Ugens billede

23. september 2013

Ny kølig stjerne i vores baghave

Dette nye billede fra ESOs VISTA teleskop viser en ny-opdaget brun dværgstjerne med kælenavnet VVV BD001, der ligger i centrum af dette zoombare billede. Det er den første nye brune dværg, der er fundet i vores kosmiske nabolag som en del af VVV kortlægningsprojektet. VVV BD001 ligger omkring 55 lysår fra os, ind mod det tætte galaksecentrum.

Brune dværge er stjerner, der aldrig helt har været i stand til at blive store nok til at blive stjerner som vores Sol. De beskrives ofte som "mislykkede stjerner", og er større end planeter som Jupiter med mindre end stjerner.

Denne dværgstjerne er særpræget på to måder; for det første er det den første som er fundet ind mod Mælkevejens tætte centrum, et af de tætteste områder på himlen. For det andet tilhører den en usædvanlig klasse af stjerner, der kendes som "usædvanlige blå brune dværge" - det er stadigvæk ikke klart, hvorfor disse stjerner er mere blå end forventet.

Brune dværge dannes på samme måde som stjerner, men har ikke nok masse til at sætte gang i forbrændingen af brint, så de kan blive normale stjerner. Derfor er de meget koldere og producerer langt mindre lys, hvilket gør dem svære at finde. Astronomer kigger generelt efter disse objekter med nær- og midt-infrarøde kameraer, og særlige teleskoper der er følsomme overfor disse meget kolde objekter, men normalt undgår de af kigge i det meget tætte områder af rummet - som f.eks. den centrale del af vores galakse.

VISTA (the Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy) er verdens største kortlægningsteleskop, og ligger på ESOs Paranal-observatorium i Chile. Det laver seks separate kortlægninger af himlen, og VVV (VISTA Variables in the Via Lactea) kortlægningen er designet til at lave et katalog over en milliard objekter i Mælkevejens centrum. VVV BD001 blev opdaget ved et tilfælde i løbet af dette kortlægningsprojekt.

Forskere har brugt VVV kataloget til at skabe et 3-dimensionelt kort over Mælkevejens centrale bule (eso1339). Og data er også blevet brugt til at skabe en gigantisk 108.200 gange 81.500 pixel stor farvebillede der indeholder næsten 9 milliarder pixels (eso1242), og er et af de største astronomiske billeder der nogensinde er produceret.

 

Links


16. september 2013

Toconao set fra oven

Den lille landsby Toconao er den bebyggelse, der ligger nærmest det største eksisterende astronomiprojekt, ALMA [1], the Atacama Large Millimeter/submillimeter Array. Toconao har mindre end 800 indbyggere, og ligger 2475 meter over havets overflade i en naturlig oase forsynet af en lille bjergflod i udkanten af verdens tørreste ørken, Atacamaørkenen. Floden løber ikke hele året, men de lokale landmænd har klogt bygget et netværk af dæmninger og kanaler til at regulere vandstrømmen, så de kan have afgrøder hele året rundt.

Når man ser nærmere på billedet, kan man nederst til venstre finde nogle bygninger lavet af traditionelle materialer såsom soltørrede mursten og vulkanske klippesten, som fx Sankt Lukas Kirke og Klokketårnet.

Sideløbende med deres videnskabelige arbejde har ALMA-personalet arbejdet med de ældste Atacameño i Toconao og andre områder for at indsamle deres kulturs syn på Universet i en bestræbelse på at bevare denne kulturelle og videnskabelige arv for senere generationer.

ALMA har også støttet en undervisningsforbedringsplan på School E-21, en landlig, offentlig virksomhed i Toconao, siden 2008. Denne plan, som er bakket op af lokalsamfundet, fokuserer på at forbedre undervisningen i naturvidenskab og engelsk. 

Dette luftfoto blev taget af de to besætningsmedlemmer på ORA Wings for Science projektet, Clémentine Bacri og Adrien Normier, som flyver et miljøvenligt, ultralet fly [2] på en årelang rejse rundt i verden for at hjælpe forskere ved at udbyde luftkapacitet til for eksempel luftindsamling til arkæologi, biodiversietsobservationer og 3D landskabsmodellering.

ESO har et fortløbende, formidlingssamarbejde med denne nonprofitorganisation. Korte film og fantastiske billeder der produceres i løbet af flyvningerne, vil blive brugt til undervisningsformål og til at fremvise lokal forskning. Deres jordomflyvning begyndte i juni 2012 og vil slutte i juni 2013 med en landing ved Paris Air Show.

Noter

[1] Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. I Europa er ALMA finansieret af det Europæiske Syd Observatorium (ESO), i Nordamerika af U.S. National Science Foundation (NSF) i samarbejde med National Research Council of Canada (NRC) og National Science Council of Taiwan (NSC) og i Østasien af National Institutes of Natural Sciences (NINS) of Japan i samarbejde med Academia Sinica (AS) i Taiwan. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO), der administreres af Associated Universities, Inc. (AUI), og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.


