Ikoniske, koniske Licancabur våger over Chajnantor
Dette imponerende panoramabillede viser Chajnantor-højsletten – hjemstedet for Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) – med den majestætiske Licancabur-vulkan i baggrunden. Licancabur våger over en frossen skov af isspidser (”penitentes” på spansk og ”penitents” på engelsk) i forgrunden. Isspidserne er et forunderligt naturfænomen, der findes i højtliggende områder. De er tynde pigge hærdet sne eller is med skarpe kanter, der peger mod Solen. Du kan læse mere om isspidserne i et tidligere Ugens Billede (potw1221).
Licancabur-vulkanen, der er 5920 meter høj, er den mest ikoniske vulkan i området San Pedro de Atacama i Chile. Dens koniske form gør den let at genkende selv meget langt væk. Den ligger på den sydligste del af grænsen mellem Chile og Bolivia. Vulkanen rummer en af de højest liggende kratersøer i sin tinde. Denne sø har tiltrukket sig biologers interesse, som er interesserede i at studere, hvordan mikroskopiske organismer kan overleve i den på trods af det barske miljø med ultraviolet stråling, den tynde atmosfære og lave temperaturer. Overlevelsesstrategierne for mikroskopisk liv i Licancabur-søen kan måske give os indsigt i muligheden for fortidigt liv på Mars.
Billedet er taget af Babak Tafreshi, en af ESOs fotoambassadører, tæt på det sted, hvor ALMA er placeret.
ALMA, en international astronomifacilitet, er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. Konstruktionen og driften af ALMA ledes i Europa af ESO, i Nordamerika af National Radio Astronomy Observatory (NRAO) og i Østasien af National Astronomical Oberservatory of Japan (NAOJ). Joint ALMA Observatory (JAO) står for den samlede ledelse og overordnede styring af konstruktionen, ibrugtagningen og driften af ALMA.
Links
Kilde:ESO/B. Tafreshi (twanight.org)
Om billedet
Id: | potw1240a |
Sprog: | da |
Type: | Foto |
Udgivelsesdato: | 1. oktober 2012 10:00 |
Størrelse: | 8293 x 3336 px |
Om objektet
Navn: | Chajnantor, Panorama |
Type: | Solar System : Planet : Feature : Surface : Mountain |