Ugens billede

22. oktober 2018: Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) har leveret denne uges billede, hvor vi ser området omkring Sagittarius A*, det supertunge sorte hul, som lurer i centrum af Mælkevejen - lige i den røde cirkel. Nye forskningsresultater har afsløret spændende nyt om skyer af interstellare gasser og støv, som svirrer omkring det sorte hul med store hastigheder. De skyer, som er fundet, består hovedsagelig af hydrogenmolekyler, og vi kalder dem derfor, meget fantasifuldt, molekylskyer! Det er første gang, astronomerne med sikkerhed har fundet den slags her. Billedet viser faktisk fordelingen af molekyler af kulilte, CO, som er de molekyler, der er næstflest af i skyerne. Afstanden til skyerne fra os er 26 000 lysår, og de kredser tæt og hurtigt omrking det sorte hul i afstande på omkring et enkelt lysår. Det er ALMAs høje opløsningsevne, som har gjort det muligt at finde skyerne. De stammer fra tidligere meget tungere skyer, som ...

15. oktober 2018: Lørdag den 13. oktober 2018 afholdt ESO det årlige åbent hus i ESOs hovedkvarter i Garching i Tyskland. Sammen med andre institutioner i forskerparkområdet i Garching inviterede ESO gæster til i første parket at opleve arbejdet ved Verdens førende jordbaserede astronomiorganisation. Dette års åbent hus omfattede også aktiviteter i ESO Supernova Planetarium & Visitor Centre, som åbnede i april i år. Udenfor portene ventede gæsterne utålmodigt indtil klokken 11:00; ivrige efter at være med i alle de tilbudte aktiviteter. 5200 gæster udnyttede muligheden for at få besvaret spørgsmål fra erfarne astronomer og til at få et kig bag kulisserne i en organisation, som er i frontlinien af astronomisk forskning. I programmet var inkluderet eksperimenter, omvisninger, en udstilling om ESOs observatorier, foredrag ved ESO-forskere og live forbindelse med ESOs observatorier i Chile. Deltagerne i Åbent Hus dagen 2018 må meget gerne dele billeder i Flickr gruppen Your ESO Pictures.

8. oktober 2018: Motivet her er sandsynligvis det første sin slags, som er katalogiseret: Den timeglasformede rest, som har katalogbetegnelsen CK Vulpeculae. Oprindeligt mente forskerne, at det var en nova, det har i årenes løb været ikke så lidt svært at finde den rigtige klassifikation. Flere forskellige forslag til dets natur er blevet foreslået og senere forkastet. Nu mener forskerne, at det er resultatet af to stjerner, som er kollideret - selvom der stadig er debat om, hvilken slags stjerner, det var. CK Vulpeculae blev først set den 20. juni 1670 af den franske munk og astronom Père Dom Anthelme. I starten var objektet let at se med det blotte øje, men i løbet af de følgende to år ændrede lysstyrken sig, det forsvandt og dukkede op igen to gange, inden det endeligt blev usynligt for datidens teleskoper. I løbet af det tyvende århundrede fandt astronomerne ud af, at de fleste novaer kunne ...

1. oktober 2018: Efteråret er her, og farverne ændrer sig langsomt i det nordlige tempererede klimabælte. Billedet her er taget af ESO Photo Ambassador‌ ​Petr Horálek, og det viser de to hovedbygninger, som udgør ESOs Hovedkvarter i Garching, Tyskland, omgivet af de smukke gyldne farver, som indmelder årstidens anmarch. Det er ikke hele Kloden, som oplever efterår; i troperne er der ikke megen ændring i sollyset året igennem, og i polaregnene er der ingen overgangssæson imellem sommer og vinter. Det er kun det nordlige og det sydlige tempererede bælte, som kan opleve abscission, det årlige løvfald, nogle få måneder hvert år (henholdsvis med start i september og i marts). Men hvorfor ændrer bladene farver? De løvfældende træer foretrækker at hvile sig istedet for at gennemleve efterårets og vinterens tid med begrænset lysindfald og kolde temperaturer. og det er forberedelserne til hvileperioden, som vi ser som smukke efterårsfarver. Planterne begynder med at genabsorbere klorofyl, ...