[2] Det ultralette fly er et NASA prisvindende Pipistrel Virus SW 80, der kun bruger 7 liter brændstof per 100 kilometer - mindre end de fleste biler.


9. september 2013

Et luftbillede over Armazones

Dette spektakulære luftfoto der er taget af ESO fotoambassadøren Gerhard Hüdelpohl, viser Cerro Amazones, og viser det fantastiske øjeblik, hvor alt lige falder sammen, og skaber det perfekte billede.

Hüdelpohl er også elektronik ingeniør på det Europæiske Syd Observatoriums Very Large Telescope (VLT) på Cerro Paranal, verdens mest avancerede astronomisk observatorium, der observerer synligt lys, og ESOs fagskibs-facilitet. Hüdenpohl tog dette billede mens han var på et fly mellem Antofagasta til Santiago. Kort efter at flyet var lettet, kom dette ideelle syn af Cerro Paranal til et luftfoto - Hüdelpohl kunne ikke have bedt om bedre betingelser. Han greb chancen og tog dette usædvanlige perspektiv, højt over det spektakulære terræn.

Dette billede viser Atacamaørkenen med en fantastisk klarhed, den tynde zigzag sti der står tydeligt frem i det støvede terræn. Grusvejen slingrer op ad bjerget til toppet af Cerro Amazones. Denne facilitet huser for tiden et udvalg af kortlægningsudstyr, men vil snart blive hjemsted for European Extremely Large Telescope (E-ELT), et 40-meter teleskop, der ikke blot vil besvare nogle af de spørgsmål, der lige nu eksisterer indenfor astronomi, men også stille - og forhåbentlig besvare - en helt ny række spørgsmål.


2. september 2013

PESSTO tager et billede af en supernova i Messier 74

ESOs PESSTO oversigt har taget dette billede af Messier 74, der er en betagende spiralgalakse med veldefinerede og hvirvlende arme. Dog er det virkelige interessante på dette billede galaksens nye klare tilføjelse fra sidst i juli 2013 - en Type II supernova med navnet SN2013ej, der er synlig som den klareste stjerne nederst til venstre i billedet.

Sådanne supernovaer finder sted når kernen i en tung stjerne kollapser grundet dens egen tyngdekraft i slutningen af dens liv. Kollapset resulterer i en kæmpe eksplosion, der udsender materiale langt ud i rummet. Resultatet kan være mere lysende end hele den galakse, den ligger i, og kan observeres i uger, og nogle gange endda måneder.

PESSTO (Public ESO Spectroscopic Survey for Transient Objects) er designet til at studere objekter, der kun fremkommer på nattehimlen i kort tid, som f.eks. supernovaer. Dette gør det ved at udnytte af en række instrumenter på NTT (New Technology Telescope), der ligger på ESOs La Silla-observatorium i Chile. Dette nye billede af SN2013ej er taget ved at bruge NTT som en del af PESSTO. 

SN2013ej er den tredje supernova, der er blevet observeret i Messier 74 siden årtusindeskiftet, de andre to er SN 2002ap og SN 2003gd. De blev først opdaget d. 25. juli 2013 af holdet bag KAIT teleskopet i Californien, og det første billede blev taget af amatørastronom Christina Feliciano, der brugte det offentlig tilgængelige SLOOH Space Camera til at kigge på området i dagene og timerne lige før eksplosionen.

Messier 74 ligger i stjernebilledet Pisces (Fisken), og er et af de sværeste Messier objekter at spotte for amatørastronomer på grund af dens overflades lave klarhed, men SN2013ej burde stadigvæk være synlig for omhyggelige amatørastronomer over de næste uger, som en klar stjerne der falmer.

 

Links


26. august 2013

Udskåret af tunge stjerner

Dette billede fra ESOs Very Large Telescope (VLT) på Paranal, viser et lille udsnit af den velkendte emissionståge NGC 6357, der ligger omkring 8000 lysår væk, i 'halen' af det sydlige stjernebillede Scorpius (Skorpionen). Dette billede viser den karakteristiske røde glød fra et H II område, der indeholder store mængder ioniseret og exciteret brintgas.

Skyen er badet i et intenst ultraviolet lys, der hovedsageligt kommer fra den åbne stjernehob Pismis 24, der huser nogle tunge, unge og blå stjerner. Skyen udsender det ultraviolette lys som synligt lys, i dette særlige røde skær.

Stjernehoben er ikke inden for billedrammen her, men det slørrede lys oplyser skyen lige til højre for midten i billedet. Vi ser på et nærbillede af den omkringliggende stjernetåge, der viser en sammensurium af gas, mørkt støv, nyfødte stjerner og stjerner der er ved at blive dannet.


