Pressemeddelelse

Astronomer finder gådefuld type af gammaglimt, som aldrig før er set

Danske astronomer er vigtige bidragydere til denne undersøgelse

9. september 2025

Astronomer har registreret en eksplosion af gammastråler - et gammaglimt, som gentog sig flere gange i løbet af en dag, og det er noget, som aldrig før er set. Kilden til den kraftige stråling viser sig at ligge udenfor vores egen galakse, Mælkevejen, og stedet er fundet ved hjælp af European Southern Observatorys (ESOs) Very Large Telescope (VLT). Gammaglimt (GRBer) er de kraftigste eksplosioner i Universet, og de skyldes almindeligvis stjerner, som ødelægges i katastrofer. Der er blot ikke nogen kendt proces, som fuldstændigt kan forklare denne nye GRB, hvis oprindelse forbliver en gåde.

 

Denne GRB er "helt anderledes end de andre,vi har set igennem 50 års GRB-observationer," ifølge Antonio Martin-Carrillo, som er astronom ved University College Dublin i Irland, og som er en af hovedforfatterne til en videnskabelig artikel, som for nyligt er offentliggjort i tidsskriftet The Astrophysical Journal Letters. 

GRBer er de kraftigste eksplosioner i Universet. De opstår blandt andet når tunge stjerner dør ved voldsomme eksplosioner, eller når de flås i stykker af sorte huller. De varer normalt fra millisekunder til minutter, men dette signal – GRB 250702B [1] – varede en dags tid. "Det er 100–1000 gange længere end de fleste GRBer," siger Andrew Levan, som er astronom ved Radboud Universitetet i Nederlandene, og den anden af hovedforfatterne til artiklen.

"Vigtigere er det, at gammaglimt aldrig gentager sig, fordi det, som forårsager dem er en ødelæggende katastrofe," siger Matrin-Carrillo. Medforfatter Albert Sneppen fra Niels Bohr Institutet tilføjer: "Vi ser nu en sådan ødelæggende begivenheder gentage sig, og endnu mere bemærkelsesværdigt gør den det tilsyneladende periodisk. En serie kosmiske ødelæggelser, som gentager sig med en periode på hvert 47ende minut. Periodiciteten er også spændende, fordi den måske peger på en kredsløbsperiode - og det peger så igen i retning af en hvid dværg, som bliver revet itu af et intermediært tungt sort hul (En slags begivenhed, som vi aldrig har set før)."

Det oprindelige varsel om denne GRB kom 2. juli 2025 fra NASAs Fermi Gammastrålerumteleskop. Fermi opfangede ikke kun en men tre udbrud fra den samme kilde i løbet af flere timer. Set i bakspejlet fandt man ud af, at den samme kilde havde været aktiv næsten en dag tidligere, hvor den blev observeret af Einstein Probe, som er et röntgenrumteleskop, som bestyres af Det kinesiske Videnskabsakademi, Den europæiske Rumorganisation ESA og det tyske Max Planck Institut for Ikkejordisk Fysik. Man har aldrig før observeret et så langvarigt udbrud med gentagelser.

Observationerne gav kun en nogenlunde position for GRBen, i retning af vores galakses plan, hvor det vrimler med stjerner. Derfor brugte forskerholdet ESO’s VLT til præcist at finde kilden indenfor området. "Før disse observationer var det den almindelige opfattelse blandt forskerne, at denne GRB måtte have haft sin oprindelse i vores egen galakse. Observationerne med VLT ændrede den ide totalt," siger Levan, som også arbejder ved University of Warwick, UK.

Ved hjælp af HAWK-I kameraet på VLT fandt man ud af, at kilden til udbruddet måske befinder sig i en anden galakse. Det blev senere bekræftet af NASA/ESA Hubble rumteleskopet. "Vi fandt ud af noget, som var meget mere spændende: Når dette objekt befinder sig udenfor vores galakse, må det have udsendt voldsomt meget mere stråling," siger Martin-Carrillo. Værtsgalaksens størrelse og lysstyrke viser, at den må befinde sig nogle få milliarder lysår borte, men det kræver flere observationer at opnå en bedre afstandsvurdering.