24. september 2018: Chiles Atacamaørken udgør mere end 100 000 kvadratkilometer tørt og nøgent terræn. For astronomerne, som arbejder ved det største jordbaserede astronomiske projekt i Verden, nemlig Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), drejer nogle af de vigtigste målinger sig om en skala på kun nogle få millimeter. ALMA Operations Support Facility (OSF) befinder sig 2900 meter over havoverfladen i Andesbjergene. Herfra kan astronomer og teknikere styre hver af ALMAs 66 individuelle antenner, som fysisk befinder sig 2000 meter højere oppe; i en højde af 5000 meter over havet på Chajnantorhøjsletten. Det at få antennerne flyttet der op, er i sig selv noget af en ingeniørmæssig bedrift. Her kommer Otto og Lore ind i billedet. De to enorme orange monstre - den ene er med på billedet her - er specialbyggede i Tyskland til at transportere antennerne, som hver vejer 100 tons, fra OSF og op til Chajnantor. Det er en strækning på ...

17. september 2018: Ugens billede viser en dværggalakse i det sydlige stjernebillede Phoenix, og den kaldes ret så indlysende for Phoenixdværgen! Den galakse er ret så enestående, for den passer ikke i systemet, som ellers bruges til at betegne dværggalakser; ud fra faconen skulle den kaldes en sfærisk dværggalakse - hvor der ikke er nok gas tilbage til at danne nye stjerner, men det viser sig, at der i nærheden er en gassky, som er i kontakt med galaksen, og det antyder, at der for nyligt er sket stjernedannelse, og at den dermed må indeholde en population af unge stjerner. Gasskyen ligger ikke inde i selve galaksen, men den er stadig bundet til den via tyngdekraften. Det betyder, at skyen med tiden vil falde tilbage i galaksen. I og med, at skyen er relativt tæt på, er det sandsynligt, at den effekt, som oprindeligt forårsagede, at den blev kastet ud, stadig er igang. ...

10. september 2018: Fra 5. til 19. august i år blev AstroCamp 2018 afholdt ved Centre for Environmental Education and Interpretation of the Corno de Bico, et fredet område i det nordlige Portugal. AstroCamp er et sommerskoleprogram for ældre skoleelever, hvor der er focus på astronomi, og hvor elever fra forskellige baggrunde og livserfaringer bringes sammen om den fælles interesse: astronomien. I løbet af de to uger har eleverne - med alder imellem 15 og 18 - fra forskellige lande i den Europæiske Union haft forelæsninger, Skypet med forskere i forskellige lande, arbejdet med beregninger ud fra data fra nogle af Verdens bedste teleskoper og været med ved natobservationer. Desuden har der været ture, sport, lokale aktiviteter og film, som altsammen har gjort opholdet sjovt og berigende. AstroCamp har været afholdt siden 2012, men det er først fra 2016, at der er åbnet for internationale elever. ESO begyndte at støtte camp'en i 2017 ...

3. september 2018: ESOs La Silla Observatorium i det nordlige Chile giver uforlignelige muligheder for at udforske kosmos for de teleskoper, som er placeret der, og desuden er landskabet omkring smukt på en særlig måde. Billedet her er optaget af Alberto Ghizzi Panizza fra den rampe, som går op til ESOs New Technology Telescope (NTT) bag fotografen, og det viser både noget af landskabet, af teleskoperne og af Mælkevejen, som breder sig hele vejen over himlen på stedet. Midt i billedet prinser bygningen til ESOs 3,6-meter telescop, sig. Her bor planetjægerinstrumentet HARPS . Under den teleskopbygning ser man den lille grå og hvide bygning (som har øgenavnent sarkofagen!) til instrumentet Télescope à Action Rapide pour les Objets Transitoires (TAROT). Længst til højre skinner parabolen til det nu nedlagte 15meter Swedish-ESO Submillimetre Telescope (SEST) på en bjergtop for sig selv, og endelig finder vi i forgrunden til venstre for vejen de bølgede vægge og ...