19. august 2013

Stjerneklar nat over La Silla

Et klart stjernetæppe udgør baggrunden i dette smukke billede taget af astronomen Håkon Dahle. Silhuetten der ses i forgrunden er Håkon selv, der er omgivet af et par af de store mørke kupler, der er spredt over bjerget hvor ESOs La Silla-observatorium ligger.

Mange professionelle astronomer er også ivrige fotografer - og hvem kan ikke forstå det? ESOs faciliteter i Atacamaørkenen er blandt de bedste steder i verden, når man ønsker at observere stjernerne, og af samme grund er det fantastiske steder at tage billeder af nattehimlen.

Håkon tog disse billeder mens han var på en uges observationstid på MPG/ESO 2,2-meter teleskopet. I løbet af denne tid blev teleskopet til tider betjent af et andet observationshold, hvilket gav Håkon mulighed for at beundre den stjerneklare nat - og samtidig tage billeder som resten af os kan se.

Mælkevejen er mere klar i syd for ækvator end her nordpå, grundet den måde Jordens sydlige områder peger ind mod det tætte galaksecentrum. Men selv mod syd er Mælkevejen ret utydelig på himlen. Lysforurening fra byerne, og lyset fra Månen gør det umuligt for de fleste af os at se den svage glød fra galaksen.

'Et af de bedste ting ved La Silla-observatioriet er, at den ligger langt væk fra byens forstyrrende lys, hvilket gør at der her findes en af de mørkeste nattehimler på Jorden. Atmosfæren er samtidig meget klar, så dit udsyn bliver ikke slørret. Himlen over La Silla er så mørk, at det er muligt at se sin skygge i lyset fra Mælkevejen.

Håkon indsendte dette billede til Your ESO Pictures Flickr gruppen. Flickr gruppen gennemgås regelmæssigt, og de bedste billeder udvælges til at være et af vores populære Ugens Billeder, eller til at optræde i vores galleri.


12. august 2013

Stilhed før stormen

Dette smukke billede viser galakserne NGC 799 (nederst) og NGC 800 (øverst), der ligger i stjernebilledet Cetus (Hvalfisken). Dette galaksepar blev først observeret af den amerikanske astronom Lewis Swift tilbage i 1885.

I en afstand på omkring 300 millioner lysår, ser vi disse galakser ovenfra så vi kan sætte ekstra meget pris på deres former. Ligesom vores galakse Mælkevejen er disse objekter begge spiralgalakser, der består af de karakteristiske lange spiralarme, der vikles ud fra en klar bule i midten. I de tydelige spiralarme ligger et stort antal varme, unge og blå stjerner, der dannes i stjernehobe (det er de små blå prikker der kan ses på dette billede), mens der findes en større og mere kompakt gruppe gamle, kolde og røde stjerner i den centrale bule, der næsten ligger i en kugle.

Ved første øjekast ser de to galakser næsten ens ud, men for at se forskellen bliver man nødt til at kigge på detaljerne. Udover den åbenlyse forskel i deres størrelse, er det kun NGC 799, der har en bjælkestruktur i den centrale bule, og spiralarme der udspringer fra bjælkens ender. Galaktiske bjælker menes at virke som en makanisme, der fører gas fra spiralarmene ind til midten, hvilket gør stjernedannelsen mere intens. En supernova blev også observeret i NGC 779 i 2004, og fik navnet SN2004dt.

En anden interessant forskellighed imellem de to galakser er antallet af spiralarme. Den lille NGC 800 har tre klare, knudrede spiralarme, mens NGC 799 kun har to relativt svage men samtidigt brede spiralarme. Spiralarmene begynder for enden af bjælken og fortsætter hele vejen rundt om midten, og danner en struktur der ligner en ring.

Mens spiralgalakserne på billedet ser ud til at ligge utroligt tæt på hinanden mens de lever idyllisk side om side, kunne dette dog ikke være længere fra sandheden. Vi kunne være vidne til stilheden før stormen. Vi ved ikke præcist hvad fremtiden vil bringe, men typisk vil to galakser, når de kommer tæt nok på hinanden, interagere over hundrede millioner af år, hvilket skyldes forstyrrelser fra tyngdekraften. I nogle tilfælde vil der kun ske små interaktioner, der vil forvrænge galakserne, mens kolliderende galakser andre gange vil samle sig til en enkelt ny galakse.

Dette billede er taget af FORS 1 instrumentet på 8,2-meter teleskopet Very Large Telescope (VLT) på toppen af Cerro Paranal i Chile. Instrumentet kombinerer billeder der er taget igennem tre filtre (B,V og R).


