Ugens billede 2013

29. juli 2013

Det storslående design af Messier 100

Spiralgalakser er normalt meget æstetiske objekter, og allermest når de ses oppefra. Dette billede er et særligt flot eksempel, da det viser den fantastisk smukke Messier 100, der ligger i den sydlige del af stjernebilledet Coma Berenices, omkring 55 millioner lysår fra Jorden.

På trods af at Messier 100 har nogle meget veldefinerede spiralarme, har den samtidig den svageste bjælkelignende struktur i centrum, hvilket gør, at den klassificeres som en type SAB. Selvom det ikke ses tydeligt på dette billede, har forskere været i stand til at bekræfte, at der rent faktisk findes en bjælke i centrum ved at observere den i andre bølgelængder.

Dette meget detaljerede billede, viser de hovedtræk, der forventes af en galakse af denne type: store skyer af brintgas; glødende røde områder der på ny udsender den energi der er absorberet fra nyfødte tunge stjerner; den konstante klarhed af ældre gullige stjerner der ligger i nærheden af centrum; og mørke stumper af støv der er indvævet i galaksens arme.

Messier 100 er et af de klareste medlemmer af Virgohoben, der er den galaksehob der ligger tættest på Mælkevejen. Den indeholder mere end 2000 galakser, her i blandt spiralgalakser, elliptiske galakser og irregulære galakser. Dette billede kombinerer billeder fra FORS instrumentet på ESOs Very Large Telescope på Paranal-observatoriet i Chile, der er taget med filtre i rød (R), grøn (G) og blå (B).

 

Links


22. juli 2013

NTT snurrer som en top

Dette dynamiske billede viser New Technology Telescope (NTT) beliggende ved ESOs La Silla Observatorium i Chile. Den markant formede teleskopbygning fremstår i billedet sløret af bevægelse, da teleskopet roterer for at sigte mod dets næste mål. Billedet blev taget med en 30-sekunders eksponering.

En af de første ting, man bemærker i billedet, er, at teleskopbygningen har en ejendommelig kantet form på ydersiden snarere end det mere almindelige design med en rund kuppel. Dette særprægede design er blevet kopieret mange gangen, inklusiv på ESOs Very Large Telescope, men det var banebrydende, da teleskopet blev indviet i 1989.

NTTs revolutionerende design er målrettet optimal billedkvalitet, fx gennem nøje kontrolleret ventilation, der optimerer luftstrømmen hen over NTT og derved minimerer den slørende effekt fra turbulent luft inde i teleskopet. De store flapper, der er en af hoveddelene i dette system, er lige netop synlige i billedets slør.

En anden egenskab, der var avanceret ved NTTs konstruktion, er spejlet. Med sin diameter på 3,58 meter er det aldrig blevet opfattet som særligt stort, men dets design var særdeles innovativt, Spejlet er fleksibelt og kan justeres i realtid for at bibeholde en perfekts form, så hverken sammentrækning eller udvidelse kan skade billedkvaliteten. ESO og NTT var pionerer i brugen af denne teknologi, kaldet aktiv optik, som nu er en standardfunktion på alle moderne teleskoper.

I øjeblikket har NTT to forskellige instrumenter, som astronomer kan bruge til at foretrage deres observationer: SOFI (en forkortelse for Son of ISAAC, et VLT-instrument), som er en spektrograf og billedkamera i infrarød, og EFOSC2, en spektrograf og kamera designet til at opfange svage objekter.

La Silla Observatoriet er beliggende i den sydlige del af Atacamaørkenen, 600km nord for Santiago de Chile og i en højde af 2400 meter over havets overflade.

Billedet er taget af Malte Tewes, astronom ved Ecole Polytechnique Fédérale de Lausanne, Schweiz.

Malte indsendte dette billede til Your ESO Pictures Flickr gruppen. Flickr-gruppen gennemgås regelmæssigt og de bedste billeder bliver udvalgt til at indgå i vores serie med Ugens Billede eller i vores billedgalleri.

Links


15. juli 2013

Wings for Science flyver over Paranal

Dette sjældne luftfoto af Paranalobservatoriet blev taget i december 2012 af Clémentine Bacri og Adrien Normier, der flyver et specielt, miljøvenligt, ultralet [1] fly på en årelang rejse rundt i verden. Dette slående billede viser landskabets rå, naturlige skønhed omkring det fjerntliggende hjem for et af verdens fineste astronomiske faciliteter, ESOs Very Large Telescope (VLT), med dets fire uafhængige 8,2-meter teleskoper på toppen af Cerro Paranal. 