27. august 2018: Denne uges Picture of the Week viser os et stort "V" sat op på himlen over ESOs Paranal Observatorium, som befinder sig på bjergtoppen Cerro Paranal i Chile. Det ene ben i "V'et" er klart tydeligere end det andet. Højre ben, som peger skråt op imod det øverste højre hjørne af billedfeltet, dannes af det smukke stjernebestrøede centralområde i Mælkevejen. Det svagere ben peger mod venstre, og det dannes af den lysende søjle, som er zodiacallyset - et himmelfænomen, som skyldes solys, som reflekteres udenfor jordens atmosfære af partikler af kosmisk støv. Vi ser ofte både Mælkevejen og zodiakallyset på Paranal takket være stedets fantastiske klare himmel, men V-figuren her er dog usædvanlig. Zodiakallyset følger Jordens bane igennem Universet, fordi de støvpartikler, som er årsag til spredningen af sollyset alle befinder sig i en skiveformet sky langs ekliptikas plan. Derfor varierer lysskæret i styrke og synlighed i årets løb, og ...

20. august 2018: På det her flotte billede, som er optaget af ESO Photo Ambassador Petr Horálek, ser vi Mælkevejens lysende bue over himlen ved ve ESOs La Silla Observatorium i Chile. På jorden ser vi til højre ESOs 3,6-meter optical telescope og den sølvskinnende skive på det svenske ESO submillimeterteleskop. Selv om det blev taget ud af brug i 2003 til fordel for mere avancerede instrumenter som APEX og ALMA, synes det svenske teleskop stadig at kikke længselsfuldt ud mod stjernerne - måske i håbet om at få endnu en chance for at udforske himlens undere. Mælkevejen dominerer billedet, og det viser klart, at La Silla er et at de bedste steder i Verden til astronomi. Her er der en mørk himmel og luften er klar. I toppen af den klare bue ser vi den markante røde tåge, som hedder Gum Nebula. Den er. ligesom lignende områder langs Mælkevejens bånd, en emissionståge, ...

13. august 2018: Full-Dome billedet her, af Very Large Telescope (VLT), på ESOs Paranal Observatoriumy,viser næsten alle bestanddelene ved teleskopet på eet eneste familiebillede. VLT består af fire store 8,2 m Unit Teleskoper (UT), som alle kan ses her, og som kan genkendes på de æskeagtige bygninger, som omgiver selve teleskoperne. Så er der fire 1,8 m hjælpeteleskoper (AT), af hvilke de to kan ses her til siden for deres større slægtninge, og begge med deres runde kupler åbne. Ud over standardbetegnelserne U1, U2 osv. har hvert af de store UT egne navne lånt fra det lokale chilenske Mapuche sprog: Antu (Solen), Kueyen (Månen), Melipal (Sydkorset) og Yepun (Venus). Det gule laserspor strækker sig op på nattehimlen fra en af UTerne for at danne en kunstig stjerne højt i atmosfæren. Det kaldes meget passende en Laser Guide Star (LGS). 'Stjernen' er en del af teleskopets system til adaptiv optik, som gør det muligt ...

6. august 2018: Billedet her er fra Ultra High Definition Expeditionen til ESOs La Silla Observatorium i Chile. Det viser det Danske 1,54-meter teleskop i færd med at studere den stjernebestrøede sydlige himmel. Sydkorset, som er et af de mest markante stjernebilleder, kan ses til venstre for teleskopets åbne kuppel - lige midt i Mælkevejens bånd. Stjernebilledet Crux (Sydkorset) kendes ved den korsformede gruppe stjerner, fire i alt: Alpha, Beta, Gamma og Delta Crucis. Den nærmeste af stjernerne befinder sig blot 88 lysår fra Jorden, og den fjerneste er 364 lysår borte. Den blåhvide stjerne Alpha Crucis, som udgør bunden af korset (længst til venstre på billedet her), er himlens 13-klareste stjerne. Den mørke udtværede blækklat lige over Sydkorset er støvtågen Kulsækken. Den er en af de bedst synlige af de mørke tåger, og den er tydelig med det blotte øje. Det er en uigennemsigtig sky af interstellart støv, som blokerer for lyset ...