5. august 2013

Venus' Bælte over Cerro Paranal

Dette billede viser udsigten til øst fra Paranal-observatoriet få sekunder efter at solen var forsvundet bag horisonten. Den orange glød fra solnedgangen kan ses imod de 1,8-meter VLT hjælpeteleskoper, og den næsten fulde måne hænger på himlen. Men billedet bliver endnu mere interessant takket være et atmosfærisk fænomen, der er kendt som Venus’ Bælte.

Den gråblå skygge over horisonten er Jordens skygge, og lige over den er en lyserødlig glød. Dette fænomen opstår på grund af det rødgjorte lys fra den nedgående sol, der bliver spredt af Jordens atmosfære. Denne atmosfæriske effekt kan ligeledes ses kort før solopgang. En meget lignende effekt kan også observeres under en total solformørkelse.

Teleskoperne, der vises på billedet, er tre af de fire 1,8-meter hjælpeteleskoper, der indkapsles af ultra kompakte mobile bygninger. Disse teleskoper er dedikerede til interferometriske observationer, hvilket kan skabes når to eller flere teleskoper arbejder sammen. De vil danne et virtuelt spejl, og gøre det muligt for astronomer at se meget mindre detaljer end hvis teleskoperne arbejdede uafhængigt af hinanden.

Carolin Liefke tog dette billede under et besøg på Paranal, og sendte det ind til Your ESO Pictures Flickr gruppen. Flickr-gruppen bliver regelmæssigt kigget igennem, og de bedste billeder bliver udvalgt til vores populære Picture of the Week billedserier, eller til vores galleri. Carolin arbejder på Haus der Astronomie (Det Astronomiske Hus) centret for astronomiuddannelse- og formidling i Heidelberg, Tyskland, og er medlem af ESO Science Outreach Networket (ESON). ESON viderebringer ESO-nyheder til medlemsnationer og andre lande ved at oversætte pressemeddelelser, og skaber en kontakt til de lokale medier.

Links


29. juli 2013

Det storslående design af Messier 100

Spiralgalakser er normalt meget æstetiske objekter, og allermest når de ses oppefra. Dette billede er et særligt flot eksempel, da det viser den fantastisk smukke Messier 100, der ligger i den sydlige del af stjernebilledet Coma Berenices, omkring 55 millioner lysår fra Jorden.

På trods af at Messier 100 har nogle meget veldefinerede spiralarme, har den samtidig den svageste bjælkelignende struktur i centrum, hvilket gør, at den klassificeres som en type SAB. Selvom det ikke ses tydeligt på dette billede, har forskere været i stand til at bekræfte, at der rent faktisk findes en bjælke i centrum ved at observere den i andre bølgelængder.

Dette meget detaljerede billede, viser de hovedtræk, der forventes af en galakse af denne type: store skyer af brintgas; glødende røde områder der på ny udsender den energi der er absorberet fra nyfødte tunge stjerner; den konstante klarhed af ældre gullige stjerner der ligger i nærheden af centrum; og mørke stumper af støv der er indvævet i galaksens arme.

Messier 100 er et af de klareste medlemmer af Virgohoben, der er den galaksehob der ligger tættest på Mælkevejen. Den indeholder mere end 2000 galakser, her i blandt spiralgalakser, elliptiske galakser og irregulære galakser. Dette billede kombinerer billeder fra FORS instrumentet på ESOs Very Large Telescope på Paranal-observatoriet i Chile, der er taget med filtre i rød (R), grøn (G) og blå (B).

 

Links


22. juli 2013

NTT snurrer som en top

Dette dynamiske billede viser New Technology Telescope (NTT) beliggende ved ESOs La Silla Observatorium i Chile. Den markant formede teleskopbygning fremstår i billedet sløret af bevægelse, da teleskopet roterer for at sigte mod dets næste mål. Billedet blev taget med en 30-sekunders eksponering.

En af de første ting, man bemærker i billedet, er, at teleskopbygningen har en ejendommelig kantet form på ydersiden snarere end det mere almindelige design med en rund kuppel. Dette særprægede design er blevet kopieret mange gangen, inklusiv på ESOs Very Large Telescope, men det var banebrydende, da teleskopet blev indviet i 1989.

NTTs revolutionerende design er målrettet optimal billedkvalitet, fx gennem nøje kontrolleret ventilation, der optimerer luftstrømmen hen over NTT og derved minimerer den slørende effekt fra turbulent luft inde i teleskopet. De store flapper, der er en af hoveddelene i dette system, er lige netop synlige i billedets slør.

En anden egenskab, der var avanceret ved NTTs konstruktion, er spejlet. Med sin diameter på 3,58 meter er det aldrig blevet opfattet som særligt stort, men dets design var særdeles innovativt, Spejlet er fleksibelt og kan justeres i realtid for at bibeholde en perfekts form, så hverken sammentrækning eller udvidelse kan skade billedkvaliteten. ESO og NTT var pionerer i brugen af denne teknologi, kaldet aktiv optik, som nu er en standardfunktion på alle moderne teleskoper.

