eso1222da — Pressemeddelelse

ALMA vender blikket mod Centaurus A

31. maj 2012

Dette nye billede af den karakteristiske galakse Centaurus A’s centrum er taget med Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA). Billedet viser hvordan dette nye observatorium giver astronomerne mulighed for at se igennem de tætte støvbånd som slører galaksens centrum, og lave observationer med en hidtil uset kvalitet. ALMA er i den første observationsperiode og er stadig under opbygning, men er allerede det kraftigste teleskop af sin slags. Observatoriet har netop indkaldt forslag til den næste observationsperiode, hvor det voksende teleskop vil have forøget kapacitet.

Centaurus A [1] er en tung elliptisk radiogalakse – en galakse, der udsender kraftig radiostråling – og er den mest fremtrædende, såvel som den nærmeste radiogalakse på himlen [2]. Centaurus A er derfor blevet observeret med mange forskellige teleskoper. Galaksens lysende centrum huser et supertungt sort hul, der er omkring 100 millioner gange tungere end Solen.

I synligt lys er et af galaksens karakteristiske træk et mørkt bånd, der skjuler dens centrum (se for eksempel eso1221).  Dette støvbånd rummer store mængder af gas, støv og unge stjerner. Disse kendetegn samt den fremtrædende radiostråling er klare tegn på, at Centaurus A er resultatet af en sammensmeltning af en stor elliptisk galakse og en mindre spiralgalakse, hvis rester danner det støvede bånd.

For at se igennem det slørende støv i det centrale bånd, er astronomerne nødt til at observere lys med længere bølgelængder. Dette nye billede af Centaurus A er en kombination af observationer lavet af ALMA ved en bølgelængde på omkring en millimeter med observationer lavet i nærinfrarødt lys. Det giver et klart billede af galaksens lysende centrum set gennem støvet. 

De nye ALMA-observationer, der er vist med grønne, gule og orange farver, afslører beliggenheden og bevægelsen af gasskyerne i galaksen. Det er de mest detaljerede og følsomme observationer af denne type, der nogensinde er lavet. ALMA blev indstillet til at registrere stråling med en bølgelængde på ca. 1,3 mm, som udsendes fra molekyler af kulilte-gas. Bevægelsen af gassen i galaksen er årsag til små ændringer i bølgelængden på grund af dopplereffekten [3]. Bevægelsen er vist i dette billede som ændringer i farven. Grøn farve betyder at gassen kommer hen imod os, mens orange farve viser, at gassen på vej væk. Vi kan se, at gassen til venstre for midten bevæger sig hen imod os, mens gassen til højre for midten bevæger sig væk fra os hvilket viser, at gassen kredser om galaksen.

ALMA-observationerne er lagt over et nærinfrarødt billede af Centaurus A, der er taget med SOFI-instrumentet på ESO’s New Technology Telescope (NTT). Dette billede er blevet behandlet med en innovativ teknik, som fjerner støvets slørende effekt (eso0944). Vi ser en tydelig ring af stjerner og hobe, der gløder i en gylden farve. Det er de sørgelige rester af spiralgalaksen, der er blevet flået i stykker af den store elliptiske galakses tyngdekraft.

Den sammenfaldende placering af ringen af stjerner set med NTT i infrarødt lys og gassen set med ALMA ved millimeterbølgelængder belyser forskellige aspekter af ensartede strukturer i galaksen. Det er et eksempel på, hvordan observationer med andre teleskoper kan supplere disse nye observationer fra ALMA.

Konstruktionen af ALMA på Chajnantor-højsletten i det nordlige Chile vil blive afsluttet i 2013, hvor 66 højpræcisions-antenner vil være i drift. Halvdelen af antennerne er allerede installeret (se ann12035). De første videnskabelige observationer med en del af antennerne begyndte i 2011 (se eso1137), og har allerede produceret fremragende resultater (se for eksempel eso1216). ALMA-observationerne af Centaurus A, der vises her, er lavet som en del af teleskopets indkøringsfase og den videnskabelige verifikation.

Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. ALMA er i Europa finansieret af Europæisk Syd Observatorium (ESO), i Nordamerika af det amerikanske National Science Foundation (NSF) i samarbejde med National Research Council of Canada (NRC) og National Science Council of Taiwan (NSC). I Østasien er ALMA finansieret af National Institutes of Natural Sciences (NINS) i Japan i samarbejde med Academia Sinica (AS) i Taiwan. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO), der styres af Associated Universities, Inc. (AUI), og i Østasien af National Astronomical Oberservatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Noter

[1] Denne galakse kaldes Centaurus A, fordi det var den første store kilde til radiobølger, der blev fundet i stjernebilledet Centaurus tilbage i 1950’erne. Den kaldes også NGC 5128. Galaksen blev opdaget af den britiske astronom James Dunlop den 4. august 1826. 

[2]Centaurus A ligger omkring 12 millioner lysår væk i det sydlige stjernebillede Centaurus (Kentauren).

[3] Dopplereffekten er ændringen i en bølges bølgelængde set af en observatør, der bevæger sig i forhold til bølgens kilde. Molekyler i gasskyer i rummet udsender lys ved veldefinerede bølgelængder, så bevægelser af disse skyer fører til små ændringer i bølgelængderne, der kan måles.

Mere information

I år 2012 er der 50-års jubilæum for grundlæggelsen af det Europæiske Syd Observatorium (ESO). ESO er den mest fremtrædende internationale astronomi-organisation i Europa og verdens mest produktive astronomiske observatorium. ESO har i dag følgende 15 medlemslande: Belgien, Brasilien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Portugal, Schweiz og Storbritannien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig. ESO’s aktiviteter er fokuseret på design, konstruktion og drift af jordbaserede observationsfaciliteter for at muliggøre vigtige videnskabelige opdagelser inden for astronomi. ESO spiller også en ledende rolle for at fremme og organisere samarbejdet inden for astronomisk forskning. I Chile driver ESO tre unikke observatorier i verdensklasse: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO Very Large Telescope (VLT), der er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til observationer i synligt lys samt to kortlægningsteleskoper. VISTA arbejder i infrarødt lys og er verdens største kortlægningsteleskop, mens VLT Survey Telescope (VST) er det største teleskop, der udelukkende er bygget til at kortlægge himlen i synligt lys. ESO er den europæiske partner i et revolutionerede astronomisk teleskop kaldet ALMA, det største igangværende astronomiske projekt. ESO planlægger i øjeblikket et 40 meter optisk/nær-infrarødt teleskop kaldet European Extremely Large Telescope (E-ELT), der vil blive ”verdens største øje mod himlen”.

Links

Kontakter

Michael Linden-Vørnle
Tycho Brahe Planetarium
Copenhagen, Denmark
Tel: +45 33 18 19 97
Email: mykal@tycho.dk

Douglas Pierce-Price
ESO Public Information Officer
Garching, Germany
Tel: +49 89 3200 6759
Email: dpiercep@eso.org

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1222 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.
Bookmark and Share

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso1222da
Navn:Centaurus A
Type:• Local Universe : Galaxy : Activity : AGN
Facility:Atacama Large Millimeter/submillimeter Array

Billeder

Radiogalaksen Centaurus A set af ALMA
Radiogalaksen Centaurus A set af ALMA
Den mærkværdige galakse Centaurus A i stjernebilledet Centaurus
Den mærkværdige galakse Centaurus A i stjernebilledet Centaurus

Videoer

Zoom ind på radiogalaksen Centaurus A set af ALMA
Zoom ind på radiogalaksen Centaurus A set af ALMA
Panorering henover radiogalaksen Centaurus A set af ALMA
Panorering henover radiogalaksen Centaurus A set af ALMA

Billedesammenligning

Radiogalaksen Centaurus A set af ALMA (”Mouseover”-sammenligning)
Radiogalaksen Centaurus A set af ALMA (”Mouseover”-sammenligning)

Se også...