Exoplaneter

Søgen efter planeter uden for vores Solsystem

"De meget små signaler opdaget af HARPS kunne ikke være skelnet fra almindelig støj af de fleste andre spektrografer, der er til rådighed i dag."

Michel Mayor, observatoriet i Genève, medopdager af den første exoplanet i kredsløb om en hovedseriestjerne.
ESO Observations

Søgen efter planeter uden for vores Solsystem udgør et central del af, hvad der muligvis er det mest væsentlige spørgsmål for menneskeheden: er der liv andre steder i Universet? ESO's observatorier er udstyret med et enestående arsenal af instrumenter til at finde, studere og overvåge de såkaldte exoplaneter.

Ved at bruge Very Large Telescope (VLT) var astronomer for første gang i stand til at skelne det svage skær af en planet uden for vores solsystem, og dermed tage det første direkte billede af en exoplanet nogensinde. Denne nye verden er kæmpestor, omkring fem gange tungere end Jupiter. Observationen markerede det første store skridt mod et af de vigtigste mål i moderne astrofysik: At beskrive den fysiske struktur og kemiske sammensætning af store, og med tiden også mindre og mere jordlignende, planeter (læs mere i pressemeddelelsen eso0507).

Med HARPS-instrumentet på 3,6 meter teleskopet på La Silla har astronomer opdaget ikke mindre end fire planeter, der alle er lettere end Neptun, i kredsløb om en nærtliggende stjerne. En af planeterne er kun dobbelt så tung som Jorden og er dermed den letteste exoplanet, der til dato er opdaget. En anden, der kun er syv gange tungere end Jorden ligger i stjernens beboelige zone. Denne planet kredser om sin stjerne en gang på 66 døgn. Astronomer formoder, at denne planet er dækket af oceaner – en vandverden. Denne opdagelse markerede et banebrydende resultat i jagten på planeter, der kan huse liv (læs mere i pressemeddelelsen eso0915).

Et andet teleskop på La Silla har arbejdet som del af et netværk af teleskoper spredt ud over hele jordkloden. Ved hjælp af den såkaldte mikrolinse-teknik opdagede dette netværk en ny exoplanet, der kun er fem gange tungere end Jorden. Den kredser om sin stjerne en gang på 10 år, og den har efter alt at dømme en fast overflade af sten og/eller is. Da denne planet blev opdaget, var den betydeligt mere jordlignende end nogen anden kendt exoplanet (læs mere i pressemeddelelsen eso0603).

En særlig brochure om exoplaneter er tilgængelig (på engelsk).