I øjeblikket har NTT to forskellige instrumenter, som astronomer kan bruge til at foretrage deres observationer: SOFI (en forkortelse for Son of ISAAC, et VLT-instrument), som er en spektrograf og billedkamera i infrarød, og EFOSC2, en spektrograf og kamera designet til at opfange svage objekter.

La Silla Observatoriet er beliggende i den sydlige del af Atacamaørkenen, 600km nord for Santiago de Chile og i en højde af 2400 meter over havets overflade.

Billedet er taget af Malte Tewes, astronom ved Ecole Polytechnique Fédérale de Lausanne, Schweiz.

Malte indsendte dette billede til Your ESO Pictures Flickr gruppen. Flickr-gruppen gennemgås regelmæssigt og de bedste billeder bliver udvalgt til at indgå i vores serie med Ugens Billede eller i vores billedgalleri.

Links


15. juli 2013

Wings for Science flyver over Paranal

Dette sjældne luftfoto af Paranalobservatoriet blev taget i december 2012 af Clémentine Bacri og Adrien Normier, der flyver et specielt, miljøvenligt, ultralet [1] fly på en årelang rejse rundt i verden. Dette slående billede viser landskabets rå, naturlige skønhed omkring det fjerntliggende hjem for et af verdens fineste astronomiske faciliteter, ESOs Very Large Telescope (VLT), med dets fire uafhængige 8,2-meter teleskoper på toppen af Cerro Paranal. 

ESO har et fortløbende formidlingspartnerskab med ORA Wings for Science Project, et non-profit initiativ, der tilbyder antennestøtte til offentlige forskningsorganisationer. De to besætningsmedlemmer fra Wings for Science Project fløj hen over observatorierne i Nordchile, blandt andre steder, før de forlod Sydamerika og fortsatte til Australien. I løbet af deres tur hjælper de forskere ved at tilbyde luftkapacitet til for eksempel luftindsamling og arkæologi, biodiversietsobservationer og 3D landskabsmodellering.

De korte film og fantastiske billeder, der produceres i løbet af flyvningerne, bruges til undervisningsformål og for at fremvise lokal forskning. Deres jordomflyvning begyndte i juni 2012 og vil slutte i juni 2013 med en landing ved Paris Air Show.

Noter

[1] Det ultralette fly er et NASA prisvindende Pipistrel Virus SW 80, der kun bruger 7 liter brændstof per 100 kilometer - mindre end de fleste biler.

Links 


8. juli 2013

Maëlles nye legetøj

Astronomi og teleskoper kan nogle gange få vores indre barn frem. Som vidnesbyrd på den menneskelige nysgerrighed bliver astronomer ved med at bygge større og større instrumenter i fjerne egne over hele kloden.

ESO-astronom Julien Girard fangede dette søde billede af sin datter på en familiedag ved Paranal Observatory i de chilenske Andesbjerge. Takket være et perspektivtrick ser lille Maëlle ud til at kigge ned i den åbne kuppel på et af 1,8-meter hjælpeteleskoperne til ESOs Very Large Telescope (VLT). Selvom teleskoperne bruges til seriøs, videnskabelig forskning, kan astronomer nogle gange føle sig som børn, når de leger med så enorme stykker "legetøj".

Julien Girard er en ESO-astronom og en ESO fotoambassadør stationeret i Chile, hvor han arbejder på VLT. Han er videnskabelig hovedansvarlig (Instrument Scientist) på adaptiv optik-instrumentet NACO på VLTs Unit Telescope 4. Han indsendte dette billede til Your ESO Picture Flickr Group, hvorfra det blev udvalgt til et ESOs Ugens Billede.

Links


1. juli 2013

Europæiske antenner ved ALMAs Operations Support Facility (OSF)

I dette billede ser vi antenner der skal blive en del af Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA). De tre antenner i forgrunden såvel som nogle af dem i baggrunden er leveret af ESO som en del af ESOs bidrag til ALMA gennem en kontrakt med det europæiske AEM konsortium [1]. I alt leverer ESO 25 af antennerne på 12-meter i diameter. Yderligere 25 12-meter antenner leveres af den Nordamerikanske ALMA-partner, mens de sidste, et sæt på 12 7-meter og 4 12-meter antenner, som udgør Atacama Compact Array, leveres af den østasiatiske ALMA-partner.  

