Fjerne stjerner og galakser, ses spredt ud over dette billede. Dette er et meget dybt billede der er taget med Wide Field Imager (WFI), der er et kamera monteret på MPG/ESO 2,2-meter teleskopet, beliggende på La Silla-observatoriet i Chile.

Det blev taget som en del af COMPO-17 kortlægningsprojektet (Classifying Objects by Medium-Band Observations i 17 filtere), et projekt der tog billede af 5 små udsnit af himlen i 17 forskellige farver af optiske filtre. Det totale område af himlen der blev udforsket i hver af COMBO-17 områderne, svarer til et område på størrelse med fuldmånen. Undersøgelsen har afsløret et stort antal af fjerne objekter, hvilket viser, at der stadigvæk er meget, der venter på at bliver opdaget på vores nattehimmel.

Dette billede viser et område der også er blevet undersøgt som en del af FORS Deep Field (FDF), et projekt der gennemsøgte et antal områder på himlen i stor detalje og dybde, ved at bruge FORS2 spektrograf instrumentet der for tiden er monteret på ESOs Very Large Telescope på Paranal-observatoriet i Chile. Dog undersøgte man områderne med mange flere filtre i WFI observationerne end man førhen havde gjort med FDF, og større områder af himlen blev undersøgt, hvilket resulterede i billeder som dette.

Disse små glimt ind i Universet har afsløret titusinder af fjerne stjerner, galakser og kvasarer der førhen var skjult for os, og de er blevet brugt til at undersøge gravitationel linsning og fordelingen af mørkt stof i galakser og galaksehobe.

Links

• The COMBO-17 survey fra Max-Planck-Institut für Astronomie, Heidelberg
  

Dette nye billede fra ESOs VISTA teleskop viser en ny-opdaget brun dværgstjerne med kælenavnet VVV BD001, der ligger i centrum af dette zoombare billede. Det er den første nye brune dværg, der er fundet i vores kosmiske nabolag som en del af VVV kortlægningsprojektet. VVV BD001 ligger omkring 55 lysår fra os, ind mod det tætte galaksecentrum.

Brune dværge er stjerner, der aldrig helt har været i stand til at blive store nok til at blive stjerner som vores Sol. De beskrives ofte som "mislykkede stjerner", og er større end planeter som Jupiter med mindre end stjerner.

Denne dværgstjerne er særpræget på to måder; for det første er det den første som er fundet ind mod Mælkevejens tætte centrum, et af de tætteste områder på himlen. For det andet tilhører den en usædvanlig klasse af stjerner, der kendes som "usædvanlige blå brune dværge" - det er stadigvæk ikke klart, hvorfor disse stjerner er mere blå end forventet.

Brune dværge dannes på samme måde som stjerner, men har ikke nok masse til at sætte gang i forbrændingen af brint, så de kan blive normale stjerner. Derfor er de meget koldere og producerer langt mindre lys, hvilket gør dem svære at finde. Astronomer kigger generelt efter disse objekter med nær- og midt-infrarøde kameraer, og særlige teleskoper der er følsomme overfor disse meget kolde objekter, men normalt undgår de af kigge i det meget tætte områder af rummet - som f.eks. den centrale del af vores galakse.

VISTA (the Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy) er verdens største kortlægningsteleskop, og ligger på ESOs Paranal-observatorium i Chile. Det laver seks separate kortlægninger af himlen, og VVV (VISTA Variables in the Via Lactea) kortlægningen er designet til at lave et katalog over en milliard objekter i Mælkevejens centrum. VVV BD001 blev opdaget ved et tilfælde i løbet af dette kortlægningsprojekt.

Forskere har brugt VVV kataloget til at skabe et 3-dimensionelt kort over Mælkevejens centrale bule (eso1339). Og data er også blevet brugt til at skabe en gigantisk 108.200 gange 81.500 pixel stor farvebillede der indeholder næsten 9 milliarder pixels (eso1242), og er et af de største astronomiske billeder der nogensinde er produceret.

Links

• VVV Survey (VISTA Variables in the Via Lactea)

Den lille landsby Toconao er den bebyggelse, der ligger nærmest det største eksisterende astronomiprojekt, ALMA [1], the Atacama Large Millimeter/submillimeter Array. Toconao har mindre end 800 indbyggere, og ligger 2475 meter over havets overflade i en naturlig oase forsynet af en lille bjergflod i udkanten af verdens tørreste ørken, Atacamaørkenen. Floden løber ikke hele året, men de lokale landmænd har klogt bygget et netværk af dæmninger og kanaler til at regulere vandstrømmen, så de kan have afgrøder hele året rundt.

Når man ser nærmere på billedet, kan man nederst til venstre finde nogle bygninger lavet af traditionelle materialer såsom soltørrede mursten og vulkanske klippesten, som fx Sankt Lukas Kirke og Klokketårnet.

Sideløbende med deres videnskabelige arbejde har ALMA-personalet arbejdet med de ældste Atacameño i Toconao og andre områder for at indsamle deres kulturs syn på Universet i en bestræbelse på at bevare denne kulturelle og videnskabelige arv for senere generationer.

ALMA har også støttet en undervisningsforbedringsplan på School E-21, en landlig, offentlig virksomhed i Toconao, siden 2008. Denne plan, som er bakket op af lokalsamfundet, fokuserer på at forbedre undervisningen i naturvidenskab og engelsk. 

Dette luftfoto blev taget af de to besætningsmedlemmer på ORA Wings for Science projektet, Clémentine Bacri og Adrien Normier, som flyver et miljøvenligt, ultralet fly [2] på en årelang rejse rundt i verden for at hjælpe forskere ved at udbyde luftkapacitet til for eksempel luftindsamling til arkæologi, biodiversietsobservationer og 3D landskabsmodellering.

ESO har et fortløbende, formidlingssamarbejde med denne nonprofitorganisation. Korte film og fantastiske billeder der produceres i løbet af flyvningerne, vil blive brugt til undervisningsformål og til at fremvise lokal forskning. Deres jordomflyvning begyndte i juni 2012 og vil slutte i juni 2013 med en landing ved Paris Air Show.

Noter

[1] Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. I Europa er ALMA finansieret af det Europæiske Syd Observatorium (ESO), i Nordamerika af U.S. National Science Foundation (NSF) i samarbejde med National Research Council of Canada (NRC) og National Science Council of Taiwan (NSC) og i Østasien af National Institutes of Natural Sciences (NINS) of Japan i samarbejde med Academia Sinica (AS) i Taiwan. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO), der administreres af Associated Universities, Inc. (AUI), og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

[2] Det ultralette fly er et NASA prisvindende Pipistrel Virus SW 80, der kun bruger 7 liter brændstof per 100 kilometer - mindre end de fleste biler.

Dette spektakulære luftfoto der er taget af ESO fotoambassadøren Gerhard Hüdelpohl, viser Cerro Amazones, og viser det fantastiske øjeblik, hvor alt lige falder sammen, og skaber det perfekte billede.

Hüdelpohl er også elektronik ingeniør på det Europæiske Syd Observatoriums Very Large Telescope (VLT) på Cerro Paranal, verdens mest avancerede astronomisk observatorium, der observerer synligt lys, og ESOs fagskibs-facilitet. Hüdenpohl tog dette billede mens han var på et fly mellem Antofagasta til Santiago. Kort efter at flyet var lettet, kom dette ideelle syn af Cerro Paranal til et luftfoto - Hüdelpohl kunne ikke have bedt om bedre betingelser. Han greb chancen og tog dette usædvanlige perspektiv, højt over det spektakulære terræn.

Dette billede viser Atacamaørkenen med en fantastisk klarhed, den tynde zigzag sti der står tydeligt frem i det støvede terræn. Grusvejen slingrer op ad bjerget til toppet af Cerro Amazones. Denne facilitet huser for tiden et udvalg af kortlægningsudstyr, men vil snart blive hjemsted for European Extremely Large Telescope (E-ELT), et 40-meter teleskop, der ikke blot vil besvare nogle af de spørgsmål, der lige nu eksisterer indenfor astronomi, men også stille - og forhåbentlig besvare - en helt ny række spørgsmål.

ESOs PESSTO oversigt har taget dette billede af Messier 74, der er en betagende spiralgalakse med veldefinerede og hvirvlende arme. Dog er det virkelige interessante på dette billede galaksens nye klare tilføjelse fra sidst i juli 2013 - en Type II supernova med navnet SN2013ej, der er synlig som den klareste stjerne nederst til venstre i billedet.

Sådanne supernovaer finder sted når kernen i en tung stjerne kollapser grundet dens egen tyngdekraft i slutningen af dens liv. Kollapset resulterer i en kæmpe eksplosion, der udsender materiale langt ud i rummet. Resultatet kan være mere lysende end hele den galakse, den ligger i, og kan observeres i uger, og nogle gange endda måneder.

PESSTO (Public ESO Spectroscopic Survey for Transient Objects) er designet til at studere objekter, der kun fremkommer på nattehimlen i kort tid, som f.eks. supernovaer. Dette gør det ved at udnytte af en række instrumenter på NTT (New Technology Telescope), der ligger på ESOs La Silla-observatorium i Chile. Dette nye billede af SN2013ej er taget ved at bruge NTT som en del af PESSTO. 

SN2013ej er den tredje supernova, der er blevet observeret i Messier 74 siden årtusindeskiftet, de andre to er SN 2002ap og SN 2003gd. De blev først opdaget d. 25. juli 2013 af holdet bag KAIT teleskopet i Californien, og det første billede blev taget af amatørastronom Christina Feliciano, der brugte det offentlig tilgængelige SLOOH Space Camera til at kigge på området i dagene og timerne lige før eksplosionen.

Messier 74 ligger i stjernebilledet Pisces (Fisken), og er et af de sværeste Messier objekter at spotte for amatørastronomer på grund af dens overflades lave klarhed, men SN2013ej burde stadigvæk være synlig for omhyggelige amatørastronomer over de næste uger, som en klar stjerne der falmer.

Links

• PESSTO (the "Public ESO Spectroscopic Survey of Transient Objects")

Dette billede fra ESOs Very Large Telescope (VLT) på Paranal, viser et lille udsnit af den velkendte emissionståge NGC 6357, der ligger omkring 8000 lysår væk, i 'halen' af det sydlige stjernebillede Scorpius (Skorpionen). Dette billede viser den karakteristiske røde glød fra et H II område, der indeholder store mængder ioniseret og exciteret brintgas.

Skyen er badet i et intenst ultraviolet lys, der hovedsageligt kommer fra den åbne stjernehob Pismis 24, der huser nogle tunge, unge og blå stjerner. Skyen udsender det ultraviolette lys som synligt lys, i dette særlige røde skær.

Stjernehoben er ikke inden for billedrammen her, men det slørrede lys oplyser skyen lige til højre for midten i billedet. Vi ser på et nærbillede af den omkringliggende stjernetåge, der viser en sammensurium af gas, mørkt støv, nyfødte stjerner og stjerner der er ved at blive dannet.

Et klart stjernetæppe udgør baggrunden i dette smukke billede taget af astronomen Håkon Dahle. Silhuetten der ses i forgrunden er Håkon selv, der er omgivet af et par af de store mørke kupler, der er spredt over bjerget hvor ESOs La Silla-observatorium ligger.

Mange professionelle astronomer er også ivrige fotografer - og hvem kan ikke forstå det? ESOs faciliteter i Atacamaørkenen er blandt de bedste steder i verden, når man ønsker at observere stjernerne, og af samme grund er det fantastiske steder at tage billeder af nattehimlen.

Håkon tog disse billeder mens han var på en uges observationstid på MPG/ESO 2,2-meter teleskopet. I løbet af denne tid blev teleskopet til tider betjent af et andet observationshold, hvilket gav Håkon mulighed for at beundre den stjerneklare nat - og samtidig tage billeder som resten af os kan se.

