Pressemeddelelse

VLT ser for første gang superstorm på en exoplanet

23. juni 2010

Astronomer har for første gang målt en superstorm i atmosfæren på en exoplanet, den velstuderede ”varme Jupiter” HD209458b. Højpræcisions-målinger af kuliltegas viser, at gassen strømmer med enorm hastighed fra planetens ekstremt varme dagsside til den køligere natside. Observationerne har også for første gang gjort det muligt at måle planetens banehastighed, hvilket giver en direkte bestemmelse af dens masse.

Resultaterne kan ses i denne uges udgave af tidsskriftet Nature.

”HD209458b er bestemt ikke et sted for sarte sjæle. Ved at studere den giftige kuliltegas med stor nøjagtighed har vi fundet tegn på en supervind, der blæser med en hastighed på 5.000 til 10.000 km i timen,” siger Ignas Snellen, som står i spidsen for holdet af astronomer.

HD209458b er en exoplanet på omkring 60 % af Jupiters masse. Den kredser om en sollignende stjerne, der ligger 150 lysår fra Jorden i retning mod stjernebilledet Pegasus. Planeten kredser i en afstand, der kun er en tyvendedel af afstanden mellem Solen og Jorden, og den opvarmes derfor intenst af sin stjerne. Det gør, at planetens overfladetemperatur er omkring 1000 grader Celsius på den varme side. Men fordi planeten altid vender den samme side ind mod sin stjerne, er denne ene side meget varm, mens den anden er meget køligere. ”På Jorden fører store temperaturforskelle uundgåeligt til voldsomme vinde, og vores nye målinger viser, at situationen ikke er anderledes på HD209458b,” siger holdmedlem Simon Albrecht.

HD209458b var den første exoplanet, som viste sig at lave planetpassage: med 3,5 dags mellemrum passerer den ind foran sin stjerne og blokerer i løbet af en tre timers periode for en lille del af stjernelyset. Under denne passage filtreres en meget lille del af stjernelyset gennem planetens atmosfære, hvilket efterlader et aftryk i lyset. Et hold af astronomer fra Leiden Universitet, det hollandske institut for rumforskning (SRON) og MIT i USA, har brugt ESO’s Very Large Telescope og dets kraftige CRIRES-spektrograf til at registrere og analysere disse svage fingeraftryk ved at observere planeten i omkring fem timer, mens den passerede ind foran sin stjerne. ”CRIRES er det eneste instrument i verden, der kan levere spektre, som er skarpe nok til at bestemme placeringen af kuliltelinjer med en præcision på 1 til 100.000,” siger et andet holdmedlem Remco de Kok. ”Denne høje præcision giver os for første gang mulighed for at måle hastigheden af kuliltegas ved hjælp af Dopplereffekten.”

Astronomerne har dog også opnået flere andre -resultater for første gang. De har målt exoplanetens hastighed direkte, mens den kredser om sin stjerne. ”Generelt bestemmes en exoplanets masse ved at måle stjernens rokkebevægelse og antage en værdi for stjernens masse, baseret på teoretiske overvejelser. Her har vi ligeledes været i stand til at måle bevægelsen af planeten og derved bestemme både stjernens og planetens masse,” siger medforfatter Ernst de Mooij.

Det er også første gang, at astronomerne har målt, hvor meget kulstof, der er til stede i atmosfæren på denne planet. ”Det lader til, at HD209458b faktisk er ligeså rig på kulstof som Jupiter og Saturn. Det kunne tyde på, at den er blevet dannet på samme måde,” siger Snellen. ”I fremtiden kan astronomerne måske bruge denne type observation til at studere jordlignende planeters atmosfærer for at afgøre, om liv også findes andre steder i Universet.”

Mere information

Denne forskning er præsenteret i en artikel, der er udkommet i denne uges udgave af Nature: “The orbital motion, absolute mass, and high-altitude winds of exoplanet HD209458b”, af I. Snellen et al.

Holdet består af Ignas A.G. Snellen og Ernst J.W. de Mooij (Leiden Observatory, Holland), Remco J. de Kok (SRON, Utrecht, Holland) og Simon Albrecht (Massachusetts Institute of Technology, USA).

ESO, det Europæiske Syd Observatorium, er den mest fremtrædende internationale astronomi-organisation i Europa og verdens mest produktive astronomiske observatorium. ESO har i dag følgende 14 medlemslande: Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Portugal, Schweiz og Storbritannien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig. Flere lande har udtrykt interesse i medlemskab. ESO’s aktiviteter er fokuseret på design, konstruktion og drift af jordbaserede observationsfaciliteter for astronomi for at muliggøre vigtige videnskabelige opdagelser. ESO spiller også en ledende rolle for at fremme og organisere samarbejdet inden for astronomisk forskning. I Chile driver ESO tre unikke observatorier i verdensklasse: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO Very Large Telescope (VLT), der er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til observationer i synligt lys, og VISTA, som er verdens største kortlægningsteleskop. ESO er den europæiske partner i et revolutionerede astronomisk teleskop kaldet ALMA, det største igangværende astronomiske projekt. ESO planlægger i øjeblikket et 42 meter optisk/nær-infrarødt teleskop kaldet European Extremely Large Telescope (E-ELT), der vil blive ”verdens største øje mod himlen”.

Links

Kontakter

Ignas Snellen
Leiden Observatory
Leiden, The Netherlands
Tel: +31 63 00 31 983
E-mail: snellen@strw.leidenuniv.nl

Henri Boffin
ESO, La Silla, Paranal and E-ELT Press Officer
Garching, Germany
Tel: +49 89 3200 6222
Mobil: +49 174 515 43 24
E-mail: hboffin@eso.org

Ole J. Knudsen (Pressekontakt Danmark)
ESOs formidlingsnetværk og Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: +45 8715 5597
E-mail: eson-denmark@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1026 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso1026da
Navn:HD209458b
Type:Milky Way : Planet : Special Cases : Hot Jupiter
Facility:Very Large Telescope
Instruments:CRIRES
Science data:2010Natur.465.1049S

Billeder

Planet with superstorm (artist's impression)
Planet with superstorm (artist's impression)
tekst kun tilgængelig på engelsk

Videoer

Planet with superstorm (artist's impression)
Planet with superstorm (artist's impression)
tekst kun tilgængelig på engelsk