Antennerne ses her ved ALMAS Operations Support Facility (OSF) i en højde af 2900 meter over havets overflade i udløberne af de chilenske Andesbjerge. Dem i forgrunden er i AEM Site Erection Facility (opbygningsanlægget), hvor antennerne samles og gennemtestes, før de overdrages til observatoriet. Antennerne i baggrunden er blevet overdraget og er ved at gennemgå flere test eller få installeret deres følsomme modtagere. Når antennerne er klar, transporteres de til Array Operations Site på Chajnantorplateauet i en højde af 5000 meter. Der forenes de med deres modstykker som en del af ALMA-opstillingen, der arbejder på at studere nogle af de dybeste spørgsmål om vores kosmiske oprindelse. Selv når alle antennerne er klar, vil OSF forblive aktivitetscenteret for den daglige drift af ALMA som arbejdsplads for astronomer og for holdene, der er ansvarlige for vedligeholdelsen af observatoriet.

I horisonten ses ryggen af Andesbjergene, hvor den højeste tinde tilhører den koniske vulkan Licancabur. Licancabur markerer grænsen mellem Chile og Bolivia og dominerer områdets landskab.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

 

Noter

[1] AEM konsortiumet består af Thales Alenia Space, European Industrial Engineering og MT-Mechatronics.

Links


24. juni 2013

Måneskin og zodiakallys over La Silla

Det vi se svævende højt over skyerne, der måske kunne ligne en futuristisk by fra en science fiction historie, er i virkeligheden ESOs længsttjenende observatorum, La Silla. Dette billede er taget af astronomen Alan Fitzsimmons, mens han stod ved siden af ESOs 3,6-meter teleskop kort efter solnedgang. Månen, der befinder sig lige uden for billedet, bader observatoriet i et mystisk lys, som reflekteres af skyerne nedenfor. 

Den meget svage søjle af glødende, gyldent lys knejsende lige over skyerne, der stadig er oplyst af solnedgangen, er zodiakallyset. Det er forårsaget af sollys, der bliver spredt af støvpartikler der ligger mellem Solen og planeterne. Det kan kun ses lige efter solnedgang eller lige før solopgang på særlige tider af året fra meget gode observationssteder.

Adskillige teleskoper kan ses i billedet. For eksempel er den store, kantede bygning for enden af vejen New Technology Telescope (NTT). Tro mod sit navn inkluderede teleskopet, da det var færdigbygget i 1989, et antal revolutionerende funktioner, herunder at det var det første til at bruge fuld aktiv optik såvel som en revolutionerende ottekantet afskærmningskonstruktion. Mange af NTTs funktioner gik videre til at blive inkorporeret i ESOs Very Large Telescope.

Kuplen i forgrunden, lidt til højre, er det schweiziske 1,2-meter Leonhard Euler Teleskop opkaldt til ære for den berømte schweiziske matematiker Leohard Euler (1707-83).

Alan indsendte dette billede til Your ESO Pictures Flickr gruppen. Flickr-gruppen gennemgås regelmæssigt og de bedste billeder bliver udvalgt til at indgå i vores serie med Ugens Billede eller i vores billedgalleri.


17. juni 2013

Torden og lynild

I dette elektrificerende billede, taget fredag den 7. juni 2013, er et voldsom tordenvejr ved at aflade sin mægtige vrede over Cerro Paranal. De kolossale bygninger der indeholder de fire VLT teleskoper, hver på størrelse med en 8-etagers bygning, synes meget små under den kraftige storms hamren.

Til venstre i billedet er en ensom stjerne dukket frem for at overvære opvisningen - et enligt lyspunkt på den overdækkede himmel. Det er stjernen Procyon, en klar binær stjerne i stjernebilledet Canis Minor (Lille Hund).

Det er sjældent, man ser skyer over ESOs Paranal Observatorium. I gennemsnit oplever stedet forbløffende 330 klare dage hvert år. Lyn er endnu mere sjældne, da observatoriet er placeret på et af de tørreste steder i verden: Atacamaørkenen i Nordchile, 2.600 meter over havets overflade. Hvis der er skyer, befinder observatoriet sig oftest over dem.

Over en periode på 16 år som ingeniør på Paranal havde ESOs fotoambassadør Gerhard Hüdepohl kun set lyn deroppe én gang før - så han greb sit kamera og vovede sig ud i elementernes vildskab for at fange dette unikke billede.


10. juni 2013

En supernovas kommen og gåen

En usædvanlig ny video viser hvordan en supernovaeksplosion i galaksen NGC 1365 hurtigt blusser op og derefter langsommere blegner igen. Supernovaen, der er navngivet SN 2012fr, blev opdaget af den franske astronom Alain Klotz d.27. oktober 2012. Billederne indfanget af det lille robotteleskop TAROT, placeret ved ESOs La Silla Observatorium i Chile, er blevet samlet til denne unikke film.

Supernovaer er resultatet af visse typer stjerners eksplosive og kataklysmiske dødskramper. De er så lysstærke, at de i mange uger kan overstråle hele den galakse, de ligger i, før de langsomt svinder ud af syne.