30. juli 2018: ESO Picture of the Week i denne uge viser en halvmåneformet struktur af gas og støv - en nebula, som har navnet NGC 3199 - i en afstand af 12 000 lysår fra Jorden. Det ser ud som om tågen pløjer sig vej igennem den stjernebestrøede himmel som et skib i et stormfuldt hav. Og det er meget passende, fordi de foregår i stjernebilledet Carina - et stjernebillede på den sydlige himmelhalvkugle, som har fået navn efter kølen på et skib på latin. NGC 3199 blev opdaget af den britiske astronom John Herschel i 1834, da han var i færd med at samle sit berømte katalog over interessante himmelobjekter. Siden er tågen her observeret adskillige gange, blandt andet med ESOs 8,2 meter teleskop Very Large Telescope (eso0310, eso1117), og med 2,6-meter VLT Survey Telescope. Det er observationer med de sidstnævnte teleskop, som er basis for billedet her. Nebulaens klare halvmånefigur ...

23. juli 2018: Billedet viser nogle af antennerne fra Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), som er et avanceret teleskop-anlæg højt i de chilenske Andesbjerge. Fuldmånen lyser over den rødfarvede horisont, og oplyser observatoriet. ALMA befinder sig på Chajnantor-højsletten omkring 5000 meter over havet. i den højde kan man få et krystalklart kig på himlen næsten hver eneste nat, som denne astronomiske kæmpelarve, som kravler hen over himlen over ALMA-antennerne på billedet. Det er Mælkevejen; dens centrale bule af gas og sammenslyngede støvbånd ses klar på den stjernebestrøede himmel. Områderne med pink skær viser, hvor der findes ioniseret gas - oplyst af nydannede stjerner. Den klareste del af Mælkevejen - det, som er selveste Mælkevejens hjerte - befinder sig omkring 25 000 lysår borte fra os på Jorden.

16. juli 2018: Billedet her er taget af Vincenzo Forchi, og det viser fine detaljer om en af ESOs mest berømte og meget flittige arbejdsheste. Forvirringen af farver, strukturer og maskiner er det indre af kuplen til det ene af de fire 8,2 meter Unit Teleskoper, som er den del af ESOs Very Large Telescope (VLT) på Paranalobservatoriet i Chile. UT1 her har også navnet Antu, og det betyder Solen på det lokale oprindelige sprog Mapuche. De andre tre UT'er har navne efter Månen, Sydkorset og Venus - henholdsvis Kueyen, Melipal og Yepun. Forchis billede viser Antu i færd med at blinke sit highe-tech øje åbent før en lang nats observationer af himmelrummet. Ved bygningens fod er området badet i det grønlige lys fra lysstofrør. Højere oppe suppleres teleskopets egne blå og sølvskinnende farver af de varme orange lys fra Solens sidste stråler udefra. Solstrålerne spredes af de talrige klapper, eller louvres, som ...

9. juli 2018: Fotomontagen her viser et meget velkendt kosmisk himmellegeme, men på en usædvanlig måde - det er såmænd den gamle Måne. ESO Photo Ambassador Petr Horálek fangede motivet, da han besøgte Paranalobservatoriet i Chile, hvor himlen er ganske særligt klar. Han snuppede billederne af denne markante blodrøde månenedgang med femsekunders intervaller mens Månen sank ned imod horisonten, indtil den til slut forsvandt (billederne er i kronologisk orden fra venstre mod højre og fra oven og ned). Den kraftige røde farve i billederne skyldes det fænomen, som kaldes atmosfærisk refraktion. Jo tættere Månen kommer på horisonten, des tykkere lag luft må lyset fra den passere, før det når til vore øjne, eller kameraet. Det betyder, at lysspredningen bliver mere og mere markant des lavere Månen står. Af alle regnbuens farver spreder og bryder atmosfæren det røde lys mindst, på grund af dets længere bølgelængde, og det er det, der giver solnedgange og ...