ESO har et fortløbende formidlingspartnerskab med ORA Wings for Science Project, et non-profit initiativ, der tilbyder antennestøtte til offentlige forskningsorganisationer. De to besætningsmedlemmer fra Wings for Science Project fløj hen over observatorierne i Nordchile, blandt andre steder, før de forlod Sydamerika og fortsatte til Australien. I løbet af deres tur hjælper de forskere ved at tilbyde luftkapacitet til for eksempel luftindsamling og arkæologi, biodiversietsobservationer og 3D landskabsmodellering.

De korte film og fantastiske billeder, der produceres i løbet af flyvningerne, bruges til undervisningsformål og for at fremvise lokal forskning. Deres jordomflyvning begyndte i juni 2012 og vil slutte i juni 2013 med en landing ved Paris Air Show.

Noter

[1] Det ultralette fly er et NASA prisvindende Pipistrel Virus SW 80, der kun bruger 7 liter brændstof per 100 kilometer - mindre end de fleste biler.

Links 


8. juli 2013

Maëlles nye legetøj

Astronomi og teleskoper kan nogle gange få vores indre barn frem. Som vidnesbyrd på den menneskelige nysgerrighed bliver astronomer ved med at bygge større og større instrumenter i fjerne egne over hele kloden.

ESO-astronom Julien Girard fangede dette søde billede af sin datter på en familiedag ved Paranal Observatory i de chilenske Andesbjerge. Takket være et perspektivtrick ser lille Maëlle ud til at kigge ned i den åbne kuppel på et af 1,8-meter hjælpeteleskoperne til ESOs Very Large Telescope (VLT). Selvom teleskoperne bruges til seriøs, videnskabelig forskning, kan astronomer nogle gange føle sig som børn, når de leger med så enorme stykker "legetøj".

Julien Girard er en ESO-astronom og en ESO fotoambassadør stationeret i Chile, hvor han arbejder på VLT. Han er videnskabelig hovedansvarlig (Instrument Scientist) på adaptiv optik-instrumentet NACO på VLTs Unit Telescope 4. Han indsendte dette billede til Your ESO Picture Flickr Group, hvorfra det blev udvalgt til et ESOs Ugens Billede.

Links


1. juli 2013

Europæiske antenner ved ALMAs Operations Support Facility (OSF)

I dette billede ser vi antenner der skal blive en del af Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA). De tre antenner i forgrunden såvel som nogle af dem i baggrunden er leveret af ESO som en del af ESOs bidrag til ALMA gennem en kontrakt med det europæiske AEM konsortium [1]. I alt leverer ESO 25 af antennerne på 12-meter i diameter. Yderligere 25 12-meter antenner leveres af den Nordamerikanske ALMA-partner, mens de sidste, et sæt på 12 7-meter og 4 12-meter antenner, som udgør Atacama Compact Array, leveres af den østasiatiske ALMA-partner.  

Antennerne ses her ved ALMAS Operations Support Facility (OSF) i en højde af 2900 meter over havets overflade i udløberne af de chilenske Andesbjerge. Dem i forgrunden er i AEM Site Erection Facility (opbygningsanlægget), hvor antennerne samles og gennemtestes, før de overdrages til observatoriet. Antennerne i baggrunden er blevet overdraget og er ved at gennemgå flere test eller få installeret deres følsomme modtagere. Når antennerne er klar, transporteres de til Array Operations Site på Chajnantorplateauet i en højde af 5000 meter. Der forenes de med deres modstykker som en del af ALMA-opstillingen, der arbejder på at studere nogle af de dybeste spørgsmål om vores kosmiske oprindelse. Selv når alle antennerne er klar, vil OSF forblive aktivitetscenteret for den daglige drift af ALMA som arbejdsplads for astronomer og for holdene, der er ansvarlige for vedligeholdelsen af observatoriet.

I horisonten ses ryggen af Andesbjergene, hvor den højeste tinde tilhører den koniske vulkan Licancabur. Licancabur markerer grænsen mellem Chile og Bolivia og dominerer områdets landskab.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

 

Noter

[1] AEM konsortiumet består af Thales Alenia Space, European Industrial Engineering og MT-Mechatronics.

