eso1728da — Pressemeddelelse

Xavier Barcons overtager som ny generaldirektør for ESO

1. september 2017

1. september 2017 blev Xavier Barcons ESOs ottende generaldirektør. Han efterfølger Tim de Zeeuw, som har beklædt posten siden 2007. Barcon starter i en spændende periode for ESO. Opbygningen af Extremely Large Telescope er i fuld gang, og teleskopet forventes at være klart til 'first light' i 2024.

ESOs nye generaldirektør Xavier Barcons har stor erfaring fra både den akademiske verden og fra internationale organisationer. Han har arbejdet for ESO i mange forskellige roller i mere end 10 år, blandt andet som president for ESOs Council fra 2012-2014. Han har bidraget væsentligt til flere større ESO-projekter, herunder Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) og the Extremely Large Telescope (ELT), som blev sat i gang i løbet af hans tid som president for ESOs Council.

I sin kommende embedsperiode har Xavier Barcons planer om at fortsætte med at stræbe hen imod det mål, som er at astronomer i ESOs medlemstater kan gøre spændende videnskabelige opdagelser. Han er overbevist om, at ESO er klar til at møde de ufordringer, som i fremtiden sker indenfor teknologi og observationsteknikker.

"Astronomien er en af de mest sprudlende videnskaber. Målene ændrer sig hver dag," sagde Barcons. "ESO er en enestående organisation i den astronomiske verden, og vi er godt udrustede til at modsvare disse ændringer."

ESO opretholder eller understøtter allerede dusinvis af teleskoper med et stort antal instrumenter, og den nye generaldirektør ser frem til også i fremtiden at understøtte La Silla, Paranal, APEX og ALMA, mens man arbejder frem imod ELT.

"Jeg vil gerne takke Tim de Zeeuw og hele ESOs stab for deres indsats med at styre ESO ind i den meget stærke position, som organisationen nu har, som det mest produktive jordbaserede observatorium i Verden," sagde Xavier Barcons. "Det er en ære for mig at overtage denne stilling, og jeg er klar over, at det er et vigtigt skridt i mit liv. Jeg ser frem til at at overtage ansvaret som generaldirektør, og til at leve op til de udfordringer, som kommer."

Han fortsætter: "Vi koncentrerer os om at bygge og færdiggøre ELT, som bliver Verdens største optiske teleskop, og om at holde La Silla, Paranal og ALMA-observatorierne i gang og opdaterede som de arbejdsheste de er, og vi vil sikre, at vi stadig forbliver i forreste linie blandt Verdens astronomiske infrastrukturer. Vi forventer til stadighed flere fantastiske observationer i mange bølgelængder, og vi vil fortsat flytte de teknologiske grænser med de nuværende og de kommende teleskoper her ved ESO."

ESOs nye generaldirektør fortæller om sine tanker om ESO og den nye stilling i den seneste ESOcast , og skriver om vigtigheden af ESO som multi-bølgelængdeobservatorium i ESOblog.

Mere information

ESO er den fremmeste fællesnationale astronomiorganisation i Europa, og verdens langt mest produktive jordbaserede astronomiske observatorium. 16 lande er med i ESO: Belgien, Brazilien, Danmark, Finland, Frankrig, Italien, Nederlandene, Polen, Portugal, Spanien, Sverige, Schweiz, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland og Østrig, og desuden værtsnationen Chile. ESO har et ambitiøst program, som gør det muligt for astronomer at gøre vigtige videnskabelige opdagelser. Programmet har focus på design, konstruktion og drift af stærke jordbaserede observatorier. Desuden har ESO en ledende rolle i formidling og organisering af samarbejde omkring astronomisk forskning. ESO driver tre enestående observatorier i verdensklasse i Chile: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO VLT, Very Large Telescope, som er verdens mest avancerede observatorium for synligt lys, samt to oversigtsteleskoper. VISTA, som observerer i infrarødt, er verdens største oversigtsteleskop, og VLT Survey Teleskopet er det største teleskop bygget til at overvåge himlen i synligt lys. ESO er en af de største partnere i ALMA, som er det største eksisterende astronomiprojekt. For tiden bygges ELT, et 39 m optisk og nærinfrarødt teleskop på Cerro Armazones, tæt ved Paranal. Det bliver "verdens største himmeløje".

 

Links

Kontakter

Ole J. Knudsen
ESON-Danmark
Aarhus, Danmark
Tel: 8715 5597
Mobil: 4059 4520
Email: eson-denmark@eso.org

Lars Lindberg Christensen
Head of ESO ePOD
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6761
Mobil: +49 173 3872 621
Email: lars@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1728 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso1728da
Navn:ESO Director General
Type:Unspecified : People : Scientist

Billeder

•	Xavier Barcons tager over som ESOs generaldirektør
• Xavier Barcons tager over som ESOs generaldirektør

Videoer

ESOcast 125: Q&A med ESOs nye generaldirektør Xavier Barcons — Det nye job ved ESO
ESOcast 125: Q&A med ESOs nye generaldirektør Xavier Barcons — Det nye job ved ESO

Se også...