Mælkevejen er mere klar i syd for ækvator end her nordpå, grundet den måde Jordens sydlige områder peger ind mod det tætte galaksecentrum. Men selv mod syd er Mælkevejen ret utydelig på himlen. Lysforurening fra byerne, og lyset fra Månen gør det umuligt for de fleste af os at se den svage glød fra galaksen.

'Et af de bedste ting ved La Silla-observatioriet er, at den ligger langt væk fra byens forstyrrende lys, hvilket gør at der her findes en af de mørkeste nattehimler på Jorden. Atmosfæren er samtidig meget klar, så dit udsyn bliver ikke slørret. Himlen over La Silla er så mørk, at det er muligt at se sin skygge i lyset fra Mælkevejen.

Håkon indsendte dette billede til Your ESO Pictures Flickr gruppen. Flickr gruppen gennemgås regelmæssigt, og de bedste billeder udvælges til at være et af vores populære Ugens Billeder, eller til at optræde i vores galleri.

Dette smukke billede viser galakserne NGC 799 (nederst) og NGC 800 (øverst), der ligger i stjernebilledet Cetus (Hvalfisken). Dette galaksepar blev først observeret af den amerikanske astronom Lewis Swift tilbage i 1885.

I en afstand på omkring 300 millioner lysår, ser vi disse galakser ovenfra så vi kan sætte ekstra meget pris på deres former. Ligesom vores galakse Mælkevejen er disse objekter begge spiralgalakser, der består af de karakteristiske lange spiralarme, der vikles ud fra en klar bule i midten. I de tydelige spiralarme ligger et stort antal varme, unge og blå stjerner, der dannes i stjernehobe (det er de små blå prikker der kan ses på dette billede), mens der findes en større og mere kompakt gruppe gamle, kolde og røde stjerner i den centrale bule, der næsten ligger i en kugle.

Ved første øjekast ser de to galakser næsten ens ud, men for at se forskellen bliver man nødt til at kigge på detaljerne. Udover den åbenlyse forskel i deres størrelse, er det kun NGC 799, der har en bjælkestruktur i den centrale bule, og spiralarme der udspringer fra bjælkens ender. Galaktiske bjælker menes at virke som en makanisme, der fører gas fra spiralarmene ind til midten, hvilket gør stjernedannelsen mere intens. En supernova blev også observeret i NGC 779 i 2004, og fik navnet SN2004dt.

En anden interessant forskellighed imellem de to galakser er antallet af spiralarme. Den lille NGC 800 har tre klare, knudrede spiralarme, mens NGC 799 kun har to relativt svage men samtidigt brede spiralarme. Spiralarmene begynder for enden af bjælken og fortsætter hele vejen rundt om midten, og danner en struktur der ligner en ring.

Mens spiralgalakserne på billedet ser ud til at ligge utroligt tæt på hinanden mens de lever idyllisk side om side, kunne dette dog ikke være længere fra sandheden. Vi kunne være vidne til stilheden før stormen. Vi ved ikke præcist hvad fremtiden vil bringe, men typisk vil to galakser, når de kommer tæt nok på hinanden, interagere over hundrede millioner af år, hvilket skyldes forstyrrelser fra tyngdekraften. I nogle tilfælde vil der kun ske små interaktioner, der vil forvrænge galakserne, mens kolliderende galakser andre gange vil samle sig til en enkelt ny galakse.

Dette billede er taget af FORS 1 instrumentet på 8,2-meter teleskopet Very Large Telescope (VLT) på toppen af Cerro Paranal i Chile. Instrumentet kombinerer billeder der er taget igennem tre filtre (B,V og R).

Dette billede viser udsigten til øst fra Paranal-observatoriet få sekunder efter at solen var forsvundet bag horisonten. Den orange glød fra solnedgangen kan ses imod de 1,8-meter VLT hjælpeteleskoper, og den næsten fulde måne hænger på himlen. Men billedet bliver endnu mere interessant takket være et atmosfærisk fænomen, der er kendt som Venus’ Bælte.

Den gråblå skygge over horisonten er Jordens skygge, og lige over den er en lyserødlig glød. Dette fænomen opstår på grund af det rødgjorte lys fra den nedgående sol, der bliver spredt af Jordens atmosfære. Denne atmosfæriske effekt kan ligeledes ses kort før solopgang. En meget lignende effekt kan også observeres under en total solformørkelse.

Teleskoperne, der vises på billedet, er tre af de fire 1,8-meter hjælpeteleskoper, der indkapsles af ultra kompakte mobile bygninger. Disse teleskoper er dedikerede til interferometriske observationer, hvilket kan skabes når to eller flere teleskoper arbejder sammen. De vil danne et virtuelt spejl, og gøre det muligt for astronomer at se meget mindre detaljer end hvis teleskoperne arbejdede uafhængigt af hinanden.

Carolin Liefke tog dette billede under et besøg på Paranal, og sendte det ind til Your ESO Pictures Flickr gruppen. Flickr-gruppen bliver regelmæssigt kigget igennem, og de bedste billeder bliver udvalgt til vores populære Picture of the Week billedserier, eller til vores galleri. Carolin arbejder på Haus der Astronomie (Det Astronomiske Hus) centret for astronomiuddannelse- og formidling i Heidelberg, Tyskland, og er medlem af ESO Science Outreach Networket (ESON). ESON viderebringer ESO-nyheder til medlemsnationer og andre lande ved at oversætte pressemeddelelser, og skaber en kontakt til de lokale medier.

Links

• Haus der Astronomie
• Your ESO picture Flickr gruppen
• ESO Science Outreach Network
• Carolin Liefkes billeder
• Dette billede på Flickr

Spiralgalakser er normalt meget æstetiske objekter, og allermest når de ses oppefra. Dette billede er et særligt flot eksempel, da det viser den fantastisk smukke Messier 100, der ligger i den sydlige del af stjernebilledet Coma Berenices, omkring 55 millioner lysår fra Jorden.

På trods af at Messier 100 har nogle meget veldefinerede spiralarme, har den samtidig den svageste bjælkelignende struktur i centrum, hvilket gør, at den klassificeres som en type SAB. Selvom det ikke ses tydeligt på dette billede, har forskere været i stand til at bekræfte, at der rent faktisk findes en bjælke i centrum ved at observere den i andre bølgelængder.

Dette meget detaljerede billede, viser de hovedtræk, der forventes af en galakse af denne type: store skyer af brintgas; glødende røde områder der på ny udsender den energi der er absorberet fra nyfødte tunge stjerner; den konstante klarhed af ældre gullige stjerner der ligger i nærheden af centrum; og mørke stumper af støv der er indvævet i galaksens arme.

Messier 100 er et af de klareste medlemmer af Virgohoben, der er den galaksehob der ligger tættest på Mælkevejen. Den indeholder mere end 2000 galakser, her i blandt spiralgalakser, elliptiske galakser og irregulære galakser. Dette billede kombinerer billeder fra FORS instrumentet på ESOs Very Large Telescope på Paranal-observatoriet i Chile, der er taget med filtre i rød (R), grøn (G) og blå (B).

Links

• Billeder af VLT

Dette dynamiske billede viser New Technology Telescope (NTT) beliggende ved ESOs La Silla Observatorium i Chile. Den markant formede teleskopbygning fremstår i billedet sløret af bevægelse, da teleskopet roterer for at sigte mod dets næste mål. Billedet blev taget med en 30-sekunders eksponering.

En af de første ting, man bemærker i billedet, er, at teleskopbygningen har en ejendommelig kantet form på ydersiden snarere end det mere almindelige design med en rund kuppel. Dette særprægede design er blevet kopieret mange gangen, inklusiv på ESOs Very Large Telescope, men det var banebrydende, da teleskopet blev indviet i 1989.

NTTs revolutionerende design er målrettet optimal billedkvalitet, fx gennem nøje kontrolleret ventilation, der optimerer luftstrømmen hen over NTT og derved minimerer den slørende effekt fra turbulent luft inde i teleskopet. De store flapper, der er en af hoveddelene i dette system, er lige netop synlige i billedets slør.

En anden egenskab, der var avanceret ved NTTs konstruktion, er spejlet. Med sin diameter på 3,58 meter er det aldrig blevet opfattet som særligt stort, men dets design var særdeles innovativt, Spejlet er fleksibelt og kan justeres i realtid for at bibeholde en perfekts form, så hverken sammentrækning eller udvidelse kan skade billedkvaliteten. ESO og NTT var pionerer i brugen af denne teknologi, kaldet aktiv optik, som nu er en standardfunktion på alle moderne teleskoper.

I øjeblikket har NTT to forskellige instrumenter, som astronomer kan bruge til at foretrage deres observationer: SOFI (en forkortelse for Son of ISAAC, et VLT-instrument), som er en spektrograf og billedkamera i infrarød, og EFOSC2, en spektrograf og kamera designet til at opfange svage objekter.

La Silla Observatoriet er beliggende i den sydlige del af Atacamaørkenen, 600km nord for Santiago de Chile og i en højde af 2400 meter over havets overflade.

Billedet er taget af Malte Tewes, astronom ved Ecole Polytechnique Fédérale de Lausanne, Schweiz.

Malte indsendte dette billede til Your ESO Pictures Flickr gruppen. Flickr-gruppen gennemgås regelmæssigt og de bedste billeder bliver udvalgt til at indgå i vores serie med Ugens Billede eller i vores billedgalleri.

Links

• Malte Tewes’ billedstrøm
• Dette billede på Flickr

Dette sjældne luftfoto af Paranalobservatoriet blev taget i december 2012 af Clémentine Bacri og Adrien Normier, der flyver et specielt, miljøvenligt, ultralet [1] fly på en årelang rejse rundt i verden. Dette slående billede viser landskabets rå, naturlige skønhed omkring det fjerntliggende hjem for et af verdens fineste astronomiske faciliteter, ESOs Very Large Telescope (VLT), med dets fire uafhængige 8,2-meter teleskoper på toppen af Cerro Paranal. 

ESO har et fortløbende formidlingspartnerskab med ORA Wings for Science Project, et non-profit initiativ, der tilbyder antennestøtte til offentlige forskningsorganisationer. De to besætningsmedlemmer fra Wings for Science Project fløj hen over observatorierne i Nordchile, blandt andre steder, før de forlod Sydamerika og fortsatte til Australien. I løbet af deres tur hjælper de forskere ved at tilbyde luftkapacitet til for eksempel luftindsamling og arkæologi, biodiversietsobservationer og 3D landskabsmodellering.

De korte film og fantastiske billeder, der produceres i løbet af flyvningerne, bruges til undervisningsformål og for at fremvise lokal forskning. Deres jordomflyvning begyndte i juni 2012 og vil slutte i juni 2013 med en landing ved Paris Air Show.

Noter

[1] Det ultralette fly er et NASA prisvindende Pipistrel Virus SW 80, der kun bruger 7 liter brændstof per 100 kilometer - mindre end de fleste biler.

Links 

• Wings for Science (på engelsk)

Astronomi og teleskoper kan nogle gange få vores indre barn frem. Som vidnesbyrd på den menneskelige nysgerrighed bliver astronomer ved med at bygge større og større instrumenter i fjerne egne over hele kloden.

ESO-astronom Julien Girard fangede dette søde billede af sin datter på en familiedag ved Paranal Observatory i de chilenske Andesbjerge. Takket være et perspektivtrick ser lille Maëlle ud til at kigge ned i den åbne kuppel på et af 1,8-meter hjælpeteleskoperne til ESOs Very Large Telescope (VLT). Selvom teleskoperne bruges til seriøs, videnskabelig forskning, kan astronomer nogle gange føle sig som børn, når de leger med så enorme stykker "legetøj".