Links


24. juni 2013

Måneskin og zodiakallys over La Silla

Det vi se svævende højt over skyerne, der måske kunne ligne en futuristisk by fra en science fiction historie, er i virkeligheden ESOs længsttjenende observatorum, La Silla. Dette billede er taget af astronomen Alan Fitzsimmons, mens han stod ved siden af ESOs 3,6-meter teleskop kort efter solnedgang. Månen, der befinder sig lige uden for billedet, bader observatoriet i et mystisk lys, som reflekteres af skyerne nedenfor. 

Den meget svage søjle af glødende, gyldent lys knejsende lige over skyerne, der stadig er oplyst af solnedgangen, er zodiakallyset. Det er forårsaget af sollys, der bliver spredt af støvpartikler der ligger mellem Solen og planeterne. Det kan kun ses lige efter solnedgang eller lige før solopgang på særlige tider af året fra meget gode observationssteder.

Adskillige teleskoper kan ses i billedet. For eksempel er den store, kantede bygning for enden af vejen New Technology Telescope (NTT). Tro mod sit navn inkluderede teleskopet, da det var færdigbygget i 1989, et antal revolutionerende funktioner, herunder at det var det første til at bruge fuld aktiv optik såvel som en revolutionerende ottekantet afskærmningskonstruktion. Mange af NTTs funktioner gik videre til at blive inkorporeret i ESOs Very Large Telescope.

Kuplen i forgrunden, lidt til højre, er det schweiziske 1,2-meter Leonhard Euler Teleskop opkaldt til ære for den berømte schweiziske matematiker Leohard Euler (1707-83).

Alan indsendte dette billede til Your ESO Pictures Flickr gruppen. Flickr-gruppen gennemgås regelmæssigt og de bedste billeder bliver udvalgt til at indgå i vores serie med Ugens Billede eller i vores billedgalleri.


17. juni 2013

Torden og lynild

I dette elektrificerende billede, taget fredag den 7. juni 2013, er et voldsom tordenvejr ved at aflade sin mægtige vrede over Cerro Paranal. De kolossale bygninger der indeholder de fire VLT teleskoper, hver på størrelse med en 8-etagers bygning, synes meget små under den kraftige storms hamren.

Til venstre i billedet er en ensom stjerne dukket frem for at overvære opvisningen - et enligt lyspunkt på den overdækkede himmel. Det er stjernen Procyon, en klar binær stjerne i stjernebilledet Canis Minor (Lille Hund).

Det er sjældent, man ser skyer over ESOs Paranal Observatorium. I gennemsnit oplever stedet forbløffende 330 klare dage hvert år. Lyn er endnu mere sjældne, da observatoriet er placeret på et af de tørreste steder i verden: Atacamaørkenen i Nordchile, 2.600 meter over havets overflade. Hvis der er skyer, befinder observatoriet sig oftest over dem.

Over en periode på 16 år som ingeniør på Paranal havde ESOs fotoambassadør Gerhard Hüdepohl kun set lyn deroppe én gang før - så han greb sit kamera og vovede sig ud i elementernes vildskab for at fange dette unikke billede.


10. juni 2013

En supernovas kommen og gåen

En usædvanlig ny video viser hvordan en supernovaeksplosion i galaksen NGC 1365 hurtigt blusser op og derefter langsommere blegner igen. Supernovaen, der er navngivet SN 2012fr, blev opdaget af den franske astronom Alain Klotz d.27. oktober 2012. Billederne indfanget af det lille robotteleskop TAROT, placeret ved ESOs La Silla Observatorium i Chile, er blevet samlet til denne unikke film.

Supernovaer er resultatet af visse typer stjerners eksplosive og kataklysmiske dødskramper. De er så lysstærke, at de i mange uger kan overstråle hele den galakse, de ligger i, før de langsomt svinder ud af syne.

Supernovaen 2012fr [1] blev opdaget af Alain Klotz om eftermiddagen d.27. oktober 2012. Han havde travlt med at måle lysstyrken af en svag, variabel stjerne i et billede fra robotteleskopet TAROT (Télescope à Action Rapide pour les Objets Transitoires) ved ESOs La Silla Observatorium, da han bemærkede et nyt objekt, som ikke var der i et billede taget tre dage tidligere. Efter at have kontrolleret med teleskoper og astronomer over hele verden blev det klare objekt bekræftet i at være en type Ia supernova. 

Nogle stjerner lever sammen med en anden stjerne, hvor de begge kredser om deres fælles massemidtpunkt. I nogle tilfælde kan den ene af dem være en meget gammel hvid dværg, der stjæler materiale fra sin makker. På et tidspunkt har den hvide dværg tappet så meget materiale fra sin makker, at den bliver ustabil og eksploderer. Dette er kendt som en type Ia supernova.

