Pressemeddelelse

Til middag hos en kannibal

20. november 2009

En ny teknik, der bruger infrarøde billeder optaget med ESO’s 3,58 meter New Technology Telescope (NTT), gør det muligt for astronomer at se gennem de tætte støvbånd i den store kannibalgalakse Centaurus A. Teknikken afslører dens ”seneste måltid” i hidtil uset detalje – en mindre spiralgalakse, der nu er helt forvredet. Dette imponerende billede viser også tusinder af stjernehobe, der kværner rundt i Centaurus A spredt omkring som glitrende ædelsten.

Centaurus A (NGC 5128) er den nærmeste store elliptiske galakse. Den ligger i en afstand på omkring 11 millioner lysår og er et af de mest studerede objekter på den sydlige stjernehimmel. Allerede i 1847 havde dens unikke udseende fanget opmærksomheden hos britiske astronom John Herschel, der katalogiserede sydhimlen og lavede en omfattende liste over stjernetåger.

Herschel kunne dog ikke vide, at det smukke og spektakulære udseende skyldes et tæt støvbånd, der dækker den centrale del af galaksen. Dette støv formodes at være resterne af en kosmisk sammensmeltning af mellem den store elliptiske galakse og en mindre spiralgalakse fuld af støv.

Det formodes, at den store galakse har opslugt den mindre, gasrige spiralgalakse for mellem 200 millioner og 700 millioner år siden. Resterne af den kværner nu rundt inde i Centaurus A’s kerne og er formentlig med til at danne nye generationer af stjerner.

De første glimt af ”levningerne” fra dette måltid blev set af ESA’s Infrared Space Observatory, der afslørede en 16.500 lysår bred struktur, som minder meget om en lille bjælkespiralgalakse. Senere har NASA’s Spitzer-rumteleskop vist, at denne struktur har form som et parallelogram, der kan forklares ved, at en gasrig spiralgalakse er faldet ind i den elliptiske galakse og er blevet vredet ud af form i processen. Sammensmeltning af galakser er den mest almindelige mekanisme til at forklare, hvordan sådanne store elliptiske galakser bliver dannet.

De nye SOFI-billeder, der er optaget med 3,58 meter New Technology Telescope på ESO’s La Silla-observatorium, gør det muligt for astronomer at få et endnu skarpere billede af galaksens struktur helt fri for blokerende støv. De originale billeder, der blev optaget i nær-infrarødt lys gennem tre forskellige filtre (J, H og K), blev kombineret med en ny teknik, som fjerner støvets afskærmende virkning og giver et klart billede af galaksens center.

Det astronomerne fandt, var overraskende: ”Der er en tydelig ring af stjerner og hobe gemt bag støvbåndene og vores billeder giver et hidtil uset detaljeret billede af den,” siger Jouni Kainulainen, der er hovedforfatter af artiklen, der præsenterer resultaterne. ”En videre analyse af denne struktur vil give vigtig viden om, hvordan sammensmeltnings-processen er forløbet og hvilken rolle stjernedannelse har spillet imens.”

Forskerholdet er begejstrede for de muligheder den nye teknik giver: ”Det er de første skridt i udviklingen af en ny teknik, der har potentialet til at vise store skyer af gas i andre galakser med høj opløsning og på en effektiv måde,” forklarer medforfatter João Alves. ”Viden om hvordan disse skyer dannes og udvikler sig, gør det muligt at forstå, hvordan stjerner dannes i galakser.”

Med øjnene rettet mod nye, planlagte teleskoper både på Jorden og i rummet, ”er denne teknik et godt supplement til de radiodata ALMA vil indsamle om nærtliggende galakser og peger på samme tid mod interessante muligheder for udforskningen af stjernefamilier i andre galakser med det fremtidige European Extremely Large Telescope og James Webb Space Telescope, da støv er allestedsnærværende i galakser,” siger medforfatter Yuri Beletsky.

