Pressemeddelelse

R Coronae Australis: en kosmisk akvarel

30. juni 2010

Dette storslåede billede af området omkring stjernen R Coronae Australis er en kombination af optagelser lavet med Wide Field Imager (WFI) på ESO’s La Silla-observatorium i Chile. R Coronae Australis ligger i hjertet af et nærtliggende stjernedannende område og er omgivet af en fin blålig refleksionståge, der er indhyllet i en stor støvsky. Billedet afslører overraskende nye detaljer på denne dramatiske del af himlen.

Stjernen R Coronae Australis ligger i et af de nærmeste og mest spektakulære stjernedannende områder. Dette portræt er taget med Wide Field Imager (WFI), der er monteret på MPG/ESO 2,2 meter teleskopet på La Silla-observatoriet i Chile. Billedet er en kombination af tolv enkeltoptagelser taget gennem et rødt, et grønt og et blåt filter.

Billedet viser et udsnit af himlen, der spænder over et område med ca. samme bredde som fuldmånen. Det svarer til en størrelse på omkring fire lysår i tågens afstand fra Jorden. Tågen ligger 420 lysår væk i det lille stjernebillede Corona Australis (Sydlige Krone). Komplekset er opkaldt efter stjernen R Coronae Australis, der ligger i midten af billedet. Den er én af flere stjerner i dette område, der hører til klassen af meget unge stjerner, som varierer i lysstyrke og stadig er omgivet af de skyer af gas og støv som de er blevet dannet af.

Den intense stråling fra disse varme unge stjerner vekselvirker med gassen omkring dem og bliver enten reflekteret eller udsendes igen ved en anden bølgelængde. Disse komplekse processer, der bestemmes af de fysiske forhold i det interstellare medium og stjernernes egenskaber, er ansvarlige for stjernetågers storslåede farver. Den lyseblå tåge, der ses på billedet, er primært et resultat af, at stjernelys reflekteres af små støvpartikler. De unge stjerner i R Coronae Australis komplekset er omtrent lige så tunge som Solen og afgiver ikke nok ultraviolet lys til at ionisere en væsentlig del af den omkringliggende brint. Det betyder, at skyen ikke gløder med den karakteristiske røde farve, der ses i mange stjernedannende områder.

Den enorme støvsky, som refleksionstågen er indhyllet i, ses her med imponerende fine detaljer. De delikate farver og støvskyens varierede struktur får dette billede til at ligne et impressionistisk maleri. Et markant mørkt bånd krydser billedet fra midten til nederste venstre del. Det synlige lys, der udsendes af de stjerner, som dannes inden i skyen, er her helt absorberet af støv. Disse objekter kan kun ses ved at observere ved længere bølgelængder med et kamera, der kan registrere infrarød stråling.

R Coronae Australis er ikke selv synlig med det blotte øje, men det lille tiaraformede stjernebillede, som den ligger i, kan let ses fra mørke steder på den sydlige halvkugle. Corona Australis ligger nemlig tæt på det større stjernebillede Sagittarius (Skytten) og de rige stjerneskyer mod centrum af vores egen galakse, Mælkevejen.

Mere information

ESO, det Europæiske Syd Observatorium, er den mest fremtrædende internationale astronomi-organisation i Europa og verdens mest produktive astronomiske observatorium. ESO har i dag følgende 14 medlemslande: Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Portugal, Schweiz og Storbritannien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig. Flere lande har udtrykt interesse i medlemskab. ESO’s aktiviteter er fokuseret på design, konstruktion og drift af jordbaserede observationsfaciliteter for astronomi for at muliggøre vigtige videnskabelige opdagelser. ESO spiller også en ledende rolle for at fremme og organisere samarbejdet inden for astronomisk forskning. I Chile driver ESO tre unikke observatorier i verdensklasse: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO Very Large Telescope (VLT), der er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til observationer i synligt lys, og VISTA, som er verdens største kortlægningsteleskop. ESO er den europæiske partner i et revolutionerede astronomisk teleskop kaldet ALMA, det største igangværende astronomiske projekt. ESO planlægger i øjeblikket et 42 meter optisk/nær-infrarødt teleskop kaldet European Extremely Large Telescope (E-ELT), der vil blive ”verdens største øje mod himlen”.

Links

Kontakter

Richard Hook
ESO, Survey Telescopes PIO
Garching, Germany
Tel: +49 89 3200 6655
E-mail: rhook@eso.org

Ole J. Knudsen (Pressekontakt Danmark)
ESOs formidlingsnetværk og Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: +45 8715 5597
E-mail: eson-denmark@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1027 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso1027da
Navn:R Coronae Australis
Type:Milky Way : Nebula : Appearance : Reflection
Facility:MPG/ESO 2.2-metre telescope
Instruments:WFI

Billeder

R Coronae Australis området optaget med Wide Fiel Imager på La Silla
R Coronae Australis området optaget med Wide Fiel Imager på La Silla
Wide field view of the R Coronae Australis region
Wide field view of the R Coronae Australis region
tekst kun tilgængelig på engelsk

Videoer

Plunging into a cosmic watercolour
Plunging into a cosmic watercolour
tekst kun tilgængelig på engelsk
Panning across the R Coronae Australis region
Panning across the R Coronae Australis region
tekst kun tilgængelig på engelsk