Denne slags supernovaer er blevet meget vigtige, fordi de er den mest pålidelige måde, hvorpå man kan måle afstande til meget fjerne galakser i det tidlige univers. Uden for den lokale gruppe af galakser var astronomerne nødt til at finde meget lysstærke objekter med forudsigelige egenskaber, som kunne fungere som standardlys i arbejdet med at kortlægge hvordan universet har udvidet sig gennem tiden. Type Ia supernovaer er ideelle til dette, fordi deres lysstyrke topper og blegner på næsten samme måde i hver eneste eksplosion. Målinger af afstande til type Ia supernovaer førte til opdagelsen af universets udvidelses acceleration, et arbejde der blev belønnet med Nobelprisen i fysik i 2011.

Værtsgalaksen for denne supernova er NGC 1365 (se også potw1037a), en elegant bjælkespiralgalakse beliggende 60 millioner lysår borte i stjernebilledet Fornax (Ovnen). Med sin diameter på omkring 200.000 lysår skiller den sig ud blandt de andre galakser i fornaxhoben. En kolossal, lige bjælke løber gennem galaksen indeholdende kernen i midten. Den nye supernova kan nemt ses lige over kernen i midten af billedet.

Astronomerne opdagede mere end 200 nye supernovaer i 2012, hvor SN 2012fr er blandt de klareste. Supernovaen blev først set d. 27.oktober 2012, da den endnu var meget lyssvag, og den nåede sit lysmaksimum d. 11.november 2012 [2]. På det tidspunkt kunne den nemt ses som en svag stjerne gennem et mellemstort amatørteleskop. Videoen er sat sammen af en række billeder af galaksen optaget over en periode på tre måneder fra opdagelsen i oktober frem til midten af januar.

TAROT er et 25-centimeters robotteleskop, der er i stand til at bevæge sig meget hurtigt og starte observationer inden for et sekund. Det blev installeret på La Silla Observatoriet i 2006 med det formål at opfange kosmiske gammaglimt. Billederne, der afslørede SN 2012fr, blev optaget med blå, grønne og røde filtre.

 

Noter

[1] Supernovaer opkaldes efter hvilket år de bliver opdaget og rækkefølgen de opdages i i løbet af dét år angives ved brug af bogstaver fra alfabetet. Det faktum, at supernovaen blev opdaget af en fransk astronom og har fået bogstaverne "fr" er ren tilfældighed.

[2] På dette tidspunkt var dens tilsyneladende lysstyrke 11.9 størrelsesklasser. Det er omtrent 200 gange for svagt til at det blotte øje kan se det selv på en klar og mørk nat. Men hvis supernovaen på sit lysmaksimum og vores stjerne Solen blev set på samme afstand, så ville supernovaen fremstå omkring 3000 millioner gange kraftigere end Solen.

 

Links

 


3. juni 2013

Tre planeter danser over La Silla

Det er fantastisk for både astronomer og fotografer, når de kan være vidner til et fænomen kaldet syzygy - tre himmellegemer (eller mere) der næsten står samme sted på himlen. Når himmellegemer har samme ecliptiske længdegrader, kaldes denne begivenhed for en trippelkonjunktion. Selvfølgelig er dette et perspektivtrick, men dette gør det ikke mindre spektakulært. I dette tilfælde er de tre objekter alle planeter, og det eneste man skal bruge for at nyde synet, er et klart udsyn til solnedgangen.

Dette skete heldigvis for ESO fotoambasadøren Yuri Beletsky, der havde muligheden for at se dette spektakulære syn fra ESOs La Silla-observatorium i det nordlige Chile søndag den 26. maj. Over teleskopernes runde kupler, kunne solsystemets tre planeter - Jupiter (øverst), Venus (nederst til venstre) og Merkur (nederst til højre) - ses kort efter solnedgang i deres kosmiske dans.

En indbyrdes placering af planeterne som denne sker kun med flere års mellemrum. Den sidste fandt sted i maj 2011, og næste gang bliver ikke før oktober 2015. Denne himmelske trekant tog sig bedst ud den sidste uge i maj, men det er måske muligt at få et glimt af de tre planeter som de danner evigt foranderlige former på deres rejse over himlen.