Supernovaen 2012fr [1] blev opdaget af Alain Klotz om eftermiddagen d.27. oktober 2012. Han havde travlt med at måle lysstyrken af en svag, variabel stjerne i et billede fra robotteleskopet TAROT (Télescope à Action Rapide pour les Objets Transitoires) ved ESOs La Silla Observatorium, da han bemærkede et nyt objekt, som ikke var der i et billede taget tre dage tidligere. Efter at have kontrolleret med teleskoper og astronomer over hele verden blev det klare objekt bekræftet i at være en type Ia supernova. 

Nogle stjerner lever sammen med en anden stjerne, hvor de begge kredser om deres fælles massemidtpunkt. I nogle tilfælde kan den ene af dem være en meget gammel hvid dværg, der stjæler materiale fra sin makker. På et tidspunkt har den hvide dværg tappet så meget materiale fra sin makker, at den bliver ustabil og eksploderer. Dette er kendt som en type Ia supernova.

Denne slags supernovaer er blevet meget vigtige, fordi de er den mest pålidelige måde, hvorpå man kan måle afstande til meget fjerne galakser i det tidlige univers. Uden for den lokale gruppe af galakser var astronomerne nødt til at finde meget lysstærke objekter med forudsigelige egenskaber, som kunne fungere som standardlys i arbejdet med at kortlægge hvordan universet har udvidet sig gennem tiden. Type Ia supernovaer er ideelle til dette, fordi deres lysstyrke topper og blegner på næsten samme måde i hver eneste eksplosion. Målinger af afstande til type Ia supernovaer førte til opdagelsen af universets udvidelses acceleration, et arbejde der blev belønnet med Nobelprisen i fysik i 2011.

Værtsgalaksen for denne supernova er NGC 1365 (se også potw1037a), en elegant bjælkespiralgalakse beliggende 60 millioner lysår borte i stjernebilledet Fornax (Ovnen). Med sin diameter på omkring 200.000 lysår skiller den sig ud blandt de andre galakser i fornaxhoben. En kolossal, lige bjælke løber gennem galaksen indeholdende kernen i midten. Den nye supernova kan nemt ses lige over kernen i midten af billedet.

Astronomerne opdagede mere end 200 nye supernovaer i 2012, hvor SN 2012fr er blandt de klareste. Supernovaen blev først set d. 27.oktober 2012, da den endnu var meget lyssvag, og den nåede sit lysmaksimum d. 11.november 2012 [2]. På det tidspunkt kunne den nemt ses som en svag stjerne gennem et mellemstort amatørteleskop. Videoen er sat sammen af en række billeder af galaksen optaget over en periode på tre måneder fra opdagelsen i oktober frem til midten af januar.

TAROT er et 25-centimeters robotteleskop, der er i stand til at bevæge sig meget hurtigt og starte observationer inden for et sekund. Det blev installeret på La Silla Observatoriet i 2006 med det formål at opfange kosmiske gammaglimt. Billederne, der afslørede SN 2012fr, blev optaget med blå, grønne og røde filtre.

 

Noter

[1] Supernovaer opkaldes efter hvilket år de bliver opdaget og rækkefølgen de opdages i i løbet af dét år angives ved brug af bogstaver fra alfabetet. Det faktum, at supernovaen blev opdaget af en fransk astronom og har fået bogstaverne "fr" er ren tilfældighed.

[2] På dette tidspunkt var dens tilsyneladende lysstyrke 11.9 størrelsesklasser. Det er omtrent 200 gange for svagt til at det blotte øje kan se det selv på en klar og mørk nat. Men hvis supernovaen på sit lysmaksimum og vores stjerne Solen blev set på samme afstand, så ville supernovaen fremstå omkring 3000 millioner gange kraftigere end Solen.

 

Links

 


3. juni 2013

Tre planeter danser over La Silla

Det er fantastisk for både astronomer og fotografer, når de kan være vidner til et fænomen kaldet syzygy - tre himmellegemer (eller mere) der næsten står samme sted på himlen. Når himmellegemer har samme ecliptiske længdegrader, kaldes denne begivenhed for en trippelkonjunktion. Selvfølgelig er dette et perspektivtrick, men dette gør det ikke mindre spektakulært. I dette tilfælde er de tre objekter alle planeter, og det eneste man skal bruge for at nyde synet, er et klart udsyn til solnedgangen.

Dette skete heldigvis for ESO fotoambasadøren Yuri Beletsky, der havde muligheden for at se dette spektakulære syn fra ESOs La Silla-observatorium i det nordlige Chile søndag den 26. maj. Over teleskopernes runde kupler, kunne solsystemets tre planeter - Jupiter (øverst), Venus (nederst til venstre) og Merkur (nederst til højre) - ses kort efter solnedgang i deres kosmiske dans.

En indbyrdes placering af planeterne som denne sker kun med flere års mellemrum. Den sidste fandt sted i maj 2011, og næste gang bliver ikke før oktober 2015. Denne himmelske trekant tog sig bedst ud den sidste uge i maj, men det er måske muligt at få et glimt af de tre planeter som de danner evigt foranderlige former på deres rejse over himlen.