Hvad der forårsagede denne GRB er stadig ukendt. En mulighed er, at en tung stjerne er faldet sammen under udsendelse af store energimængder. "Hvis det er en tung stjerne, er det et kollaps af en type, som vi aldrig nogensinde før har set," siger Levan, for i det tilfælde ville man have forventet, at GRBen blot havde varet nogle få sekunder. Alternativt kunne en hændelse, hvor et sort hul flår en stjerne itu have produceret en daglang GRB, men for at kunne forklare andre iagttagelser ved eksplosionen skulle det have været en meget usædvanlig stjerne, som blev ødelagt af et endnu mere usædvanligt sort hul.[2] 

Forskerne har efterfølgende holdt øje med følgerne af eksplosionen med forskellige teleskoper og instrumenter for at lære mere om dene GRB. Man har blandt andet brugt VLTs X-shooter spektrograf og James Webb Rumteleskopet, som NASA, ESA og det kanadiske rumagentur samarbejder om. Opdagelsen af, at eksplosionen fandt sted i en anden galakse vil være nøglen til at opklare, hvad der skete. "Vi er stadig ikke klar over, hvad årsagen til dette her var, men vi har taget et stort skridt fremad imod at forstå det her meget usædvanlige og spændende forløb," siger Martin-Carrillo.

Noter

 

[1] En anden katalogbetegnelse er GRB 250702BDE. GRBer får navn efter den dato, hvor de bliver opdaget, efterfulgt af et bogstav, hvis der ses mere en en hændelse den dag. Udbruddene med bogstaverne B, D og E stammer fra det samme objekt.

[2] Forfatterne til artiklen hælder mest til en en hændelse, hvor en hvid dværgstjerne blev flået i stykker af et såkaldt mellemtungt sort hul. En hvid dværgstjerne er den lille kerne, som afkøles langsomt, og som er, hvad der er tilbage, når en stjerne som Solen dør. Mellemtunge sorte huller vejer imellem 100 og 100 000 gange mere end Solen. Det fleste kendte sorte huller er betragteligt tungere end det, og mellemtunge sorte huller er stadig noget, som forskerne ikke véd ret meget om.

Mere information

 

Forskningsresultaterne her er offentliggjort i en artikel med titlen "The day long, repeating GRB 250702B: A unique extragalactic transient" (doi: https://doi.org/10.3847/2041-8213/adf8e1) i tidsskriftet The Astrophysical Journal Letters.  

Forskerholdet består af A. J. Levan (Department of Astrophysics/IMAPP, Radboud University, Nederlandene [Radboud]), A. Martin-Carrillo (School of Physics and Centre for Space Research, University College Dublin, Irland [UCD]), T. Laskar (Department of Physics & Astronomy, University of Utah, USA), R. A. J. Eyles-Ferris (School of Physics and Astronomy, University of Leicester, UK [Leicester]), A. Sneppen (Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet [NBI] og The Cosmic Dawn Centre [DAWN], Danmark) albert.sneppen@nbi.ku.dk, M. E. Ravasio (Radboud and INAF-Osservatorio Astronomico di Brera, Italien [INAF-Brera]), J. C. Rastinejad (Center for Interdisciplinary Exploration and Research in Astrophysics [CIERA] and Department of Physics and Astronomy, Northwestern University, USA), J. S. Bright (Astrophysics, Department of Physics, University of Oxford, UK), F. Carotenuto (INAF-Osservatorio Astronomico di Roma, Italien [INAF-Roma]), A. A. Chrimes (European Space Agency [ESA], European Space Research and Technology Centre [ESTEC], Nederlandene, and Radboud), G. Corcoran (UCD), B. P. Gompertz (School of Physics and Astronomy and Institute for Gravitational Wave Astronomy, University of Birmingham, UK [UBham]), P. G. Jonker (Radboud), G. P. Lamb (Astrophysics Research Institute, Liverpool John Moores University, UK), D. B. Malesani (NBI and DAWN) daniele.malesani@nbi.ku.dk, A. Saccardi (Université Paris-Saclay, Université Paris Cité, CEA, CNRS, France), J. Sánchez-Sierras (Radboud), B. Schneider (Aix Marseille Univ., CNRS, CNES, LAM, France [amU]), S. Schulze (CIERA), N. R. Tanvir (Leicester), S. D. Vergani (LUX, Observatoire de Paris, Université PSL, CNRS, Sorbonne Université, France), D. Watson (NBI and DAWN), J. An (National Astronomical Observatories, Chinese Academy of Sciences [NAOC] and School of Astronomy and Space Science, University of Chinese Academy of Sciences, Chinese Academy of Sciences, Kina), F. E. Bauer (Instituto de Alta Investigación, Universidad de Tarapacá, Chile), S. Campana (INAF-Brera), L. Cotter (UCD), J. N. D. van Dalen (Radboud), V. D’Elia (Space Science Data Center - Agenzia Spaziale Italiana, Italien), M. De Pasquale (MIFT Department, University of Messina, Italien), A. de Ugarte Postigo (amU), Dimple (UBham), D. H. Hartmann (Clemson University, Department of Physics and Astronomy, USA), J. Hjorth (DARK, NIB), L. Izzo (INAF, Osservatorio Astronomico di Capodimonte, Italien and DARK, NBI), P. Jakobsson (Centre for Astrophysics and Cosmology, Science Institute, University of Iceland, Iceland), A. Kumar (Department of Physics, Royal Holloway - University of London, UK), A. Melandri (INAF-Roma), P. O’Brien (Leicester), S. Piranomonte (INAF-Roma), G. Pugliese (Anton Pannekoek Institute of Astronomy, University of Amsterdam, Nederlandene), J. Quirola-Vásquez (Radboud), R. Starling (Leicester), G. Tagliaferri (INAF-Brera), D. Xu (NAOC) and M. E. Wortley (UBham).  