Links


27. maj 2013

Krusninger over den chilenske himmel

Ved første øjekast kan dette fascinerende billede ligne bølger fra en sten kastet i en sø. Men det er resultatet af stjernernes tilsyneladende bevægelser over den sydlige himmel og lidt magi udført af fotografen. Billedet blev taget på Cerro Armazones, en bjergtinde 3060 meter over havets overflade, som ligger i den centrale del af Atacamaørkenen i de chilenske Andesbjerge.

De lange, klare striber er stjernespor, og hver af dem markerer en enkelt stjernes vej hen over den mørke nattehimmel. Ved at lade kameraets lukker være åben i lang tid afsløres stjernernes bevægelse hen over himlen, som ellers er umærkelig for det blotte øje. Eksponeringstider på så lidt som 15 minutter er lange nok til at få effekten frem. I dette tilfælde har fotografen kombineret mange kortere eksponeringer for at lave det endelige billede. Med den meget vidvinklede linse brugt til denne serie ses den himmelske pol til højre og ækvator lige over det lave tårn.

Det utroligt store antal af stjernespor i billedet afslører også den ufattelige kvalitet af nattehimlen ved Armazones: atmosfæren er ekstremt klar og der er ingen lysforurening takket være bjergtoppens fjerne beliggenhed. Dette er en af grundene til at dette bjerg er blevet valgt til det fremtidige hjemsted for verdens største øje mod himlen: det forestående European Extremely Large Telescope (E-ELT).


20. maj 2013

Galaksen beundres

Selv den mest garvede astronom har svært ved at modstå at tage tid ud af et travlt observationsprogram for at stoppe og stirre op på den fantastisk rige sydlige himmel. Dette billede er et selvportræt taget af astronomen Alan Fitzsimmons, som tog billedet mellem observationssessioner ved ESOs La Silla-observatoriet.

Dette dristige billede viser kontrasten mellem en simpel, stillestående og mørk figur på Jorden og den strålende og skinnende stjerneklare nattehimmel. I dette billede er himlen domineret af det enorme stænk af stjerner og støv, som udgør centrum af Mælkevejen, vores hjemlige gallakse.
ESOs observatorier er beliggende i Atacamaørkenen i Nordchile, et område med meget få indbyggere, hvilket kombinerer en meget mørk nattehimmel med ekstremt klare atmosfæriske forhold, og begge faktorer er gunstige for at lave observationer af høj kvalitet.

La Silla er ESOs første observatorium. Det blev indviet i 1969 og er hjemsted for et antal teleskoper med spejldiametre på op til 3,6 meter. Med mere end 300 klare nætter hvert år er La Silla et ideelt sted at placere avancerede observationsinstrumenter, men det gør det også til et fabelagtigt sted bare at stoppe op og stirre op i himlen.

Alan indsendte dette billede til Your ESO Pictures Flickr gruppen. Flickr-gruppen gennemgås regelmæssigt og de bedste billeder bliver udvalgt til at indgå i vores serie med Ugens Billede eller i vores billedgalleri.


13. maj 2013

Mælkevejen lyser over snedækkede La Silla

I udkanten af Atacamaørkenen, langt fra Nordchiles lysforurenede byer, er himlen kulsort efter solnedgang. Sådan en mørk himmel gør, at nogle af de bedste astronomiske observationer kan finde sted - og med en højde på 2400 meter over havets overflade har ESOs La Silla-observatoriet et utroligt  klart udsyn til nattehimlen. Dog kan selv sådan et fjernt, højt og tørt sted ikke altid undslippe vejret, som en gang imellem kommer med vintermånederne, hvor tæpper af sne kan dække bjergtoppen og dets teleskopkupler.

Dette billede viser et vinterligt La Silla under en himmel spækket af stjerner fra vores Mælkevej, hvis bånd skåner gennem billedet. Her ses (fra højre mod venstre) ESOs 3,6-meter teleskop, 3,58-meter New Technology Telescope (NTT), ESOs 1-meter Schmidt-teleskop og MPG/ESO 2,2-meter teleskopet, som har sne på kuplen. Den lille kuppel på det nedlagte Coudé hjælpeteleskop kan ses lige ved siden af kuplen til ESOs 3,6-meter teleskop, og mellem den og NTT er observatoriets vandtanke.

Selvom synet af sne på La Silla først kan forekomme overraskende, så kan ESOs højtliggende grunde både opleve varme og kolde temperaturer gennem året, og lejlighedsvis kan de være udsat for barske forhold.

