Very Large Telescope

Verdens mest avancerede astronomiske observatorium for synligt lys

The ESO Very Large TelescopeVery Large Telescope (VLT) er flagskibet for europæisk jordbaseret astronomi i begyndelsen af dette årtusinde. Det er verdens mest avancerede optiske instrument og det består af fire enhedsteleskoper, der hver har et hovedspejl på 8,2 meter i diameter samt fire bevægelige 1,8 meter hjælpeteleskoper. Teleskoperne kan arbejde sammen og derved danne et gigantisk interferometer, der gør det muligt for astronomerne se detaljer, der er 25 gange mindre end de individuelle teleskoper kan se. Lysstrålerne kombineres i VLTI ved hjælp af et indviklet system af spejle placeret i underjordiske tunneler, hvor lyset vej skal afstemmes med en nøjagtighed på mindre end en tusindedel millimeter over en afstand på hundrede meter. Med denne grad af præcision kan VLTI rekonstruere billeder med en vinkelopløsning på millibuesekunder, hvilket svarer til at skelne to forlygter på en bil fra hinanden i afstand fra Månen.

De fire 8.2 meter enhedsteleskoper kan også bruges individuelt. Med et af disse teleskoper er det muligt at fange himmellegemer så svage som størrelsesklasse 30 med bare én times eksponering. Det svarer til at se objekter, der er fire milliarder gange svagere, end hvad der kan ses med det blotte øje.

De store teleskoper er navngivet Antu, Kueyen, Melipal og Yepun. For mere information om betydningen af disse navne, klik her.

Mere detaljeret baggrundsinformation om VLT findes på VLT hvidbogen (VLT Whitebook - på engelsk). Hvidbogen blev lagt ud på nettet i planlægnings- og byggefasen af VLT og blev holdt opdateret indtil VLT for første gang blev rettet mod stjernehimlen i slutningen af maj 1998. Hvidbogen er baseret på et stort antal dokumenter og artikler af varierende omfang og niveau. Bemærk at dette dokument ikke længere opdateres.

Teleskoper og instrumenter

VLT-instrumenteringsprogrammet er det mest ambitiøse program, der nogensinde er blevet udtænkt til et enkelt observatorium. Det omfatter vidvinkelkameraer, kameraer og spektrografer korrigeret med adaptiv optik samt højopløsnings- og multiobjekt-spektrografer og dækker et bredt spektrum fra dybt ultraviolet lys (300 nm) til midt-infrarødt lys (24 µm).

Enhedsteleskoperne

De fire 8,2 meter enhedsteleskoper er huset i kompakte, varmekontrollerede bygninger, der roterer sammen med teleskoperne. Dette design minimerer alle uheldige indvirkninger på observationsforholdene, som for eksempel turbulens i teleskoprøret, som ellers ville opstå som følge af variationer i temperatur og vindforhold.

Det første enhedsteleskop, Antu, startede rutinemæssigt videnskabeligt arbejde den 1. april 1999. I dag er alle fire enhedsteleskoper og alle fire hjælpeteleskoper i drift.

The ESO Very Large Telescope












Klik på billedet og få en virtuel tur inden i og omkring VLT

VLT har haft en ubestridelig virkning på observerende astronomi. Det er den mest produktive, enkeltstående, jordbaserede facilitet, og resultater fra VLT har ført til offentliggørelsen af mere end én videnskabelig artikel om dagen. VLT bidrager i meget høj grad til at gøre ESO til det mest produktive jordbaserede observatorium i verden. VLT har stimuleret en ny æra inden for opdagelser med flere bemærkelsesværdige videnskabelige gennembrud, herunder det første billede af en exoplanet (eso0842), observation af individuelle stjerner, der bevæger sig rundt om det supertunge sorte hul i midten af Mælkevejen (eso0846) og observation af eftergløden fra det hidtil fjerneste, kendte gammaglimt.

Hjælpeteleskoperne

Selv om de fire 8,2 meter enhedsteleskoper kan kombineres i VLTI, benyttes de oftest til individuelle observationer og er kun tilgængelige for interferometriske observationer i et begrænset antal nætter om året. Derfor har VLTI fire mindre hjælpeteleskoper (AT: Auxiliary Telescope), så VLTI kan være i brug hver nat.

Toppen af hvert hjælpetelskop er et rundt indelukke, der består af to sæt af hver tre segmenter, der kan åbne og lukke. Dets job er at beskytte det følsomme 1,8 meter teleskop fra de hårde forhold i ørkenen. Indelukket bliver understøttet af den firkantede transportsektion, der også indeholder elektronikskabe, flydende afkølingssystemer, temperaturregulerende enheder, strømforsyning og meget mere. Når der foregår astronomiske observationer er indelukket og transportsektionen mekanisk isoleret fra teleskopet for at sikre, at ingen rystelser vil kompromittere det indsamlede data.

Transportsektionen bevæger sig på skinner, så hjælpeteleskoperne kan blive flyttet rundt til 30 forskellige observationssteder. Da VLT Interferometer (VLTI) opfører sig mere som ét enkelt teleskop med en størrelse som den samlede gruppe af teleskoper, betyder ændringer i hjælpeteleskopernes positioner, at VLTI kan justeres ud fra de behov, der er i observationsprojektet. 

VLT-hotellet, Residencia, er en prisbelønnet bygning, og tjente som kulisse i dele af James Bond filmen Quantum of Solace.

For mere detaljeret information kig på de tekniske sider (på engelsk). Flere billeder og videoer er tilgængelige i ESO's multimediearkiv.

VLT-trailer

VLT på Google Maps