Julien Girard er en ESO-astronom og en ESO fotoambassadør stationeret i Chile, hvor han arbejder på VLT. Han er videnskabelig hovedansvarlig (Instrument Scientist) på adaptiv optik-instrumentet NACO på VLTs Unit Telescope 4. Han indsendte dette billede til Your ESO Picture Flickr Group, hvorfra det blev udvalgt til et ESOs Ugens Billede.

Links

• ESOs fotoambassadører (på engelsk)
• Julien Girards Flickr billedstrøm
• "Your ESO Pictures" Flickr group 
• "Your ESO Pictures"-annoncering (på engelsk)

I dette billede ser vi antenner der skal blive en del af Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA). De tre antenner i forgrunden såvel som nogle af dem i baggrunden er leveret af ESO som en del af ESOs bidrag til ALMA gennem en kontrakt med det europæiske AEM konsortium [1]. I alt leverer ESO 25 af antennerne på 12-meter i diameter. Yderligere 25 12-meter antenner leveres af den Nordamerikanske ALMA-partner, mens de sidste, et sæt på 12 7-meter og 4 12-meter antenner, som udgør Atacama Compact Array, leveres af den østasiatiske ALMA-partner.  

Antennerne ses her ved ALMAS Operations Support Facility (OSF) i en højde af 2900 meter over havets overflade i udløberne af de chilenske Andesbjerge. Dem i forgrunden er i AEM Site Erection Facility (opbygningsanlægget), hvor antennerne samles og gennemtestes, før de overdrages til observatoriet. Antennerne i baggrunden er blevet overdraget og er ved at gennemgå flere test eller få installeret deres følsomme modtagere. Når antennerne er klar, transporteres de til Array Operations Site på Chajnantorplateauet i en højde af 5000 meter. Der forenes de med deres modstykker som en del af ALMA-opstillingen, der arbejder på at studere nogle af de dybeste spørgsmål om vores kosmiske oprindelse. Selv når alle antennerne er klar, vil OSF forblive aktivitetscenteret for den daglige drift af ALMA som arbejdsplads for astronomer og for holdene, der er ansvarlige for vedligeholdelsen af observatoriet.

I horisonten ses ryggen af Andesbjergene, hvor den højeste tinde tilhører den koniske vulkan Licancabur. Licancabur markerer grænsen mellem Chile og Bolivia og dominerer områdets landskab.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Noter

[1] AEM konsortiumet består af Thales Alenia Space, European Industrial Engineering og MT-Mechatronics.

Links

• Mere om ALMA på ESO (på engelsk)
• Joint ALMA Observatory (på engelsk)

Det vi se svævende højt over skyerne, der måske kunne ligne en futuristisk by fra en science fiction historie, er i virkeligheden ESOs længsttjenende observatorum, La Silla. Dette billede er taget af astronomen Alan Fitzsimmons, mens han stod ved siden af ESOs 3,6-meter teleskop kort efter solnedgang. Månen, der befinder sig lige uden for billedet, bader observatoriet i et mystisk lys, som reflekteres af skyerne nedenfor. 

Den meget svage søjle af glødende, gyldent lys knejsende lige over skyerne, der stadig er oplyst af solnedgangen, er zodiakallyset. Det er forårsaget af sollys, der bliver spredt af støvpartikler der ligger mellem Solen og planeterne. Det kan kun ses lige efter solnedgang eller lige før solopgang på særlige tider af året fra meget gode observationssteder.

Adskillige teleskoper kan ses i billedet. For eksempel er den store, kantede bygning for enden af vejen New Technology Telescope (NTT). Tro mod sit navn inkluderede teleskopet, da det var færdigbygget i 1989, et antal revolutionerende funktioner, herunder at det var det første til at bruge fuld aktiv optik såvel som en revolutionerende ottekantet afskærmningskonstruktion. Mange af NTTs funktioner gik videre til at blive inkorporeret i ESOs Very Large Telescope.

Kuplen i forgrunden, lidt til højre, er det schweiziske 1,2-meter Leonhard Euler Teleskop opkaldt til ære for den berømte schweiziske matematiker Leohard Euler (1707-83).

Alan indsendte dette billede til Your ESO Pictures Flickr gruppen. Flickr-gruppen gennemgås regelmæssigt og de bedste billeder bliver udvalgt til at indgå i vores serie med Ugens Billede eller i vores billedgalleri.

I dette elektrificerende billede, taget fredag den 7. juni 2013, er et voldsom tordenvejr ved at aflade sin mægtige vrede over Cerro Paranal. De kolossale bygninger der indeholder de fire VLT teleskoper, hver på størrelse med en 8-etagers bygning, synes meget små under den kraftige storms hamren.

Til venstre i billedet er en ensom stjerne dukket frem for at overvære opvisningen - et enligt lyspunkt på den overdækkede himmel. Det er stjernen Procyon, en klar binær stjerne i stjernebilledet Canis Minor (Lille Hund).

Det er sjældent, man ser skyer over ESOs Paranal Observatorium. I gennemsnit oplever stedet forbløffende 330 klare dage hvert år. Lyn er endnu mere sjældne, da observatoriet er placeret på et af de tørreste steder i verden: Atacamaørkenen i Nordchile, 2.600 meter over havets overflade. Hvis der er skyer, befinder observatoriet sig oftest over dem.

Over en periode på 16 år som ingeniør på Paranal havde ESOs fotoambassadør Gerhard Hüdepohl kun set lyn deroppe én gang før - så han greb sit kamera og vovede sig ud i elementernes vildskab for at fange dette unikke billede.

En usædvanlig ny video viser hvordan en supernovaeksplosion i galaksen NGC 1365 hurtigt blusser op og derefter langsommere blegner igen. Supernovaen, der er navngivet SN 2012fr, blev opdaget af den franske astronom Alain Klotz d.27. oktober 2012. Billederne indfanget af det lille robotteleskop TAROT, placeret ved ESOs La Silla Observatorium i Chile, er blevet samlet til denne unikke film.

Supernovaer er resultatet af visse typer stjerners eksplosive og kataklysmiske dødskramper. De er så lysstærke, at de i mange uger kan overstråle hele den galakse, de ligger i, før de langsomt svinder ud af syne.

Supernovaen 2012fr [1] blev opdaget af Alain Klotz om eftermiddagen d.27. oktober 2012. Han havde travlt med at måle lysstyrken af en svag, variabel stjerne i et billede fra robotteleskopet TAROT (Télescope à Action Rapide pour les Objets Transitoires) ved ESOs La Silla Observatorium, da han bemærkede et nyt objekt, som ikke var der i et billede taget tre dage tidligere. Efter at have kontrolleret med teleskoper og astronomer over hele verden blev det klare objekt bekræftet i at være en type Ia supernova. 

Nogle stjerner lever sammen med en anden stjerne, hvor de begge kredser om deres fælles massemidtpunkt. I nogle tilfælde kan den ene af dem være en meget gammel hvid dværg, der stjæler materiale fra sin makker. På et tidspunkt har den hvide dværg tappet så meget materiale fra sin makker, at den bliver ustabil og eksploderer. Dette er kendt som en type Ia supernova.

Denne slags supernovaer er blevet meget vigtige, fordi de er den mest pålidelige måde, hvorpå man kan måle afstande til meget fjerne galakser i det tidlige univers. Uden for den lokale gruppe af galakser var astronomerne nødt til at finde meget lysstærke objekter med forudsigelige egenskaber, som kunne fungere som standardlys i arbejdet med at kortlægge hvordan universet har udvidet sig gennem tiden. Type Ia supernovaer er ideelle til dette, fordi deres lysstyrke topper og blegner på næsten samme måde i hver eneste eksplosion. Målinger af afstande til type Ia supernovaer førte til opdagelsen af universets udvidelses acceleration, et arbejde der blev belønnet med Nobelprisen i fysik i 2011.

Værtsgalaksen for denne supernova er NGC 1365 (se også potw1037a), en elegant bjælkespiralgalakse beliggende 60 millioner lysår borte i stjernebilledet Fornax (Ovnen). Med sin diameter på omkring 200.000 lysår skiller den sig ud blandt de andre galakser i fornaxhoben. En kolossal, lige bjælke løber gennem galaksen indeholdende kernen i midten. Den nye supernova kan nemt ses lige over kernen i midten af billedet.

Astronomerne opdagede mere end 200 nye supernovaer i 2012, hvor SN 2012fr er blandt de klareste. Supernovaen blev først set d. 27.oktober 2012, da den endnu var meget lyssvag, og den nåede sit lysmaksimum d. 11.november 2012 [2]. På det tidspunkt kunne den nemt ses som en svag stjerne gennem et mellemstort amatørteleskop. Videoen er sat sammen af en række billeder af galaksen optaget over en periode på tre måneder fra opdagelsen i oktober frem til midten af januar.

TAROT er et 25-centimeters robotteleskop, der er i stand til at bevæge sig meget hurtigt og starte observationer inden for et sekund. Det blev installeret på La Silla Observatoriet i 2006 med det formål at opfange kosmiske gammaglimt. Billederne, der afslørede SN 2012fr, blev optaget med blå, grønne og røde filtre.

Noter

[1] Supernovaer opkaldes efter hvilket år de bliver opdaget og rækkefølgen de opdages i i løbet af dét år angives ved brug af bogstaver fra alfabetet. Det faktum, at supernovaen blev opdaget af en fransk astronom og har fået bogstaverne "fr" er ren tilfældighed.

[2] På dette tidspunkt var dens tilsyneladende lysstyrke 11.9 størrelsesklasser. Det er omtrent 200 gange for svagt til at det blotte øje kan se det selv på en klar og mørk nat. Men hvis supernovaen på sit lysmaksimum og vores stjerne Solen blev set på samme afstand, så ville supernovaen fremstå omkring 3000 millioner gange kraftigere end Solen.

Links

• TAROT opdager en klar supernova i NGC 1365
• TAROT opdager en klar supernova i NGC 1365 (uddrag)

Det er fantastisk for både astronomer og fotografer, når de kan være vidner til et fænomen kaldet syzygy - tre himmellegemer (eller mere) der næsten står samme sted på himlen. Når himmellegemer har samme ecliptiske længdegrader, kaldes denne begivenhed for en trippelkonjunktion. Selvfølgelig er dette et perspektivtrick, men dette gør det ikke mindre spektakulært. I dette tilfælde er de tre objekter alle planeter, og det eneste man skal bruge for at nyde synet, er et klart udsyn til solnedgangen.

Dette skete heldigvis for ESO fotoambasadøren Yuri Beletsky, der havde muligheden for at se dette spektakulære syn fra ESOs La Silla-observatorium i det nordlige Chile søndag den 26. maj. Over teleskopernes runde kupler, kunne solsystemets tre planeter - Jupiter (øverst), Venus (nederst til venstre) og Merkur (nederst til højre) - ses kort efter solnedgang i deres kosmiske dans.

En indbyrdes placering af planeterne som denne sker kun med flere års mellemrum. Den sidste fandt sted i maj 2011, og næste gang bliver ikke før oktober 2015. Denne himmelske trekant tog sig bedst ud den sidste uge i maj, men det er måske muligt at få et glimt af de tre planeter som de danner evigt foranderlige former på deres rejse over himlen.

Links

• Billeder
  • Tre planeter danser over La Silla (kommenteret)
  • Tre mennesker, tre teleskoper og tre planeter

Ved første øjekast kan dette fascinerende billede ligne bølger fra en sten kastet i en sø. Men det er resultatet af stjernernes tilsyneladende bevægelser over den sydlige himmel og lidt magi udført af fotografen. Billedet blev taget på Cerro Armazones, en bjergtinde 3060 meter over havets overflade, som ligger i den centrale del af Atacamaørkenen i de chilenske Andesbjerge.