Dette billede er taget af José Francisco Salgado, en af ESOs fotoambassadører.


6. maj 2013

Lore på farten

På dette fotografi bærer en af de to ALMA transportere Lore, en af de 7-meter-diameter antenner til ALMA, Atacama Large Millimeter/submillimeter Array. Lore og hendes tvilling Otto er to lysegule 28-hjulede køretøjer, special-bygget til at flytte ALMA's antenner rundt på Chajnantor højsletten, i en højde på 5000 meter. Ved at gøre dette kan de ændre teleskopopstillingen for at gøre de mest brugbare observationer af et givet genstand. De flytter også antennerne mellem Chajnantor og den lavere beliggende Operations Support Facility til vedligeholdelse.

ALMA har en hovedopstilling af halvtreds 12-meter antenner, og en supplerende opstilling af tolv 7-meter antenner og fire 12-meter antenner, kendt som Atacama Compact Array (ACA). Lore transporterer her en af de mindre 7-meter antenner fra ACA. 12-meter antennerne fra hovedopstillingen kan ikke placeres mindre end 15 meter fra hinanden, da de ellers ville støde ind i hinanden. Denne minimumsadskillelse begrænser den maksimale størrelse af de objekter, der kan observeres på himlen. Dette betyder, at hovedopstillingen ikke kan observere de bredeste former af udstrakte objekter så som gasskyer af molekyler gas i Mælkevejen eller de nærmeste galakser. ACA er specifikt designet til at hjælpe ALMA med at lave bedre observationer af disse langstrakte objekter. Dens mindre 7-meter antenner kan opstillet tættere sammen, og dette gør dem bedre i stand til at observere de bredere strukturer som hovedopstillingen misser.

De dramatiske is-lignende pigge i forgrunden kaldes for penitentes (spansk for skriftebørn). Det er et mærkeligt naturligt fænomen der findes ved store højder, typisk mere end 4000 meter over havets overflade. De er tynde blade af hærdet sne eller is der peger imod Solen, og kan opnå højder mellem få centimeter og op til flere meter.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

 

Links


29. april 2013

Wings for Science flyver over ALMA

Dette smukke billede taget i december 2012, viser de store rækker af antenner der udgør Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) [1], det største eksisterende astronomiprojekt, der ligger på Chajnantor højsletten i de chilenske Andesbjerge. De store antenner er 12 meter i diameter og de mindre, der ses samlet i midten af billedet, danner ALMA Compact Array (ACA), der udgøres af 12 antenner med en diameter på 7 meter. Når samlingen af antenner er færdige vil der være 66 i alt.

ESO har påbegyndt et formidlingspartnerskab med ORA Wings for Science Project, en non-profit organisation der tilbyder antennestøtte til offentlig forskning mens den er på en årelang rejse rundt om Jorden. De to besætningsmedlemmer fra Wings for Science Project, Clémentine Bacri og Adrien Normier, flyver en speciel miljøvenlig ultralight [2], for at hjælpe forskere ved at udbyde luftkapacitet til for eksempel luftindsamling til arkæologi, biodiversiets observationer og 3D landskabsmodellering.

De korte film og fantastiske billeder der produceres i løbet af flyvningerne, bruges til undervisningsformål og for at fremvise lokal forskning. Deres jordomflyvning begyndte i juni 2012 og vil slutte i juni 2013 med en landing ved Paris Air Show.

 

Noter

[1] Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. I Europa er ALMA finansieret af det Europæiske Syd Observatorium (ESO), i Nordamerika af U.S. National Science Foundation (NSF) i samarbejde med National Research Council of Canada (NRC) og National Science Council of Taiwan (NSC) og i Østasien af National Institutes of Natural Sciences (NINS) of Japan i samarbejde med Academia Sinica (AS) i Taiwan. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO), der administreres af Associated Universities, Inc. (AUI), og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

[2] Det ultralette fly er et NASA prisvindende Pipistrel Virus SW 80, der kun bruger 7 liter brændstof per 100 kilometer - mindre end de fleste biler. 