Links


27. maj 2013

Krusninger over den chilenske himmel

Ved første øjekast kan dette fascinerende billede ligne bølger fra en sten kastet i en sø. Men det er resultatet af stjernernes tilsyneladende bevægelser over den sydlige himmel og lidt magi udført af fotografen. Billedet blev taget på Cerro Armazones, en bjergtinde 3060 meter over havets overflade, som ligger i den centrale del af Atacamaørkenen i de chilenske Andesbjerge.

De lange, klare striber er stjernespor, og hver af dem markerer en enkelt stjernes vej hen over den mørke nattehimmel. Ved at lade kameraets lukker være åben i lang tid afsløres stjernernes bevægelse hen over himlen, som ellers er umærkelig for det blotte øje. Eksponeringstider på så lidt som 15 minutter er lange nok til at få effekten frem. I dette tilfælde har fotografen kombineret mange kortere eksponeringer for at lave det endelige billede. Med den meget vidvinklede linse brugt til denne serie ses den himmelske pol til højre og ækvator lige over det lave tårn.

Det utroligt store antal af stjernespor i billedet afslører også den ufattelige kvalitet af nattehimlen ved Armazones: atmosfæren er ekstremt klar og der er ingen lysforurening takket være bjergtoppens fjerne beliggenhed. Dette er en af grundene til at dette bjerg er blevet valgt til det fremtidige hjemsted for verdens største øje mod himlen: det forestående European Extremely Large Telescope (E-ELT).


20. maj 2013

Galaksen beundres

Selv den mest garvede astronom har svært ved at modstå at tage tid ud af et travlt observationsprogram for at stoppe og stirre op på den fantastisk rige sydlige himmel. Dette billede er et selvportræt taget af astronomen Alan Fitzsimmons, som tog billedet mellem observationssessioner ved ESOs La Silla-observatoriet.

Dette dristige billede viser kontrasten mellem en simpel, stillestående og mørk figur på Jorden og den strålende og skinnende stjerneklare nattehimmel. I dette billede er himlen domineret af det enorme stænk af stjerner og støv, som udgør centrum af Mælkevejen, vores hjemlige gallakse.
ESOs observatorier er beliggende i Atacamaørkenen i Nordchile, et område med meget få indbyggere, hvilket kombinerer en meget mørk nattehimmel med ekstremt klare atmosfæriske forhold, og begge faktorer er gunstige for at lave observationer af høj kvalitet.

La Silla er ESOs første observatorium. Det blev indviet i 1969 og er hjemsted for et antal teleskoper med spejldiametre på op til 3,6 meter. Med mere end 300 klare nætter hvert år er La Silla et ideelt sted at placere avancerede observationsinstrumenter, men det gør det også til et fabelagtigt sted bare at stoppe op og stirre op i himlen.

Alan indsendte dette billede til Your ESO Pictures Flickr gruppen. Flickr-gruppen gennemgås regelmæssigt og de bedste billeder bliver udvalgt til at indgå i vores serie med Ugens Billede eller i vores billedgalleri.


13. maj 2013

Mælkevejen lyser over snedækkede La Silla

I udkanten af Atacamaørkenen, langt fra Nordchiles lysforurenede byer, er himlen kulsort efter solnedgang. Sådan en mørk himmel gør, at nogle af de bedste astronomiske observationer kan finde sted - og med en højde på 2400 meter over havets overflade har ESOs La Silla-observatoriet et utroligt  klart udsyn til nattehimlen. Dog kan selv sådan et fjernt, højt og tørt sted ikke altid undslippe vejret, som en gang imellem kommer med vintermånederne, hvor tæpper af sne kan dække bjergtoppen og dets teleskopkupler.

Dette billede viser et vinterligt La Silla under en himmel spækket af stjerner fra vores Mælkevej, hvis bånd skåner gennem billedet. Her ses (fra højre mod venstre) ESOs 3,6-meter teleskop, 3,58-meter New Technology Telescope (NTT), ESOs 1-meter Schmidt-teleskop og MPG/ESO 2,2-meter teleskopet, som har sne på kuplen. Den lille kuppel på det nedlagte Coudé hjælpeteleskop kan ses lige ved siden af kuplen til ESOs 3,6-meter teleskop, og mellem den og NTT er observatoriets vandtanke.

Selvom synet af sne på La Silla først kan forekomme overraskende, så kan ESOs højtliggende grunde både opleve varme og kolde temperaturer gennem året, og lejlighedsvis kan de være udsat for barske forhold.

Dette billede er taget af José Francisco Salgado, en af ESOs fotoambassadører.


« Forrige 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 Næste »
Resultater: 41-60 ud af 119
Bookmark and Share

Se også...