De lange, klare striber er stjernespor, og hver af dem markerer en enkelt stjernes vej hen over den mørke nattehimmel. Ved at lade kameraets lukker være åben i lang tid afsløres stjernernes bevægelse hen over himlen, som ellers er umærkelig for det blotte øje. Eksponeringstider på så lidt som 15 minutter er lange nok til at få effekten frem. I dette tilfælde har fotografen kombineret mange kortere eksponeringer for at lave det endelige billede. Med den meget vidvinklede linse brugt til denne serie ses den himmelske pol til højre og ækvator lige over det lave tårn.

Det utroligt store antal af stjernespor i billedet afslører også den ufattelige kvalitet af nattehimlen ved Armazones: atmosfæren er ekstremt klar og der er ingen lysforurening takket være bjergtoppens fjerne beliggenhed. Dette er en af grundene til at dette bjerg er blevet valgt til det fremtidige hjemsted for verdens største øje mod himlen: det forestående European Extremely Large Telescope (E-ELT).

Selv den mest garvede astronom har svært ved at modstå at tage tid ud af et travlt observationsprogram for at stoppe og stirre op på den fantastisk rige sydlige himmel. Dette billede er et selvportræt taget af astronomen Alan Fitzsimmons, som tog billedet mellem observationssessioner ved ESOs La Silla-observatoriet.

Dette dristige billede viser kontrasten mellem en simpel, stillestående og mørk figur på Jorden og den strålende og skinnende stjerneklare nattehimmel. I dette billede er himlen domineret af det enorme stænk af stjerner og støv, som udgør centrum af Mælkevejen, vores hjemlige gallakse.
ESOs observatorier er beliggende i Atacamaørkenen i Nordchile, et område med meget få indbyggere, hvilket kombinerer en meget mørk nattehimmel med ekstremt klare atmosfæriske forhold, og begge faktorer er gunstige for at lave observationer af høj kvalitet.

La Silla er ESOs første observatorium. Det blev indviet i 1969 og er hjemsted for et antal teleskoper med spejldiametre på op til 3,6 meter. Med mere end 300 klare nætter hvert år er La Silla et ideelt sted at placere avancerede observationsinstrumenter, men det gør det også til et fabelagtigt sted bare at stoppe op og stirre op i himlen.

Alan indsendte dette billede til Your ESO Pictures Flickr gruppen. Flickr-gruppen gennemgås regelmæssigt og de bedste billeder bliver udvalgt til at indgå i vores serie med Ugens Billede eller i vores billedgalleri.

I udkanten af Atacamaørkenen, langt fra Nordchiles lysforurenede byer, er himlen kulsort efter solnedgang. Sådan en mørk himmel gør, at nogle af de bedste astronomiske observationer kan finde sted - og med en højde på 2400 meter over havets overflade har ESOs La Silla-observatoriet et utroligt  klart udsyn til nattehimlen. Dog kan selv sådan et fjernt, højt og tørt sted ikke altid undslippe vejret, som en gang imellem kommer med vintermånederne, hvor tæpper af sne kan dække bjergtoppen og dets teleskopkupler.

Dette billede viser et vinterligt La Silla under en himmel spækket af stjerner fra vores Mælkevej, hvis bånd skåner gennem billedet. Her ses (fra højre mod venstre) ESOs 3,6-meter teleskop, 3,58-meter New Technology Telescope (NTT), ESOs 1-meter Schmidt-teleskop og MPG/ESO 2,2-meter teleskopet, som har sne på kuplen. Den lille kuppel på det nedlagte Coudé hjælpeteleskop kan ses lige ved siden af kuplen til ESOs 3,6-meter teleskop, og mellem den og NTT er observatoriets vandtanke.

Selvom synet af sne på La Silla først kan forekomme overraskende, så kan ESOs højtliggende grunde både opleve varme og kolde temperaturer gennem året, og lejlighedsvis kan de være udsat for barske forhold.

Dette billede er taget af José Francisco Salgado, en af ESOs fotoambassadører.

På dette fotografi bærer en af de to ALMA transportere Lore, en af de 7-meter-diameter antenner til ALMA, Atacama Large Millimeter/submillimeter Array. Lore og hendes tvilling Otto er to lysegule 28-hjulede køretøjer, special-bygget til at flytte ALMA's antenner rundt på Chajnantor højsletten, i en højde på 5000 meter. Ved at gøre dette kan de ændre teleskopopstillingen for at gøre de mest brugbare observationer af et givet genstand. De flytter også antennerne mellem Chajnantor og den lavere beliggende Operations Support Facility til vedligeholdelse.

ALMA har en hovedopstilling af halvtreds 12-meter antenner, og en supplerende opstilling af tolv 7-meter antenner og fire 12-meter antenner, kendt som Atacama Compact Array (ACA). Lore transporterer her en af de mindre 7-meter antenner fra ACA. 12-meter antennerne fra hovedopstillingen kan ikke placeres mindre end 15 meter fra hinanden, da de ellers ville støde ind i hinanden. Denne minimumsadskillelse begrænser den maksimale størrelse af de objekter, der kan observeres på himlen. Dette betyder, at hovedopstillingen ikke kan observere de bredeste former af udstrakte objekter så som gasskyer af molekyler gas i Mælkevejen eller de nærmeste galakser. ACA er specifikt designet til at hjælpe ALMA med at lave bedre observationer af disse langstrakte objekter. Dens mindre 7-meter antenner kan opstillet tættere sammen, og dette gør dem bedre i stand til at observere de bredere strukturer som hovedopstillingen misser.

De dramatiske is-lignende pigge i forgrunden kaldes for penitentes (spansk for skriftebørn). Det er et mærkeligt naturligt fænomen der findes ved store højder, typisk mere end 4000 meter over havets overflade. De er tynde blade af hærdet sne eller is der peger imod Solen, og kan opnå højder mellem få centimeter og op til flere meter.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links

• Mere om ALMA på ESO
• Joint ALMA Observatory

Dette smukke billede taget i december 2012, viser de store rækker af antenner der udgør Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) [1], det største eksisterende astronomiprojekt, der ligger på Chajnantor højsletten i de chilenske Andesbjerge. De store antenner er 12 meter i diameter og de mindre, der ses samlet i midten af billedet, danner ALMA Compact Array (ACA), der udgøres af 12 antenner med en diameter på 7 meter. Når samlingen af antenner er færdige vil der være 66 i alt.

ESO har påbegyndt et formidlingspartnerskab med ORA Wings for Science Project, en non-profit organisation der tilbyder antennestøtte til offentlig forskning mens den er på en årelang rejse rundt om Jorden. De to besætningsmedlemmer fra Wings for Science Project, Clémentine Bacri og Adrien Normier, flyver en speciel miljøvenlig ultralight [2], for at hjælpe forskere ved at udbyde luftkapacitet til for eksempel luftindsamling til arkæologi, biodiversiets observationer og 3D landskabsmodellering.

De korte film og fantastiske billeder der produceres i løbet af flyvningerne, bruges til undervisningsformål og for at fremvise lokal forskning. Deres jordomflyvning begyndte i juni 2012 og vil slutte i juni 2013 med en landing ved Paris Air Show.

Noter

[1] Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. I Europa er ALMA finansieret af det Europæiske Syd Observatorium (ESO), i Nordamerika af U.S. National Science Foundation (NSF) i samarbejde med National Research Council of Canada (NRC) og National Science Council of Taiwan (NSC) og i Østasien af National Institutes of Natural Sciences (NINS) of Japan i samarbejde med Academia Sinica (AS) i Taiwan. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO), der administreres af Associated Universities, Inc. (AUI), og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

[2] Det ultralette fly er et NASA prisvindende Pipistrel Virus SW 80, der kun bruger 7 liter brændstof per 100 kilometer - mindre end de fleste biler. 

Links

• Wings for Science

Det der måske gælder for en smuk klar dag alle andre steder i verden, er faktisk en usædvanlig overskyet dag på ESOs Paranal-observatorium i Atacamaørkenen. Fordi dette er et af de tørreste steder på planeten, er det meget usædvanligt at se skyer på himlen. Mange astronomer og ingeniører der tilbringer deres tid på stedet, finder den skyfrie himmel en af de mest slående ting ved at arbejde i Atacamaørkenen. Dette fantastiske 360-grader panoramabillede taget af ESO-entreprenøren Dirk Essl i 15 enkeltstående eksponeringer, har fanget en af de sjældne dage med skyer over Paranal. Nogle få tynde tjavsede cirrusskyer kan ses over bygningerne, der udgør Very Large Telescope. Disse skyer dannes ved store højder, og er lavet af små iskrystaller.

Paranal-observatoriet får mindre end 10 millimeter regn om året, hvilke er bare en af grundende til at dette 2600-meter høje bjerg, blev valgt som hjemstedet til ESOs Very Large Telescope (VLT). Dette panoramabillede indeholder VLT's fire store enhedsteleskoper samt de fire mindre hjælpeteleskoper i deres runde bygninger, en i forgrunden af billedet og de andre tre længere væk. Skinnerne på jorden er der, så hjælpeteleskoperne kan flyttes i forskellige positioner. 

Dirk indsendte dette billede til Your ESO Pictures Flickr group. Flickr gruppen gennemgås ofte og de bedste billeder vælges til at blive vist i vores populære Ugens Billede eller i vores galleri.

Links

• Dette billede på Dirk Essl's Flickr photostream
• Dirk Essl's Flickr photostream
•  Your ESO Pictures Flickr group
• "Your ESO Picturen" meddelelsen

Dette smukke billede af Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), viser teleskopets antenner under en betagende stjerneklar nattehimmel, er taget af ESO foto-ambassadøren Christoph Malin. Dette er et stilbillede fra en af hans omhyggeligt skabte tidsforkortet videoer af ALMA, der også er tilgængelige (se ann12099).

Beliggende på Chajnantor højsletten i 5000 meters højde, er ALMA verdens mest kraftfulde teleskop til at studere Universet ved submillimeter og millimeter bølgelængder. Bygningsarbejdet for ALMA vil være færdigt i 2013, og i alt 66 af disse højpræcisions antenner vil operere på stedet.

Klart glødende på himlen, står den store og den lille Magellanske skyer over antennerne. Disse nære irregulære dværggalakser er iøjnefaldende objekter på den sydlige halvkugle, selv med det blotte øje. Galakserne kredser begge om Mælkevejen – vores galakse – og der er tegn på at de begge er blevet forvrænget grundet deres interaktion med Mælkevejen da de bevæger sig tæt på den.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links

• ALMA  tidsforkortet udarbejdet 2012 video
• Mere om ALMA på ESO
• Joint ALMA Observatory
• ESO foto-ambassadører

Dette panoramabillede, taget af Alexandre Santerne, viser vores hjemgalakse Mælkevejens skive indefra, samt en kold vinternat med et drys af sne på ESOs La Silla-observatorium i Chile. Fra vores udsigtspunkt inde i Mælkevejen, ses dens skive som et funklende bånd af stjerner, der strejker sig over himlen. I dette panoramabillede er Mælkevejen forvrænget til en halvbue på grund af vidvinkelprojektionen.

Over bakken i venstre del af dette billede kigger ESOs 3,6-meter teleskop, hjemstedet for verdens bedste exoplanet-jæger, HARPS (the High Accuracy Radial velocity Planet Searcher) frem. Langt til højre er det schweiziske 1,2-meter Leonhard Euler Telescope, bygget og drevet af Geneva Observatory. 