 

Links


22. april 2013

Sølv og blåt på Paranal

Det der måske gælder for en smuk klar dag alle andre steder i verden, er faktisk en usædvanlig overskyet dag på ESOs Paranal-observatorium i Atacamaørkenen. Fordi dette er et af de tørreste steder på planeten, er det meget usædvanligt at se skyer på himlen. Mange astronomer og ingeniører der tilbringer deres tid på stedet, finder den skyfrie himmel en af de mest slående ting ved at arbejde i Atacamaørkenen. Dette fantastiske 360-grader panoramabillede taget af ESO-entreprenøren Dirk Essl i 15 enkeltstående eksponeringer, har fanget en af de sjældne dage med skyer over Paranal. Nogle få tynde tjavsede cirrusskyer kan ses over bygningerne, der udgør Very Large Telescope. Disse skyer dannes ved store højder, og er lavet af små iskrystaller.

Paranal-observatoriet får mindre end 10 millimeter regn om året, hvilke er bare en af grundende til at dette 2600-meter høje bjerg, blev valgt som hjemstedet til ESOs Very Large Telescope (VLT). Dette panoramabillede indeholder VLT's fire store enhedsteleskoper samt de fire mindre hjælpeteleskoper i deres runde bygninger, en i forgrunden af billedet og de andre tre længere væk. Skinnerne på jorden er der, så hjælpeteleskoperne kan flyttes i forskellige positioner. 

Dirk indsendte dette billede til Your ESO Pictures Flickr group. Flickr gruppen gennemgås ofte og de bedste billeder vælges til at blive vist i vores populære Ugens Billede eller i vores galleri.

 

Links


15. april 2013

Under de Magellanske Skyers fortryllelse

Dette smukke billede af Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), viser teleskopets antenner under en betagende stjerneklar nattehimmel, er taget af ESO foto-ambassadøren Christoph Malin. Dette er et stilbillede fra en af hans omhyggeligt skabte tidsforkortet videoer af ALMA, der også er tilgængelige (se ann12099).

Beliggende på Chajnantor højsletten i 5000 meters højde, er ALMA verdens mest kraftfulde teleskop til at studere Universet ved submillimeter og millimeter bølgelængder. Bygningsarbejdet for ALMA vil være færdigt i 2013, og i alt 66 af disse højpræcisions antenner vil operere på stedet.

Klart glødende på himlen, står den store og den lille Magellanske skyer over antennerne. Disse nære irregulære dværggalakser er iøjnefaldende objekter på den sydlige halvkugle, selv med det blotte øje. Galakserne kredser begge om Mælkevejen – vores galakse – og der er tegn på at de begge er blevet forvrænget grundet deres interaktion med Mælkevejen da de bevæger sig tæt på den.

ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.

 

Links


8. april 2013

Et funklende bånd af stjerner – Den sydlige Mælkevej over La Silla

Dette panoramabillede, taget af Alexandre Santerne, viser vores hjemgalakse Mælkevejens skive indefra, samt en kold vinternat med et drys af sne på ESOs La Silla-observatorium i Chile. Fra vores udsigtspunkt inde i Mælkevejen, ses dens skive som et funklende bånd af stjerner, der strejker sig over himlen. I dette panoramabillede er Mælkevejen forvrænget til en halvbue på grund af vidvinkelprojektionen.

Over bakken i venstre del af dette billede kigger ESOs 3,6-meter teleskop, hjemstedet for verdens bedste exoplanet-jæger, HARPS (the High Accuracy Radial velocity Planet Searcher) frem. Langt til højre er det schweiziske 1,2-meter Leonhard Euler Telescope, bygget og drevet af Geneva Observatory. 

Der er en række grunde til at La Silla er et ideelt sted at observere nattehimlen i al almindelighed, og Mælkevejen i særdeleshed. Først og fremmest er den placeret på den sydlige halvkugle, der giver os et bedre udsyn til den rige, centrale del af galaksen, og dernæst er den beliggende langt fra lys og forurening fra byerne, i en højde på 2400 meter over havets overflade, hvilket giver mørke nætter og en klar atmosfære.

Alexandre indleverede dette billede til Your ESO Pictures Flickr gruppen. Flickr-gruppen bliver jævnligt gennemset og de bedste billeder bliver udvalgt til at medvirke i vores populære Ugens Billeder serie, eller i vores galleri. Siden at han indsendte billedet er Alexandre også blevet en ESO foto-ambassadør.  

 

Links


1. april 2013

Stjerner kredser over Residencia på Cerro Paranal

Dette billede af ESOs fotoambassadør Farid Char, af den sydlige nattehimmel over Recidencia ”hotellet” på ESOs Paranal-observatorium i Chile, viser et smuk stjernefyldt og dynamisk billede af himlen.

