattepote-tågen med det velvalgte navn (også kendt som NGC 6334) ligger i stjernebilledet Scorpius (Skorpionen). Selvom den ser ud til at være tæt på Mælkevejens centrum på himlen, ligger den forholdsvis tæt på Jorden i en afstand af ca. 5500 lysår. Den er omkring 50 lysår på tværs og er et af de mest aktive stjernedannende områder i vores galakse. Den indeholder tunge, unge, klare blå stjerner, der er dannet i de seneste par millioner år. Den er formentlig vært for titusinder af stjerner i alt, hvoraf nogle er synlige, mens andre stadig er skjult i skyerne af gas og støv.

 

Links 


2. juli 2012

En oase for astronomer – ESO’s Paranal Residencia før og nu

ESO fylder 50 i år, og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla og Paranal-observatorierne, ESO’s kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

Siden februar 2002 (se eso0205) har Paranal Residencia huset dem, der arbejder i skiftehold på ESO’s flagskibs-observatorium. Paranal i Chiles Atacama-ørkenen er hjemsted for ESO’s Very Large Telescope (VLT). Denne måneds før-og-nu billeder – begge taget af ESO’s fotoambassadør Gerhard Hüdepohl – giver os et unikt indblik i hvordan denne oase i ørkenen er blevet bygget.

Det historiske billede viser Residencia under opførelse i slutningen af 2000. Bygningen blev tegnet af det tyske arkitektfirma Auer+Weber og er baseret på en underjordisk L-form. Byggematerialerne har samme farve som ørkenen, så de bedre går i ét med landskabet, og den delvist afsluttede centrale del af Residencia minder om et amfiteater med stentrapper op mod den skyfrie himmel.

I dag ser Residencia helt anderledes ud! På trods af den underjordiske placering, skaber bygningens karakteristiske design et interiør, der giver en følelse af åbent rum. Den centrale hal er beskyttet af en 35 meter bred glaskuppel, der gør det muligt for dagslys at komme ind i bygningen. Det sterile amfiteater fra 2000 er genopstået som en frodig tropisk have med en pool for enden. Både haven og poolen er designet til at øge luftfugtigheden indendørs, så personalet kan få et pusterum fra de ekstremt tørre forhold udenfor, på et af de tørreste steder på Jorden.

Takket være Residencias unikke design har dets berømmelse også spredt sig udenfor det astronomiske samfund. For eksempel blev nøglescener i James Bond filmen ”Quantum of Solace” indspillet her i 2008, hvor Residencia spillede rollen som hotellet ”Perla de las Dunas” [1]. I 2009 blev Residencia valgt til én af årtiets ”Top 10 bygninger” af den britiske avis Guardian (se ann0940), og i 2012 var Paranal-observatoriet inklusiv Residencia med i Land Rovers reklamekampagne ”Perfect Places” (se ann12008).

 

Noter

[1] For mere information om James Bond på Cerro Paranal se eso0807, eso0838 og http://www.eso.org/public/outreach/bond/BondatParanal.html

 

Links

 


25. juni 2012

Mars 2099?

En kold mørk nat på Mars midt i en gold ørken. En smal vej oplyst af kunstigt lys snor sig op til en ensom menneskelig forpost på toppen af et gammelt bjerg. Det er i hvert fald hvad en science fiction fan kan få ud af dette næsten overjordiske billede.

I virkeligheden viser billedet ESO’s Paranal-observatorium her på Jorden, der er hjemsted for Very Large Telescope (VLT). Ikke desto mindre er det nemt at forstille sig, at et sådant syn en gang i fremtiden vil kunne ses på Mars, måske i slutningen af århundredet. Det er grunden til, at Julien Girard, som har taget billedet, kalder det ”Mars 2099”.

I en højde på 2600 meter i Chiles Atacama-ørken ligger ESO’s Paranal-observatorium i et af de tørreste og mest øde områder på Jorden. Faktisk er landskabet så marslignende, at det europæiske rumagentur (ESA) og NASA tester deres Mars-robotter i dette område. For eksempel testede et ESA-hold for nylig den selvstyrende Seeker-robot som beskrevet i ann12048.

Billedet er taget i skumringen mod sydvest i retning af VLT fra kortlægningsteleskopet VISTA, der står på en nærtliggende bjergtop. Mod vest ligger Stillehavet kun omkring 12 kilometer fra Paranal. Mælkevejen med den sydlige himmels umiskendelige mærke – stjernerne i Sydkorset – stiger op over Paranal-toppen.

På Paranal kan himlen være så klar og mørk, når der er måneløse nætter, at lyset fra Mælkevejen alene er nok til at kaste skygger. Det er grunden til at ESO valgte stedet til VLT, og derfor at observatoriet har nogle af de bedste observationsforhold i verden.

Julien Girard er en ESO-astronom fra Chile, der arbejder på VLT. Han sendte dette billede til Your ESO Pictures Flickr group. Flickr-gruppen gennemgås regelmæssigt og de bedste billeder udvælges til at blive præsenteret i vores populære serie Picture of the Week, eller i vores galleri. I 2012, som en del af ESO’s 50 års jubilæumsår, byder vi også dine ESO-relaterede historiske billeder velkommen.

 

Links


« Forrige 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 Næste »
Resultater: 81-100 ud af 114
Bookmark and Share

Se også...