Der er en række grunde til at La Silla er et ideelt sted at observere nattehimlen i al almindelighed, og Mælkevejen i særdeleshed. Først og fremmest er den placeret på den sydlige halvkugle, der giver os et bedre udsyn til den rige, centrale del af galaksen, og dernæst er den beliggende langt fra lys og forurening fra byerne, i en højde på 2400 meter over havets overflade, hvilket giver mørke nætter og en klar atmosfære.

Alexandre indleverede dette billede til Your ESO Pictures Flickr gruppen. Flickr-gruppen bliver jævnligt gennemset og de bedste billeder bliver udvalgt til at medvirke i vores populære Ugens Billeder serie, eller i vores galleri. Siden at han indsendte billedet er Alexandre også blevet en ESO foto-ambassadør.  

Links

• Dette billede med kommentarer, på Alexandre Santernes Flickr photostream
• Alexandre Santernes Flickr photostream
• "Your ESO Pictures" Flickr gruppe
• "Your ESO Pictures" meddelelser
• ESO fotoambasadører

Dette billede af ESOs fotoambassadør Farid Char, af den sydlige nattehimmel over Recidencia ”hotellet” på ESOs Paranal-observatorium i Chile, viser et smuk stjernefyldt og dynamisk billede af himlen.

For at lave de hvirvlende stjernespor måtte Farid bruge en 30 minutters eksponeringstid for at afsløre den observerede bevægelse af stjernerne, der skyldes Jordens rotation. I midten er det tilsyneladende stillestående punkt af den sydlige himmels pol. Til venstre og i toppen af billedet er de langstrakte udviskede Store og Lille Magellanske Skyer, Mælkevejens nabogalakser. 

Den mørke glaskuppel under de kredsende stjerner er en del af Residencia bygningens tag. Denne enestående delvist underjordiske konstruktion har været i brug siden 2002 af forskere og ingeniører der arbejder på observatoriet. I løbet af dagen, tillader den 35 meter brede kuppel, at naturligt dagslys strømmer ind i bygningen.

På observatoriet, beliggende på et bjerg i en højde på 2600 meter i den golde Atacamaørken, kommer de fantastiske astronomiske egenskaber ikke gratis. Mennekser her, står over for intenst sollys i løbet af dagen, meget lav luftfugtighed, og den store højde kan give åndenød. For at hjælpe dem med at slappe af, og rehydrere efter lange vagter på bjergtoppen, findes der er kunstig oase i Residencia, med en lille have, en svømmepøl der tilfører fugt til luften, en opholdsstue, en spisestue og andre fritidsfaciliteter. Der kan bo over 100 mennesker i bygningen.

Links

• ESOs fotoambassadører 
• Farid Char's hjemmeside

Dette billede viser galaksen NGC 4535 i stjernebilledet Virgo (Jomfruen), på en smuk baggrund af mange fjerne svage galakser. Dens næsten cirkulære udseende viser at vi observerer det næsten direkte ovenfra. I galaksens centrum, er der en veldefineret bjælkestruktur, med støvbaner der bøjer skarpt før spiralarmene afbrækkes fra bjælken ende. Den blålige farve på spiralarmene tyder på tilstedeværelsen af et stort antal unge stjerner. I centrum, er det dog ældre og koldere stjerner der giver udbulingen i midten sit gullige udseende. 

Dette billede i synligt lys, blev lavet med FORS1 instrumentet på ESOs 8,2-meter Very Large Telescope. Galaksen kan også ses igennem mindre amatør-teleskoper, og blev først observeret af William Herschel i 1785. Når den ses igennem et mindre teleskoper, ser NGC har en diset, spøgelsesagtig fremtoning, der inspirerede den fremtrædende amatør astronom Leland S. Copeland til at kalde den for ”den fortabte galakse” i 1950’erne.

NGC 4535 er en af de største galakser i Virgohoben, er tung galaksehob med op til 2000 galakser, omkring 50 millioner lysår borte. Selvom Virgohobens diameter ikke er meget større end den Lokale gruppes – galaksehoben som Mælkevejen hører til – den indeholder næsten 50 gange flere galakser.

Forskningsteleskoper har de bedste kameraer, der sammen med store spejle der er nødvendige for store indsamligsarealer, gør det muligt for astronomerne at se svagt lys fra dybe himmelobjekter. Dog kan man også fremstille smukke billeder uden store teleskoper og med mere beskedne kameraer. 

Astrofotografer bruger mere konventionelle kameraer til at tage billeder af astronomiske objekter, og ofte på en større målestok end observationerne gjort med et stort teleskop. Nogen gange medtager de landskabet i deres værker, og fremstiller smukke postkort af Universet set fra Jorden.

For eksempel viser ugens billede 3,58-meter New Technology Telescope (NTT), der ligger på ESOs La Sille-observatorium, der står med en baggrund af den stjerneklare sydlige himmel. Mælkevejen – vores galakse – ses tydeligt som en diset stribe tværs over himlen. Mørke områder inden i Mælkevejen, er områder hvor lyset fra baggrundsstjernerne blokeres af interstellart støv. Desuden ses den Store Magellanske Sky til højre for teleskopet som en tåget klump på himlen. Denne nærliggende irregulære galakse er et iøjnefaldende objekt på den sydlige himmel. Den kredser om Mælkevejen, og det tyder på at den er blevet meget forvredet grundet dens interaktion med vores egen galakse.

Dette billede blev taget af Håkon Dahle, der også er en dygtig astronom. Han indsendte dette billede til Your ESO Pictures Flickr group. Flickr-gruppen bliver regelmæssigt gennemset og de bedste billeder bliver vist i vores populære Ugens billede serie, eller i vores billedarkiv.

Links

• Dette fotografi på Håkon Dahles Flickr billedserie
• Håkon Dahles Flickr billedserie
• ”Your ESO Pictures” Flickr-gruppen
• ”Your ESO Pictures” meddelelser

Dette imponerende billede blev taget af Gabriel Brammer, en af ESOs fotoambassadører, og viser et syn af Paranal-observatoriet ved solnedgang, sammen med to kometer der i øjeblikket laver striber over den sydlige himmel. Tæt på horisonten, på den højre side af billedet, ser man halen af kometen C/2011 L4 (PAN-STARRS), den kraftigste af de to, der hovedsageligt blive skabt af støv der reflekterer sollyset. I midten af billedet, lige over den højre bjergskråning af Paranal bjerget, kan den grønlige koma – en tåge der omkredser kernen – af kometen C/2012 F6 (Lemmon) fornemmes, efterfulgt af en svagere hale. Den grønne farve er et resultat af sollysets ionisation af gasserne i komaen. Du bliver måske snydt til at tro, at der er en tredje synlig komet på dette billede, men det klare objekt der suser imellem kometerne Lemmon og Pan-STARRS er en heldigt skud af et stjerneskud, der brænder op i atmosfæren på lige det rigtige tidspunkt på det rigtige sted.

Gerhard Hüdepohl, en af ESOs foto-ambassadører fangede dette spektakulære billede af ESOs Very Large Telescope (VLT), mens den nye laser til VLT blev testet den 14. februar 2013. Den vil blive brugt som en vital del af Laser Guide Star Facility (LGSF), der vil gøre det muligt for astronomerne at korrigere for de fleste af de forstyrrelser, der skabes af den konstante bevægelse af atmosfæren, og skabe meget skarpere billeder.  Alligevel er det svært, ikke at se det som en futuristisk laserkanon, der bliver rettet mod en fjern indtrængende fjende fra rummet.

Ud over det fantastiske syn af Mælkevejen der ses over teleskopet, er der en anden egenskab der gør dette billede endnu mere specielt. Til højre for midten af billedet, lige under den lille Magellanske sky og næsten gemt iblandt en myriade af stjerner på den mørke chilenske himmel, er der en lille grøn prik med en svag hale, der strækker sig imod venstre. Dette er den nyligt opdagede komet Lemmon, der er lysere end forventet, og der i øjeblikket bevæger dig over den sydlige himmel.

Dette enestående deformerbare tynde spejl er blevet leveret til ESO i Garching, Tyskland og ses her under afprøvning. Det er 1120 millimeter på tværs, men kun 2 millimeter tykt, hvilket gør det meget tyndere end de fleste glasvinduer. Spejlet er meget tyndt for at være fleksibelt nok til at kunne ændre formen af den reflekterende overflade når magnetiske kræfter påvirker det. Når det er i brug, vil spejlets overflade hele tiden blive ændret en lille smule for at korrigere for den udtværende effekt fra Jordens atmosfære og derved skabe meget skarpere billeder.

Det nye deformerbare sekundærspejl (Deformable Secondary Mirror: DSM) vil erstatte det nuværende sekundærspejl i et af VLTs fire enhedsteleskoper. Hele sekundærspejlets konstruktion omfatter en samling af 1170 aktuatorer, der påfører en kraft på 1170 magneter, som er limet på bagsiden af det tynde spejl. Avanceret, specialbygget elektronik styrer hvordan det tynde spejl opfører sig. Den reflekterende overflade kan deformeres op til tusind gange hvert sekund ved aktuatorernes påvirkning.

Det komplette DSM-system blev leveret til ESO af de italienske firmaer Microgate og ADS i december 2012 og markerer afslutningen på otte års vedvarende udviklingsarbejde og produktion. Det er det største deformerbare spejl, der nogen sinde er fremstillet til astronomi-formål og er det sidste i en lang række af sådanne spejle. Disse firmaers store erfaring ses i form af systemets store ydeevne og dets driftsikkerhed. Efter planen skal det installeres på VLT i begyndelsen af 2015.

Det tynde spejl (ann12015) blev fremstillet af det franske firma REOSC. Det er en plade af keramisk materiale er blevet poleret til en meget nøjagtig form. Produktionsprocessen begyndte med et stykke Zerodur-keramik, leveret af Schott Glass (Tyskland), der var mere end 70 millimeter tykt. Størstedelen af materialet blev slebet væk for at skabe det endelige tynde spejl, der forsigtigt skal støttes hele tiden, da det er ekstremt skrøbeligt.

Links

• Afdelingen for adaptiv optik ved ESO
• Brochure om Adaptive Optics Facility (AOF) på ESO (PDF-fil)   
• Microgate 
• ADS
• REOSC
• Schott Glass

På en klar nat i Bayern var ESO-medarbejdere med ved optagelserne af en ESOcast-episode med fokus på ESOs nye kompakte laser-guidestjerne-enhed, der her kan ses i aktion på Allgäu Public Observatory i Ottobeuren, Tyskland. Ved at bruge lyset fra deres mobiltelefoner udnyttede medarbejderne fotografiets lange eksponeringstid til at tegne bogstaverne ”ESO” i lys, mens de stod foran observatoriet. Lige til venstre for den lodrette laserstråle kan Mælkevejen ses. Lige over horisonten over observatoriet ses i det fjerne de prikkede spor fra flyvemaskiner. Laseren har en kraftfuld stråle på 20 watt, og for at beskytte piloter og passagerer blev der under nattens observationer lavet en flyveforbudszone rundt om observatoriet af Deutsche Flugsicherung (ansvarlige for kontrollen af flytrafik i Tyskland).

Laser-guidestjerner er kunstige stjerner, der skabes i Jordens atmosfære med en laserstråle. Laseren får natriumatomer i et lag 90 kilometer oppe i atmosfæren til at lyse og skaber derved en kunstig stjerne på himlen, der kan observeres med et teleskop. Ved at bruge målinger af den kunstige stjerne kan instrumenter med adaptiv optik korrigere for atmosfærens slørende effekt  i observationerne.

ESOs nyskabende koncept bruger en kraftig laser, hvis stråle udsendes med et lille teleskop bygget sammen til én enkelt modulenhed, der kan monteres direkte på et stort teleskop. Konceptet, der er patenteret og licenseret af ESO, vil blive brugt til at give Very Large Telescope (VLT) fire lignende laserenheder. Det vil også spille en nøglerolle i de enheder, det nye European Extremely Large Telescope (E-ELT) i fremtiden skal udstyres med.

