eso1037da — Pressemeddelelse

Et nærtliggende galaktisk mønstereksemplar

8. september 2010

ESO har frigivet et spektakulært nyt billede af NGC 300: en spiralgalakse, der ligner Mælkevejen og ligger i den nærtliggende Sculptor-gruppe af galakser. Denne 50 timers eksponering, der er taget med Wide Field Imager (WFI) på ESO’s La Silla-observatorium i Chile, afslører strukturen af galaksen i stor detalje. NGC 300 ligger ca. seks millioner lysår væk og har en tilsyneladende størrelse på himlen, der er omkring to tredjedele af fuldmånens.

NGC 300 blev oprindeligt opdaget fra Australien af den skotske astronom James Dunlop tidligt i det nittende århundrede. Den er en af de nærmeste og mest fremtrædende spiralgalakser på den sydlige himmel og er klar nok til let at kunne ses i en håndkikkert. Den ligger i det ubetydelige stjernebillede Sculptor (Billedhuggeren) som består af nogle få klare stjerner, men som er hjemsted for en samling af nærtliggende galakser, der danner Sculptor-gruppen [1]. Andre medlemmer, der er blevet optaget med ESO-teleskoper er NGC 55 (eso0914), NGC 253 (eso1025, eso0902) og NGC 7793 (eso0914). Mange galakser har i det mindste nogle mindre særheder, men NGC 300 synes at være bemærkelsesværdigt normal. Dette gør den til et ideelt eksempel for astronomer til at studere strukturen og indholdet af spiralgalakser som vores egen.

Dette billede fra Wide Field Imager (WFI) på ESO’s La Silla-observatorium i Chile er en kombination af mange individuelle optagelser lavet gennem et stort sæt af forskellige filtre med en samlet eksponeringstid på næsten 50 timer. Dataene er blevet indsamlet over mange observationsnætter gennem en periode på flere år. Hovedformålet med denne omfattende observationskampagne har været at lave en usædvanlig grundig optælling af stjernerne i galaksen. Både stjernernes antal og forskellige varianter er blevet talt. Desuden er områder eller endda enkelte stjerner blevet markeret, der fortjener en dybere og mere fokuseret undersøgelse. Men en så rig indsamling af data vil også få mange andre anvendelser i de kommende år. Ved at observere galaksen med filtre, der isolerer lys, som specifikt kommer fra brint og ilt, ses de mange stjernedannende områder langs NGC 300’s spiralarme særligt klart på dette billede som røde og lyserøde skyer. Med sit enorme synsfelt på 34 x 34 bueminutter, svarende til den tilsyneladende størrelse af fuldmånen på himlen, er WFI et ideelt værktøj for astronomer til at undersøge store objekter om NGC 300.

NGC 300 er også hjemsted for mange interessante astronomiske fænomener, der er blevet undersøgt med ESO-teleskoper. I galaksen opdagede ESO-astronomer for nylig det fjerneste og et af de tungeste stellare sorte huller, der endnu er fundet (eso1004). Hullet er partner til en varm og meget klar Wolf-Rayet-stjerne i et dobbeltsystem. NGC 300 og en anden galakse, NGC 55, drejer langsomt rundt og mod hinanden i de tidlige stadier af en langvarig sammensmeltningsproces (eso0914). Det nuværende bedste skøn på afstanden til NGC 300 er også bestemt af astronomer, der har brugt bl.a. ESO’s Very Large Telescope på Paranal-observatoriet (eso0524).

Noter

[1] Selvom den normalt betragtes som et medlem af Sculptor-gruppen, viser den seneste afstandsmåling, at NGC 300 ligger betydeligt tættere på os end mange af de andre galakser i gruppen og måske kun er løst forbundet med dem. 

Mere information

ESO, det Europæiske Syd Observatorium, er den mest fremtrædende internationale astronomi-organisation i Europa og verdens mest produktive astronomiske observatorium. ESO har i dag følgende 14 medlemslande: Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Portugal, Schweiz og Storbritannien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig. Flere lande har udtrykt interesse i medlemskab. ESO's aktiviteter er fokuseret på design, konstruktion og drift af jordbaserede observationsfaciliteter for astronomi for at muliggøre vigtige videnskabelige opdagelser. ESO spiller også en ledende rolle for at fremme og organisere samarbejdet inden for astronomisk forskning. I Chile driver ESO tre unikke observatorier i verdensklasse: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO Very Large Telescope (VLT), der er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til observationer i synligt lys, og VISTA, som er verdens største kortlægningsteleskop. ESO er den europæiske partner i et revolutionerede astronomisk teleskop kaldet ALMA, det største igangværende astronomiske projekt. ESO planlægger i øjeblikket et 42 meter optisk/nær-infrarødt teleskop kaldet European Extremely Large Telescope (E-ELT), der vil blive "verdens største øje mod himlen". 

Kontakter

Michael Linden-Vørnle
Tycho Brahe Planetarium
Denmark
Tel: +45 33 18 19 97
Email: mykal@tycho.dk

Richard Hook
ESO, La Silla, Paranal, E-ELT and Survey telescopes Press Officer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6655
Email: rhook@eso.org

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1037 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso1037da
Navn:NGC 300
Facility:MPG/ESO 2.2-metre telescope

Billeder

Wide Field Imager view of the southern spiral NGC 300
Wide Field Imager view of the southern spiral NGC 300
tekst kun tilgængelig på engelsk
NGC 300 in the constellation of Sculptor
NGC 300 in the constellation of Sculptor
tekst kun tilgængelig på engelsk

Videoer

Panning across the southern spiral NGC 300
Panning across the southern spiral NGC 300
tekst kun tilgængelig på engelsk
Zooming into the southern spiral NGC 300
Zooming into the southern spiral NGC 300
tekst kun tilgængelig på engelsk

Se også...