eso1216da — Pressemeddelelse
ALMA kaster lys over nærtliggende planetsystem
12. april 2012: Et nyt observatorium, der stadig er under konstruktion, har givet astronomerne et stort gennembrud i forståelsen af et nærtliggende planetsystem og har givet værdifulde fingerpeg om, hvordan sådanne systemer dannes og udvikler sig. Astronomer har ved at bruge Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) opdaget, at planeter, der kredser om stjernen Fomalhaut, må være meget mindre end oprindeligt antaget. Det er det første videnskabelige resultat, der offentliggøres fra ALMA i den første observationsperiode, som har været åben for astronomer fra hele verden.