Da optagelserne blev lavet, var enheden ved at blive afprøvet , før den blev sendt til ESOs Paranal-observatorium i Chile, hjemsted for VLT.

Links

• ESOcast-episode om laser guidestjerner
• Mere om ESO Wendelstein Laser Guide Star enheden
• Mere om Allgäu Public Observatory

Babak Tafreshi, en af ESOs fotoambassadører, har taget dette smukke billede af ESOs Paranal-observatorium badet i lyset fra solnedgangen. Den smukke klare himmel sladrer om de enestående atmosfæriske forhold her; en af de vægtige grunde til, at ESO valgte Paranal som hjemsted for flagskibsfaciliteten Very Large Telescope (VLT).

VLT – der kan ses på Cerro Paranal, som er den højeste bjergtop på dette billede med en højde på 2600 meter – er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til synligt lys. Det består af fire enhedsteleskoper, der hver har et primærspejl med en diameter på 8,2 meter, samt fire 1,8 meter hjælpeteleskoper. VLT arbejder ved synlige og infrarøde bølgelængder, og blandt de banebrydende observationer, der er udført med VLT, er det første direkte billede af en exoplanet (se eso0515) og observationer af stjerner, der kredser om Mælkevejens centrale sorte hul (se eso0846 og eso1151).

VLT Survey Telescope (VST) ligger også på Cerro Paranal. Dets mindre bygning kan lige akkurat ses på bjergtoppen foran en af de større bygninger med et af VLT-enhedsteleskoperne . VST er det nyeste teleskop på Paranal med de første billeder offentliggjort i 2011 (se eso1119). Primærspejlet med en diameter på 2,6 meter gør dette teleskop til det største i verden, der er designet til at kortlægge himlen i synligt lys.

Et andet kortlægningsteleskop på Paranal-observatoriet er VISTA, Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy, der kan ses på en anden bjergtop foran Cerro Paranal. VISTA er verdens største kortlægningsteleskop med et 4,1 meter spejl og arbejder ved nærinfrarøde bølgelængder. Teleskopet blev taget i brug i 2009 (se eso0949).

Links

• Mere om Very Large Telescope
• Mere om kortlægningsteleskoperne på Paranal
• ESOs fotoambassadører
  

Dette dybe billede viser det, der kaldes en superhob af galakser – en kæmpe gruppe af galaksehobe, der er klumpet sammen. Denne hob, der er kendt som Abell 901/902, indeholder tre separate primære hobe og et antal filamenter af galakser, der er typiske for denne type superstrukturer. En galaksehob, Abell 901a, kan ses over og lige til højre for den fremtrædende røde stjerne i forgrunden nær midten af billedet. En anden hob, Abell 901b, ligger til højre for Abell 901a og en smule længere nede. Endelig ligger hoben Abell 902 direkte under den røde stjerne mod bunden af billedet.

Superhoben Abell 901/902 ligger lidt over to milliarder lysår fra Jorden og består af hundredevis af galakser i et område der er omkring 16 millioner lysår på tværs. Til sammenligning er den Lokale Gruppe – der indeholder vores egen galakse, Mælkevejen blandt flere end 50 andre galakser – kun rundt regnet 10 millioner lysår på tværs.

Dette billede er taget med kameraret Wide Field Imager (WFI) på MPG/ESO 2,2 meter-teleskopet, der står på La Silla-observatoriet i Chile. Ved at bruge data fra WFI og fra NASA/ESAs Rumteleskopet Hubble, var astronomer i 2008 i stand til præcist at kortlægge fordelingen af mørkt stof i superhoben og viste, at hobene og de individuelle galakser, der udgør superstrukturen, ligger i store klumper af mørkt stof. For at gøre dette kiggede astronomerne på, hvordan lyset fra 60.000 fjerne galakser, der ligger bag superhoben, bliver forvrænget af tyngdekraften fra det mørke stof, og afslørede derved dets fordeling. De fire primære klumper af mørkt stof i Abell 901/902 menes at være omkring 10 billioner gange tungere end Solen.

Observationerne, som er vist her, er en del af COMBO-17-undersøgelsen, der er en kortlægning af himlen, foretaget med WFI-kameraret gennem 17 forskellige optiske filtre. COMBO-17-projektet har indtil nu fundet over 25.000 galakser.

Links

• COMBO-17-undersøgelsen ved Max-Planck-Institut für Astronomie, Heidelberg
• Et kig på et større område omkring superhoben Abell 901/902

Endnu en stjerneklar nat på Chajnantor-højsletten i de chilenske Andesbjerge. Månen i første kvarter lyser klart på dette billede og overstråler de omkringliggende objekter på himlen. Men for radioteleskoper som APEX (Atacama Pathfinder Experiment), der ses her, er Månens lys ikke et problem for at lave observationer. Faktisk kan dette teleskop endda bruges om dagen, når bare det ikke bliver rettet mod Solen. Det er fordi Solen ikke lyser særlig klart ved radiobølgelængder og fordi disse bølgelængder ikke gør himlen lys på samme måde som almindeligt synligt lys.

APEX er et teleskop med en diameter på 12 meter, der observerer lys ved millimeter- og submillimeter-bølgelængder. Astronomer, der observerer med APEX, kan se fænomener, som er usynlige ved kortere bølgelængder som infrarødt eller synligt lys. For eksempel kan APEX se gennem tætte interstellare skyer af gas og kosmisk støv og afsløre områder, hvor dannelsen af nye stjerner er i gang. Disse områder gløder kraftigt ved disse bølgelængder, men kan være helt tildækkede og mørke set i synligt og infrarødt lys. Nogle af de tidligste og mest fjerntliggende galakser er også fremragende mål for APEX. På grund af Universets udvidelse over mange milliarder år er deres lys blevet rødforskudt til millimeter- og submillimeter-området som APEX observerer i.

APEX er et samarbejde mellem Max Planck Institute for Radio Astronomy (MPIfR), Onsala Space Observatory (OSO) og ESO. Driften af APEX på Chajnantor varetages af ESO.

Dette slående billede er taget af Babak Tafreshi, der er en af ESOs fotoambassadører. Det er del af et større panorama, der også kan fås med en anden beskæring.

Links

• Mere om APEX hos ESO
• ESOs fotoambassadører

Ved første øjekast viser dette billede det bjergrige sceneri på Chajnantor-højsletten i Chile med sne og is spredt ud over det golde terræn. De primære bjergtinder fra højre mod venstre er Cerro Chajnantor, Cerro Toco, Juriques og den markante kegleformede vulkan Licancabur (se potw1240) – ganske imponerende! Billedets virkelige stjerner er imidlertid de bittesmå, kun netop synlige strukturer lige midt i billedet – mulige at opfatte, hvis du ser rigtig godt efter.

Disse strukturer, der er forsvindende små i forhold til deres bjergnaboer, er antenner, som udgør det store radioteleskop Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA). Selvom det ser småt ud på dette billede, er det opbygget af en samling af store antenner med diametre på 12 og 7 meter. Når det er færdigbygget, vil det der være i alt 66 antenner spredt ud over højsletten med afstande på op til 16 kilometer. Konstruktionen af ALMA forventes at blive afsluttet i 2013, men teleskopet er gået i gang med en indledende fase af tidlige videnskabelige observationer og har allerede leveret fantastiske resultater (se fx eso1239). Siden dette billede blev taget, er mange flere antenner blevet opstillet på højsletten.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links

• Mere om ALMA hos ESO
• Joint ALMA Observatory

Dette billede viser et af enhedsteleskoperne i ESOs Very Large Telescope (VLT) under klare stjernespor, der omkranser himlens sydpol – et punkt på himlen, som ligger i det sydlige stjernebillede Octans (Oktanten). Disse spor er buer af lys, der viser stjernernes observerede bevægelse hen over himlen, mens Jorden langsomt roterer. For at fange disse stjernespor blev der lavet mange optagelser over tid, som derefter blev kombineret til det endelige resultat med cirkelrunde spor.

Teleskopet i forgrunden, der er badet i månelys, er bare et af fire enhedsteleskoper (Unit Telescope: UT), der udgør VLT på Paranal i Chile. Efter indvielsen af Paranal i 1999 blev hvert enhedsteleskop navngivet i den indfødte Mapuche-stammes sprog. Enhedsteleskopernes navne – Antu, Kueyen, Melipal og Yepun – repræsenterer fire fremtrædende og smukke himmelfænomener: henholdsvis Solen, Månen, stjernebilledet Sydkorset og Venus. Enhedsteleskopet på dette billede er Yepun, der også er kendt som UT4.

Billedet er taget af Farid Char, der er en af ESOs fotoambassadører. Char arbejder på ESOs La Silla-Paranal-observatorium og er medlem af et testhold til European Extremely Large Telescope (E-ELT) – et nyt jordbaseret teleskop, der bliver det største optiske/nærinfrarøde teleskop i verden, når det er færdigbygget i starten af 2020erne.

Links

• Mere om Very Large Telescope
• ESOs fotoambassadører

Babak Tafreshi, der er en af ESOs fotoambassadører, har fanget Atacama Large Millimeter/submillimeter Arrays (ALMAs) antenner under den sydlige himmel i endnu et åndeløst smukt billede.

De dramatiske hvirvler af stjerner på himlen minder lidt om van Goghs maleri Stjernenatten eller – for science fiction fans – måske om udsynet fra et rumskib, der er ved at træde ind i hyperrummet. I virkeligheden viser de Jordens rotation afsløret af fotografiets lange eksponeringstid. På den sydlige halvkugle ser stjernerne ud til at bevæge sig i cirkler om himlens sydpol, mens Jorden drejer rundt. Himlens sydpol ligger i det uanseelige stjernebillede Octans (Oktanten) mellem det mere berømte stjernebillede Sydkorset og de Magellanske Skyer. Med en tilstrækkelig lang eksponeringstid trækker stjernerne cirkulære spor, mens Jorden roterer.

Billedet er taget på Chajnantor-højsletten, der ligger i en højde på 5000 meter i de chilenske Andesbjerge. Det er hjemstedet for ALMA-teleskopet hvis antenner kan ses i forgrunden. ALMA er det kraftigste teleskop til at studere det kolde Univers – molekylær gas og støv samt eftergløden fra Big Bang. Når ALMA er færdigbygget i 2013 vil det have 54 af disse antenner, der er 12 meter i diameter samt 12 7 meter-antenner. Tidlige videnskabelige observationer med det delvist færdigbyggede teleskop begyndte dog allerede i 2011. Selvom det endnu ikke er færdigbygget, leverer teleskopet allerede enestående resultater, der udkonkurrerer alle andre teleskoper af dets slags. Nogle af antennerne er udtydelige på billedet, fordi teleskopet var i brug under optagelsen og derfor bevægede sig.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links

• Mere om ALMA hos ESO
• Joint ALMA Observatory
• ESOs fotoambassadører

Dette panoramabillede af Chajnantor-højsletten, der er taget tæt ved toppen af Cerro Chico, viser hjemstedet for Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA). Det er lykkedes for Babak Tafreshi, der er en af ESOs fotoambassadører, at fange den følelse af ensomhed, som kan opleves på ALMAs hjemsted 5000 meter over havniveau i de chilenske Andesbjerge. Lys og skygge maler landskabet og fremhæver terrænets overjordiske udseende. I forgrunden på billedet ligner en klynge af ALMA-antenner mærkelige robotagtige besøgende på højsletten. Når teleskopet er færdigbygget i 2013 vil der i alt være 66 sådanne antenner, der arbejder sammen.

