eso2017da — Pressemeddelelse

Nobelprisen i fysik for 2020 går til forskning i Mælkevejens supertunge sorte hul udført med ESO-teleskoper

6. oktober 2020

Reinhard Genzel og Andrea Ghez modtager i fælleskab Nobelprisen i fysik for 2020 for deres arbejde med det supertunge sorte hul Sagittarius A* i centrum af Mælkevejen. Genzel, som er direktør ved Max Planck Institute for Extraterrestrial Physics i Tyskland, og hans forskerhold har observeret Sagittarius A* i næsten 30 år med en række instrumenter på teleskoper, som tilhører European Southern Observatory (ESO).

Genzel deler halvdelen af prisen med Ghez, som er professor ved University of California, Los Angeles for "opdagelsen af et supertungt kompakt objekt i centrum af vores galakse," og den anden halvdel af prisen gives til Roger Penrose, som er professor ved University of Oxford, UK for "opdagelsen af, at dannelsen af sorte huller er en sikker forudsigelse indeholdt i Den Generelle Relativitetsteori."

"Til lykke til alle tre Nobelprismodtagere! Vi er glade over, at forskningen omkring det sorte hul i centrum af vores galakse er blevet anerkendt med Nobelprisen for 2020 i fysik. Vi er stolte af, at de teleskoper, som ESO har bygget og driver ved observatorierne i Chile har spillet en nøglerolle i opdagelsen," udtaler ESOs generaldirektør Xavier Barcons. "Det arbejde, som Reinhard Genzel har udført med ESO-teleskoper og som Andrea Ghez har udført med Keck-teleskoperne på Hawai'i har givet os en hidtil uset viden om Sagittarius A*, og dermed bekræftet forudsigelser i Einsteins Generelle Relativitetsteori."

ESO har arbejdet i meget tæt samarbejde med Genzel og hans forskergruppe i omkring 30 år. Siden først i 1990'erne har gruppen i samarbejde med ESO udviklet instrumenter, som er designet til at følge banerne for stjerner tæt ved Sagittarius A* i centrum af Mælkevejen.

De begyndte arbejdet i 1992 med at bruge instrumentet SHARP på ESOs New Technology Telescope (NTT) på La Silla-Observatoriet i Chile. Senere har forskerne brugt yderst følsomme instrumenter på ESOs Very Large Telescope (VLT) og Very Large Telescope Interferometeret på Paranal Observatoriet, nemlig NACO, SINFONI og senere GRAVITY, for fortsat at følge Sagittarius A*. 

I 2008, efter i 16 år at have fulgt de stjerner, som kredser tæt om Sagittarius A*, producerede forskerholdet det bedste empiriske bevis for at der findes et supertungt sort hul i centrum af vores galakse. Både Genzels og Ghezs grupper fulgte med stor præcision banen for især den ene stjerne, som kaldes S2, som kom tættest på Sagittarius A* i maj 2018. ESO gennemførte en række udviklingsarbejder og opgraderede infrastrukturen på Paranal for at muliggøre præcise målinger af position og hastighed for S2. Forskerne i Genzels gruppe kunne se, at det lys, som stjernen udsendte tæt ved det supertunge sorte hul var blevet trukket ud, så det havde en længere bølgelængde - den effekt, som kaldes gravitationel rødforskydning. Det bekræftede for første gang at Einsteins generelle Relativitetsteori gælder nær et supertungt sort hul. Tidligere i år annoncerede forskerholdet, at det har set S2 'danse' omkring det supertunge sorte hul, ved at vise, at banen har form som en roset. Det skyldes en effekt, som kaldes Schwarzschild præcession - noget, som var forudsagt af Einstein.

Genzel og hans forskerhold medvirker også ved udviklingen af instrumenter, som kommer til at blive installeret på ESOs Extremely Large Telescope, som for tiden er under opførelse i Chiles Atacamaørken. Med dem vil forskerne kunne studere forholdene endnu tættere omkring det supertunge sorte hul.

Mere information

ESO er den fremmeste fællesnationale astronomiorganisation i Europa, og verdens langt mest produktive jordbaserede astronomiske observatorium. 16 lande er med i ESO: Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Irland, Italien, Nederlandene, Polen, Portugal, Spanien, Sverige, Schweiz, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland og Østrig, og desuden værtsnationen Chile. Australien er med som strategisk partner. ESO har et ambitiøst program, som gør det muligt for astronomer at gøre vigtige videnskabelige opdagelser. Programmet har fokus på design, konstruktion og drift af stærke jordbaserede observatorier. Desuden har ESO en ledende rolle i formidling og organisering af samarbejde omkring astronomisk forskning. ESO driver tre enestående observatorier i verdensklasse i Chile: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO VLT, Very Large Telescope, som er verdens mest avancerede observatorium for synligt lys, samt to oversigtsteleskoper. VISTA, som observerer i infrarødt, er verdens største oversigtsteleskop, og VLT Survey Teleskopet er det største teleskop bygget til at overvåge himlen i synligt lys. ESO er en af de største partnere i ALMA, som er det største eksisterende astronomiprojekt. For tiden bygges ELT, et 39 m optisk og nærinfrarødt teleskop på Cerro Armazones, tæt ved Paranal. Det bliver "verdens største himmeløje".

Links

Kontakter

Ole J. Knudsen
ESON-Danmark, Stellar Astrophysics Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: 8654 2121 hjemmearbejdende
Mobil: 4059 4520
Email: eson-denmark@eso.org

Bárbara Ferreira
ESO Public Information Officer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6670
Email: pio@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso2017 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso2017da
Navn:Black hole, Sagittarius A*, Sgr A*
Type:Unspecified : People : Scientist
Facility:New Technology Telescope, Very Large Telescope, Very Large Telescope Interferometer
Instruments:GRAVITY, NACO, SINFONI

Billeder

Mælkevejens centrum*
Mælkevejens centrum*
Professor Reinhard Genzel på Paranalobservatoriet
Professor Reinhard Genzel på Paranalobservatoriet
En laserstråle peger imod Mælkevejens centrum
En laserstråle peger imod Mælkevejens centrum
Stjernebaner omkring det sorte hul i Mælkevejens centrum
Stjernebaner omkring det sorte hul i Mælkevejens centrum
Banen for S2 omkring det sorte hul i Mælkevejens centrum
Banen for S2 omkring det sorte hul i Mælkevejens centrum

Videoer

Test af Den Generelle Relativitetsteori ved galaksens centrum - et sammenklip
Test af Den Generelle Relativitetsteori ved galaksens centrum - et sammenklip

Se også...