For at lave de hvirvlende stjernespor måtte Farid bruge en 30 minutters eksponeringstid for at afsløre den observerede bevægelse af stjernerne, der skyldes Jordens rotation. I midten er det tilsyneladende stillestående punkt af den sydlige himmels pol. Til venstre og i toppen af billedet er de langstrakte udviskede Store og Lille Magellanske Skyer, Mælkevejens nabogalakser. 

Den mørke glaskuppel under de kredsende stjerner er en del af Residencia bygningens tag. Denne enestående delvist underjordiske konstruktion har været i brug siden 2002 af forskere og ingeniører der arbejder på observatoriet. I løbet af dagen, tillader den 35 meter brede kuppel, at naturligt dagslys strømmer ind i bygningen.

På observatoriet, beliggende på et bjerg i en højde på 2600 meter i den golde Atacamaørken, kommer de fantastiske astronomiske egenskaber ikke gratis. Mennekser her, står over for intenst sollys i løbet af dagen, meget lav luftfugtighed, og den store højde kan give åndenød. For at hjælpe dem med at slappe af, og rehydrere efter lange vagter på bjergtoppen, findes der er kunstig oase i Residencia, med en lille have, en svømmepøl der tilfører fugt til luften, en opholdsstue, en spisestue og andre fritidsfaciliteter. Der kan bo over 100 mennesker i bygningen.

 

Links


25. marts 2013

Den fortabte galakse

Dette billede viser galaksen NGC 4535 i stjernebilledet Virgo (Jomfruen), på en smuk baggrund af mange fjerne svage galakser. Dens næsten cirkulære udseende viser at vi observerer det næsten direkte ovenfra. I galaksens centrum, er der en veldefineret bjælkestruktur, med støvbaner der bøjer skarpt før spiralarmene afbrækkes fra bjælken ende. Den blålige farve på spiralarmene tyder på tilstedeværelsen af et stort antal unge stjerner. I centrum, er det dog ældre og koldere stjerner der giver udbulingen i midten sit gullige udseende. 

Dette billede i synligt lys, blev lavet med FORS1 instrumentet på ESOs 8,2-meter Very Large Telescope. Galaksen kan også ses igennem mindre amatør-teleskoper, og blev først observeret af William Herschel i 1785. Når den ses igennem et mindre teleskoper, ser NGC har en diset, spøgelsesagtig fremtoning, der inspirerede den fremtrædende amatør astronom Leland S. Copeland til at kalde den for ”den fortabte galakse” i 1950’erne.

NGC 4535 er en af de største galakser i Virgohoben, er tung galaksehob med op til 2000 galakser, omkring 50 millioner lysår borte. Selvom Virgohobens diameter ikke er meget større end den Lokale gruppes – galaksehoben som Mælkevejen hører til – den indeholder næsten 50 gange flere galakser.


18. marts 2013

Lysfangst

Forskningsteleskoper har de bedste kameraer, der sammen med store spejle der er nødvendige for store indsamligsarealer, gør det muligt for astronomerne at se svagt lys fra dybe himmelobjekter. Dog kan man også fremstille smukke billeder uden store teleskoper og med mere beskedne kameraer. 

Astrofotografer bruger mere konventionelle kameraer til at tage billeder af astronomiske objekter, og ofte på en større målestok end observationerne gjort med et stort teleskop. Nogen gange medtager de landskabet i deres værker, og fremstiller smukke postkort af Universet set fra Jorden.

For eksempel viser ugens billede 3,58-meter New Technology Telescope (NTT), der ligger på ESOs La Sille-observatorium, der står med en baggrund af den stjerneklare sydlige himmel. Mælkevejen – vores galakse – ses tydeligt som en diset stribe tværs over himlen. Mørke områder inden i Mælkevejen, er områder hvor lyset fra baggrundsstjernerne blokeres af interstellart støv. Desuden ses den Store Magellanske Sky til højre for teleskopet som en tåget klump på himlen. Denne nærliggende irregulære galakse er et iøjnefaldende objekt på den sydlige himmel. Den kredser om Mælkevejen, og det tyder på at den er blevet meget forvredet grundet dens interaktion med vores egen galakse.

Dette billede blev taget af Håkon Dahle, der også er en dygtig astronom. Han indsendte dette billede til Your ESO Pictures Flickr group. Flickr-gruppen bliver regelmæssigt gennemset og de bedste billeder bliver vist i vores populære Ugens billede serie, eller i vores billedarkiv.

 

Links


Resultater: 21-40 ud af 49
Bookmark and Share

Se også...