ALMA revolutionerer allerede astronomernes undersøgelser af Universet ved millimeter- og submillimeter-bølgelængder. Selvom alle antenner ikke er på plads, er ALMA allerede kraftigere end noget andet teleskop, der arbejder ved disse bølgelængder. Det giver astronomerne en hidtil uset evne til at studere det kolde Univers – molekylær gas og støv samt eftergløden fra Big Bang. ALMA studerer byggestenene til stjerner, planetsystemer, galakser og selve livet. Ved at give forskere detaljerede billeder af stjerner og planeter, der fødes i gasskyer tæt ved Solsystemet, og ved at registrere galakser, som dannes ved kanten af det synlige Univers, vil ALMA gøre det muligt for astronomerne at tage fat på nogle af mest grundlæggende spørgsmål om vores kosmiske oprindelse.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

Links

• Mere om ALMA hos ESO
• Joint ALMA Observatory
• ESOs fotoambassadører

Babak Tafreshi, der er en af ESOs fotoambassadører, har taget endnu et enestående panoramabillede af ESOs Paranal-observatorium.

I forgrunden ses Atacama-ørkenens dramatiske bjerglandskab. Til venstre, på den højeste bjergtop, ligger ESO Very Large Telescope (VLT) og foran det på en lidt lavere bjergtop ses VISTA-teleskopet (Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy).

I baggrunden maler solopgangen Paranals himmel med en smuk palet af pastelfarver. Et hav af skyer over Stillehavet, der kun ligger 12 kilometer fra Paranal, strækker sig ud over horisonten.

Over horisonten, hvor skyhavet møder himlen, ses et mørkt bånd. Dette mørke bånd er Jordens skygge, der kastes af vores planet ud på dens atmosfære. Dette fænomen kan sommetider ses omkring solnedgang og solopgang, hvis himlen er klar og der er frit udsyn til horisonten. Over Jordens skygge ses en lyserød glød, der er kendt som Venus’ bælte. Denne glød skabes af lys fra Solen, der er ved at stå op (som i dette tilfælde) eller gå ned, som spredes af Jordens atmosfære.

Links

• ESOs fotoambassadører

Selvom dette billede som udgangspunkt kan ligne abstrakt moderne kunst, så er det faktisk resultatet af en langtidseksponering af nattehimlen over Chajnantor-højsletten i de chilenske Andesbjerge. Mens Jorden roterer mod endnu en dag, bliver Mælkevejens stjerner over ørkenen trukket ud til farverige spor. Imens får det højteknologiske teleskop i forgrunden næsten en drømmeagtig karakter.

Dette tryllebindende billede er taget 5000 meter over havniveau på Chajnantor-højsletten, der er hjemsted for teleskopet Atacama Pathfinder Experiment (APEX), som ses her. APEX er et teleskop med en diameter på 12 meter, der samler lys med bølgelængder i millimeter- og submillimeter-området. Astronomer bruger APEX til at studere en bred vifte af forskellige objekter fra kolde skyer af gas og kosmisk støv, hvor nye stjerner bliver født, til nogle af de tidligste og fjerneste galakser i Universet.

APEX er stifinder for Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), der er et revolutionerende teleskop som ESO i samarbejde med internationale partnere bygger og driver, ligeledes på Chajnantor-højsletten. Når ALMA er færdigbygget i 2013, vil det bestå af 54 antenner med en diameter på 12 meter og yderligere 12 antenner på syv meter i diameter. De to teleskoper supplerer hinanden: Takket være sit større synsfelt kan APEX finde mange mål over store områder af himlen, som ALMA så kan studere i stor detalje med sin langt større opløsningsevne (evnen til at skelne detaljer). APEX og ALMA er begge vigtige værktøjer for astronomerne til at lære mere om, hvordan Universet virker, herunder dannelsen af de stjerner, der trækker spor på himlen på dette billede.

Billedet er taget af ESOs fotoambassadør Babak Tafreshi. Han er også grundlægger af The World At Night, et projekt, der vil skabe og udstille en samling af fantastiske billeder og tidsforkortede videoer af verdens smukkeste og historiske steder set mod en natlig baggrund af stjerner, planeter og astronomiske begivenheder.

APEX er et samarbejdsprojekt mellem Max-Planck Institut für Radioastronomie (MPIfR), Onsala Space Observatory (OSO) og ESO. Driften af APEX på Chajnantor varetages af ESO. ALMA er en international astronomifacilitet og et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. ESO er den europæiske parter i ALMA-projektet.

Links

• Mere om APEX hos ESO
• ESOs fotoambassadører

ESO fylder 50 i år og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla- og Paranal-observatorierne, ESOs kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

Very Large Telescope (VLT) er ESOs flagskib på Cerro Paranal i Chile, og består af fire gigantiske enhedsteleskoper (UT: Unit Telescope), der hver har et lyssamlende spejl på 8,2 meter i diameter. Dertil kommer fire bevægelige 1,8 meter hjælpeteleskoper. Denne måneds fotografier viser et enhedsteleskop under opførelse og et andet som det ser ud i dag.

Det indledende arbejde på bygningen til det første enhedsteleskop (UT1) kan ses på det historiske billede, der blev taget i slutningen af oktober 1995. Betonfundamentet var færdigt og den nedre, stationære del af bygningens metalstruktur var blevet fastgjort til det. De første stykker af den roterende del af teleskopets bygning var også på plads – begyndelsen på den brede spalte som teleskopet skulle observere igennem og den tunge horisontale struktur, der skulle understøtte skydedørene, kan ses i retning mod kameraet. Dette enhedsteleskop så sit første lys den 25. maj 1998 (se eso9820).

Ved indvielsen af Paranal i 1999 (se eso9921) fik hvert UT et navn på de indfødtes (Mapuche-stammen) sprog. Navnene – Antu, Kueyen, Melipal og Yepun på UT 1 til 4 i nævnte rækkefølge – repræsenterer fire fremtrædende og smukke objekter på himlen: Solen, Månen, stjernebilledet Sydkorset og Venus [1].

Det nutidige billede er af UT4, Yepun, som så sit første lys i september 2000 (se eso0028). Men det repræsenterer lige så godt som sin søster UT1, hele det færdigbyggede VLT, da alle fire UTer blev designet til at være identiske. De adskiller sig kun ved de sæt af instrumenter, der er til rådighed på hver, hvilket giver astronomer en bredere vifte af redskaber til at studere universet. Den gule rammelignende struktur foran Yepun er M1s løfteplatform, som kan bevæges mellem UTerne og bruges, når deres gigantiske 8,2 meter primærspejle i perioder fjernes og får ny belægning.

I årene siden det historiske billede blev taget, har det første UT fået et navn – Antu – og en familie, i takt med at de andre teleskoper har sluttet sig til på bjergtoppen. I dag er VLT verdens mest avancerede astronomiske teleskop til synligt lys, og Antu, Yepun og de andre teleskoper på Paranal har spillet en vigtig rolle i at gøre ESO til verdens mest produktive jordbaserede observatorium!

Noter

 [1] Yepun blev oversat til ”Sirius” på tidspunktet for Paranals indvielse (se eso9921), men efterfølgende undersøgelser har vist at den korrekte oversættelse er ”Venus”.

Links

• Det historiske billede
• Det nutidige billede
• Sammenligning af det historiske og nutidige billede
• Mere om ESOs Very Large Telescope

I århundreder har filosoffer og videnskabsfolk spekuleret over muligheden for beboelige planeter uden for Solsystemet. I dag er denne idé mere end spekulation: mange hundrede exoplaneter er blevet opdaget i det seneste par årtier af astronomer over hele verden. Forskellige teknikker bruges til at lede efter nye verdener. I dette usædvanlige billede er teleskoper, der bruger to af disse metoder blevet fanget i samme skud: ESOs 3,6 meter-teleskop med HARPS-spektrografen og CoRoT-rumteleskopet. Billedet er taget af astronomen Alexandre Santerne, der selv studerer exoplaneter.

HARPS-spektrografen (High Accuracy Radial velocity Planetary Search), der er et instrument på ESOs 3,6 meter-teleskop, er verdens førende exoplanet-jæger. Teleskopets åbne kuppel ses i venstre side af dette billede bag den kantede bygning, der huser New Technology Telescope. HARPS finder exoplaneter ved at registrere små ændringer i en stjernes bevægelse, når den rokker en smule frem og tilbage pga. tyngdepåvirkningen fra en planet i kredsløb om stjernen. Denne teknik til at finde exoplaneter kaldes for radialhastighedsmetoden.

Det svage lysspor højt på himlen i denne 20 sekunders optagelse er ikke et meteor, men rumteleskopet CoRoT (Convection Rotation and planetary Transits). CoRoT leder efter planeter ved at se efter et fald i en stjernes lysstyrke, når en planet passerer ind foran den – passagemetoden. Rumteleskopets placering over Jordens atmosfære forbedrer nøjagtigheden af observationerne, fordi stjernerne ikke blinker. Potentielle planeter, der findes med passagemetoden, bekræftes med andre teknikker som radialhastighedsmetoden. Netop den nat, hvor dette billede blev taget, blev HARPS brugt til at følge op på exoplanet-kandidater fundet af CoRoT!

I november 2012 fik CoRoT desværre et computerproblem. Selvom satellitten stadig fungerer, kan den ikke modtage data fra sit teleskop (se nyheden på CoRoTs websted eller denne nyhedsartikel i Nature). CoRoT-holdet har dog ikke givet op og arbejder på at genoplive systemerne. Uanset om det lykkes at få CoRoT på banen igen eller ej, så er missionen allerede en stor succes! Satellitten har virket i dobbelt så lang tid som oprindeligt planlagt og var det første rumfartøj til at opdage en exoplanet med passagemetoden. CoRoT har ydet mange vigtige bidrag til både eftersøgningen af exoplaneter og undersøgelsen af stjerners indre inden for området asteroseismologi.

Eftersøgningen af exoplaneter hjælper os med at forstå vores eget planetsystem og kan være det første skridt på vejen mod at finde liv uden for Jorden. HARPS og CoRoT er bare to af de mange spændende instrumenter, der er udviklet til at hjælpe astronomerne med denne eftersøgning.

Alexandre indsendte dette billede til Flickr-gruppen” Your ESO Pictures”. Denne Flickr-gruppe bliver jævnligt gennemgået og de bedste billeder bliver udvalgt til at komme med i vores populære serie ”Ugens billede” eller i vores galleri. I 2012, som del af fejringen af ESOs 50 års jubilæum, vil vi også gerne have historiske billeder med relation til ESO. Efter han indsendte dette billede er Alexandre også blevet en af ESOs fotoambassadører.  

Links

• Dette billede med forklarende tekst på Alexandre Santernes Flickr-billedstrøm
• Alexandre Santernes Flickr-billedstrøm
• Flickr-gruppen ”Your ESO Pictures”
• Annonceringen af ”Your ESO Pictures”
• ESOs fotoambassadører

Atacama Pathfinder Experiment (APAX) teleskopet – fanget på dette dramatiske billede taget af ESOs fotoambassadører Babak Tafreshi – er et af de redskaber, der bruges af ESO til at studere universet i andet end synligt lys. Det er placeret på Chajnantor-højsletten i en højde af 5000 meter.

Klynger af hvide isspidser kan ses i forgrunden af billedet. Isspidserne (”penitentes” på spansk) er et forunderligt naturfænomen, der findes i højtliggende områder, typisk mere end 4000 meter over havets overflade. De er tynde pigge af hærdet sne eller is med deres spidser pegende mod Solen, kan være alt fra et par centimeter i højden og op til flere meter.