2. juli 2018: Billedet her er optaget af Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), og det viser MWC 758; en ung stjerne, som et tæt på at blive voksen. Den er omgivet af klumpede og uregelmæssige ringe af kosmisk støv. Tre af dem ses på billedet, og sædvanligvis er den slags ringe perfekt cirkulære, og ikke som her elliptiske. Det er første gang vi med ALMA ser en elliptisk protoplanetarisk skive. Den yderste og den inderste ring indeholder hver en meget klartlysende klump, som her ses som gule buer. Desuden ser det ud til, at der er en spiralarm i støvet, samt et område, som er støvfrit, og lidt forskudt fra centeret. Alle disse detaljer tyder på, at der også er usete exoplaneter. Under planetdannelsen vekselvirker de unge planeter med skiven via tyngdekræfter og tidevandsvirkninger, og skaber disse genkendelige strukturer. Astronomerne kan derfor ud fra et system som MWC 758 se ikke blot at ...

25. juni 2018: Ude imellem Mars og Jupiter finder vi asteroidebæltet; et kransekageformet område fyldt med klippeknolde og smuller. Selvom det meste af indholdet er spredt og knust til grus og småstumper, bliver det tilsammen til en hel del masse - omking fire procent af, hvad Månen vejer. Det meste af massen er samlet i to større himmellegemer, Ceres, som er en dværgplanet vejer omkring en tredjedel af den samlede masse, og Vesta, som indeholder omkring ni procent. Det er Vesta, som optræder på billedet her. For nyligt blev Vesta observeret med instrumentet SPHERE/ZIMPOL på ESOs Very Large Telescope (VLT). SPHERE-billedet ses til venstre, og det er dannet ved hjælp af algoritmen MISTRAL, og til højre til sammenligning et billede baseret på rumobservationer. SPHERE, the Spectro-Polarimetric High-contrast Exoplanet REsearch instrument er beregnet til at finde exoplaneter, og giver direkte billeder af objekterne. ZIMPOL er et tilknyttet undersystem, som er et kamera specielt egnet ...

18. juni 2018: I det flotte skud her fra det nordlige Chile lægger man først mærke til det flotte stjernebillede Himmeljægeren Orion, som titter ned på den smalle gangbro, der forbinder ESOs 3.6-meter teleskopet med det nu nedlagte Coudé Auxiliary Telescope på ESOs La Silla Observatorium. Og Orion står 'på hovedet', fordi vi er på den sydlige halvkugle af Jorden. Ser man nøjere på denne langtidsoptagelse, fra ESO Photo Ambassador Yuri Beletsky, opdager man mange interessante detaljer. Der er blandt andet en lysstribe fra en satellit, som passerer om bag teleskopkuplen (til venstre for midten i billedet). Barnard’s Loop, som er en svagtlysende emissionståge, er formentlig resterne efter en supernova, og den ser man som en svag rødlig cirkelbue omkring den klare Oriontåge. Lige under, og parallelt med gangbroen er de mørke støvbælter i Mælkevejen. ESOs 3,6 meter teleskop har monteret instrumentet med det mundrette navn High Accuracy Radial velocity Planet Searcher - ...

11. juni 2018: Der er mange teleskoper, som er opbygget af flere spejle eller antenner, ikke blot eet. ESOs Very Large Telescope (VLT) på Paranelobservatoriet i Chile er et af eksemplerne. VLT består af fire hovedteleskoper og fire mindre flytbare hjælpeteleskoper - i alt otte enheder i alt, som så både kan observere individuelt og i samarbejde. Men det er småting i forhold til Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) på Chajnantorhøjsletten i Andesbjergene i Chile. ALMA består af hele 66 antenner! Selv set hver for sig er ALMA-antennerne imponerende. Højsletten ligger i 5000 meters højde over havet, og basislejren Operations Support Facility (OSF) er i sig selv højtliggende, i 2900 meter. Antennerne er ikke bygget på højsletten, så det har krævet en helt særlig teknologi at få dem derop. Her kommer Otto og Lore ind i billedet. De er bygget specielt til jobbet her, og Otto og Lore er navnene på de to ...