Det europæiske Sydobservatorium (ESO) giver forskere Verden over mulighed for at opklare Universets hemmeligheder til glæde for os alle. Vi designer, bygger og driver jordbaserede observatorier i verdensklasse, og dem bruger astronomerne til at takle spændende spørgsmål og sprede begejstringen for astronomi, og til at fremme det internationale astronomiske samarbejde. ESO blev i 1962 stiftet som et fælles regeringsprojekt, og i dag er der 16 medlemstater (Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Irland, Italien, Nederlandene, Polen, Portugal, Spanien, Schweiz, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Det forenede Kongerige og Østrig), samt værtsnationen Chile og med Australien som strategisk partner. ESOs hovedkvarter og besøgscenter og planetarium; ESO Supernova befinder sig i Garching tæt ved München i Tyskland, og vore teleskoper befinder sig i Chiles Atacamaørken, hvor der der fantastiske muligheder for at observere himlen. ESO driver tre observatorieområder: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO Very Large Telescope og det tilhørende Very Large Telescope Interferometer, og desuden oversigtsteleskoper som for eksempel VISTA. I Paranalområdet er ESO desuden vært og driftsansvarlig for den sydlige del af Cherenkov Telscope Array Observatory, som er Verdens største og mest følsomme gammastrålingsobservatorium. Sammen med en række internationale partnere driver ESO ALMA på Chajnantor. Det er et anlæg, som observerer himlen i millimeter- og submillimeterområdet. På Cerro Armazones nær ved Paranal bygger vi "Verdens største himmeløje" - ESOs Extremely Large Telescope. På vore kontorer i Santiago, Chile yder vi støttefunktioner i landet, og vi samarbejder med chilenske partnere og samfundet i sin helhed.

Links

 

• Forskningsartiklen
• Fotos af VLT
• For journalister: du kan abonnere på vore pressemeddelelser under embargo og på dit eget sprog 
• For forskere: Har du et tip? Send os en besked 

Ny analyse fra ESO bekræfter, at der vil ske alvorlig skade, hvis et planlagt industrikompleks bygges nær Paranal

Kontakter

Andrew Levan
Department of Astrophysics, Radboud University
Nijmegen, The Netherlands
E-mail: a.levan@astro.ru.nl

Antonio Martin-Carrillo
School of Physics and Centre for Space Research, University College Dublin
Dublin, Ireland
E-mail: antonio.martin-carrillo@ucd.ie

Bárbara Ferreira
ESO Media Manager
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6670
Mobil: +49 151 241 664 00
E-mail: press@eso.org

Ole J. Knudsen (Pressekontakt Danmark)
ESOs formidlingsnetværk og Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: +45 8715 5597
E-mail: eson-denmark@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso2514 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.