APEX er et 12 meter teleskop, der observerer lys ved millimeter og submillimeter bølgelængder. Astronomer, der observerer med APEX, kan se fænomener, der er usynlige ved kortere bølgelængder. Teleskopet giver dem bl.a. mulighed for at studere molekyleskyer, der er tætte områder af gas og kosmisk støv, hvor nye stjerner bliver født. Disse skyer er mørke og skjult af støv i synligt og infrarødt lys, men gløder klart ved disse forholdsvis lange bølgelængder. Astronomer bruger denne glød  til at studere de kemiske og fysiske forhold i skyerne. Dette bølgelængdeområde er også ideelt til at studere nogle af de tidligste og fjerneste galakser i universet.

På nattehimlen over og til venstre for APEX ses henholdsvis den Lille og Store Magellanske Sky som svage lyspletter. De er nabogalakser til vores egen galakse, Mælkevejen. Selve Mælkevejen ses som et diset bånd tværs over himlen, mest tydeligt over APEX’ kontrolbygning til højre. Mørke pletter i båndet er områder, hvor lyset fra fjerne stjerner er blokeret af interstellart støv. Skjult bag disse mørke støvbånd er Mælkevejens centrum i en afstand på ca. 27.000 lysår. Teleskoper som APEX er afgørende redskaber for astronomerne for at kunne se gennem støvet og studere vores galakses centrum i detaljer.

APEX er et samarbejde mellem Max-Planck-Institut für Radioastronomie (MPIfR), Onsala Space Observatory (OSO) og ESO. Driften af APEX på Chajnantor varetages af ESO.

Links

• Mere om APEX hos ESO
• ESOs fotoambassadører

ESOs fotoambassadør Babak Tafreshi har taget et enestående billede af himlen over ESOs Paranal-observatorium med et skatkammer af fjerne objekter.

Det mest iøjnefaldende af disse er Carina-tågen, der gløder intenst rødt i midten af billedet. Carina-tågen ligger i stjernebilledet Carina (Kølen) omkring 7500 lysår fra Jorden. Denne sky af glødende gas og støv er den klareste stjernetåge på himlen og indeholder flere af de klareste og tungeste stjerner, vi kender, i Mælkevejen, såsom Eta Carinae. Carina-tågen er et perfekt sted for astronomer til at afsløre mysterierne om tunge stjerners voldsomme fødsel og død. For smukke nyere billeder af Carina-tågen fra ESO se eso1208, eso1145 og eso1031.

Under Carina-tågen ser vi Ønskebrønd-hoben (NGC 3532). Denne åbne hob af unge stjerner har fået sit navn, fordi den gennem et teleskop ligner en håndfuld sølvmønter, der stråler på bunden af en ønskebrønd. Længere til højre, finder vi stjernetågen Lambda Centauri (IC 2944), der er en sky af glødende brint og nyfødte stjerner, som undertiden også kaldes Den Løbende Kylling. Det skyldes den fuglelignende form, som nogle mennesker ser i dens mest lysstærke område (se eso1135). Over denne tåge og lidt til venstre finder vi de Sydlige Plejader (IC 2632), en åben hob af stjerner, der ligner den mere velkendte nordlige navnebror.

I forgrunden ser vi tre af de fire hjælpeteleskoper (Auxillary Telescope: AT) på Very Large Telescope Interferometer (VLTI). Med VLTI kan ATerne – eller VLTs 8,2 meter enhedsteleskoper – bruges sammen som et enkelt kæmpestort teleskop, der kan se finere detaljer end det ville være muligt med de enkelte teleskoper. VLTI har været brugt til en bred vifte af forskning, herunder studiet af skiver omkring unge stjerner samt aktive galaksekerner, der er blandt de mest energirige og mystiske fænomener i universet.

Links

• ESOs fotoambassadører

ESO fylder 50 i år og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla- og Paranal-observatorierne, ESOs kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

På denne måneds fotografier, taget på ESOs Paranal-observatorium i Atacama-ørkenen, sammenlignes en travl byggeplads, som den så ud i november 1999, med slutresultatet i dag: observatoriets beboelsesbygning, der er kendt som Paranal Residencia. Forstil dig ændringerne fra dengang til nu: larmen fra hamre og bor og støjen af traktorer og kraner er forsvundet til fordel for en fredfyldt bygning i ørkenen, der er i harmoni med sine omgivelser. Bygget med naturlige materialer og farver og placeret i en eksisterende lavning i jorden, får det færdige byggeri til at gå i ét med landskabet.

Residencia er bygget som et fristed for astronomer og andre ansatte, der arbejder i et de hårdest tænkelige landskaber, hvor ekstrem tørhed, intens ultraviolet stråling fra Solen, stærke vinde og stor højde er en del af hverdagen. Entreprenørerne, der byggede Residencia og som også arbejdede under disse barske forhold, skabte en højt værdsat oase i ørkenen, hvor observatoriets personale kan gå i ly for de tørre omgivelser. Den færdige bygning er en hyldest til alt deres hårde arbejde. Den prisbelønnede bygning, Residencia, har over 100 værelser samt en række fællesrum, herunder en kantine, lounge, svømmebassin, fitnesscenter og bibliotek. Der er en spektakulær udsigt fra den venstre facade ud over ørkenen i retning mod Stillehavet og solnedgangen.

En anden ting kan ses på begge fotografier: bag Residencia, 2600 meter over havniveau på toppen af Cerro Paranal står ESOs Very Large Telescope (VLT). Det er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til synligt lys og det er grunden til, at Residencia og alle de, der er indenfor dens mure, overhovedet er der.

Links

• Det historiske billede
• Det nutidige billede
• Sammenligning af det historiske og nutidige billede
• Mere om konstruktionen af Residencia i en pressemeddelelse fra 1999
• Pressemeddelelse i forbindelse med åbningen af Residencia i 2002

Dette smukke panoramabillede taget af Babak Tafreshi, en af ESOs fotoambassadører, viser de sidste solstråler, der bader Chajnantor-højsletten i Chiles Atacama-region. Denne højslette er hjemsted for teleskopet Atacama Pathfinder Experiment (APEX), der kan ses i venstre side af panoramaet. Fra dette afsides liggende sted på Jorden, 5000 meter over havets overflade, studerer APEX det ”kolde univers”.

APEX er et teleskop med en diameter på 12 meter, der observerer lys med millimeter og submillimeter bølgelængder. Astronomer, der observerer med APEX, kan se fænomener, som er usynlige ved kortere bølgelængder. Teleskopet giver dem mulighed for at studere molekyleskyer, der er tætte områder af gas og kosmisk støv, hvor nye stjerner bliver født. Når de ses i synligt lys er skyerne mørke og indhyllede i støv, men ved de længere bølgelængder gløder de klart. Astronomerne bruger denne glød til at studere de kemiske og fysiske forhold i skyerne. Dette bølgelængdeområde er også ideelt til at studere nogle af de tidligste og fjerneste galakser i universet.

Siden det blev taget i brug i 2005, har APEX produceret mange vigtige videnskabelige resultater. For eksempel har APEX samarbejdet med ESOs Very Large Telescope for at se materiale blive flået fra hinanden af det sorte hul i midten af Mælkevejen (eso0841). Dette resultat er et af ESOs top 10 videnskabelige resultater.

Klynger af hvide isspidser kan ses på jorden omkring APEX. Isspidserne, der kaldes penitentes på spansk, er et forunderligt naturfænomen, som findes i højtliggende områder – typisk højere end 4000 meter over havet. De er tynde pigge af hærdet sne eller is med skarpe kanter, der peger mod Solen. De kan blive fra få centimeter til flere meter høje.

APEX er et samarbejde mellem Max Planck Institut für Radioastronomie (MPIfR), Onsala Space Observatory (OSO) og ESO. Det er ESO, der står for driften af APEX på Chajnantor.

APEX’ 12 meter-parabol er baseret på en prototype-antenne til et andet observatorium på Chajnantor ved navn Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA). Når ALMA er færdigbygget i 2013, vil det bestå af 54 antenner med en diameter på 12 meter og tolv 7 meter-antenner. ESO er den europæiske partner i denne internationale astronomi-facilitet, der er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile.

Links

• Mere om APEX hos ESO
• ESOs fotoambassadører

ESO fylder 50 i år og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla- og Paranal-observatorierne, ESOs kontorer i Santiago de Chile og i hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

Siden december 2009 har Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy (VISTA) kortlagt den sydlige himmel fra ESOs Paranal-observatorium i Chile. Vores før-og-nu-billede i denne måned viser VISTA-teleskopet under opførelsen og nu.

Det historiske billede, der er taget hen mod slutningen af 2004, viser teleskopets bygning under opførelse. Skelettet af teleskop-bygningen ses på det runde fundament, omgivet af et midlertidigt bur af stilladser. VISTAs hjemsted er på en bjergtop, der ligger omkring 1500 meter nordøst for Cerro Paranal, som er hjemsted for ESOs Very Large Telescope. Denne bjergtop blev sænket med fem meter til en højde på 2518 meter og skabte derved en 4000 kvadratmeter stor platform til det nødvendige byggearbejde.

Det nutidige billede viser det færdige VISTA-teleskop. Teleskopets bygning er 20 meter i diameter og beskytter teleskopet mod det omgivende miljø. To skydedøre danner den spalte som teleskopet observerer igennem, og en vindskærm kan anvendes til at lukke en del af spalten, når det er nødvendigt. Yderligere døre i bygningen giver ventilation til regulering af luftstrømmen i løbet af natten. En ekstra bygning, der støder op til teleskop-bygningen, er synlig i forgrunden og indeholder vedligeholdelsesudstyr samt en coating-facilitet, der bruges til at lægge den tynde reflekterende belægning af sølv på teleskopets spejle.

VISTA arbejder ved nærinfrarøde bølgelængder med et tre ton kamera på 67 megapixels. VISTAs store spejl, store synsfelt og meget følsomme infrarøde sensorer gør det til verdens største kortlægningsteleskop.

VISTA blev udtænkt og udviklet af et konsortium af 18 universiteter i Storbritannien, ledet af Queen Mary, University of London og blev et bidrag til ESO, som en del af den britiske tiltrædelsesaftale.  Science and Technology Facilities Council‘s UK Astronomy Technology Centre (STFC, UK ATC) stod for projektledelsen af teleskopets design og konstruktion.

Links

• Det historiske billede
• Det nutidige billede
• Sammenligning af det historiske og nutidige billede
• Mere om VISTA

IC 5148 er en smuk planetarisk tåge, der ligger omkring 3000 lysår væk i stjernebilledet Grus (Tranen). Tågen har en diameter på et par lysår, og den vokser stadig med over 50 kilometer i sekundet – en af de hurtigst voksende planetariske tåger, vi kender. Navnet ”planetarisk tåge” opstod i det 19. århundrede, hvor disse objekter for første gang blev observeret. Set gennem de små teleskoper, der var til rådighed på det tidspunkt, lignede de lidt kæmpeplaneter. Men planetariske tågers sande natur er helt anderledes.

Det handler om stjerner, der er lige så tunge eller nogle få gange tungere end vores stjerne, Solen. Når en sådan stjerne nærmer sig afslutningen af sit liv, slynger den sine yderste lag af gas ud i rummet. De ekspanderende lag af gas oplyses af den varme tilbageværende kerne af stjernen i midten og danner den planetariske tåge, som oftest har en smuk glødende form.

Når den observeres med et mindre amatørteleskop, ses netop denne planetariske tåge som en ring af materiale med stjernen – som vil køle ned og blive til en hvid dværg – skinnende i midten af et centralt hulrum. Dette udseende har fået astronomer til at give IC 5148 navnet Reservehjulstågen.

ESO Faint Object Spectrograph and Camera (EFOSC2) på New Technology Telescope på La Silla-observatoriet giver en noget mere elegant gengivelse af dette objekt.  Her ligner tågen mere end æterisk blomst med lagdelte kronblade end et reservehjul.