Tidligere observationer lavet med ISAAC på VLT (ESO 04/01) har afsløret, at et supertungt sort hul skjuler sig inde i Centaurus A. Det har en masse er omkring 200 millioner gange større end Solens eller 50 gange tungere end det, der ligger i midten af vores galakse, Mælkevejen. I modsætning til situationen i vores egen galakse, så bliver det supertunge sorte hul i Centaurus A hele tiden fodret med materiale, der falder ind i det og derved gør den gigantiske galakse meget aktiv. Faktisk er Centaurus A en af de kraftigste radiokilder på himlen (derfor ”A” i dens navn). Jetstråler af højenergetiske partikler fra centret ses også i radio- og røntgenoptagelser.

Det nye billede af Centaurus A er et vidunderligt eksempel på, hvordan frontlinie forskning også har æstetiske aspekter. Gode billeder af Centaurus A er tidligere blevet optaget med ESO’s Very Large Telescope (ESO PR Photo 05b/00) og med Wide Field Imager på MPG/ESO 2,2 meter teleskop på La Silla.

Mere information

Denne forskning blev præsenteret i en artikel offentliggjort i Astronomy and Astrophysics (vol. 502): “Uncovering the kiloparsec-scale stellar ring of NGC 5128”, af J.T. Kainulainen et al.

Holdet er sammensat af J.T. Kainulainen (University of Helsinki, Finland og MPIA, Tyskland), J.F. Alves (Calar Alto Observatory, Spanien og University of Vienna, Østrig), Y. Beletsky (ESO), J. Ascenso (Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics, USA), J. M. Kainulainen (TKK/Department of Radio Science and Engineering, Finland), A. Amorim, J. Lima og F.D. Santos (SIM-IDL, University of Lisbon, Portugal), A. Moitinho (SIM-IDL, University of Lisbon, Portugal), R. Marques og J. Pinhão (University of Coimbra, Portugal) og J. Rebordão (INETI, Amadora, Portugal).

ESO, det Europæiske Syd Observatorium, er den mest fremtrædende internationale astronomi-organisation i Europa og verdens mest produktive astronomiske observatorium. ESO har i dag følgende 14 medlemslande: Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Portugal, Schweiz og Storbritannien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig. Flere lande har udtrykt interesse i medlemskab. ESO’s aktiviteter er fokuseret på design, konstruktion og drift af jordbaserede observationsfaciliteter for astronomi for at muliggøre vigtige videnskabelige opdagelser. ESO spiller også en ledende rolle for at fremme og organisere samarbejdet inden for astronomisk forskning. I Chile driver ESO tre unikke observatorier i verdensklasse: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO Very Large Telescope (VLT), der er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til observationer i synligt lys. ESO er den europæiske partner i et revolutionerede astronomisk teleskop kaldet ALMA, det største igangværende astronomiske projekt. ESO planlægger i øjeblikket et 42 meter optisk/nær-infrarødt teleskop kaldet European Extremely Large Telescope (E-ELT), der vil blive ”verdens største øje mod himlen”.

Links

Kontakter

Dr. Michael Linden-Vørnle
Tycho Brahe Planetarium
Denmark
Tel: +45 33 18 19 97
Email: mykal@tycho.dk

Jouni Kainulainen
MPIA
Germany
Tel: +49-6221-528427
Email: jtkainul@mpia-hd.mpg.de

Yuri Beletsky
ESO
Chile
Tel: +56 55 43 5311
Email: ybialets@eso.org

João Alves
Calar Alto Observatory
Spain
Tel: +34 950 632 501
Email: jalves@caha.es

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso0944 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso0944da
Legacy ID:PR 44/09
Navn:Centaurus A, NGC 5128
Type:Local Universe : Galaxy : Type : Elliptical
Local Universe : Galaxy : Component : Central Black Hole
Facility:New Technology Telescope, Very Large Telescope
Instruments:NACO, SOFI
Science data:2009A&A...502L...5K

Billeder

Dinner for Centaurus A
Dinner for Centaurus A
tekst kun tilgængelig på engelsk
The “meal” of Centaurus A
The “meal” of Centaurus A
tekst kun tilgængelig på engelsk

Videoer

Visible and infrared views of giant, cannibal galaxy Centaurus A
Visible and infrared views of giant, cannibal galaxy Centaurus A
tekst kun tilgængelig på engelsk
Inside Centaurus A
Inside Centaurus A
tekst kun tilgængelig på engelsk